Katrine Winkel-Holm, Helle Merete Brix, Lars Hedegaard og Søren Villemoes, arkivfoto Snaphanen.dk. (Klik f. helskærm)

”Sandheden er nu sat fri”

Af Lars Hedegaard

Ifølge en meningsmåling fra januar er 55 pct. af de englændere, der tidligere stemte på Labour, men er skiftet til Nigel Farages Reform UK, især motiveret af modstand mod masseimmigrationen (læs den muslimske immigration).

Kun seks måneder efter Labour-lederen, Keir Starmers, sejr ved parlamentsvalget, står hans parti i en meningsmåling lige med Reform, nemlig på 25 pct. Det tidligere konservative regeringsparti må tage til takke med 20 pct.

Hvis denne styrkefordeling holder ved det kommende valg, vil Reform få 120 pladser i et nyt parlament mod kun fem i øjeblikket. Labour vil dumpe fra 411 pladser til 278, mens De Konservative står til 157. Labour ligger langt under de 326 pladser, der skal til et flertal i Underhuset.

Diskrepansen mellem de forventede stemmetal og antallet af mandater skyldes det særlige britiske valgsystem, som medfører, at mandatet går til den, der opnår det højeste stemmetal i en valgkreds – uanset om det kun udgør et mindretal af de afgivne stemmer. Det betyder til gengæld, at der ikke skal flyttes mange stemmer, for at parlamentsflertallet skifter, og talsmænd for Reform er overbeviste om, at de har så meget vind i sejlene, at de vil knuse både Labour og De Konservative ved næste parlamentsvalg.

Storbritanniens største skandale nogen sinde

Problemet med masseindvandringen hænger nøje sammen med et andet, som nogle har kaldt Storbritanniens største skandale nogen sinde, nemlig de mange pakistanske, dvs. muslimske, voldtægtsbander, som i årtier har fået lov at misbruge hvide underklassepiger helt ned til 12 år eller yngre, uden at politiet og myndighederne greb ind eller stillede gerningsmændene til ansvar. Overgrebene er sket – og finder stadig sted – i byer over hele landet, og ofrene skal tælles i titusinder.

Nigel Farage forlanger en officiel udredning af problemets omfang, men det nægter premierminister Keir Starmer, fordi kravet kommer fra ”højrefløjen”.

Folk begyndt at indhente deres informationer fra nye medier

Spørgsmålet er imidlertid, om det stadig er tilstrækkeligt at affærdige ethvert problem med henvisning til, at man ikke skal hjælpe højrefløjen. Gennem årtier er det lykkedes medierne (med få undtagelser) at neddysse enhver bekymring over såvel masseindvandringen som massevoldtægterne, fordi det ikke passede i den herskende elites kram.

Men gammelmedierne har ikke længere den samme magt til at bestemme, hvad der må diskuteres. Ikke bare i Storbritannien, men i store dele af den vestlige verden er folk begyndt at indhente deres informationer fra nye medier, som de etablerede magthavere ikke kan kontrollere.

Det har vist sig, at gammelmedierne ikke kan lyve og skjule uendeligt, før publikum går andre steder hen – måske med undtagelse af i Danmark.

Medierne har groft svigtet deres opgave

Nigel Farage anklager både Labour og De Konservative for det morads, som Storbritannien er endt i, men han kunne med rette have bebrejdet de medier, som groft har svigtet deres opgave og i stedet er blevet magthavernes talerør og propagandister.

Den herskende klasse er rædselsslagen over tabet af meningsmonopolet, og dens retorik bliver stadigt mere skinger. For den regerende venstrefløj er ytringsfriheden nemlig ensbetydende med friheden til at ytre, hvad den vil tillade, mens ”misinformation” er enhver tale, som den ikke kan lide.

Man skal i denne sammenhæng ikke undervurdere betydningen af Donald Trumps valgsejr – hvad man så i øvrigt måtte mene om hans politik og stil.

”Sandheden er nu sat fri”

Som den engelske historiker, David Starkey, bemærker i en nylig podcast, ville det have været slut med den amerikanske ytringsfrihed, som garanteret af det første tillæg til forfatningen, hvis Kamala Harris og Tim Walz havde vundet valget den 5. november.

Dele af det amerikanske venstre har længe betegnet tilhængerne af ytringsfriheden som medlemmer af en “kult”, hvis mål er at sikre et ”hvidt overherredømme” på bekostning af en række stakkels minoriteter – sorte, brune, muslimer, kvinder (med mindre de stemmer republikansk), homoseksuelle, transkønnede, tykke osv.

Tanken blev åbent udtrykt i professor Mary Anne Franks’s bog fra 2018 med titlen ”The Cult of the Constitution”, som rettede kritik mod det, som hun kaldte ”First Amendment Fundamentalism”. Forfatningen var med andre ord ikke noget at samle på.

Kamala Harris’s vicepræsidentkandidat, Tim Walz, puttede heller ikke med sine planer, da han under en debat med JD Vance forud for valget forklarede, at ”hadetale ikke er beskyttet af det første forfatningstillæg”. Man ser konsekvensen for sig: Kamala Harris og hendes bagmænd beslutter, at noget er hadetale og forbyder det.

Men, som historikeren Victor Davis Hanson, bemærker i en nylig kommentar på X, har (venstrefløjens) woke-bøller fået halen på komedie efter Trumps sejr og Elon Musks overtagelse af Twitter, som han mener var afgørende for demokraternes nederlag.

”Sandheden er nu sat fri”, siger Hanson med en begejstring, der er ukarakteristisk for denne tørre intellektuelle.