Museet er bygget ned i jorden omkring en tørdok på Helsingør Skibsværft. Det fylder ikke dokkken, men er bygget rundt omkring den fordi det ikke måtte genere blikket mod Kronborg. Det havde tidligere hjemme på Kronborg, men har nu fået rigelig plads, og det er en arkitektonisk nydelse. det kan ikke nægtes. Der er altid hår i suppen. For en gammel sømand som mig, skamrides symbolerne fra søen måske vel rigeligt, skæve gulve, trosser, bølgeskvulp, selv bolværksmatrosen Carsten Jensens roman om hans uforløste sømandsdrømme sælges, men det er ligegyldigt. Museet er kongenialt.

Jeg har været ombord på ØK’s m.s Simba i Hamborg og nogle af kompagniets andre kakkerlak-befængte skibe fra 50’erne. De havde en bager ombord, fordi de endnu ikke havde dybfrossent brød med hjemmefra. Jeg har sejlet med DFDS’s m.s Petunia, som er bygget på værftet og med m.s Arosia, et smukt skib. Jeg følte mig hjemme, selv med ustillingen fra Tatoo Jack fra Nyhavn. Men rigtige tatoveringer skal laves i Japan. Danmark er stadig en stor søfartsnation. 50.000 gange anløber et dansk skib udenlandsk havn om året.

Der er en anden ting ved at rejse langt, jeg tænker på. Jeg sad forleden overfor en kineser og iagttog ham mens han spiste. Han fotograferede sin mad med sin I-phone. Måske delte han menuen med sin mor i Kina via Skype eller Instagram. “Man spiser godt i København.”

At rejse er en åndelig bevægelse. Sørejsen til Østen tager en måned, og er også en fysisk nydelse, at kun se vand og mærke klimaet skifte og det eneste man hører, er dieselmotorens brummen og skorstenens puf ud i den fugtige luft. Man man var langt hjemmefra, ude af kontakt med sin alt som holdt én fast. Nattehimlen til søs omkring ækvator, er det smukkeste, man kan opleve. Stærkt måne- og stjernelys, fugt, varme. Livet på jorden er et rod, men til søs falder det hele i hak. Vi var et Band of Brothers, intet særligt, men vi boede sammen ligesom soldater.

Når man rundede Cap Horn (Suez var lukket mellem 1967 og 1975), kom der en postbåd ud, men eller skete der ikke noget indtil man nåede Manilla flere uger efter.Der var der måske luftpost, eller sømandskirken eller bordellerne, den skulle holde én fra. Der var en ro og kammeratskab over det, roen, skønheden og magien blev brudt, når man var i havn. Når vi landede i  november i 30 graders fugtig varme, sagde overstyrmanden når vi var på vej ned ad gangvejen: “En hvid mand viser sig ikke her i korte bukser. Op og klæd om.” Vi havde aldrig hørt om kolonialisme, men kinseserne lod sig ikke fortælle noget som helst korte bukser eller ej.

Ikke fordi Hong Kong, Singapore, Shanghai og Yokohama ikke er en vidunderlige byer, jeg kan stadig mærke duften af dem, men fordi der er så mange distraktioner fra det egentlige. Også Beirut var vidunderlig i 1969. Og det egentlige var meditationen ved at sejle. At være i konstant bevægelse og fuldkommen rolig i en lille, overskuelig verden, 70 meter fra stævn til agter. Ingen kvinder, intet TV, igenting der mindede én om livet før eller efter. Jeg kunne stå om natten og stirre på bølgerne, der blev brudt i månelyset. Det var det hele. Jeg har aldrig længedes mindre efter noget.

Jeg ved ikke, hvad det er i dag, det må være anderledes. Man risikerer at blive delagtiggjort i sine børns ulykker umiddelbart, man vander sin græsplæne fra den anden side af jorden, eller man bliver skilt via Skype og sattelit. Det er mere prosaisk end at være næsten alene i verden, fordi ensomheden under den store himmel er eksistentiel. Det er først når der ikke er nogen flugtveje, man lærer at holde af den. Alt skal vi tvinges til.

(Når der ikke er flere billeder, skyldes det jeg havde glemt SD kortet til kamera, Se min Twitter) klik f. helskærm.