Af Lars Hedegaard

De fleste republikanere og store dele af det amerikanske vælgerkorps betragter Donald Trumps valgsejr som et mandat, til at han kan realisere den politik, som han lagde åbent frem under valgkampen. Meningsmålinger viser, at Trump nu er mere populær end før valget, og at op mod 60 pct. ser positivt på hans forberedelser, før han indtager præsidentposten den 20. januar.

Men én ting er at have et mandat. Noget ganske andet er at kunne udnytte det. Og selv om Senatets demokratiske leder, Cuck Schumer, umiddelbart efter valget opfordrede til samarbejde mellem demokrater og republikanere, er der intet, som tyder på, at demokraterne er villige til kompromis.

Tvært imod har indflydelsesrige demokratiske guvernører som Kathy Hochul i New York, J.B. Pritzker i Illinois og Gavin Newsom i Californien bekendtgjort, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at sabotere alt, hvad deres hadeobjekt står for. Newsom har tilmed indkaldt Californiens lovgivende forsamling til en ekstraordinær samling i december, hvor den skal overveje, hvad der kan gøres for at spænde ben for præsidenten.

Det gælder særligt hans plan om at deportere millioner af illegale indvandrere. Bystyret i Los Angeles har med stemmetallet 13-0 besluttet at gøre alt for at forhindre de føderale myndigheder i at pågribe og udvise mennesker, der ulovligt opholder sig i byen. Los Angeles er ganske vist hjemsøgt af en bølge af indvandrervold og anden kriminalitet, men det påvirker ikke de demokratiske ledere, som stædigt forfølger samme mål som gennem de forløbne otte år – nemlig at bekæmpe og knuse Donald Trump og hans tilhængere for enhver pris. Og hvis det går ud over borgerne, kan de ikke tage sig af det.

Så ingen skal forledes til at tro, at den værste magtkamp er overstået med præsidentvalget. Den er kun lige begyndt. Og fra demokratisk side er der netop tale om en magtkamp, der handler om at bevare magten og ikke om politik. Uanset hvad Trump måtte forsøge gennemført, vil demokraterne mobilisere beslutsom modstand. For demokraterne og deres medier overtrumfer hadet til Trump og hans tilhængere enhver politisk rationalitet.

Trump vandt valgene til Repræsentanternes Hus og Senatet, men det er tvivlsomt, hvor megen lovgivning, han kan få gennemført. For det første sidder der i begge kamre nominelle republikanere, hvis modstand mod Trumps MAGA-politik ikke står tilbage for demokraternes. Det nytter næppe, at Senatet har et republikansk flertal på 53 mod 47, for her gælder den såkaldte ”filibuster”, som i praksis betyder, at der skal 60 stemmer til at få noget vedtaget.

Vi kommer derfor nok til at se, at Trump i høj grad vil regere gennem ”eksekutive ordrer” (ligesom Biden gjorde). Sådanne ordrer kan i princippet omstødes af Senatet, eller blive underkendt af domstolene. De næste fire år vil der blive kæmpet fra hus til hus, og spørgsmålet bliver, hvor meget Trump i praksis vil kunne få gennemført.
Til Trumps problemer skal føjes, at han arver en bedrøvelig økonomi. Op til valget blev amerikanerne bombarderet med triumferende meldinger om, hvor stærk Biden-Harris-økonomien var. Men ser man på amerikanernes forbrugsmuligheder, tegner der sig et dystert billede af voksende klasseskel. De rige har ingen grund til klage, derimod har Trumps vælgere, som i stigende grad er arbejderklassen, stadig sværere ved at klare sig.

Det kommer bl.a. til udtryk i netop offentliggjorte tal, der viser, at rekordmange får afslag, når de beder banken om godkendelse til kreditkort, banklån eller lån til køb af hus eller bil.

Hvis det ikke lykkes Trump hurtigt at forbedre arbejder- og mellemklassens økonomiske vilkår, kan den positive stemning hurtigt slå om, og der skal allerede være midtvejsvalg til Kongressen om to år.