“SVT gör vänsterdrama av Julia Caesar-fallet”

“Rasistsajten Snaphanen”, det har jeg jo vænnet mig til er den moraliserende tone i Sverige, for det der skal gå for at være politisk debat. Det er kun i Sverige, udenfor denne enklave betragtes jeg som en almindelig konservativ, bortset fra i små, venstrekstreme sekter. Main-stream i Sverige er med andre ord en venstreekstrem sekt i en europæisk sammenligning. Svenskerne ved det ikke, for svensk journalistik formidler ikke borgerlig dansk debat, kun venstresiden og nogle kunstnere, der har en indstilling som flugter med deres. I går fremstillede SR f.eks. Michala Bendixen og Leif Borch Hansen som “en folkebevægelse.”

Det er også kun i Sverige, at en journalist i fulde alvor kan bebrejde en anden journalist – min kronikør – at hun “hetzer mod journalister og politikere.” Hamrud og Orrenius skjuler ikke engang, at de er en del af den politiske magt. Nu var kronikøren altså  blevet for stor, nu skulle hun kanøfles af samtlige svenske “journalister”, der så nødigt vil miste deres jobs og ville demonstrere deres rette, magttro sindelag. Hun skulle ned med nakken for at bedrive klassisk journalistik, hvad enten man kan lide tonen eller ej. Den journalistik de selv har forrådt for mange år siden. Hun agter dog at skrive en kronik på lørdag, hvis hun er i nærheden af en internetopkobling, fortæller hun i dag.

Der har om denne sag været publiceret i nærheden af 50 svenske avisartikler. De er allesammen nærmest makabert enslydende, ikke én journalist vover at vælge dissens. Det er disse klicheer og tomme kalorier, de undervurderer deres læsere med at servere. Det er denne parodi på fri debat og demokrati, de spises af med. Imens bugner min inboks med mails, der vil tilbyde min kronikør beskyttelse og husly.

At gøre politisk argumentation til et sprøgsmål om “had”, er et direkte angreb på demokratiets principper, og man kan også konkludere efter denne affære,  at der ikke kan føres en demokratisk diskussion om indvandringen i Sverige. Den er knækket over i to dele, en officiel og en folkelig, og det værste er, at det måske netop er meningen. Svenske journalister saboterer ivrigt og med fuldt overlæg demokratiet. Deres redigering og deres ordvalg viser det med al tydelighed. Pressens hensygnende hegemoni vil, at folket skal blande sig udenom.

I Jerusalem sidder en svensk journalist, Nathan Sachar, og priser sig lykkelig over at være undsluppet mareridtet. (minut 24:30) “Vad du är lycklig, som inte levar här,” siger kolleger udenfor citat. Sachar har ikke boet i Sverige i 43 år. Selv forlod jeg med en vis lettelse Sverige i 2004. Jeg har kunnet skrive i samtlige danske aviser, men aldrig i en svensk, og jeg ville ikke bruge så meget af min tid i et land, der ikke er frit. Sverige er et teater- og pseudodemokrati, dem der sidder med magten gratulerer det, de andre kan ikke komme til orde, eller rettere, kunne det ikke før internettet og de blogs, som nu er blevet så store, at magten må svine dem til.

Til Helena Giertta kan jeg sige, at jeg overhovedet ikke er anonym, og min kronikør var det af letforståelige grunde, og har ivørigt en grundlovssikret ret til at være det. Orrenius og Hamrud ved, at anonymitet i Sverige kan være forskellen mellem vold og sikkerhed, og de spillede bevidst på det med deres trusler om publicitet. De er altså indirekte voldmænd, men alligevel er de gået under jorden og fremstiller sig selv som ofre rygklappet af alle  deres følgagtige kolleger.

At der er så mange svenskere, der foragter pressen så dybt og ikke rører svenske medier med en ildtang, er et opmuntrende sundhedstegn. For der er en hel del folkelig fornuft i Sverige, som er tyranniseret af en lille klike ekstremister.

Avpixlat: SVT gör vänsterdrama av Julia Caesar-fallet. Imens breder historien sig: The public lynching of a critical voice, Helena Giertta: Hatet är ett demokratihot, se videoindslaget. Se også LEDARE: Journalisternas dödsryckningar