Morrissey om indvandreropstanden: ”Notre Dame, We Know Who Tried to Kill You”

Vesten frygtes at gentage Romerrigets fald. Men det er ikke for sent at gøre noget stod der i Kristeligt Dagblad i går da jeg gik til sengs. Betryggende, men er der nogle præventive tegn? De syv sidste franske præsidenter har lovet at standse indvandringen fra den 3 verden. Intet er sket.

Man vågner for at se, om Frankrig endnu findes. Det sidste jeg så i går, var at en general Pierrede Villiers havde givet præsident Macron et ultimatum: “Du har 48 timer til at bringe ro i landet, ellers har du med et militærkup at gøre.” Foreløbig har Macron “lukket internet i visse kvarterer.” Man skulle synes, han kunne tale til folket, men den chance har Marine le Pen grebet. (tekstet på engelsk). Macron er trods alt kun en ‘investment banker,’ der er hentet ind for at spille politiker.

Indvandreropstanden har så småt bredt sig til Belgien/Bruxelles og Schweiz. Det er ikke svært at se den brede sig til hele Vesteuropa. I Wien blev et terrorangreb mod en Pride Parade forhindret. Vestlige medier skriver ikke meget om Frankrig. Det russiske pseudo-mytteri har været meget vigtigere for dem end fem dages fransk borgerkrig med Kalashnikovs, mortergranater, 250 sårede betjente og efterhånden en del døde.

På Zappa Amphitheater Shuni i Israel blandt de  arkæologiske rester fra Rom og Byzans stod Morrissey og sang en kommentar til begivenhederne hjemme i Europa. Viljen er god nok, skønt han som digter sandelig ikke er nogen 25-årig Bob Dylan. Han synger om det Europa, der med usvigelig sikkerhed lader sig køre i sænk af globalister og deres muslimske kolonisering med udgangspunkt i branden i Notre Dame katedralen i april 2019, det den globalistkøbte journalistik kaldte “en islamofobisk konspirationsteori.” Teksten lyder, at “branden var ikke terrorisme.” – (Alternativ videoversion)

Mens vi venter på sammenbruddet

Af Lars Hedegaard

Sommeren er over os, skoven er grøn, bierne summer, fuglene synger, og folk slapper af ved stranden. Vi hører heldigvis ikke meget fra politikerne, som ellers plejer at belemre os med den ene afsindige plan efter den anden til glæde for journalisterne, som får noget at skrive om.

Livet burde være godt, men inderst inde fornemmer vi, at roen er et overfladefænomen, og at dybe tektoniske plader er ved at forskubbe hele fundamentet under samfundet.

Udlændingeloven og masseindvandringen har for altid vendt op og ned på Danmark. Pludselig er der områder i landet, hvor fredelige borgere ikke tør befinde sig. Pludselig skal vi opleve, at nogle af årets studenter vifter med palæstinensiske flag i stedet Dannebrog, selvom danskerne har betalt for deres uddannelse. Og selvom dem af mellemøstlig herkomst måske udgør 6 pct. af befolkningen, optræder de dagligt i medierne, hvor de aldrig har andet at bidrage med end beklagelser over, hvor ondt de har det.

Denne tilstedeværelse er blevet dagligdag og noget, som politikerne og medierne fremstiller som en berigelse af Danmark, og skam få den, der mener noget andet.

Men hvor længe holder den påduttede idyl? Denne trommeild af statspropaganda, der skal få os til at tro, at alt er i skønneste orden?

Sikkert ikke ret længe.

Frankrig er i disse dage ved at gå op i sømmene, efter at en alliance af ”unge” og det yderste venstre er gået til voldeligt angreb på samfundsordenen. Det franske politi har truet med at tage sagen i egne hænder, hvis Emmanuel Macron ikke udviser den fornødne handlekraft og får slået opstanden ned. Macron siger, at han vil gøre noget, men hvem kan tro på det? Allerede for mange år siden stod det klart, at Frankrig havde importeret en talrig nordafrikansk befolkning, som ikke ville vide af landet eller af den vestlige kultur i det hele taget. Politikerne gjorde intet for at vende kursen mod samfundets opløsning, så hvorfor skulle de gøre noget nu?

Eller se på Sverige, hvor en nylig undersøgelse viser, at halvdelen af befolkningen overvejer at forlade landet, fordi det er blevet for usikkert. Hvor mon de vil tage hen, når tilvandringen overalt har fået de samme konsekvenser?

Hvor skal danskerne tage ophold i takt med, at de gradvis bliver presset af udefrakommende, der ikke vil dem noget godt?

Før eller siden får vi valget mellem underkastelse og modstand, og så skal det blive interessant at se, hvordan myndighederne stiller sig.

Desværre tyder de seneste årtiers erfaringer på, at staten og dens magtapparat vil slutte op bag de mest voldsberedte, fordi det vil kræve mod og beslutsomhed at handle anderledes, og fordi det altid er nemmere at undertrykke de fredelige og ubevæbnede.

Hvis vi vil bevare stumperne af retsstaten og den danske kultur, er det på tide, at vi begynder at overveje, hvad vi skal gøre den dag, staten har allieret sig med vore fjender. For det er den mest sandsynlige udgang.

Se French Police Unions: “Today the police are in combat because we are at war. Tomorrow we will be in resistance”