Pegida-demonstration, Dresden 2015 © Snaphanen.dk

De sidste uger har vist, at Tyskland ikke længere er nogen retsstat

Af: David Gress

Den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, som ifølge forfatningen skal være upolitisk, krævede den 21. januar på tv et ”forbund af alle Tysklands demokrater” mod ”højreekstreme”. Alle forstod, at han hentydede til det eneste oppositionsparti, Alternative für Deutschland (AfD).

Samme weekend demonstrerede ifølge medierne flere hundrede tusinde almindelige borgere mod AfD over hele Tyskland. I Aachen bar demonstranterne bannere, der opfordrede til mord på AfD-vælgere. Politiet var til stede, men foretog sig intet, selv om opfordring til mord og det af politiske grunde ville være ulovlig i en retsstat. De sidste uger har imidlertid vist, at Tyskland ikke længere er nogen retsstat.

Siden den 10. januar har regering, medier og NGO’er nemlig i strid med den tyske forfatning, ordentlig retsopfattelse og demokratisk sædvane radikalt forstærket deres allerede længerevarende kampagne for at dæmonisere og knuse AfD. Partiet har ganske vist kun 78 af 736 mandater i Forbundsdagen, men målinger tyder på, at det vil opnå 30 pct. eller flere af stemmerne ved de delstatsvalg, der til september afholdes i Sachsen, Thüringen og Brandenburg samt ved EU-parlamentsvalget i juni. Til gengæld står Socialdemokratiet (SPD) til at blive stærkt reduceret.

AfD har drevet den polit-mediale elite til vanvid

AfD er et parti på vej frem takket være de økonomiske og sociale katastrofer, som den siddende regering af SPD, Grønne og FDP (en gang liberale, nu mestendels woke) med åbne øjne har forvoldt i de seneste år: fortsat masseindvandring af ”asylsøgende” med deraf følgende kriminalitet, voldsomt stigende energipriser takket være regeringens klimahysteri, snarligt forbud mod forbrændingsmotorer af samme årsag, akut boligmangel i store dele af landet, smuldrende infrastruktur og en voksende fornemmelse af usikkerhed og fremtidsangst.

Udsigten til, at AfD i løbet af ikke så mange år vil kunne danne regering i flere delstater og måske endda en gang nationalt har i flere år drevet den polit-mediale elite til vanvid og til at ønske partiet forbudt med den begrundelse, at det er forfatningsfjendtligt. Ingen har nærmere kunnet forklare, hvordan AfD er forfatningsfjendtligt. I stedet tyr man til umådeholdne beskyldninger som for eksempel den kristelig-demokratiske (CDU) regeringschef i den største delstat, Nordrhein-Westfalen, Hendrik Wüst. Ifølge ham er AfD ”et brandfarligt naziparti”, som ikke står på grundlovens grund. Alene ordet ”nazi” slår forstanden fra hos mange, og så er der ingen grund til at begrunde kravet om et forbud yderligere.

“Sådanne burde alle straffes”

På lignende måde så Eva Quadbeck, der er redaktør i et af SPD medfinansieret journalistnetværk, i en debatrunde i ZDF frem til razziaer og husundersøgelser hos kritikere af regeringen og AfD-sympatisører. Sådanne burde alle ”straffes”, mente hun og mødte ingen modsigelse fra indenrigsminister Nancy Faeser (SPD), som var med i runden.

Denne tv-debat, som ikke er enestående, er et slående eksempel på det korrupte og korrumperende samarbejde mellem de politiske og mediale eliter. Et regeringsparti, SPD, lønner indirekte den fanatiske journalist, som i det offentligt finansierede ZDF fremsætter et uforskammet krav, der i en retsstat ville være uhyrligt, og som modtages uden indvendinger af en minister fra samme parti. At kræve razziaer mod regeringskritikere er i sig selv mere forfatningsfjendtligt end noget som helst, man kan beskylde AfD for.

De dybere tendenser, der giver AfD stigende tilslutning, har været synlige i en del år. Hvorfor var det så netop i januar 2024, at magthaverne begyndte at agere så skamløst og så åbenlyst diktatorisk i deres forsøg på at tilintetgøre landets eneste demokratiske opposition?

Protesterne nyder støtte fra 70 pct. af vælgerne

Den første del af forklaringen finder vi i de omfattende demonstrationer mod regeringen, som begyndte den 8. januar. Den dag brød den længe ulmende folkelige utilfredshed ud i skikkelse af massive demonstrationer i flere storbyer anført af landmænd i deres traktorer. På overfladen handler protesterne om regeringens plan om at pålægge landbruget yderligere byrder. Under overfladen handler disse i tysk historie enestående protester om, at stedse flere tyskere er ved at forstå, at regeringen er deres fjende.

Det er ikke kun landmænd, der protesterer. En femtedel af demonstranterne er ikke landmænd, men andre selvstændige eller blot folk, der har fået nok af inflation, masseindvandring, klimahysteri og en regering, der ikke gør noget for at løse problemerne, men kun gør dem værre samtidig med, at den kriminaliserer kritikere. Protesterne nyder desuden støtte fra 70 pct. af vælgerne. For regeringen og dens lydige medier gjaldt det efter 8. januar derfor om at finde noget, der kunne fjerne opmærksomheden fra protesterne og forhindre, at de kom AfD til gavn.

Dette noget skulle vise sig at være et dokument, som kom til den bredere offentligheds kendskab to dage inde i protesterne, altså den 10. januar. Hvornår regeringen først fik fingre i det, ved vi ikke, men formentlig nogle uger tidligere.

George Soros’ følelsesporno

Her er vi ved den anden del af forklaringen på, hvorfor angrebene på AfD eksploderede efter den 10. januar. Dokumentet stammer fra det George Soros-støttede ”forskningscenter” Correctiv. Det er angiveligt et referat af et møde, der fandt sted 25. november 2023 på et hotel i Potsdam. Her diskuterede nogle erhvervsfolk og AfD-delegerede, hvordan regeringen kunne udvise afviste asylansøgere.

Mødet var i sig selv uinteressant. Det, der blev til en med alle magtmidler udbasuneret sensation, var, hvad der stod i ”referatet”, som ikke er noget referat, men politisk hadpropaganda. Der stod nemlig, at den identitære tænker Martin Sellner på mødet skulle have forlangt masseudvisninger af tyske statsborgere. Correctiv mente det også vigtigt at nævne, at mødet fandt sted otte km fra den villa i Berlin-forstaden Wannsee, hvor Hitlertysklands top i januar 1942 planlagde den videre gennemførelse af jødeudryddelsen.

Correctivs dokument oser af ondsindet fantasi og billig følelsesporno. Den uhildede læser fik fornemmelsen af et hemmeligt møde på et mistænkeligt sted af en samling potentielle massemordere, som modige Correctiv-folk havde infiltreret, og hvorom de nu modigt rapporterede den grufulde sandhed.

I de regimetro og statsstøttede medier hed det sig, at man på mødet havde overvejet ”fordrivelser” af millioner mennesker, hvorunder mange ville omkomme. At der deltog nogle AfD-folk i det virkelige møde blev i medierne til, at AfD gik ind for blodige fordrivelser. At Martin Sellner havde holdt et foredrag blev til, at han havde foreslået masseudvisninger.

Regeringen og de regimetro medier

Magthaverne lod medier og NGO’er gejle hinanden op i hysteri den næste uge. Den 17. januar mobiliserede man kulturlivet ved en oplæsning i teatret Berliner Ensemble af Correctivs tekst. To dage senere, den 19., begyndte de angiveligt folkelige masseoptog mod AfD.

Kronologien er afslørende. Regeringen manglede efter den 8. januar et redskab til at fjerne opmærksomheden fra traktor-protesterne. Correctivs dokument, som var nogle uger gammelt, kunne nu fremdrages og udnyttes. Det lykkedes, for så vidt som de regimetro medier holdt totalt op med at rapportere om protesterne for i stedet at bruge al energi på den fiktive trussel fra AfD.

En af deltagerne i mødet var forfatningsjuristen Ulrich Vosgerau, som hænges ud som islamfjendtlig. Han kan naturligvis ikke genkende Correctivs ”referat”. Men ”fordi Tyskland er et galehus, er ’Correctivs’ formodninger om Martin Sellners hemmelige tanker nu i en uge blevet bekendtgjort som ’afsløringer’, der er resultatet af en ’undersøgelse’,” skriver han og erklærer, at han vil sagsøge Correctiv for bagvaskelse.

Regering og medier vil fortsætte deres indædte kamp mod AfD. Næste skridt vil være at fratage partiet den statsstøtte, som alle partier over en vis størrelse modtager. Den tyske forfatningsdomstol, som ville skulle afgøre en sådan sag, har netop frataget det mikroskopiske, højrenationale parti Die Heimat dets statsstøtte. Mange ser her en fin præcedens for at gøre det samme mod AfD. Skulle det lykkes, vil et formelt forbud ikke være nødvendigt. Partiet vil dø og dermed de sidste rester af demokrati i Tyskland.

”Det er derfor af livsvigtig betydning for staten, at den sætter sin samlede magt ind på at undertrykke afvigende meninger”, skrev en tidligere tysk propagandaminister. Frank-Walter Steinmeier, hele den tyske regering, de statsstøttede, regimetro medier og de statsstøttede, regimetro kulturpinger er rørende enige med Joseph Goebbels i den betragtning, og de handler ganske i hans ånd.

Det tyske demokrati døde første gang i 1932-34. Man skal være varsom med historiske paralleller, ikke mindst fordi magthaverne i medier og politik så aggressivt vifter med nazi-køllen for at knuse AfD. I dag kommer truslen ikke fra et enkelt, modigt politisk parti, men fra magtsystemet selv. Derfor kan resultatet godt blive det samme.

Herom mere senere.

Af David Gress

David Gress’ hjemmeside

Dagens læsetip

handler også om det demokrati, der hastigt forsvinder ikke mindst fordi politikerne fortsætter med at give suverænitet bort uden at få noget til gengæld. Klays Schwab mener, at valg er “overflødige, når AI kan udregne resutatet på forhånd.” I Sverige kan man i public service høre, at “frie valg er en trussel imod demokratiet, da folk kan finde på at stemme på populister.” De har ikke opdaget, at demokrati blot er en styreform, ikke hvad folk stemmer på.

Et flertal i Parlamentet opfordrer Kommissionen og Ministerrådet til at organisere en ’Lex Orban’, der kan fratage en medlemsstat stemmeretten, hvis den forbryder sig mod ’EU’s værdier’, hvad det så end er for nogle. I første omgang skal aktionen forhindre Viktor Orban i at overtage formandsstolen i Det Europæiske Råd, hvad der ellers godt kunne ske, når Ungarn den 1.juli overtager EU-formandsskabet. EU-parlamentet kræver også, at Unionen udvider sine kompetencer på sundhedsområdet, industripolitik, energi, uddannelse og kontrol med de ydre grænser. Asger Aamund: Når EU strammer garnet