Mere Stanley Kubrick

Kubrick’s Barry Lyndon er nok den smukkest fotograferede film jeg kender. Selv Sven Nykvist og Orson Welles har svært med at følge med helt derop givetvis fordi Kubrick begyndte at fotografere som dreng og var helt inde i alle kunstens detaljer. Som 15 årig solgte han sit første foto om Roosevelts død til en avis. Scenerne ligner 1700 tallets malerier, og det er ikke noget tilfælde.

F.eks. er stearinlys scenerne i Barry Lyndon fotograferet med et 50 mm f. 0.7 Zeiss Planar objektiv, der blev udviklet til Nasa i 1966. Kun 10 blev lavet af  “verdens hurtigste objektiv,” der var udviklet til at fotografere månen og dens bagside. Kubrick ejede de tre. Trods det, måtte Kubrick undereksponere og overfremkalde stearinlysscenen med sin 200 ASA Kodak-film, så lidt lys var der.

Man ser, at skarphed og dybde skarphed er minimal, til gengæld fungerer den næsten magisk i stearinlys. Sådan var Kubrick omhyggelig med detaljen, at det ikke kan undre, det kun blev til en film hver 7-8 år. For der var jo ikke elektrisk lys i 1750, var hans ræsonnement.

At fotografere i det svage, naturlige lys, er det der appellerer til en maler eller en fotograf. Jeg har boet i et år 30 km fra ækvator, og mere uinspirerende lys, har jeg aldrig set. Vi nordboer føler os hjemme i Hammershøis lys, dt er også det, der lokker maleren eller fotografen op i mennesker. Næsten intet inspirerer mig mere, end at fotografere i tåge eller tusmørke.

Kubricks viden om fotografi enorm. Han lavede aldrig lektier i skolen, med den enkle begrundelse, “at det ikke interesserede ham.” Det trøstede mig at høre, for jeg havde det i 12 år lige sådan, og jeg havde lidt dårlig samvittighed over det. Han ville hellere fotografere, og ganske snart også lave film. Han lavede et par stykker inden Paths of Glory, men fjernede dem fra sin biografi.

Han begyndte at fotografere som dreng, og havde tidligt eget mørkekammer i Bronx i New York, hvor han var lidt af en overklassedreng. Ændrede en filmfotograf på hans direktiver om lys, objektiv, film eller brændevidde, fik de det at vide på en måde, så de aldrig gjorde det mere. Intet var tilfældigt, heller ikke musikken. Til stearinlysscenen er det Schuberts klavertrio nr.2 i Es dur.

Barry Lyndon: Unpacking Kubrick’s Most Underrated Masterpiece

Jeg anbefalede You Tuberen Empire of the Mind, og jeg er i gang med at se så mange af hans analyser, jeg kan overkomme. Det er ikke kun om film, men også om litteratur, malerkunst, poesi og filosofi. Blandt andet er han lidt af en Kierkegaard-kender. Jeg kan anbefale andre det også, hvis de har interesser inden for de områder.

Paths of Glory: How Corrupt Leaders Destroy Our Humanity

Den “første, rigtige” Kubrick film, hvor han springer ud som helt moden i en alder af kun 29 år. Læg mærke til pigen, der med tårer i øjnene synger for soldaterne om krigen til sidst, og dermed humaniserer dem. Ellers behandlede officererne dem som børn.

Man ser det i deres ansigter, der går fra rå latter til tårer og eftertænksomhed. Det er den tyske skuespiller Christiane Harlan, som han giftede sig med og levede sammen med til sin død. Hun lever endnu og er 91 år gammel. Hendes bror, Jan Harlan, producerede Barry Lyndon.

Francois Truffaut sagde, at alle “Alle film om krig ender med at glorificere krig” og Steven Spielberg det modsatte: “Alle film om krig, er antikrigsfilm.”

Set igennem et filter som Paths of Glory” og to andre af de helt store film, der foregår under krig, Elim Klimovs Gå og Se og Andrej Tarkovskijs Ivans Barndom (begge kan ses i Danmark på links), bliver de klassificeringer banale. Paths of Glory befinder sig udenfor de vurderinger, den vil noget andet og mere. Den er derfor en af alle tiders bedste krigsfilm.

Der er tre gode dokumentarfilm om Stanly Kubrick på dette link.