Lars Hedegaard og Thilo Sarrazin, 6.4.2013, © Snaphanen.dk

“Venstrefløjens alliance med monopolkapitalen, den dybe stat, EU-bureaukratiet og de globalistiske projektmagere”

Af Lars Hedegaard

Jeg har altid sagt, at det er usselt at fortryde. Man sagde, hvad man sagde, og gjorde, hvad man gjorde. Og uanset, om man gjorde det af overbevisning eller af egennytte, må man stå til ansvar, og nok så megen jammer vil ikke slette historien.

Hvad mig angår, har jeg en fortid som kommunist af den trotskistiske skole. Det var, fordi jeg betragtede den rådende kapitalistiske samfundsindretning som den direkte vej til et fascistisk tyranni.

Det var dumt, men jeg var ikke klogere, og det kan jeg ikke gøre noget ved – andet end at bestræbe mig på at forbedre mig.

Mit mangeårige liv som kommunist og marxist har i det mindste indebåret den fordel, at jeg er velplaceret til at skildre resterne af den gamle venstrefløjs absolutte deroute til det modsatte af, hvad vi dengang påstod at stå for: demokrati, ytringsfrihed, social retfærdighed, retten til fri menneskelig udfoldelse.

I dag står de elendige rester af de gamle marxister for det modsatte. I inderlig alliance med monopolkapitalen, den dybe stat, EU-bureaukratiet og de globalistiske projektmagere, står de på spring for at forsvare enhver vanvittig ide.

Og de har haft succes. Hele samfundet er i stigende grad blevet indrettet, som deres opdraggivere ville. Venstrefløjens tanker er blevet de dominerende tanker, og ve den, der opponerer mod dem eller påberåber sig retten til at tænke selv.

De såkaldt borgerlige partier har for længst stukket piben ind og marcherer i takt med klimamafiaen, multikulturalisterne og det antihvide og antisemitiske racehad. Det passer dem fint, at danskerne snart må indrette sig efter krav fra den nye islamiske herskerklasse.

I hvert fald gør de ikke noget ved det. Hvilket er forståeligt, for enhver, der vil dæmme op for Danmarks undergang, bliver hængt ud i de statsbetalte medier og får deres liv ødelagt.

For 50 år siden kunne jeg ikke forestille mig, at det skulle ende sådan.