I dagens store artikel i Newsweek beskæftiger Hirsi Ali sig med ironien i, at Melllemøstens seneste koraniske feberanfald falder sammen med Rushdies netop udkomne erindringer om 1989. Hun tror ligesom andre, at de teologiske ‘demokratier’ der er fremstået af ‘det arabiske forår’, vil smuldre under mødet med virkeligheden. Man har lov at håbe, selvom vægtskålen tipper, når man betragter de politisk-journalistiske reaktioner i Vesten.

Forhåbentlig vil de opdage, at imamerne ikke hjælper dem, at Allah ikke skaffer dem brød i munden, at det er amerikanerne, der bestemmer om den egypterne overhovedet har en kampdygtig hær og hvede at bage brød af, og at verden vil løbe tør for Europæere, ikke mindst svenskere, der vil aftage ofrene for deres fejltagelser og mislykkethed. En dag vil den måske ligefrem løbe tør for mennesker, der har ondt af dem. Hvor mange skal dø inden da, og hvor meget vil der være tilbage af fungerende civilsamfund og nationalstater i Europa? Vi kender ikke svaret, men vi ved at hovedparten af Europas polikere end ikke efter fire årtier er nået frem til at stille spørgsmålet. I Danmark, hvor vi burde være i fuld gang med at diskutere kriterier for omfattende repatriering og genforhandling af det net af konventioner, vi har spundet os ind i, har RAF regeringen lavet en ny asylaftale med Enhedskommunisterne og Liberal Alliance. De udleverer mine børn fremtid til effekterne af tilfældige hændelser i en dysfunktionel, muslimsk kultur, og jeg gør mit til, at de historien ikke glemmer dem.

Utopian ideologies have a short lifespan. Some are bloodier than others. As long as Islamists were able to market their philosophy as the only alternative to dictatorship and foreign meddling, they were attractive to an oppressed polity. But with their election to office they will be subjected to the test of government. It is clear, as we saw in Iran in 2009 and elsewhere, that if the philosophy of the Islamists is fully and forcefully implemented, those who elected them will end up disillusioned. The governments will begin to fail as soon as they set about implementing their philosophy: strip women of their rights; murder homosexuals; constrain the freedoms of conscience and religion of non-Muslims; hunt down dissidents; persecute religious minorities; pick fights with foreign powers, even powers, such as the U.S., that offered them friendship. The Islamists will curtail the freedoms of those who elected them and fail to improve their economic conditions.

After the disillusion and bitterness will come a painful lesson: that it is foolish to derive laws for human affairs from gods and prophets. Just like the Iranian people have begun to, the Egyptians, Tunisians, Libyans, and perhaps Syrians and others will come to this realization. In one or two or three decades we will see the masses in these countries take to the streets—and perhaps call for American help—to liberate them from the governments they elected. This process will be faster in some places than others, but in all of them it will be bloody and painful. If we take the long view, America and other Western countries can help make this happen in the same way we helped bring about the demise of the former Soviet Union. Muslim Rage & The Last Gasp of Islamic Hate.

Berlin-Neukölln: »Den bitre sandhed om multi-kulti«

Endnu en tysk, socialdemokratisk politiker udgiver en åbenhjertig bog om multikulturen, nemlig Berlin-Neuköllns borgmester Heinz Buschkowsky: “Neukölln ist überall”.

Vi har rigtig nok fået at vide af Politiken-DR’s korrespondent i Tyskland, Peter Wivel og professor Per Øhrgaard, at tyskerne for længst har lagt Thilo Sarrazin diskussionen bag sig, at de underforstået ikke er som de provinsielle, smålige danskere. (Svenskerne har stort set aldrig hørt om Thilo Sarrazin, takket være det politiske jerngreb de holdes i af deres kongelige journalistforbund.) Men jeg ville tage DR, Politiken og Ørhgaard cum grano salis, hvis jeg var dansker og ikke forstod tysk, hvad jeg iøvrigt mistænker hovedparten af danske journalister under 40 for ikke at kunne. (Hvor mange behersker forresten bare svensk, nu vi taler om det?) Der er meget tysk stof på dette område, der aldrig når danske seerere og læsere.

Neukølln har en indvandrerandel på 41 %, omtrent som Malmø, og har gennem årene skabt overskifter gennem fuldstændig utålelige forhold for skolelærere, dokumentaren Kampf in Klassenzimmer (som ingen danskere kender, men som DR 2 måske viser kl.23 om fem år), den tidligt afdøde dommer Kirsten Heisigs Neukøllner-model, hendes utrættelige kamp mod arabiske klaners anarki og kriminalitet, der måske, måske ikke kostede hende livet. Og meget, meget andet.

Tyskland er vores nabo, et stort kulturland og Europas største sprogområde på 100 millioner mennesker. Det er Europas førende økonomi og det fortjener at blive behandlet i helformat af det lille mindretal, der har de sproglige evner til at formidle det. Jeg har undladt at sætte BILD interviewet i citationsgrafik for ikke at nedsætte læsbarheden. (Snaphanens delvise oversættelse af Die bittere Wahrheit über Multi-Kulti.)

»Den bitre sandhed om multi-kulti«

“Det drejer sig mere om hverdagens følelse af afmagt i en verden hvor folk går gennem supermarkedet, forsyner sig med varer og passerer kassen uden at betale og lader kassedamen forstå, hvad der vil ske med hende, hvis hun tilkalder politiet.

Der hvor man går fem ved siden af hinanden på fortovet, og alle andre må træde til side. Der hvor alle ved et rødt stoplys ser lige ud for at undgå at blive tilsvinet af gadeslagsbrødrene i bilen ved siden af og spurgt: “Har du et problem? Vi løser det lige nu.”

Der hvor større unge kræver at mindre betaler for at få lov at bruge legeredskaber, hvor unge kvinder bliver spurgt om ‘de vil bolles tykke’, hvor buschaufføren får sodavand hældt ud over sig hvis han spørger om en billet.

En politibetjent der i årtier havde arbejdet i Neukölln, fortalte mig for nylig, at han ikke i hele sin tjeneste ikke kunne huske at have oplevet et lommetyveri eller røveri begået af indvandrere mod en kvinde med tørklæde. Tyskere er lette ofre. Fjenden er de hadede tyskere; de er målet for deres aggressioner, og de har intet at modstå indvandreres flash-mob med. I løbet af minutter tilkalder en SMS-kæde af agressive venner.

Dette kan ramme enhver i dagligdagen. Det kan være dig der får en overraskelse hvis du har et lille bilsammenstød, nemlig hvis den anden part er indvandrer. I det tilfælde kan du øjeblikkeligt blive omringet af adskillige ‘vidner’, der nøjagtigt har set alt. Det er ikke ham, der kørte ind i dig, men snarere dig der bakkede op i ham.

Hvis der er tvivl, er reglen at man hjælper sine etniske søstre og brødre. Sandheden har ingen betydning, når man har med en vantro at gøre. Det er den slags, der gør mennesker her så “glade” for hinanden. Allermest rammer denne territorieadfærd gamle og helt unge, som skal lide under at blive vist, hvem der bestemmer.

Vi opdrager vores børn og unge til at være fredelige og uvoldelige. Andre opdrager dem til at være stærke, tapre og kampdygtige. Udgangssituationen er fra starten ulige. Så længe vi har en alt-tilgivende og forstående politik, kan vi ikke ændre situationen, fordi vi forsømmer den moralske og kulturelle identitet. Så længe får vi kun en mislykket integration. Die bittere Wahrheit über Multi-Kulti.

For så vidt giver denne bog ikke nødvendigvis nogen foreskriver opskrifter. Jeg kan dog ikke udelukke det, for der er mange forskellige slags Neukölln. En anden indledende bemærkning er vigtig. For at undgå den forventede ophidsede, organiserede forargelse, burde der faktisk på hver eneste af de siderne stå, at de ting der beskrives ikke gælder alle indvandrere, alle muslimer, alle bistandsmodtagere og alle unge. Når jeg i dag siger, at multikulturen er mislykket, så betyder det ikke, at der ikke findes nogen vellykket integration i Tyskland. Denne bog beskæftiger sig med den anden side af medaljen. Jeg kender ingen socio-politisk emne, hvor der hykles og lyves så meget, som om integrationen. Fuldstændigt indholdsløst sludder og politisk korrekthed, er som oftest kun et alibi for passivitet for de professionelle.„Ich meine niemals alle 
Einwanderer, Muslime oder Hartz-IV-Empfänger“

Se også Peter Voß fragt Heinz Buschkowsky: Integration ein illusion ? fra 18 juni 2012.

Heinz Buschkowsky taler selvfølgelig som en politiker. Han siger ikke “Vi – politikerne – har installeret uløselige problemer,” det kan man ikke forlange. Men han er ganske åbenmundet i dette Tagesschau-interview og siger f.eks. “islam i sin uændrede form er uforenelig med Tyskland og demokratiet”. Han indvier os dog ikke i, hvad vi skal gøre ved det. Skal de frivilligt ‘drage ad Helvede til’ eller skal vi hjælpe dem på vej ?

tagesschau-Videochat mit Heinz Buschkowsky (SPD), Bezirksbürgermeister Neukölln from politik-digital on Vimeo.