Fredag skriver Søren Pape og Mai Mercado: »Deres ophold i Danmark er samfundsundergravende i en grad, vi ikke kan ignorere«. Lutter tomme, uforpligtende ord. Akkurat de samme politikerord har man hørt i Tyskland, hvor gigantiske islamistdemonstrationer midlertidigt har skræmt politikerne. Situationens alvor og skriften på væggen er der dog ingen tvivl om, heller ikke i Danmark. “Vi befinder os nu i en kamp for vores overlevelse.”

Aldrig før har en kursist givet udtryk for, at hun ikke længere tror på, at vi kan leve fredeligt sammen i fremtiden.

Af: Christian Skaug

Krigen mellem Israel og Hamas har afsløret kulturelle forskelle, der er så dybe, at fagfolk i den danske sociale sektor mister troen på fredelig sameksistens, siger en af ​​Danmarks største autoriteter på integrationsområdet.

Henrik Kokborg er specialist i kultur og religionens betydning for integrationen, og har gennem tolv år afholdt mere end 1.500 kurser for over 40.000 lærere, politibetjente, socialrådgivere og sundhedspersonale.

I en artikel i Netavisen Pio onsdag fortæller han, at Israel-Hamas-krigen har forårsaget et pludseligt stemningsskifte blandt de fagfolk, der følger hans kurser: Fokus er flyttet fra socio-økonomiske forhold til kulturelle.

Disse fagfolk har altid arbejdet ud fra den forudsætning, at flygtninge og immigranters udfordringer med at integrere sig i samfundet skyldes socio-økonomiske årsager.

De fleste immigranter havde trods alt en dårlig uddannelse, var ramt af fattigdom og havde måske også krigstraumer i bagagen. Og derfor har fagfolk arbejdet ud fra disse forklaringsmodeller, med god opbakning af de fleste forskere.

Men i dag vokser anden og tredje generation op i Danmark, hvor der hverken er krig eller fattigdom. Alle får skolegang, og mange arbejder.

Men det har ikke ført til en reduktion af den sociale arbejdsbyrde – tværtimod. Der er fortsat store problemer og tunge sociale problemer blandt især børn og unge fra familier med etnisk minoritetsbaggrund.

De professionelle oplever mangel på respekt og adfærdsnormer fra minoritetselever, som ikke tager danske værdier eller traditioner til sig.

Efterhånden viser problemerne sig også blandt ansatte i den sociale sektor, forklarer Kokborg:

Der er også begyndt at opstå problemer på de socialfaglige arbejdspladser i det daglige samarbejde med kolleger med modsatrettede kulturelle og religiøse værdier og normer. Det skaber gnidninger og utryghed, og går ud over trivslen og det kollegiale fællesskab.

Denne ændring er sket hurtigt:

Det var ikke noget, jeg hørte om for bare tre år siden, men nu hører jeg, hvordan kommunale ledere ser sig nødsaget til at udelukke ansøgere med minoritetsbaggrund, fordi kandidaterne for eksempel ikke anser kønnene for ligestillede.

Men af ​​frygt for reaktioner siger de samme ledere det ikke åbent.

Efter Hamas-angrebet på Israel er situationen blevet mere akut.

Mange føler sig presset af deres muslimske kolleger til at vælge side i konflikten. “Vi ser din tavshed. I støtter apartheid og mordet på børn med jeres tavshed”, står der i opkald, der sendes rundt både i direkte beskeder og i åbne opkald på sociale medier.

I skolerne opfordres der til jihad :

Andre oplever aggressive børn og unge, som i skolernes og ungdomsuddannelsernes læringsmiljøer spreder had mod jøder og opfordrer til jihad og udslettelse af Israel.

De professionelle fortæller ham også, at de ikke længere ser forskel på IS-tilhængere og palæstinensiske demonstranter.

Reaktionerne Kokborg får er uden sidestykke: I de tolv år, jeg har undervist fagfolk, har jeg aldrig oplevet noget lignende. Aldrig før har en kursist givet udtryk for, at hun ikke længere tror på, at vi kan leve fredeligt sammen i fremtiden. Men alene i denne uge har jeg oplevet, at mere end tyve mennesker udtrykker det samme.

Men disse mennesker siger det heller ikke åbent. Deres opsigelse forbliver således en “tavs viden, som kun de færreste får at vide”, skriver Kokborg.

Hvad gør vi, hvis dem, der står i spidsen for integrationen, ikke længere mener, at deres arbejde har noget for sig ? spørger han.