Ruth Bering med sin mand Peder og to af deres hunde

Af Den Korte Avis, redaktionen

Ruth Bering fra Gug ved Aalborg er død. Hun blev 92 år. Gennem alle årene var Ruth en varm fortaler for Den Korte Avis. Hun skrev artikler og hun støttede avisen økonomisk gennem alle årene.

Ruth var blandt de skarpeste og mest velformulerede debattører i kampen mod ukritisk indvandring og stigende islamisering i Danmark. Ikke så meget som et øjeblik troede hun på, at integration kunne lade sig gøre – eller at islam og dansk folkestyre kunne passe sammen eller finde hinanden nogen steder.

Også læsere af Den Korte Avis har gennem årene nydt godt af hendes ofte lange, altid velinformerede indlæg, der gerne byggede på et væld af kilder, som andre måske ikke var lige bekendt med.

Udover at nævne kilder sørgede hun altid for at sætte datoer på disse kilder som et diskret puf til andre om selv at læse videre ud fra det, hun havde skrevet.

Man kunne være enig eller uenig med hende og hendes konklusioner, men man kunne ikke lade være med at blive meget imponeret over den mængde af information, som hendes bidrag rummede, og for sit indre blik forestillede man sig hver gang bjerge af avisartikler og udprintede ark, der må have ligget til for hvert enkelt indlæg.

”Det’ Ru-uth!”, var det første hun sagde, altid med lige stor begejstring i stemmen, når hun ringede til dem, der tog imod hendes indlæg.

Hun holdt meget af kontakten med andre mennesker, hun ringede gerne og ofte, i perioder op til tre gange inden for ganske kort tid: når hun var lige ved at være færdig med et indlæg, når det var blevet sendt og forhåbentligt modtaget, og når det så havde været bragt – hvorefter hun gav udtryk for den behandling, som det havde mødt. Og de reaktioner, som hun havde fået på indlægget.

En samtale med Ruth Bering kunne i løbet et kvarters tid nå fra helt højaktuelle politiske emner over glæden ved musikalske oplevelser, gerne inden for den mere romantiske ende af skalalen (hun havde sine favoritter, ikke mindst Rod Stewart for ikke at tale om ”She” med Charles Aznavour), til den daglige glæde ved at have hund (de sidste år hed den Buster).

Og det slog næsten aldrig fejl, at hun i næsten alle samtaler før eller siden endte med at lufte sin meget store undren over, at politikere og presse kunne fremføre det ene problem efter det andet – uden på noget tidspunkt at berøre det vigtigste efter hendes mening: at der år efter år bliver ødslet over 50 milliarder gode danske skattekroner væk på passiv forsørgelse af fremmede i Danmark.

Langt ud over sin nærmeste venne- og bekendtskabskreds var Ruth Bering berømt for en helt mageløs flid, der gjorde hende i stand til hver dag at samle, skrive og udsende 15-20 nyhedsbreve og pressemeddelelser om egne indlæg eller andres artikler, hele, i uddrag eller som link, man kunne klikke videre på, små tv-klip, billeder, tegninger eller vittigheder, som hun syntes, at hendes cirka 150 modtagere skulle have glæde af.

Denne massive byge af information og underholdning, der som regel satte ind fra sidst på formiddagen, når hun for alvor var blevet vågen til en ny, travl dag, stoppede pludselig og uvarslet fra dag til dag for en måneds tid siden, og kendere af Ruth Berings meget høj flid og pligtfølelse fik en mistanke, at der måtte være noget alvorligt galt.

Det var der også. Af forskellige grunde havde hun mistet livsmodet, og efter en periode på en aflastningsplads blev det kun til ganske få dage på et plejehjem, før hun måtte opgive.

Hun efterlader sin mand, P.H. Bering, tidligere afdelingsforstander på Aalborg Universitet.

Ruth Bering bisættes fra Gug Kirke lørdag 24. februar kl. 11.

Jeg skrev en kommentar:

Ingen i det nationalt sindede miljø kendte ikke Ruth. Ulrik Høy skrev varmt om hende. Ole Hasselbalch og Søren Karup. Sidste år fik hun Dansk Kulturs kulturpris for sit store og lange arbejde. I halvfjerdserne smuglede hun og hendes mand bibler ind i Sovjetunionen og russiske jøder ud.

Jeg lærte Ruth at kende gennem Gertrud Galster, der lever endnu i Sverige. I de senere år kunne jeg have daglig kontakt med hende udover det daglige nyhedsbrev hun sendte ud til over 200 mennesker. “Det er Ruth,” lød det med stentorrøst i telefonen, og så var det bare med at smide, hvad jeg havde i hænderne. Jeg griber mig endnu, når jeg ser en historie, at tænke: “Det er lige noget for Ruth.” Hun havde svenske aner, og skrev gerne og ofte i Nordjyske om Sverige.

Faktisk mødte jeg hende allerede som barn i 50′ erne, og det kunne hun huske. Af og til var jeg med min far i forsikringsselskabet Nye Danske i Stormgade, hvor hun arbejdede inden hun flyttede til Jylland. Min far havde en lægekonsulentjob der i nyresygdomme.

I dag bliver hun begravet i Gug. Det er livets gang, endnu en af de gamle er forsvundet. Hasselbalch, Krarup, Langballe, Camre, Geoffrey Cain, Lars Vilks. Endnu en adresse i mailkartokteket dukker op når jeg skriver, og minder mig om, at den ikke har nogen modtager. (Steen)

Gug Kirke, 24.2.2024