On October 11th, Hamed Abdel Samad gave us an eye-opening lecture in Hamburg on why islam is the way it is. After the Technical University, where some of the 9/11 terrorists had once met and studied, turned us down for fear of “endangering the inner peace of the campus”, the Free Academy of Arts gave us the honor of hosting our event.

Denne kommer med selvom den er fem måneder gammel, fordi Abdel Samad helt enkelt er så brilliant. Det er rette tidspunkt at minde om hans skarpsindige sammenligning af bogstav- og shariatro islam med facismen et par døgn efter at V.S.Naipaul udråbte ISIS til “Det Fjerde Rige.”

Der er så at sige kun lighedspunkter: Førerdyrkelsen, den autoritære stat, tanke- og ytringsufriheden, dyrkelsen af volden og krigen som livets mening, dyrkelsen af kollektivet mod individet, hadet til jøder og homoseksuelle, opdelingen af de rene og de urene, foragten for svaghed og for kvinder, der er så udtalt at en egyptisk mand ikke kan nævne sin mors navn offentligt og fortsæt selv.

Dele af islam er vor tids store fascisme og sharia er vor tids nazistiske Nürnberg-love blot noget værre og støttet af mange flere. Koranen er verdens første systematiske opsskrift på diskrimination baseret på tro, køn og race, som kendere af den siger. Mein Kampf er det renebarnekammer sammenlignet, og jeg har læst den. En muslim der køber den bog og læser den, hvilket må være få, da den er svulstigt ulæselig, må blive slemt skuffet når han er vant til Muhammeds vitriole had og lemlæstelsesfantasier. De er ikke pakket ind i Hitlersk pseudofilosofi.

Europæiske politikere har helt uden om befolkningerne besluttet, at vi skal reformere og modernisere islam, som det ikke er lykkedes for nogen i 1400 år, eller risikere at sende vores børn ud i et blodbad. Klogskaben bag den beslutning vil blive diskuteret igen og igen de næste hundrede år, og enhver multikulturalist skal glæde sig over at skulle i jorden tids nok inden de stilles for en dennesides dommer.

Det er ikke kun Abdel Samads imponerende livsrejse fra indoktrineret søn af en egyptisk imam, der er så imponerende – altså hans frihedstrang og evne – det er hans begavelse, lærdom og klarhed i tanken. Man kunne sige, han er som en ubestikkelig, tysk Naser Khader, men han kører intellektuelt i et væsentligt højere gear.

Det ville være bedre, at sige en tysk Douglas Murray, hvis vi vedtager at hans homoseksualitet også gør ham til offergruppe i nogens forestillingsverden. Han er en Hirsi Ali, en Kareem Amer, en ny generation, der stiller de forbudte spørgsmål, googler tingene og prøver at indhente islams spildte 300 år, hvor bogtrykkerkunsten og oplysningen var forbudt. Fra Gutenberg til internettet er der et stort hul i muslimernes verdensforståelse.

Nettet skal netop ikke bruges på Muhammed, det skal bruges på alt det Muhammed har forbudt og undertrykt i generationer. Heri ligger det endnu spinkle håb om en reformeret fremtid. Morten Storms muslimske tro brasede sammen efter få googlinger. At tvivle, lå i hans danske gener i forvejen. Hvis man er født ind i islam,  skal man over det tabu og den forhindring, at tvivl er forbudt. Det har Abdel Samad gjort, og derfor er han mere vidende om processen end Morten Storm.

Der er intet bedre, end når “ofre” siger det forkerte, det ikke forventede fordi de har ret og er for begavede til deres samtid. Jeg har mødt ham i København i 2011, men det var alt for kort og aborteret. Nogen bør give ham en times taletid her, ligesom den i Hamborg ovenfor, og nogen bør spille dette foredrag i samtlige parlamenter i Europa. Jo mere de ved, desto færre vil behøve dø af radikal islam i de kommende årtier, og politikerne imponerer ikke vildt med deres overblik lige nu trods det, at vi er i fuld fart ind i en muslimsk terrortid.

Deres ansvar er tungt, og det bliver hele tiden tungere. Alle kommende dødsofre, er allerede på deres kappe. En politisk-medial klasse, der har påført os vor tids fascisme, vil naturligvis bekæmpe forståelsen af problemet og forfølge dem, der taler offentligt om det, som Abdel Samad, kalder de “kontroversiel”, når det er i den blidere ende. Det kan ikke være anderledes.

Udstiller du magtens dumhed og uvidenhed, er du som minumum “kontroversiel.” Hør på enhver journalist, selv de få mere informerede, der bare har en for os andre ligegyldig karriere at pleje. “Kontroversiel” er politisk hændervasken, inden de overhoedet har berørt snavs. “Kontroversiel” er den diskrete gloriepudsning, en fribilllet til de dyre siddepladser, et signal der betyder “Se, jeg er ufarlig og lydig.” Hvad det rager journalistikkens kunder, har jeg aldrig fundet ud af.

Han har også lune og overskud. Hør om hans nylige besøg hos “der Altkansler” Helmuth Schmidt, hvor han røg masser af mentholcigaretter, selvom han er ikke ryger, og hør hvordan han gradvist vinder hele salen for sig, for han taler nemlig også til intellektuelle, frihedselskende muslimer, hvis interesser ikke forstås eller opmuntres af vestlige politikere. “Deres ligegyldighed er det der skræmmer mig mest”, siger han.

Hans accentfri hoch-deutsch er undertekstet på engelsk, selvom det er en ringe erstatning for den ægte vare., hans smukke tyske.  – Varighed en time, derefter Q & A. Der islamische Faschismus: Eine Analyse Gebundene Ausgabe – 1. April 2014 von Hamed Abdel-Samad og Mein Abschied vom Himmel: Aus dem Leben eines Muslims in Deutschland.

Der er tre vigtige læseoplevelser dette døgn i Sverige, jeg af plads- og tidsnød gør opmærksom på sådan her: Professor Arnstberg Så dette med godhet,  Per Gudmundsson med den alvorlige advarsel  Utmaning eller systemkollaps og  den Oslobaserede professor Göran Svensson Svensk journalistik lider av systemfel. Mon ikke den gør.

Hvis du vil høre en virkelig dum dansk journalist, skal du høre TV Lorry fra i går. Det er ikke bare dumt, det er propaganda uden nogen faglig stolthed. Vi TV-fri takker vores eventuelle Gud. Havde vi ikke skrottet det, havde vi allerede pådraget os en dødelig røvkatar, og jeg ville  ikke sidde her og skrive dette.

Bra intervju med Lars Vilks i Søndagsrevyen

Av HANS RUSTAD

Marianne Rustad Carlsen hadde reist til Sverige og intervjuet Lars Vilks. Det var toppoppslag i Søndagsrevyen. Intervijuet var ikke preget av å sette-til-veggs. Lars Vilks fikk snakke ut og han kan snakke. Det er meg bekjent første gang Vilks blir intervjuet på seriøs måte av NRK. Det tør ha noe med Rustad Carlsen å gjøre. Hun virker genuint interessert i tema.

Vilks fikk fortelle at ytringsfriheten er truet i Norden. Han må leve som en sikringsfange og det er ikke hver gang han slipper ut. Det ble ikke sagt, men vi vet: De som står ham etter livet kan bevege seg fritt.

Rustad Carlsen laget en direkte kobling til intervjuet med mullah Krekar: Han satt noen uker tidligere og utlovet belønning til de som dreper karikaturtegnere eller blasfemikere. Krekar snakket om kurderen som brente noen sider av Koranen, men han kunne like gjerne nevnt Vilks.

Problemet er de moderate muslimene som lar trusler bli fremsatt i deres navn og ikke gjøre noe med det, sa Vilks.

Han kunne også nevnt mediene, politikerne og alle NGO’ene som har latt det skje. Frem til nå.

Rustad Carlsen nevnte ikke Vilks’ besøk i Oslo og foredraget 23. oktober, da 22 organisasjoner sto på trappa til Deichman og protesterte mot at han fikk tale. Det var et direkte angrep på hans ytringsfrihet. Man kommer ikke fra at det var en ubehagelig likhet mellom disse demonstrantene og jihadistene. De første ville hindre ham i å snakke, de sistnevnte vil stoppe munnen på ham.

Demonstrantene brennmerket ham som nazi-apologet. Hvordan kjennes det etter Krudttønden?

Den gang stilte mediene seg mer eller mindre bak demonstrantene. Det var ikke noe sympatisk øre å få. Det har enkelte trolig dårlig samvittighet for. NRKs intervju var en god ny begynnelse.

NRK Dagsrevyen