Medierne sidder i den suppedas, som de selv har skabt. Derfra formidler de den rådende statsideologi

Af Lars Hedegaard

Har nogen overvejet, hvor mange af gammelmedierne, der ville overleve uden statsstøtte og momsfritagelse? Altså i en situation, hvor de selv skulle tjene alle pengene og belave sig på at levere en vare, der kunne tiltrække købere og annoncører. I stedet for at producere ideologi for de politiske magthavere og deres bagmænd.

Adskillige aviser og statsstøttede online-foretagender ville lukke. Danmarks Radio ville blive en betalingskanal for fastlønnede humanister og klimaforkæmpere med deres på det tørre.

Det kan i den forbindelse være nyttigt at se på mediernes tilstand i USA, hvor de (med en enkelt undtagelse: National Public Radio) selv må skaffe indtægterne. Her går det nemlig usædvanligt skidt for de fleste, idet nyhedsbranchen befinder sig i frit fald.

En af hovedårsagerne er, at mediernes troværdighed er i bund. Howard Kurtz fra Fox News giver nogle tal: Den hovedrige ejer af det engang så stolte Los Angeles Tims, Patrick Soon-Shiong, har fyret bladets redaktør og over 20 pct. af dets ansatte. Ejeren af Washington Post‚ som er en af de danske journalisters yndlingskilder, har skaffet sig af med 240 medarbejdere og sagt farvel til mange af avisens største navne. Selv milliardærer bliver før eller siden nødt til at se på den manglende indtjening.

En række trykte eller digitale magasiner er lukket eller har måttet spænde livremmen ind. Det nye medie, The Messenger, måtte i går dreje nøglen om efter mindre end et års levetid, og efter at ejeren havde brændt $38 millioner af. CNN, som danske journalister stoler fuldt og fast på, har netop gennemført en større fyringsrunde. Osv.

Der er blodbad overalt, skrive Kurtz. Årsagen er ikke, at Internettet har meldt sin ankomst, for det skete for 25 år siden. Den dybere forklaring er, at brugerne – efter mediernes talrige løgnekampagner og propagandaoffensiver – har mistet tilliden til dem og ikke tror på deres såkaldte nyheder. Og ”der synes ikke at være nogen ende i sigte”, bemærker han.

”Det kan ikke nægtes, at den journalistiske branche er i forfald”, skriver en kommentator på online-mediet Politico.

”Hvad jeg finder bemærkelsesværdigt”, skriver Kurtz, ”er hvor mange …, der negligerer betydningen af politisk forudindtagethed. … I Trump-æraen tror halvdelen af befolkningen, at medierne er blevet et oppositionsparti, der er besluttet på at forhindre deres kandidat [Donald Trump] i at vende tilbage til Det Hvide Hus.”

”Vi har et rødt [dvs. republikansk] og et blåt [demokratisk] Amerika, der begge er fyldt af vrede, og som begge betragter den anden som ond og farlig, og [vi har en presse] der har sat sin position som neutral formidler af kendsgerninger over styr.”

Medierne sidder i den suppedas, som de selv har skabt.

I Danmark går det bedre, for så længe medierne formidler den rådende statsideologi, kan de altid bede om flere af skatteydernes penge. Det betyder selvfølgelig ikke, at folk gider læse eller høre på dem, og jo større skellet bliver mellem mediernes ”narrativ” og den virkelige verden, des mindre bliver deres indflydelse.

Har journalistikken overhovedet en fremtid andet end som gamle tanters moralprædikanter?

Givetvis! Der vil altid være behov for sande nyheder og begavede analyser, men da medierne for det meste ikke er til at stole på, vil folk – i stedet for aviserne og DR – begynde at følge skribenter og andre formidlere, som optræder på diverse – ofte gratis – platforme, og som erfaringsmæssigt taler sandt og har noget vigtigt på hjerte.

Den revolution er i fuld gang.