Sigbjørn Obstfelders grav på Frederiksberg Kirkegård, buste af Gustav Vigeland.

Jeg boede en overgang på Frederiksberg Allé for mange Herrens år siden. Hos bageren kunne man møde Jens Kistrup, Svend Kragh Jacobsen og Dan Turell, det er et kvarter med mange “bureaukrater, bøsser og operasangere,” som min ven historikeren siger. Men selvom jeg kun har godt at sige om Frederiksberg, følte jeg mig aldrig helt hjemme. Jeg var en fremmed, en evig hjemmefødning fra egnen omkring Sølvtorvet, og siden jeg flyttede derfra, er det sjældent jeg kommer der.

Lige over for hvor jeg boede, lå Frederiksberg Gamle Kirkegård fra 1732, men jeg kom der aldrig dengang jeg skulle bevæge mig 30 meter for at se den. At jeg kom der for første gang mandag, skyldes som altid tilfældet og min ven turistføreren. Vi var kommet til at tale om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, fordi Lars Bukdahl i sin omtale af Klaus Rifbjerg i Deadline søndag havde sagt, at “Rifbjerg introducerede modernismen, efter ham behøvede man ikke længere rime.”

(Genudsendelsen af Adam Holm interviewet med Rifbjerg, gjorde ikke dennes minde nogen stor tjeneste. Her ser man flere af hans dårlige egenskaber i kondensat, først og fremmest en mand der sprøjter ord ud som et maskingevær, starter sætninger han ikke aner hvor skal ende, som han vil køre hjem på rutinen. De kommer ikke hjem, men Rifbjerg hører det forlængst ikke.)

“Obstfelder skrev urimede digte i 1890’erne,” sagde turistføreren, “hvad mener Lars Bukdahl? Du kender ikke Obstfelder?” “Jo, det gør jeg da.” “Hvor kender du ham fra?” “Det har jeg glemt, jeg kender ham bare. Han betød noget for Rilke.” “Du ved ikke, han er begravet på Frederiksberg Kirkegård?” Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg blev mere interesseret.

Så kom vi til at tale om hans ven, Edvard Munch, – Munch har portrætteret Obstfelder og kendt ham i Berlin og København –  for jeg har prøvet at lokalisere den psykiatriske klinik, han var indlagt på i syv måneder i 1908, og hvor ham malede det berømte, djævelske portræt af professor Daniel Jacobson. Jeg havde søgt på Bülowsvej, men det er Kochsvej 21 lige bag kirkegården. En stille villavej, hvor Carlsberg ligger for enden af vejen. Jeg sendte en medfølende tanke til Munch’s viljestyrke, for hans nerver krævede absolut, at han holdt op med at drikke alkohol. Det gjorde han, og sikrede endnu fyrre års produktion af billeder.

Vi besluttede at cykle til Frederiksberg i solskinnet og smutte inden om Kochsvej. Jeg havde set, hvilken perlerække af danske kunstnere og videnskabsmænd, som ligger på Frederiksberg Kirkegård, og nogle af gravene foruden Obstfelders, ville jeg gerne se:

Robert Storm Petersen, Carl Th. Dreyer, Adam Oehlenschläger, Jonas Collin, H.C.Ørsted, Bindesböll, Salto, Preben Hornung, Olaf Rude, Hans Hartvig Seedorff, Lilly Broberg, Hal Koch, Poul og Aksel Møller og mange mange andre heriblandt mystikeren Martinus og bassisten Oscar Pettiford og nogle jeg har kendt i levende live, som jeg ikke vidste jeg skulle genfinde der. Charlotte, en af de smukkeste kvinder jeg har kendt, nu ligger hun der og jeg står her og ser hende for mig i fuldt flor.

Turistføreren kunne nogle detaljer. “Prøv at se nederst på Svend Kragh Jakobsens gravsten, der står “I samme jord lagdes 1908 Bournonville-danseren Valdemar Price.” Altså, balletanmelderen Svend har i 1972 købt gravstedet til sin mor Sisse i bevidstheden om at dele evigheden med Valdemar Price og hende og annoncere det på graven for efterverdenen. Tankerne har sine egne veje. Han kunne øvrigt se lige ned på det hvorfra han boede, 25 meter i luftline.

Kragh Jacobsen døde i 1984, og nu lever vi rigtignok i en tid, hvor det er småt med balletanmeldere, som var små konger med så stor status, så Preben Kaas engang skråede over vejen fra ABC-teatret, for at tæve ham efter en dårlig anmeldelse, ikke af en ballet, naturligvis. Det siger mere om pressens forandring end om ballettens. Ikke langt derfra ligger balletmester Flemming Flindt under et flot, skulpturelt mindemærke.

Vi går videre, jeg fotograferer egern. De normalt sky dyr er halvtamme her midt i storbyen. Vi går ind den ottekantede kirke i hollandsk stil med pyramidetag. I skyggen ser jeg på listen på min telefon over de grave, jeg ville se.

Om lidt kan vi gå på Promenaden, min gamle viceværts kontor efter arbejdstid, tror jeg, men den ældgamle bodaga er lavet om til fransk fusionskøkken og  haute cuisine, væk er billiardbordet og alle de sjove fotos, det af Salman Rushdie med nissehue og nisseøl. Vi havde ikke lige tænkt os hvidvin og Moules marinée:

Men også mere prominente folk har gæstet Promenaden på J-dagen. Den 11. november 1996 sad forfatteren Salman Rushdie på Promenaden sammen med et par folk fra den danske Rushdie-komite, da Tuborgs lastbil rullede op foran vinduerne, og nissepiger kom syngende ind i lårkort og huer med blåt blik.

En af huerne fik Salman Rushdie, som straks tog den på og bad om endnu en til at tage med hjem til ungerne. Til stede var også fire sikkerhedsfolk, som på forhånd havde spurgt, om det var ok, at Rushdie besøgte Promenaden, selvom han dengang var efterstræbt på livet, efter det iranske præstestyre havde udstedt en fatwa over ham på grund af hans roman De Sataniske Vers. Over den plads, hvor han sad, hænger i dag et billede af Rushdie iført Tuborg-nissehue.

Vi går videre, vi vil sidde udendørs i den tindrende sol. På næste hjørne ligger Dan Turell’s stamværtshus Frederik VI, der stadig rummer en del Turell-memorabilia. Det ligger i  samme ejendom, hvor han boede og hvor hans kone stadig bor.

 “Promenaden er lavet helt om,” siger jeg til den søde servitrice. “Det ved jeg ikke, jeg har aldrig været der.” Jeg er tørstig, jeg tyller en hel kande stempelkaffe og en danskvand, og jeg giver hende rigeligt med drikkepenge. Hvorfor er jeg pludselig så tørstig, tænker jeg?  Vi kører langsomt hjem over Vodroffsvej og Søerne. Alle er ude og gå i det blændende vejr.

(Jonas Collin, H.C.Andersens velgører. Læg mærke til, at gravstenen er nøjagtig som Andersens på Assistens Kirkegaard. Den er flyttet derfra i 1914 og til Frederiksberg, fordi det generede nogle i familien Collin, at den stod i skyggen af Andersen, siger turistføreren. Nederst prof. Jacobsons klinik på Kochsvej. Tredje fra neden den balsamerede mystiker Martinus.)