Tre dages terror for blasfemi

Jo ældre man bliver, desto hurtigere går tiden. Det er vist en almindelig erfaring. Da jeg så, at det nu er ti år siden, at Charlie Hebdos redaktionslokaler blev angrebet, kunne jeg ikke  rigtig fatte det. Brødrene Kouachi snød sig ind i lokalerne, og skød næsten alle ned. 12 døde dengang, 11 blev sårede. I dag redigeres Charlie Hebdso fra noget, der kun kan sammenlignes med en betonbunker, og alle ansatte færdes kun med livvagter.

Berlingske skrev i går: Det begyndte med et blodbad i Paris. Terroristerne ville gøre os bange. Det lykkedes. Ja, det lykkedes. Blandt andet vedtog feje, danske politikere “koranloven,” ikke mindst i egeninteresse, for de vidste, at de ville få det fulde ansvar, hvis noget lignende skete i Danmark. For de ved, at de aldrig har indhentet noget folkeligt mandat til at ændre den danske befolkning så radikalt med så farlige personer, som de har gjort. Og de vil fortjene skylden, når det sker.

Knap tre måneder inden attentatet var Charlie Hebdo’s chefredaktør i Gèrard Biard Trykkefrihedsselskabet sammen med blandt andre Lars Vilks. Det var en livlig og morsom aften, som altid når Vilks var i byen, og ingen anede hvad der om lidt skulle ske.

Biard var så heldig, at han tilfældigvis var i London den 7 januar kl 11.30, da hans kontor blev angrebet. Han lever endnu. Jeg genposterer for en sjælden gangs skyld tekst og billeder fra aftenen, fordi de så godt gengiver stemningen. Der er også min lydoptagelse i en god kvalitet af de tilstedeværendes taler. Lad os mindes de døde, også den stærkt savnede Lars Vilks.

Danmark takker Charlie Hebdo

Chefredaktøren for det venstreorienterede franske satiremagazin, Gèrard Biard, var i København i aftes og modtog Lars Vilks Komiteen pris for bladets støtte til Danmark under Muhammedkrisen. Prisen er en hund af Vilks. Vi havde ret lidt støtte fra udlandet dengang, selvom et massivt flertal i Danmark stod bag ved VK regeringen kurs: Norske Vebjørn Selbekk, Hans Rustad, Hege Storhaug og Peder Jensen, Fjordman, Gates of Vienna i USA og andre sub-officielle medier.

Der var en stor lettelse og glæde, da Charlie Hebdo brød gennem bortnertheds-uvidenheds-  og dumhedmuren med et brag for Danmark. Samtlige, ledende vestlige politikere udenfor Danmark havde svigtet et grundlæggende vestlige princip. Muhammedkrisen var et kupforsøg mod Danmark, og de støttede kupmagerne. Nogle er kommet på bedre tanker siden, f.eks. kansler Merkel. Svenskerne reagerede med fordømmelse og censur, Udenrigsminister Laila Freiwalds lukkede ulovligt en hjemmeside med tegninger, det totalitære er en stadig nærværende refleks i Sverige. Den topstyrede stat trumfer altid over friheden.

Den lille danske venstreelite ømmer sig stadig idag, når de tænker på selv under krisen. Det forstår jeg godt. Der er meget ordrig efter-evaluering, der skal gøres endnu. Det bliver nok til et selvstændigt universitetsspeciale: Muhammedkriseologi med eksaminer og phd. grader, der vil sikre at det røde synspunkt, Tøger-synspunktet, lever videre i kommede generationer i stedet for at komme på historiens mødding.

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne den franske venstrefløj, som den viser sig i Charlie Hebdo, med den protestantiske heroppe. Hebdo er Fanden i voldsk, respektløs, begavet og morsom, og så tænker jeg på Enhedslisten og SF og behøver ikke tænke mere. Man hører Mikael Jalving, Helle Merete Brix, Niels Ivar Larsen, Information, Lars Vilks Mehdi Mozzafari og Birgithe Kosovic, Dansk PEN.

Talen falder også på Dan Park, der er observeret i København til aften sammen med gallerist Henrik Rönnquist i anledning af en TV optræden. Det er mere kvalificeret end det meste af den jammer, man hører i danske medier af folk, der ikke er indsatte og ikke kan tænke principielt  eller logisk. Sproget er mest engelsk, men også dansk og lidt fransk også fra Biard og Mozzafari, der taler det med en dejligt, forståelig dansk accent. Gèrard Biard’s takketale er minut 32. Lyden er i radiokvalitet. (Click photos for full screen)

Lars Vilks skriver: 1907: Charlie Hebdos pris och satiren