Hende der sendte mig denne film, sagde ovenstående ord om Brian Rose’s vej til indsigt om den altovergribende censur, vi nu lever under. Snaphanen er stort set forvundet fra Google søgninger. Hun mente, filmen beskrev hendes vej til indsigt om censuren, vi lever under, men også hendes opvågnen.

Brian Rose beskriver, hvordan det gik op for ham, hvordan verden var forandret med Vaccinekrisen for fire år siden. Han var en yderst succesrig You Tuber, hvis kanal de sidste ti år havde så enorm succes, at han kunne leve af det – indtil han bragte et interview med David Icke om Covidvaccinerne for fire år siden. Icke sagde, at det hele var svindel. Med et blev hans kanal med flere millioner følgere lukket af You Tube. En fascinende film, jeg ikke så da den kom, men som jeg endelig fik set nu under mig sygdom. Hvis du tror, du lever i et fungerende demokrati, skal du se denne film og vende tilbage til virkeligheden.

“Når man bliver gammel, går al tiden med at administrere sig selv”

sagde Ole Sarvig i sit sidste interview på 60 års dagen i 1981. Hans kone Helen var død af kræft, og han kunne ikke mere finde ud af at leve. Han valgte dog en anden løsning på problemet end jeg. Få måneder forinden hans død, havde jeg mødt ham i Kastrup Kirke med Svend Wiig Hansen, og jeg turde ikke fortælle ham, at jeg havde læst alle hans bøger. Ja, jeg havde svært ved at finde på noget at sige til ham, sådan beundrede jeg ham. Jeg var glad over at have mødt ham, trykket hans hånd og hørt hans dybe stemme. En af Danmarks helt store digtere.

For tre måneder siden sad jeg på min sengekant. Telefonen ringede, og jeg kunne bare stønne i røret: “Jeg kan ikke få vejret.” Jeg vidste ikke, jeg havde dobbeltsidig lungebtændelse, og iøvrigt var fuld af en virus, som lægerne på Rigshospitalet ikke kunne finde ud af at slå ned før langt, langt senere. Den telefonopringning reddede mig formentlig.

“Der var du godt nok ved at tage billetten,” som en læge så lyrisk udtrykte det. Jeg havde delir af feber, de tømte mine lunger for litervis af væske, og jeg har ikke tal på, hvad jeg har gennemgået af øvelser for at overleve. Jeg opdagde ikke engang, at der var valg i England – ikke at det ville have betydet noget. Det er hele sommeren så gået med, “sommeren der aldrig var,” som Villy Sørensen skrev i Vejrdage i begyndelsen af firserne, hvor han vandrede i Dyrehaven tæt ved sit hjem i Tårbæk, og først nu er jeg nået så langt som til et genoptræningshjem, hvorfra jeg vender hjem om et par uger.

Jeg administrerer også mig selv nu, piller og iltapparater, så derfor har Snaphanen holdt sin første lange pause i over tyve år. Men den er ikke sådan at slå ihjel, så jeg forestiller mig, at den genopstår.

I hvilken form, og hvor intensivt, har jeg ingen anelse om, men livet i tavshed uden at skrive ville forekomme mig for tomt, er jeg sikker på. Så jeg tager de indledende skridt med disse to film. En lille hors-d’œuvre.

Dette har de også gjort ved Danmark, og danskerne har fundet sig i det. Juristen David Starkey er en hædersmand. Det er længe siden, man har hørt så knivskarp en nedsabling af den såkaldte mulitikultur og dens landsforrædere. Danske medier kan godt pakke deres såkaldte analyse af Englands optøjer ned.

David Starkey: Mass migration has destroyed the Britain I knew