Den herskende klasse ønsker indvandringen

Af Lars Hedegaard

Mens verdens opmærksomhed er rettet mod begivenhederne i USA, bør det ikke glemmes, at der også sker opsigtsvækkende tildragelse i Europa – og ikke blot Ukraine-krigen.

Ifølge YouGov er Keir Starmes britiske Labour-regerings popularitet styrtdykket. Blot 14 pct. af vælgerne bifalder dens indsats, mens hele 68 pct. udtrykker deres mishag. Efter at have vundet parlamentsvalget sidste år, må premierminister Starmer opleve, at hans støtte i befolkningen stort set er forduftet.

Årsagerne til denne misstemning er ikke vanskelige at få øje på: Labour-regeringen har ikke opfyldt sine økonomiske løfter eller stoppet den massive illegale indvandring.

Finansminister Rachel Reeves har netop meddelt, at der vil blive skåret £4,8 milliarder i velfærdsstaten, hvilket betyder, at op mod tre millioner af de fattigste familier står til at tabe gennemsnitligt £1,720 på årsbasis.

Ifølge regeringen er nedskæringerne nødvendige for at fylde det ”sorte hul” i statsfinanserne, som den tidligere konservative regering har efterladt. Imidlertid tyder folkestemningen på, at stadigt færre køber den forklaring.

Starmer-regeringen har foreløbigt undladt at pålægge borgerne nye skatter, men de skattestigninger, som den indførte sidste år, får effekt i indeværende måned og vil givetvis lægge en dæmper på den økonomiske vækst.

Et andet ”sort hul”, som Starmer og hans regering helst ikke taler om, er skabt af den uhæmmede, ikke-vestlige indvandring, der har efterladt borgerne med dyre regninger.

Før valget lovede Starmer at sætte ind mod de strømme af migranter, der konstant krydser Den Engelske Kanal fra Frankrig. De ankommer i både, som det ikke burde være uoverkommeligt for den britiske regering at stoppe og returnere til Frankrig, men den vil ikke. Tvært imod er antallet af illegale migranter i de første tre måneder af indeværende år det højeste, der nogen sinde er målt.

Man bemærker en tydelig parallel til tilstandene i USA under præsident Biden: Den amerikanske regering hævdede skiftevis, at grænsen var lukket, og at den intet kunne stille op for at standse den folkevandring på mindst 12 millioner, der alligevel oversvømmede landet. Der var intet at gøre, sagde Bidens talsmænd, for republikanerne ville ikke være med til en omfattende reform af udlændingepolitikken.

Det viste sig at være en løgn. På ingen tid har Trump lukket grænsen og nedbragt den illegale indvandring med op mod 100 pct. Og det har han kunnet gøre med de bemyndigelser, som Biden også havde, men nægtede at gøre brug af.
Når en regering afviser at gøre, hvad den kan for at afværge en national katastrofe, kan det kun skyldes, at den byder katastrofen velkommen. Hvis den har magten og bemyndigelsen til at forhindre masseindvandring, men lader stå til, må forklaringen være, at den ønsker denne masseindvandring.

Og billedet er stort set det samme i det meste af det vestlige Europa. Den herskende klasse føler sig truet af nationalstaterne og af ideen om, at der findes nationer, og prøver derfor bevidst at underminere det folkelige fællesskab gennem import af kulturfremmede.

Hvis det ikke snart går op for de europæiske befolkninger, må de imødese en mørk fremtid. Herskerne kan altid rejse til diverse, udemokratiske rigmandsenklaver, mens den jævne befolkning er henvist til at blive og underkaste sig de forhold, som de rige og berømte har påtvunget den.