I de tre måneder mellem sidste og næste valg, vil 45.000 have søgt asyl i Sverige, flere end i Danmark, Norge og Finland på et helt år.

De autoriserede medieeksperter mener, at næste valgresultat bliver nogenlunde det samme som ved seneste valg. Jeg mener, der er nogle uberegnelige faktorer, der langt fra gør det sikkert. Man kan sige, at valgdeltagelsen nok vil blive mindre, det er det hele.

For det første er SD shamet så grundigt i så mange år, at folk skal over en psykologisk barriere for at stemme på dem. Denne gang har de frygtsomme set, at 800.000 andre har turdet stemme  SD, måske baner disse vej for et helt uvist antal nye SD stemmer. Folk kan ikke lide at være de første.

For det andet udfordrer de syv partier SD på deres kerneområde netop på et tidspunkt hvor indvandringen er maksimal, kommunerne sukker under presset, velfærden barberes, asylsystemet går mod kollaps, unge svenskere ikke kan få bolig eller arbejde i Sverige og der ikke er andet i horisonten end nye hundredetusinder asylsøgere. I de tre måneder mellem sidste og næste valg, vil 45.000 have søgt asyl i Sverige, flere end i Danmark, Norge og Finland på et helt år.

Man har set i Riksdagsdebatterne, at Sverigedemokraterne er skrappe på områdets fakta, hvor de syv partier har været forskånet for debat i så mange år, at de henfalder til floskler, følelsesudbrud og den evige moralisering af det politiske. Idag kalder også Löfvén også SD for ‘fascister’, hvad der som bekendt bare betyder “dumme skiderikker.” De kender ikke nøgletallene, eller også vil de ikke nævne dem, fordi de er for kompromitterende. Det bør være en taberstrategi. Hvad hvis SD bliver større end Moderaterna, er de så stadig ‘fascister’?

Hvis dette er, hvad de vil klare sig igennem på, at hentyde til SD’s fortid for over 19 år siden, inden formand Mikael Jansson blev valgt, så bliver det tre lange måneder for de syv partier. Dette valg bliver  i høj grad et spørgsmål om, hvorvidt svenske vælgere tør tro deres egne øjne, eller den efterhånden temmelig rustne propagandamaskine. Svaret på det er ren hasard for de syv partier at foruddiskontere, alt hvad man hidtil ser fra syvpartiet, er en yderligere forkludring af problemet. Kan de virkelig kludre SD op over 20 procent? Kommer de nogensinde ned fra det træ, de er klatret op i? Efter regeringskaoset: SD nära 18 procent. (Målingen er kun citeret i to andre svenske medier, DN har endda flettet den ind i en reportage med en anden rubrik. Virkelig smart. Store danske medier refererer den.)

Om islam og den spanske borgerkrig

Af Torben -s. Hansen, historiker

Japan angreb Pearl Harbour d. 7. december 1941. USA’s præsident Roosevelt gik straks til pressen med følgende budskab: “Japan er et fredeligt land!” Det gjorde han selvfølgelig ikke. USA blev omstillet til en gigantisk krigsmaskine, der bar hovedbyrden i tilintetgørelse af både Japan og Tyskland.

Efter 9 / 11 var præsident Bush’ budskab, at islam betyder fred. Det spor har Vestens politikere fulgt. De nægter stadig at erkende, at Vesten er i krig med islam. Og derfor VIL de ikke vide noget om islamiseringen og jihadideologien. Det samme gælder toneangivende medier plus en million skodforskere på universiteterne. Alle messer: Boko Haram har intet at gøre med islam, Hamas har intet at gøre med islam, al Qaeda har intet at gøre med islam, Islamisk Stat har intet at gøre med islam. Taleban har intet at gøre med islam o.s.v.

I Danmark er Venstre nået et par centimeter i retning af realistisk politik – og vil måske dreje på nogle små konventionsknapper om jihadister uden dansk statsborgerskab. Og eks-Villy Søvndal sagde, at imamerne kan skrubbe ad helvede til. Men ellers er intet sket i de forløbne 13 år. Tror politikerne, at truslen snart går væk?

Hvad nu, hvis den stadig ikke vil forsvinde? Findes problemet i forankringen i Vestens sædvane og hele kultur, som er anti-kriminel og derfor ikke fatter kriminalitet som paradigme, grundholdning og højeste ideal?

I et kommentarspor på 180 grader blev jeg inspireret til at sammenfatte noget ultrakort skriv om disse emner. Det kommer her:

Der findes i allerhøjeste grad en islamisk ideologi – eller målsætning for styring og strukturering af kollektivet. Millioner af unge mænd og kvinder over den halve verden har travlt med at studere den. For sunniernes vedkommende handler det om at læse koranen, sahih Bukhari og umdat al-saliq. Shiiterne beundrer Ali og hader Omeyyaderne, men har den samme målsætning: Bekæmp og dræb kuffaar – og tag deres rigdom og deres kvinder og børn. Shia har andre grundtekster, men selvfølgelig er Khomeini aktuelt den vigtigste ledestjerne.

Fælles målsætning udelukker overhovedet ikke gensidigt had og myrderier. Et årti efter kommunisternes magtovertagelse i Rusland 1917 begyndte de at myrde hinanden. Det samme skete med de lange knives nat i 1934 i Tyskland, da Hitler udrensede “forkerte” nazister (som Strasser og Röhm). Totalitære ideologier betyder ketchup over det hele.

Ulykkerne er simpelthen indbygget i islamisk politik. En stat, der skal styres af Allah, kører i nødvendigvis grøften, når lederne bliver uenige om direktiverne. Historisk er disse uenigheder blevet forbundet med materielle interesser – brutalt sagt strid om rovet. De store islamiske imperier byggede på plyndring – “Raubwirtschaft”. De muslimer, der satsede på produktion og handel, fik aldrig et ben til jorden. Derfor gentager den ulykkelige historie sig – med statskup, blodhævn og evig krig. Verdens første sociolog, Ibn Khaldun, havde fat i problemet, som han beskrev – delvist – i “Muqaddima” (forordet).

Men selvfølgelig: Islamisk stat har intet med islam at gøre. Det samme gælder HAMAS, al Qaeda, Taleban og Boko Haram.

Citat: “Politisk islamisme er en række forskellige (konservative), der kan være både demokratiske og anti-demokratie (og voldelige og ikke voldelige) på samme måde politiske ideologier inspireret af kristendommen kan være det (den oplagte kontrast er her mellem Francos konservative diktatur i Spanien og Tyskland kristelige demokrater).”

Det kan Venstrepopulisten også pakke sammen og smide væk. Det er nemlig forkert og misforstået. Demokratiske muslimer er i skjul, på flugt, i fængsel eller på kirkegården.

Kristendom er hvad Jesus citeres for at have udtalt. Manden sagde klart, at hans lære – nb: ikke det samme som ideologi – intet havde at gøre med magt eller politik. Sådan står der i det Nye “Testamente” (overenskomst). Noget er blevet bortredigeret, og muligvis er noget andet blevet forfalsket. Men den tekst, der blev overleveret for mere end 1500 år siden, er klar = nul politik. Kejser Konstantin og senere magthavere fraveg dette budskab, men det er en anden sag.

Franco indledte og gennemførte ikke borgerkrigen i Spanien på grund af en ideologi. Han havde ingen. Hans kone var meget katolsk, men i begyndelsen af 1930 blev han interesseret i politik, og det var især de socialistiske ledere, han havde kontakt med. De beordrede ham i 1934 til at knuse en opstand blandt arbejdere i Asturien. Hvilket han gjorde.

Men snart efter blev han uenig med venstrefløjen, fordi dens aktivister i begyndelsen af 1936 kastede landet ud i et kaos af politiske drab, røveri og hærværk og ildspåsættelse – især mod kirker og klostre. Netop dette gav anledning til en militær sammensværgelse mod den republik, der argumenterede formelt ved at henvise til et flertal af stemmer som legitimering af regeringsmagt. Venstrefløjens ræsonnement var – som i Chile under Allende – “vi har flertal i parlamentet, og derfor tillader vi os hvad som helst.”

Franco var opportunist. Han fik støtte af katolikkerne, af royalisterne, af Hitler, Mussolini og af fascisterne i “Falange Española”. De sidste blev på et tidligt tidspunkt tvunget til at gå til messe. Katolicismen blev enerådende statsreligion. Efter Francos sejr kopierede han i høj grad det fascistiske Italien med bl.a. “fagforeninger” med arbejdere og arbejdsgivere” + statsdrevne virksomheder. Denne model blev senere opgivet. Spanien blev et borgerligt, kapitalistisk samfund – og to år efter Francos død et parlamentarisk demokrati med udstrakt regionalt selvstyre. Nul ideologi her. Frihed, pluralisme og velstand.

Hvad handlede krigen om? Ganske kort: Skulle spanierne styres af ideologen Stalin eller pragmatikeren Franco? Dette fremgår af det sidste drama i marts 1939, da oberst Casado og de ikke-kommunistiske ledere på republikkens side fængslede og skød kommunisterne – Sovjetunionens forlængede arm – og sendte bud til Franco om fredsslutning.

Venstrepopulisten kan roligt gå i gang med lektierne. De gamle sange om “maskingeværernes knitren …” gider efterhånden kun politiske fossiler synge med på.

En fælles-europæisk politik for indvandring og asyl vil bringe Danmark til tiggerstaven, -dka

En fælles-europæisk politik for indvandring og asyl vil bringe Danmark til tiggerstaven 180 Grader