Det er jo et dejligt billede af glade piger, der om jeg så må sige er herrer over egen røv. Danske aviser griner igen over “de tossede svenskere,” men der er ingen der trænger lidt dybere i, hvorfor de er forargede over Brøndby-pigerne. At sige, det er svensk feminisme er kun at kratte lidt i overfladen. Man skal gå tilbage til 1932 til socialdemokraternes 70-årige magtovertagelse og politiseringen af det private, som fulgte deraf.

Politiseringen af sex- og kærlighedslivet livet tog fat med Myrdalerne i 40 erne og organisationer som Riksförbundet för sexuell upplysning og Riksförbundet för homosexuellas, bisexuellas och transpersoners rättigheter i 50 erne. På det tidspunkt havde de en pioneropgave med at oplyse om kønssygdomme og prævention, men hvor mange myndigheder nedlægger sig selv af mangel på arbejdsopgaver?

Nu fabrikerer de ‘glade’ kondomer og alt muligt gnubbetøj til syd for bæltestedet, også kønsneutralt, har kongres, förbundsstyrelse og förbundskansli sjovt nok lige ved siden af Broderskabets store moské på Medborgerplatsen. Det er tankevækkende at hele sortimentet er i infantile farver, der passer til et hoppehus for treårige. Sex, der trods alt indholder en del af livets elementære alvor, vil staten gerne reducere til leg og underholdning for de helt små.

Nu hvor svenske feminisme og sexpolitik forlængst er blevet en karikatur og en perversion, kunne de ligne oplysning og frisindethed, men det er overfladen, der skal lokke kunder i butikken til en ny oplevelse, statens omklamring af privatlivet. Af-erotiseringen af kvinden, er hvad de er mest optagede af. Ikke nogen lille opgave at sætte sig, men dog mindre end at  afskaffe kønnene, som de også er levende optaget af. Der har aldrig været en totalitær stat, der ikke har været skræmt af og villet tøjle erotikken.

Der er en rigtige måder at være frisindet på og forkerte. Brøndby pigernes er forkert. De gør den fejl at tro, deres krop er deres egen, men med oversvenske øjne er den statens, og man skal ikke hjemmesnedkre sin erotik eller nøgenhed. Danske håndboldpiger heller ikke, provinsielt nok, men hva, de har lige forsøgt at gøre den svenske sexköpslag gældende for svenskere i hele verden. Ingen smalle steder for megalomanien. Der skal helst være lidt Kraft Durch Freude over statens erotik, for Guds skyld ikke noget æggende eller glædeligt. Sådan lidt Oscar Matthiesens Skånska dragoner rida till bad

RFSL lærer børnehavelærere om “normer kring familj, kön, könsidentitet, könsuttryck och sexuell läggning,” til trods for at kun halvanden procent af den svenske befolkning er homoseksuel, og børnehavebørn næppe kan siges at være i målgruppen endnu. De blander sig også i Sveriges asylpolitik. På Sveriges Radio kan man se kurser i homopraksisser, som 98 procent af befolkningen ikke har brug for, og som homoseksuelle nok kan finde ud af selv. Eller hvad med Onaner med Behrang?

I The Rise of Glossocracy skriver Peder Jensen:

“As political and economic freedom diminishes” said Aldous Huxley’s in Brave New World, “sexual freedom tends compensatingly to increase.” …..“The Swedish government has taken what it is pleased to call ‘the sexual revolution’ under its wing. Children are impressed at school that sexual emancipation is their birthright, and this is done in such a way as to suggest that the State is offering them their liberty from old-fashioned restrictions.”

“The State,” in the words of Mr Ingvar Carlsson, then Minister of Education, “is concerned with morality from a desire to change society.” Mr. Carlsson, who was later Swedish prime minister until 1996, also stated on one occasion that “School is the spearhead of Socialism.”

Man kan ikke helt sige, at den svenske stat har givet borgeren seksuel frihed i bytte for politisk, selvom det holder noget hen ad vejen. Jeg ser den svenske ‘puritanisme’ som dels overvintret fra den meget religiøse tid for ikke så mange årtier siden, moderniseret med rigelige mængder statslig vrede over kontroltab over erotikken og nøgenheden, som om hele verden havde indrettet sig som Sverige.

Disse danske tøser tror jo, deres krop er deres egen. De tror, de må vække glæde uden for omklædningsrummet, også erotisk. Det dikterede “frisind” er også en del af statens del- og hersk politik ligesom pulveriseringen af det etniske Sverige. Stærke kræfter som eros og folket skal tæmmes og kontrolleres. Totalitært? Ad Helvede til. Sexet? Som en dybfrossen poulard.

Når jeg selv afviser enhver form for feminisme, er det fordi jeg afviser forsøg på at politisere mit privatliv, og feminisme er  politik. Der er kønskamp nok til alle, uden at staten behøver lægge snuden i parforholdet, og ganske ærligt: Hvor meget ‘sexuell upplysning’ behøver enhver, der kan læse? Jeg har klaret mig glimrende helt uden.