Le siècle de cartier-bresson, 2012. – Forleden hørte jeg er radioprogram om bogens 500 år som dominerende medie, en tid der definitvt sluttede engang i det 20 årh. Gutenbergs Bibel var færdigtrykt af Johannes Gutenberg den 23. februar 1455. Så småt begynder man at sprede anden viden gennem bøger og lægekunst, astronomi, ingeniørskunst, våbenproduktion og efterhånden er bogen så vigtig, at almuen må lære at læse.

I 1708 blev undervisningen i disse danske skoler gjort gratis for alle fattige børn. I 1770 var det endnu kun 15% af Europas voksne der kunne læse og skrive. I 1800 var tallet steget til 20%. Med alfabetiseringen kommer også en litterær guldalder. I hele det sunni-osmanniske rige var trykning af bøger forbudt i 200 år, et handicap de ikke er kommet sig over endnu.

Jeg er født i avisens og fotografiets gyldne tid, nemlig inden TV. Stillfotografiet var vinduet til verden, og det mest magiske en seksårig kunne få, var et kamera.  Man ved ikke, hvad der foregår inde i kassen, kun at det er fantastisk. Det var først i trettenårs alderen, jeg opdagede Cartier Bressons måde at fotografere på. Kameraet er vigtigt, det bestemmer hvilke billeder, man kan tage.

I 1933 opdagdede han småbilledekameraet og revolutionerede fotoreportagen, der selvfølgelig  fandtes inden da. Leicaen flytter fotografiet meget tættere på livet, og livet er det, som interesserer ham. Ikke arrangerede “kunstfotografier”, som han kalder stendøde og fup. Det er den slags fotos man ser hos en Elisabeth Ohlson Wallin, det fotografiske modstykke til en Dea Trier Mørchs politiske propagandaplakater. Jeg har det på samme måde. Det er reklamefotografier, blot ikke for en tandpasta eller en bil.

Bressons holdning er ydmyghed, nysgerrighed og den fysiske glæde ved at gå på jagt efter billeder i virkeligheden, ligesom jægerens ellers svampesamlerens. Til sin reportage tilsætter han en forfinet kunstnerisk sans erhvervet hos de gamle mestre og i japansk kunst.

Jeg er ikke maskinstormer, men jeg kan godt drømme mig tilbage til den mere langsomme tid før Twitter og Breaking News hvert minut, heldigvis kan jeg godt selv skrue på tiden, så den ikke går hurtigere, end jeg vil have det. Der er ikke noget bedre værn imod livets omskifteligheder, end en lykkelig barndom, og det var en lykke for denne dreng at støde ind i netop den slags billeder gennem kamerafabrikkens eget tidsskrift, Leica. Det var på et hotel i Schweiz, hvis duft jeg stadig kan genkalde mig. Det var inden TV og nettet endelig detroniserede bogen og stillbilledet.

Se dokumentaren, hvis lydside kun er Cartier-Bresson selv og Bach. Der er mange billeder, selv kendere vil finde nye, og mange betragtninger over fototografiet og det 20 århundredes personligheder, som passerede forbi hans kamera: Ghandhi, Truman, De Gaulle, Kennedy, Marilyn Monroe, Camus, Giacometti, Ezra Pound, Faulkner, Matisse, Braque, Andre Breton, Simone de Beauvoir, Marie Curie. I Kina da kommunistenre tog over, første vestlige fotograf i Sovjet. Menneskelig intet andet end menneskelig, halv lommetyv halv linedanser.

“Jeg stjæler, men kun for at give væk. Jeg er et nervebundt, det har jeg stor nytte af.” “Fotografi er intuition.” Videoen overfor er på fransk, men her kan man se den med danske undertekster.