“Jeg er så bange for at blive voldtaget og skadet for livet.” Voldtægt er et massivt indvandringsproblem, og Sveriges Radio og ligestillingsministeren forsøger at skjule sandheden om det for svenske kvinder. Men alle kender den naturligvis. De færreste er idioter.

Hvordan en politikerelite på ‘en gang kan promovere statsfeminisme, samtidig som den masseimporterer mænd fra førmoderne, islamiske kulturer, er noget der ikke er helt ligetil at svare på. Resultatet ser vi i svenske kvinders psyke og adfærd i dag, samt i svensk statistik på BRÅ.

I Kalibers nye dokumentar fortæller svenske kvinder, at de går med kniv eller simpelthen holder sig hjemme efter solnedgang. Der er tale om et massivt nedbrud af tillid, og politikerne vil tørre deres egen skyld ud på alle mænd, herunder svenske, så det mest muligt skjuler deres egen medvirken.

Et par år efter at jeg begyndte at skrive om Sverige og indvandringen i danske aviser, var jeg i 2004 medforfatter på en kronik i Jyllands Posten der hed Voldtægtsbølgen i det statsfeministiske Sverige. Den blev ikke populær blandt mine dengang mere humanistisk indstillede venner, der levede fjernt fra de ofre, det drejede sig om. Den slags hyklere er verden fuld af til enhver tid, og en af dem er Sveriges “ligestillingsminister.”

Men tallene i kronikken passede. I løbet af indvandringsårene var antallet voldtægter i Sverige øget med omkring 1600 %. På kronikkens tidspunkt fra knap 421 til 2650, i dag derfra til næsten 10.000. Min gamle bekendt Affe har fulgt det nøje: Våldtäkter 1975-2018 ökning med 1666 procent. Hans blog har minutiøst fulgt Sveriges opløsning som nation i omkring 15 år. Dengang vidste vi dog ikke præcist, hvem der foretog voldtægterne, selvom vi nok anede, hvor det bar hen, men vi ved det nu. Hvis vi vil.

Der er tale om et massivt indvandringsproblem

Denne stigning skyldes masseindvandringen fra førmoderne kulturer. Der er nu tal for det, det er ikke til diskussion. Det blev bevist af en stor undersøgelse P. Jonasson foretog i 2017, der i detaljer viste hvem det var, der voldtog. Ikke-europæiske mænd i Sverige begår 84% af alle grove voldtægter. 95.6% af overfaldsvoldtægter begås af “udenlandske mænd.”

Det virker derfor noget patetisk, at Sveriges Radio skjuler det faktum, og at Sveriges ligestillingsminister Paulina Brandberg siger, at der er tale om ”ett massivt jämställdhetsproblem.” Det er der ikke, der er tale om et massivt indvandringsproblem.

Sverige  – og i det hele taget Vesten – er blevet til lande, hvor sandheden ikke længere kan siges, selvom alle kender den. Der er tale om en moralsk og psykologisk udhulning af Vestens fundament: Fornuften, virkeligheden og sandheden.

Du kan høre Kalibers dokumentar, der varer en halv time, eller læse teksten på hjemmesiden: Otrygga kvinnor – Sara bär kniv för att våga gå hem.

Hvad er der at gøre? Meget lidt.

Kan man gøre Sverige til det land for kvinder, det var før masseindvandringen? Nej, hvordan skulle man kunne det? Ændre folk radikalt psykisk? Måske kommer der en chip, der kan det, men i dag er der intet andet at gøre, end at skaffe sig af med forbryderne efterhånden som man opdager dem. Det er nu engang meget lettere at ødelægge end at bygge op. Det første kan enhver gøre, det andet kræver flere menneskelige kvaliteter.

Kvinder bør bevæbne sig eller flytte til et andet land med mindre forrykte politikere. Det er vigtigere at beskytte sit liv og helbred, end at overholde en lov udstedet af politikere, der har forbrudt sig imod sin befolkning. Forbrydelsen størrelse vises af demografien. At svenskerne, hvis ikke der indgribes radikalt, kommer i mindretal i Sverige inden det næste århundredeskifte. Sikkert længe inden.

Men det er denne situation, befolkningen skylder at have sovet imens inkompetente fantaster hærgede deres land. Vi var nogle få, der for over tyve år siden prøvede at stoppe dem, men de havde magten, og de var fast besluttet på at gøre, hvad de gjorde. I Sverige skulle det slet ikke diskuteres. Censuren var benhård. Havde det ikke været for internettet, var ingen modstand blevet artikuleret overhovedet. Det blev der dog i Danmark omend med begrænsede resultater.

En lille, udrydningstruet kultur

For mig selv sammenligner jeg nogle gange den lille, afsides svenske (og dansk/norske) kultur med den på Andamanerne i den Bengalske Bugt. Det meste af øgruppen har måttet betale en høj pris for mødet med resten af verden, “civillisationen”, (smitsomme sygdomme udryddede de fleste), men cirka 400 Nordsentilesere holder stand mod udryddelsen endnu. Man ved aldrig, hvornår de går til angreb og dræber en der lander på den lille ø, de har beboet uforstyrret i 60.000 år.

Men jeg er nok bare sentimental, at jeg ville beskytte et sprog, et folk og en kultur. Det blev udlagt som “fremmedangst” og så videre, men det bed ikke det fjerneste på en person, der på det tidpunkt havde boet, rejst og arbejdet i 52 lande. Det var beskylderne, der led af provinsialisme, og jeg har aldrig frygtet dem på anden måde end på den, hvormed man frygter dumhed. Beklageligvis sad en stor del af dem i Folketinget.

Og jeg har da ikke bare fået ret, men langt mere og hurtigere ret end jeg overhovedet havde fantasi til at forestille mig i 2001. Det var “den fremmedangstes” fejlkalkulation.

Affes Statistikblogg