Fotos © Snaphanen.dk

Søren Krarup, den største dansker i efterkrigstiden, er død

Morten Uhrskov skriver:

Æret være hans minde. Søren Krarup er den dansker, der har givet mest til sit fædreland efter 1945 i hans utrættelige kamp for at råbe vagt i gevær om indvandringens konsekvenser.Søren Krarup var gjort af det stof, som torve og pladser er opkaldt efter.
Tak til Søren Krarup for hans enorme arbejdsindsats, der udmøntede sig i mere end 30 bøger og tusindvis af artikler, hvor han med fænomenal klarhed og logisk stringens forklarede, hvad kristenhed og danskhed er, og hvorfor danskerne har ret til deres fædreland.
Hvil i fred.

Se nekrologen i Kristeligt Dagblad: Søren Krarup er død.

Fotos fra oven: Efter retsmøde i Østre Landsret i Hedegaard-sagen, 2012, med lægen og modstandsmanden Jørgen Kieler, 2012,  Søren og Elisabeth, Mosbjerg 2019, med Marie Krarup, 2013, møde i TFS med Ahmed Akkari, 2013.

Læs Niels Lillunds nekrolog i Jyllands Posten

Han var en fremmed fugl i politik, og det virkede overraskende at se ham i Folketinget. Hans betydning for Danmark var en anden, og det var mærkeligt at se ham stille op for et parti, der gjorde det danske til noget politisk.

Lige så sikkert som mange i deres mere eller mindre stille sind vil indse, at Søren Krarup på mange måder havde ret dengang i firserne, lige så sikkert er og var det, at han aldrig ville få ret; roserne tildeles sjovt nok altid de sildigt opvågne.

I 1986 fik Ekstra Bladet »brækfornemmelser,« kaldte ham ’Sorte Søren’ og tegnede ham i selskab med Ku Klux Klan. Senere vendte vinden, bladet tog ham ind som hofskribent, da han havde forladt Jyllands-Posten i vrede, og Ekstra Bladet skabte selv ravage med tillægget De fremmede, som Politikens kronikredaktør brændte af på Rådhuspladsen.

Tiden var skiftet.
Men den karrierefremmende fleksibilitet var Krarup fremmed, han var stejl og stridslysten. Og selv om den ganske strid nu med ét er forvunden, vil det sikkert passe ham dårligt at skulle hvile i fred.Nekrolog: Søren Krarup var manden, der fik ret