(klik foto for helskræm) – Dette er ikke en anmeldelse af Sam Harris nyeste bog: Waking Up: A Guide to Spirituality Without Religion. Den anmeldelse skal jeg nok skrive, når jeg har læst bogen, men her drejer det sig om at vågne up til nuværets virkelighed, som langt de fleste syvsovende intellektuelle overalt i verden ikke tør åbne øjnene for.

Jeg har beskæftiget mig med det at vågne op det meste af mit liv, og jeg er nu 76 år. I de sidste 45 år har jeg været buddhist. Og jeg kan fortælle, at navnet Buddha’s sproglige rod er budd, som både på pali og sanskrit betyder at vågne op.

Buddhismen drejer sig derfor helt bogstaveligt om at vågne op. Denne opvågnen handler om mystikeren eller den spirituelt søgendes opvågnen til en ganske særlig indsigt i alle eksistensers buddhanatur. Det er en erkendelse af vor egentlige natur og identitet.

Det nagende spørgsmål for enhver søgende er “hvem er jeg?” eller bedre “hvad er jeg?” Det spørgsmål handler om vor sande identitet, og der findes faktisk en erkendelse, som kan åbenbare det for os. Men det kræver en søgen og praksis, som de færreste gider gøre sig umage for.

Jeg har været på det spørgsmål i mange år indtil jeg fandt svaret. Men det er faktisk ikke den opvågnen, jeg vil skrive om her. Det er en hel anden erkendelse, som vi alle i fremtiden bør vågne op til. Det er en virkelighedserkendelse, som vore politikere, journalister og undervisere overalt i samfundet ikke tør indrømme.

Det vil nemlig bringe dem i overensstemmelse med den værdipolitik, som Dansk Folkeparti, Dansk Samling og Lars Hedegaard har. Fra et kulturmarxistisk, kulturradikalt og kulturrelativistisk synspunkt vil en sådan virkelighedserkendelse være racistisk eller ny-nazistisk. Derfor er der meget få danske intellektuelle, som tør vågne op og udtrykke deres sande værdipolitiske ansigt.

I ethvert menneskes liv sker der ting i vor virkelighed, som bringer en opvågnen og erkendelse på et eller andet plan ind i vort liv. Det behøver ikke at være “den store erkendelse”, som næsten alle mystikere i de spirituelle traditioner overalt i verden stræber efter. Jeg vil nødig bruge udtrykket “den store oplysning”, fordi ordet “oplysning” er så belastet af den neo-jacobinske politiske propaganda.

Men jeg vil gerne fortælle om en meget indsigtfuld periode i mit eget liv, som andre måske også genkender som deres vendepunkt. Den elvte september 2001 blev sådan en dag for mig.

Jeg kørte hjem lidt tidligt fra mit arbejde i Det kongelige Bibliotek, fordi jeg skulle til Buddhistisk Forums Tidskrifts udvalgsmøde. På vejen til redaktør Birgitte Kolby Jensen åbnede jeg for radioen i min bil. Det var breaking news, som berettede om, hvad der skete med World Trade Center i New York.

Det var en nyhed, som ikke var forventet. “Du må åbne for TV – der sker noget i New York”. Der blev intet tidsskriftmøde den sene eftermiddag. Vi var som lamslåede. En ny tid åbnede sig for mig. Hvad var det der skete? Og hvad betød det?

Blandt udvalgets medlemmer var Torben Snarup Hansen, som jeg ikke kendte særlig godt dengang. Han interesserede sig for buddhismens politiske historie, mens jeg interesserede mig for buddhismen spirituelle tradition. Vi kom nu til at tale om islam. Jeg vidste ikke, at han i 1989 havde skrevet en bog om islam sammen med Pernille Bramming: Islam, en religion, en historie, en kultur.

Han havde også en fantastisk farlig sojourn til Iran som trotskist i det “iranske forår”, som viste sig at være en dyb shiitisk vinter. Torben tog benene på nakken og kom ud af Iran førend de klyngede ham op i kranerne. Det findes der en spændende beretning om af Helle Merete Brix: Khomeini og Venstrefløjens blinde øje. Trykkefrihed.dk oktober 2005.

Jeg havde i min interesse for sammenlignende mystik fundet en japansk forsker ved navn Toshiko Izutsu, som læste 18 sprog og havde skrevet om både zen buddhisme, taoisme og sufisme. Foruden at skrive om den iranske sufi mystiker Mahmud Shabistari handlede hans hovedværk om en sammenligning af taoismen og den store sufi mystiker Ibn Al Arabi.

Jeg var meget interesseret i den esoteriske side af islam, som kaldes batin og mente at det var den RIGTIGE islam. Sufi islam var den rigtige islam. Det sagde jeg til Torben, som så skarpt på mig og sagde “Hov, Hov!” Der var nu noget vi absolut ikke var enige om.

Jeg var meget skråsikker, fordi rødderne i alle religioner forekom mig at være mystikken i alle religioner. Og islams mystik var sufismen. Men jeg kendte faktisk intet til indholdet af Koranen, Ahadith og Sira. Derfor måtte jeg nu gøre mit hjemmearbejde bedre og sætte mig ind i, hvad ortodoks og traditionalistisk islam er for en størrelse.

Aldrig har jeg taget så grundig fejl, og jeg er i dag Torben dybt taknemlig for at vække mig til en ny erkendelse om, hvad mainstream islam egentlig er. Det var samtidig en enorm værdipolitisk omvæltning, som satte mig ind på et nyt erkendelsesspor og en ny politisk orientering. Virkeligheden så pludselig helt anderledes ud. Det var en opvågnen så det batter.

Jeg kunne godt forunde Karen Armstrong en sådan opvågnen. Hun er nok en af de kendte engelske forfattere i verden, som journalister, politikere og intellektuelle tyr til, hvis de vil vide noget om enten islam, buddhisme eller kristendom.

Karen Armstrong var i syv år romersk katolsk nonne i Sisters of the Holy Child Jesus:

As a young nun, I spent years trying to do everything purely for God, and it¹s just not possible. Our self-interest and other motivations constantly flood our most idealistic efforts.

Hun har skrevet et utal af bøger, artikler og foredrag. I 1993 skrev hun bogen A History of God: The 4,000-Year Quest of Judaism, Christianity and Islam. In 1996 kom Jerusalem: One City, Three Faiths. I 2006 The Great Transformation: The Beginning of Our Religious Traditions. Hendes bøger om islam er: Muhammad: A Biography of the Prophet (1991); Islam: A Short History (2000); Muhammad: A Prophet For Our Time (2006). Men hun har så sandelig også skrevet bogen Buddha i 2001.

Blandt de mange priser KA har modtaget gennem sit mangeårige forfatterskab er også The Muslim Public Affairs Council’s Media Award i 1999. Det forstår man så godt, når man hører, at hun har sammenlignet Muhammed med Mahatma Gandhi. Der hopper kæden helt af. Da bliver man klar over, at hendes kendskab til ortodoks islam til trods for, at hun er en verdenskendt religionshistoriker, er meget overfladisk.

Forøvrigt har Svend Andersen for nylig gjort opmærksom en særlig forståelse af Gandhis “ikke-volds” politik (ahimsa). Han siger her på Snaphanen den 12 november følgende:

Jeg er opdraget med Gandhi¹s tanker om ikke-vold, og dem følger jeg stadig. Gandhi siger udtrykkeligt, at det at dræbe med kærlighed (altså himsa, vold) for at undgå en endnu større vold, moralsk er højerestående end ³kujonens ikke-vold² (ahimsa), altså passivt at acceptere voldens hærgen…. for alt for mange vesterlændinge er tolerance overfor intolerance og direkte vold desværre ³kujonens ikke-vold² ­ politisk korrekthed er blot et fint udtryk for fejhed.

Karen Armstrong øser af sin forståelse for kvinders stilling i “fredens religion”. Hør hvad hun kan finde på at sige:

There¹s nothing in the Quran to justify either the veiling or the seclusion of women. The Quran gave women rights of inheritance and divorce, legal rights we didn¹t have in the West until the 19th century.That¹s what I feel about the treatment of women in Saudi Arabia. It¹s iniquitous, and it¹s certainly not Quranic.

Da hun bliver gået på klingen i et interview og spurgt om, hvor hun, der befinder sig udenfor en (religiøs) tradition, henter autoritet til at sige, hvad der er koranisk og ikke koranisk, svarer hun gudhjælpe mig:

I talk to imams and Muslims who are in the traditions.

KA ved altså ikke, hvornår muslimske lærde bruger forstillelse (taqiya) Det lader til at være på mode, at moderne forskere ikke selv læser religionernes tekster, men i stedet anvender de antropologiske metoder, som Uriaspostens Kim Møller har gjort opmærksom på. Karen Armstrong må opfattes som islam apologet, når hun i ramme alvor kan sige:

Islam came to spread compassion among the nations of the world.

Den amerikanske blog Jihad Watch’s direktør Robert Spencer har kommenteret Karen Armstrongs påstand om at Jihad betyder “at give til de fattige”:

In saying that jihad meant ³giving to the poor,² Armstrong is confusing jihad, which a manual of Islamic law certified by al-Azhar specifies is warfare against and subjugation of unbelievers (see Umdat al-Salik O9.8), with zakat, which isŠgiving to the poor.

Det afslører hendes dybe uvidenhed om selv veldefinerede begreber i den islamiske teologi. Karen Armstrong og andre forskere som f.eks. John Esposito har et kæmpe ansvar for at misforstå og fejlfortolke islam. Jeg er helt sikker på, at de regnes for pålidelige autoriteter af talrige politikere, journalister og intellektuelle overalt i verden. Vi kritiserer dem for ikke at vide nok om islam, men i virkeligheden er det de religionshistoriske eksperter, som vildleder befolkningen.

John Esposito, der ligesom Karen Armstrong tilbragte 10 år af sin ungdom i et romersk katolsk kloster, er professor i International Affairs and Islamic Studies at Georgetown University Washington, D.C. Han er også direktør for The Prince Alwaleed Center for Muslim ­Christian Understanding at Georgetown. Centret støttes af den Saudiarabiske Prince Alwaleed Bin Talal.

Sam Harris har kritiseret Armstrongs godtroende syn på islam og hendes religiøse apologi. Hun og ligesindede forskere som John Esposito har købt ventrefløjen og kulturrelativisternes politiske korrekthed. Virkeligheden er den, at islam som den forstås og praktiseres af et stort flertal af verdens muslimer er og bliver en anti-tese af det demokratiske civilsamfund.

Karen Armstrong er ikke tabt bag en vogn. Den stærke dame fyrer igen mod Sam Harris og stand up komikeren Bill Maher, som i et meget omtalt TV interview i Michael Schulson’s Salon, November 23, 2014 hævdede, at der er noget voldeligt iboende i selve islam. Sam Harris sagde f.eks at ³Islam is the motherlode of bad ideas²

Dertil siger Karen Armstrong:

It fills me with despair, because this is the sort of talk that led to the concentration camps in Europe. This is the kind of thing people were saying about Jews in the 1930s and ¹40s in Europe.

Det er godt at hører den slags fra hestens egen mund, så ved vi hvor venstrefløjens og de kulturradikale har deres beskyldninger om nazisme fra. Disse forskeres hensigt er at skræmme deres læsere og lyttere til at tro, at kritik af istams herrefolksmentalitet fører til koncentrationslejre, og at man derfor bør stoppe enhver islamkritik. Derfor har de opfundet islamismen som den egentlige synder, mens selve islam går fri, fordi den er tom for essens.

Grunden til, at jeg har været efter Karen Armstrong i dette essay og ønsker, at hun vågner op til virkelighedens verden, er den udtalelse, som jeg selv fremsatte overfor Torben Snarup Hansen, som nævnt ovenfor. Det fik mig til at vågne op.

Mennesker som har brugt en del af deres liv i sprirituel træning og praksis f.eks. i klostre (min var Zen træning i japanske klostre) kan have et alt for godtroende syn på eksoterisk religion. Det vil sige at tro på noget hinsides, andet og ydre. Grunden er, at de fortolker alt i lyset af esoterisk spiritualitet, der handler om at forstå livets ultimative spørgsmål gennem en dyb erkendelse af ens egentlige natur.

Karen Armstrong siger i et interview om blandt andet den saudiske wahhabisme, som hun afviser som værende ukarakteristisk for islam:

Before Wahhabism, which developed in the 18th century, the most popular form of Islam was Sufism, which had a very positive view of other faith traditions. It¹s quite common for a Sufi to cry in ecstacy that he¹s neither a Muslim nor a Christian nor a Jew because once you¹ve glimpsed God these manmade distinctions fall away. And that is very much endorsed in the Koran as well. Indeed, in one passage, it says that religious pluralism is God¹s will.

Det er vigtigt igen og igen, at gå tilbage til begyndelsen, hvad enten det er holokaust eller 9-11. Karen Armstrong misforstod helt og holdent 9-11 og lad mig sige, det gjorde George Bush også, da han forsikrede, at det ikke havde noget med islam at gøre. KA siger:

When I saw the towers fall on September 11, one of the many, many thoughts that went through my head was, ³We helped to do this.² The way we split up these states, created these nation-states that ISIS is pulling asunder, showed absolutely no regard for the people concerned.

Religiøse venstreorienterede som Karen Armstrong er mærkeligt nok en slags etnocentrikere, fordi de opfatter islamiske jihadisters handlinger som reaktioner på vesterlandsk imperialisme. Har den islamiske verden ingen evne til selvstændig handlen? Hvis man hævder, at 9-11 var forårsaget af den islamiske jihad doktrin, så ville det sandsynligvis ikke vare længe før KA ville kalde en for islamofob eller nazist.

Karen Armstrong er overbevist om at den muslimske tilflytning til Vesten har rod i vor kolonialisme, hun siger:

We are beginning to get a pinprick of the pain that happened when we went into these countries and changed them forever. They¹re with us now because we went to them first; this is just the next stage of colonization. We made those countries impossible to live in, so here they are now with us.

Tidligere artikler af Tim Pallis