Det er altid godt at høre politikere, der ikke mumler med deres hensigter. At høre Hamas-lederen Khaled Mashal, minder om en anden fører, der flyttede rundt på imaginære arméer i foråret 1945. Han lever  helt og holdent i en  verden af grandiose drømme, for så vidt som  han lever endnu. Imens dør “hans folk” for hans rablende fantasier, også selvom han allerede er  blevet blød i knæene: Hamas seeks ceasefire . Det er nok for sen en omvendelse, nu det ser ud som om Israel har fået nok, og  vil barbere  de folkevalgte gangstere  ned til karsehøjde, så det varer nogle år inden de bliver  langhårede igen. Næppe noget  ukrudtsmiddel kan fjerne dem, selvom mange palestinensere i virkeligheden ønsker at Israel rykker ind og gør det.  (Steen).

Og at han måske lige nu og her er “blød i knæene” er kun ren taktik i lyset af situationens realiteter, ikke udtryk for holdningsændring i forhold til målet om Israels udslettelse. Det er det islamiske begreb ‘hudna’ der spøger her, tidsbegrænsede våbenhviler af højst 10 års varighed som skal bruges til at samle kræfter mod fjenden. Og desværre vil det også have begrænset virkning at afsætte denne fører, da den herrefolksideologi han repræsenterer vil leve videre i bedste velgående (LFPC).

Mediernes Mellemøst-eksperter og Det Muslimske Broderskab: Rørende enighed

Nu skal man selvfølgelig vare sig for at dæmonisere ved ren association, men det skal ikke passere ubemærket, at denne ‘terrorekspert’  (i hvilken betydning?) og medlem af Det Muslimske Broderskab siger nøjagtigt det samme som Berlingerens ditto siger i historien lidt længere nede. Angiveligt objektiv ekspertise har altså et perfekt sammenfald med folkemorderiske interesser. Har Yossi Mekelberg og Michael Irving Jensen overvejet deres analyse i dette lys? Har journalisten? Har eksperterne trukket på folk som Kamal El-Helbawy? Kan vi andre mon ikke konkludere at Israels adfærd tydeligvis er i landets bedste interesse? (LFPC)

For the record, this “British terrorism expert” also happens to be Egyptian-born, Muslim brotherhood spokesman, Kamal El-Helbawy, who once questioned whether Israeli children are legitimate targets — this before Israel’s latest “blame-all” incursion. One must wonder, therefore, whether his “expertise” in terrorism is a product of theoretic knowledge or hands-on experience.

“Middle East: Israeli attacks may lead to new terror networks, says expert,” from Adnkronos, December 29 (thanks to Jeffrey Imm):

Gaza, 29 Dec. (AKI) – The latest Israeli attacks on Gaza could promote the growth of ‘new Al-Qaeda’ terror networks, a British terrorism expert warned on Monday. Kamal El-Helbawy, director of The Centre for the Study of Terrorism, said the raids had provoked widespread anger throughout the Middle East and many people, even children, were now talking about revenge.[…]

What else is new? Had Israeli not attacked, would there not be “widespread anger,” including children talking of “revenge”?

Egyptian-born El-Helbawy, one of the founders of the Muslim Association of Britain, said if a solution was not found, he did not expect peace to prevail in the Middle East. […]

British terrorism expert predicts dire reaction to Israeli incursion

Vores udenrigsminister udtaler

idet vi håber han er diplomat og bare træder vande, og ikke mener dette ret  alvorligt:

“Den nye voldsspiral i Mellemøsten er dybt foruroligende”, udtaler udenrigsminister Per Stig Møller i anledning af den fortsatte voldsudøvelse og de fortsatte kamphandlinger mellem Israel og HAMAS i Gaza og fortsætter: “voldsspiralen blev startet af HAMAS og blev uproportionalt i går og i dag besvaret af Israel. Men denne udvikling skader voldsomt fredsprocessen og to-statsløsningen, som HAMAS netop vil forhindre. Derfor opfordrer jeg begge parter til at indstille voldshandlingerne. Selv om Israel har ret til at forsvare sig mod terror og terrorraketter er civile tab uacceptable. Derfor må Israel nu bidrage til, at den humanitære situation for befolkningen i Gaza forbedres, og humanitær assistance kan leveres til den. De fortsatte kampe tjener kun HAMAS og svækker alvorligt mulighederne for den politiske aftale, der er den eneste løsning på konflikten.
Fra dansk side støtter vi politisk og økonomisk den palæstinensiske regering på Vestbredden, og i det nye år vil vi fortsætte bestræbelserne på at hjælpe den palæstinensiske regering med at skabe sikkerhed og økonomisk fremgang. Det er et væsentligt bidrag til arbejdet for fred i Mellemøsten.”  Udenrigsministeriet

Må Israel under nogen omstændigheder forsvare sig?

Åbenbart ikke hos den kulturradikale Berlingers adspurgte eksperter. I deres verden har Israel en goodwill at trække på i den muslimske verden, en goodwill som kan blive tabt og gøre dem mere hadet end de er lige nu; i deres verden eksisterer den globale jihad overhovedet ikke; i deres verden er jøder ikke hadet fordi de er jøder; læge- og ingeniøruddannede mobiliseres ikke til terrorisme (ulig i vores verden); “håbløshed og mangel på løsninger” motiverer lige netop ‘palæstinenserne’ til politisk vold, og ikke f. eks. fattige jamaicanere med mindst lige så håbløse udsigter; og skylden for misèren findes hos lille demokratiske Israel i en stor region af omgivende arabiske lande; og de ufatteligt rige arabiske oliestater skylder ikke ‘palæstinenserne’ noget. Det er skræmmende og tankevækkende at en af de adspurgte her faktisk selv er israeler, men måske ikke mere bizart end at vi selv har apologeter for denne herrefolksreligion der selv vil blive et hoved kortere ved en islamisk magtovertagelse? (LFPC)

[…] – Det er i hvert fald ikke freden, der bliver vinder ved denne offensiv. Vold avler mere vold, og i sidste ende skubber denne konflikt flere mennesker i hænderne på ekstremister, siger den israelske analytiker Yossi Mekelberg fra tænketanken Chatham House i London. – En offensiv som denne vil sikkert svække Hamas. Der er store tab på deres side. Men selve konceptet omkring Hamas – ikke som bevægelse, men som koncept – udspringer af håbløshed og mangel på løsninger. Det styrker fundamentalismen, siger Mekelberg. […]

Samme vurdering kommer fra den danske Mellemøst-ekspert Michael Irving Jensen. Før eller siden vil der komme et svar fra Hamas på Israels overdrevne magtanvendelse i Gaza, siger han. – Så kan det godt være, at de har smadret alle Hamas’ raketaffyringsramper og bygget mure, der skal forhindre selvmordsbombere. Men problemet for Israel er jo bare, at det her også medvirker til at skabe motivation for denne type af politisk vold.Samtidig risikerer Israel, at Hamas vil komme styrket ud af konflikten og stå stærkere end den mere moderate Fatah-bevægelse. […]

På lang sigt frygter han imidlertid, at der er udsigt til en ny voldsspiral. Samtidig vil det medføre en massiv mistillid over for Israel blandt den palæstinensiske befolkning og i den arabiske verden generelt. […] »Vold avler mere vold«

Eksperternes “mere moderate Fatah” og den grimme virkelighed

Det er slemt nok at medierne falder over hinanden for at kaste Israel for ulven, men ekstra nederdrægtigt bliver de når de (som i den citerede artikel her over) stiller Fatah op som ‘good cop’ som Israel bør appellere til og ikke sætte forholdet over styr til ved at gå efter ‘bad cop’ Hamas. I dag har vi jo internettet, og enhver kan ved selvsyn se hvad det er der forties om Fatah. Nogle eksempler (LFPC):

Fatah’s armed wing, the Al-Aksa Brigade, has fired several shells into Israel from Gaza since the June 19 cease-fire went into effect […] Hamas slams Fatah for violating the truce

A Visit to Fatah’s Torture Chamber

The declared military wing of Palestinian Authority President Mahmoud Abbas’ Fatah organization has formed a cell to attack Israel named after assassinated Hezbollah arch-terrorist Imad Mughniyah, WND has learned. […] U.S. partner’s ‘military wing’ named for arch-terrorist

I London og Paris

har der været voldsomme demonstrationer af lokale  arabere og sympatisører. Se video her og her. Endnu kan Europa støtte et demokrati, der bliver  overfaldet af gangstere, men hvor længe?

RIOT police were on standby in London today after pro-Palestinian demonstrators tried to storm the Israeli embassy. Dozens of officers were involved in clashes with hard-core protesters outside the mission in Kensington as anger mounted over the Israeli assault on Hamas in the Gaza Strip. This is London

Hollands  venstrefløj har fået nok af tolerance

Lilianne Ploumen, Labor’s chairperson: “The mistake we can never repeat is stifling criticism of cultures and religions for reasons of tolerance.”Government and politicians had too long failed to acknowledge the feelings of “loss and estrangement” felt by Dutch society facing parallel communities that disregard its language, laws and customs.Newcomers, according to Ploumen, must avoid “self-designated victimization.”She asserted “the grip of the homeland has to disappear” for these immigrants who, some news reports indicate, retain their first nationality at a level of about 80 percent.

Instead of reflexively offering tolerance with the expectation that things would work out in the long run, she said, the government strategy should be “bringing our values into confrontation with people who think otherwise.”There was more: punishment for trouble-making young people has to become so effective such that when they emerge from jail they are not automatically big shots, Ploumen said.For Ploumen, talking to the local media, “The street is mine, too. I don’t want to walk away if they’re standing in my path.”Without a strategy to deal with these issues, all discussion about creating opportunities and acceptance of diversity will be blocked by suspicion and negative experience.”  IHT:  From the left, a call to end the current Dutch notion of tolerance

»Men er det ikke farligt ?«

Information interviewer den kulturradikale Kurt Westergaard. Vi er  såmænd selv lidt kulturradikale iblandt.

Men hvordan kan det være, at en erklæret kulturradikal seksualglobalist vælger at illustrere en bog af Lars Hedegaard, der bl.a. skriver, at muslimer i Danmark “opfører sig som en besættelsesmagt” og er “opdraget til at betragte vantro som undermennesker og friheden og demokratiet som perversioner?”

“Lars Hedegaards tolerance over for muslimer er nok mindre end min egen. Jeg er aldrig gået løs på religionerne, medmindre der er grund til det. Jeg har ikke noget problem med nogen religion som sådan,” siger Kurt Westergaard.

– Men det har Lars Hedegaard vel med islam?

“Ja, han kan godt være skrap, men jeg har anset mig selv som en illustrator, der prøver at visualisere noget af det, han skriver. Og det har jeg prøvet at gøre så loyalt som muligt.”

– Og det har du ikke noget problem med at gøre, selvom du kan være uenig?

“Nej, det har jeg ikke. Så skulle jeg jo sidde hveranden dag og have problemer med de kronikker, jeg illustrerer på Jyllands-Posten. Der er jo også nogle meninger i, som ligger et stykke fra mine egne. Nej, i ytringsfrihedens navn synes jeg, man har krav på at få en loyal illustration, hvis man ytrer sig i en avis.”

– Men er det ikke farligt at stille sig til rådighed for at hjælpe enhver holdning på vej?

“Jo bestemt. Det er klart, at der er ting, som jeg ikke ville have med at gøre. Men jeg synes, det er helt legalt, at Lars Hedegaards meget skarpe synspunkter kommer ud. For jeg synes, jeg har oplevet, at der er kommet en vældig debat i gang. Og det kan jeg godt lide.”

– Men er Lars Hedegaard ikke netop en af de fanatister, du selv taler om?

“Nej, det mener jeg bestemt ikke. Hans form er krasbørstig, og det kan man synes om eller ej, men jeg mener, at han skal have lov at komme til orde.”  ‘Den almindelige muslim er årets mand’

Norge : Religionskritik – nødigt  men gerne

Den norske regering lægger op til at udvide forbuddet mod hadefulde ytringer til også at omfatte angreb på religion eller livsstil. “Et strafansvar, som beskytter forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, kan forhindre alvorlige konflikter i samfundet,” som der står på Justitsministeriets hjemmeside. Samtidig vil centrumvenstre-regeringen afskaffe blasfemiparagraffen, som ikke længere er nødvendig.

“Vi får et bedre værn mod stærkt krænkende ytringer, samtidig med vi tager hensyn til ytringsfriheden,” siger justitsminister Knut Storberget. I Danmark afviser et politisk flertal lignende tiltag.

“Det kan måske være udmærket i Norge, men her i Danmark er det godt at have en ventil i form af en åben og fri debat og ikke ved at tage for meget hensyn til sårede følelser – det kommer man ikke langt med,” siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup. Han roser den norske vilje til at afskaffe blasfemiparagraffen, men mener til gengæld, at det klinger hult, når man vil erstatte med andre strafretlige initiativer. Norge: Hadefulde ytringer mod religion straffes

Kristianofobi

En skræmmende  udvikling i Europa, men som genkendes alt for godt  fra Balkan. Vi havde for nylig angrebet på den katolske kirke i Hamborg. I Frankrig  har der i julen været adskillige  angreb på kristne  symboler. Assaults On Christianity Assaults On Christianity – Part 2

Tørklædet er et signal på den apartheid, muslimer ønsker

Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre

Af  Kirsten Sarauw, teolog og psykoterapeut

SKIK FØLGE ELLER LAND FLY er et gammelt prøvet råd til enhver, der slår sig ned i et fremmed land. Det retter de fleste indvandrede befolkningsgrupper her i landet sig da også efter. Kun ikke en del af vore muslimer, der gennem årene har stillet det ene særkrav efter det andet, som reelt indebærer det omvendte: at det er den danske befolkning, der skal imødekomme og tilpasse sig muslimsk skik og brug.
Under avisdebatten i forsommeren 2008 om dommertørklædet diskuteredes også det betimelige i islamisk tørklæde på hovedet af ansatte i andre offentlige institutioner, derunder i hospitalsvæsenet.
En ung kvindelig læge, Najah Azaquoun, begrundede i den anledning (Jyllands-Posten den 19. juni) sit valg af sløret med, at hun gerne vil vise, at jeg er muslim. At det af mange patienter vil opleves som særdeles forstyrrende på den rent faglige læge-patient-relation at skulle forholde sig til behandlerens religion, faldt hende overhovedet ikke ind. Hun kunne kun tænke sig, at afvisning af tørklædet skyldtes racisme.
Videre uddybede hun tørklædets betydning: Tørklædet sikrer, at kvinder og mænd er lige. Når jeg går til jobsamtale, ved jeg, at jeg alene bliver vurderet på min faglige kunnen. Tørklædet forhindrer utroskab og hor og beskytter på den måde det seksuelle væsen. Tørklædet sikrer, at jeg opfattes som et helt individ. Denne argumentation indebærer jo så det omvendte: at kvinder, der optræder med deres naturlige hår, ikke er lige med mænd, ikke tages fagligt alvorligt, ikke er hele væsener, men i stedet opfattes som sexobjekter, der er direkte eksponeret for utroskab og hor. Det er unægtelig en udmelding, som er på regulær kollisionskurs med den ligestilling, som i generationer har været grundlæggende for forholdet mellem kønnene i Vesten.
Endnu mere fatalt er det nedvurderende syn på menneskets, specielt mandens, manglende evne til driftsstyring, som ligger bag. Kvinden skal dække sig til, ellers er hun selv ude om, hvis manden kaster sig over hende. Her støder Najah Azaquoun frontalt sammen med det menneskesyn, som alle vestlige samfund hviler på, nemlig individets evne og pligt til selvforvaltning, derunder eget ansvar for at styre drifts- og behovsimpulser, så vore medmennesker ikke lider overlast.
DET ISLAMISKE TØRKLÆDE er begrundet i nogle vers i Koranen og er en del af det hellige lov- og vejledningskompleks, som kaldes sharia, og som omhandler alt fra trossager, straffelov, social adfærd, ægteskabslovgivning og krigsførelse til hvilken sko, der først skal på og brugen af tandstikkere.
Idéen bag sharia er, at mennesker aldrig skal komme i en situation, hvor de selv skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert Altså et menneskesyn, der er ekstremt ydrestyret. Autoriteten befinder sig uden for mennesket i en guddommelig lovgivning, som er absolut og ufravigelig – om end den skal fortolkes – og som det er menneskets opgave at efterleve i lydighed. Som denne lovgivnings vogtere står så yderligere autoritetspersoner i familien, slægten og klanen, foruden imamerne, som kan fortolke loven.
Når Asmaa Abdol-Hamid kan betegne det islamiske tørklæde som et tegn på kvindens frihed, så hænger det – ud over friheden fra mandens ukontrollable begær – sammen med, at lydigheden mod den guddommelige vejledning opleves som en stor befrielse fra det tunge ansvar og al den tvivl og uro, der følger af selv at skulle afgøre, hvad der er det rette, og dermed risikere at tage fejl. I islam er der ingen tvivl, som Tariq Ramadan skriver i sin bog At være europæisk muslim.
Man kan dårligt tænke sig en grellere modsætning til alt, hvad vi i Vesten værdsætter som menneskets adelsmærke og prøver at opelske hos vore børn, så de kan udvikle sig til frie, selvberoende individer, der kan tage ansvar for sig selv og deres beslutninger med al den risiko for at tage fejl, der følger med.
I et demokratisk samfund er der altid tvivl. Det er omkostningen, men en omkostning, som er selve hjertet i de demokratiske processer. Tvivlen hører det menneskelige til. Tvivlen får os til at stille spørgsmål, søge nye løsninger, lytte til andres forslag, drøfte muligheder, tage fejl, tage skylden på os, kritisere og tåle kritik.
Demokratiet i Vesten har en totusindårig historie som forudsætning og indebærer en langsom og meget kompliceret udvikling af det enkelte individs bevidsthed og adfærd, der er gennemsyret af ideen om ligeværd, individets frihed og ansvarlighed. Ethvert dansk barn oplæres til at tage ansvar for sig selv, styre sine driftsimpulser og selv bære konsekvenserne af sine handlinger. Sådan har det i alle fald været indtil for nylig. Langsomt i løbet af opvæksten internaliseres (indvendiggøres) en overordnet etisk instans til afgørelse om rigtigt og forkert, godt og ondt, sandhed og løgn i barnets bevidsthed. Denne instans, som det myndige individ (ideelt set) rådfører sig med livet igennem, kaldes samvittigheden.
I de frie vestlige samfund befinder mange muslimer sig på herrens mark, fordi de er oplært i lydighed, men ikke til selvforvaltning og derfor ikke ejer redskaber til selv at håndtere friheden. Det går også ofte så galt, som det kan gå. Det får en del muslimer til at ønske en afgrænsning fra det omkringliggende samfund, hvis frihedsidealer anses for dekadente.
DET BEVIDSTE OG FRIVILLIGE valg af islamisk tørklæde – især på hovedet af unge, veluddannede kvinder, som nøje ved, hvad de gør – er just en sådan afgrænsning.
Uanset mange personlige nuancer i fortolkningen af tørklædet handler dette valg overordnet set om at fastholde en religiøs og ideologisk totaltydning af tilværelsen, hvis vandmærke er et autoritært menneskesyn, hvor ikke den enkeltes personlige samvittighed, men en ydre, detaljeret guddommelig lovgivning er øverste myndighed.
Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre. 95 procent af den hurtigt voksende muslimske befolkning ønsker ikke at gifte sig ind i den indfødte danske befolkning. Reelt et ønske om apartheid, som tørklædet er et slagkraftigt signal om til resten af samfundet.
HVAD FOLK TÆNKER og gør derhjemme i privaten, hvilken religion, de dyrker, hvordan de ønsker at gå klædt på offentlige gader og stræder og hvilke dresskoder, private institutioner og virksomheder aftaler, er selvfølgelig deres egen sag.
Men skal en lærer i det offentlige skolevæsen, der er vejleder og rollemodel for vores opvoksende ungdom, have lov til med sit slør at sende et signal, som er i modstrid med alt, hvad vi ønsker at opdrage vore børn til?
Skal en læge i det offentlige sygehusvæsen have lov til at vise at hun er muslim iført demonstrativt tørklæde med al den usikkerhed for patienten, som deraf følger? For eksempel spørgsmål om rent og urent. Vil den indhyllede læge undersøge en vantro uden handsker eller hilse på en mand ved håndtryk?
Det er en udsat position at være klient i det offentlige serviceapparat, som ikke bør belastes yderligere af uvedkommende spørgsmål. Allermindst er det en situa

tion, som skal misbruges til nedladende opdragelse på klientens angivelige racisme eller islamofobi.
Hidtil har god opførsel hos offentligt ansatte gået ud på at værne om borgernes personlige integritet. Det kan undre, hvorfor en lille gruppe indvandreres påståede religiøse rettigheder nu pludselig skal have lov til at undertvinge andre menneskers ret til at være fri for grænseoverskridende og uvedkommende religiøs bekendelse? Skyldes det uvidenhed, misforstået tolerance eller bare mangel på almindelig dannelse?
Eller er man bange for, at de veluddannede tørklædekvinder skal rejse deres vej? Selvom det sidste vil være beklageligt, så er det dog et tab, der skulle være til at overse.
Vigtigere er, at vore ansvarlige ledere får tænkt sig om og sat nogle generelle grænser for muslimske særkrav, som truer med endegyldigt at opdele landet i dem og os og nedbryde danskernes tillid til de offentlige institutioner.
Kirsten Sarauw er teolog og psykoterapeut, Kristeligt Dagblad, kronik,   med forf. tilladelse