Heinz Rudolf Kunze

„Willkommen liebe Mörder, fühlt euch wie Zuhause, nichts nehmen wir euch übel, Empörung? Nicht die Spur, ihr habt halt eine andere Umbringekultur“ (hele teksten)

Dette ubændige had

Af Geoffrey Cain, cand. mag. og art. i spansk, engelsk og fransk

I en interessant selvransagelsesproces spurgte Politikens Michael Jarlner, hvorfor de politisk korrekte ikke var opmærksomme på de uheldige følger af masseindvandring. Var de ikke blevet advaret? Jo da, i højeste grad. Folk som Søren Krarup og professor Ole Hasselbalch havde råbt vagt i gevær lige siden den skæbnesvangre udlændingelov af 1983, der gjorde Danmark til et åbent markland med fri adgang til alle. Og som tak blev de dæmoniseret og ganske ofte fysisk truet. Allerværst gik det ud over Pia Kjærsgaard, der hurtigt blev et symbol for ondskaben selv. Et Ondskabens Ikon.

Det skrev jeg to bøger om – den første, Ondskabens Ikon med et bidrag fra cand. mag. Preben Breds – kom i 1999, den anden, Gensyn med Ondskabens Ikon, kom i 2006. Den sidste blev stort set ignoreret, men den første, Ondskabens Ikon, vakte en del postyr. Venstrefløjen var enig om at fordømme den, men alligvel var der en vis anerkendelse af, at bogen havde fat i noget. Eksempelvis David Rehling, der alle dage har næret et ubændigt had til Pia Kjærsgaard (”det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer…og tilmed spredt sin nødtørft”) men som alligevel kunne se, at noget var galt. I Information (10. februar 2001) måtte han efter den obligate bagatellisering nølende indrømme at

”nærværende anmelder er ikke fornøjet over de af eksemplerne, der fremstiller Kjærsgaard som morder eller luder. (…) En ubehagelig sandhed har Cain fat i, når han peger på, at der i de ekstreme fordømmelser af Kjærsgaard ligger en betydelig grad af selvgodhed og jungsk arketype-projicering af ubehaget ved inderst inde at ane sig enig med hende”.

Det der med arketyper, altså grundsymboler, bragte ham snublende nær bogens anden pointe, at de politisk korrekte fordømmere brugte – uden at ane det – de samme symboler, som nazisterne brugte om jøderne. Det vil sige, at det i virkeligheden er dem, der er nazismens arvtagere, fordi de – igen uden at ane det – har overtaget nazisternes menneskesyn.

Jøden var en grib. Det var Pia K. også.

Jøden var en morder. Det var Pia K. også.

Jøden var en rotte. Det var Pia K. også.

En af af stereotyperne var en hund (Jyllandsposten, Ekstra Bladet, Svikmøllen og Berlingske Tidende), en slange (Kristeligt Dagblad), en haj (Berlingske Tidende), og naturligvis også et svin (Ektra Bladet). ”Pia, du er en so”, proklamerede entertaineren Michael Carøe, og Carsten Jensen bidrog til højnelsen af ”tonen i debatten!” ved at spørge om Pia Kjærsgaard ”kunne smage på en mands sæd, hvad han have drukket dagen før” (Politikens Kultursektion, 19. maj 2002). Og videre over stok og sten. Dog havde de politisk korrekte én fornærmelse, som ikke engang nazisterne havde fundet på: Pia K. var afføring. Både Berlingske Tidende og Kristeligt Dagbladet viste hendes hoved kiggende op fra en toiletkumme og Roald Als skrev det ud i pap i Politiken.

Har det ændret sig nu? Ja, lidt, omend ikke ret meget. Hadet til Kjærsgaard er blevet afløst af hadet til Inger Støjberg, der ifølge en kendt sangerinde ”lugter af pis”. Man fornemmer – i DR, Radio 24Syv, Information, Politiken og læserbrevene i Ekstra Bladet – den samme voldsomme afsky, der i så mange år har skræmt andre fra at ytre sig.

Hvor kommer dette had fra? Jeg blev personligt opmærksom på det under kampagnen mod Sydafrika, hvor der dengang herskede et apartheidstyre, som alle kunne blev enige om at hade. Men mærkeligt nok kunne ingen hidse sig op over det slaveri, der eksisterede samtidigt i mindst fire afrikanske lande: Niger, Sudan, Senegal og et, som jeg ikke længere kan huske, hvad var.

Så slaveriet var ikke så slemt, kunne man forstå? Ingen interesserede sig for det i hvert fald, men det ville man med den største sandsynlighed have gjort, hvis det havde være europæere, der stod bag. Det var dem, man var ude efter, de hvide sataner som tilhørte den vestlige civilisation – en civilisation, der var bundrådden og skulle væk. Ja, det var faktisk os selv, der skulle væk, og denne animositet – ofte flammende op som det rene had – blev den mørke side af hippie bevægelsen. Udadtil peace and love, men overfor de misliebige noget helt andet og med et helt andet ansigt. Og dette ansigt kan man stadig se i skrift og tale hos de politisk korrekte og lyslevende hos de autonome, der er parate til at brænde alt ned, som har tilknytning til deres hadeobjekt par excellence: det hvide kristne Vesten. Alle, der har deltaget i SIAD-møder eller har spadseret rundt om søerne i selskab med Nicolai Sennels og hans For frihed-bevægelse, vil kunne forstå, hvad jeg taler om.

Så hvor kommer hadet fra? Og hvorfor var det så ekstremt i Pia Kjærsgaards tilfælde? Andre medlemmer af hendes parti har ikke haft de samme problemer. Hverken Peter Skaarup eller Thulesen Dahl har mig bekendt haft brug for en livvagt, selv om de har præcis de samme holdninger som Kjærsgaard. Så hvorfor lige hende? Er det hekseafbrænding i moderne form? Læs lige denne besynderlige tekst af læserbrevskribent Sune Holm i Politiken, 15. april 2001, hvor han beskriver sine mareridt med ord, der giver stof til eftertanke:

”(…) Hun har været efter dig igen. Hende den unævnelige. Med sin skærebrænderstemme har hun jagtet dig gennem mørke, fugtige gange, op ad endeløse trapper fra et mørkt dyb, hvor din allerværste frygt befinder sig: Hendes navn er Pia Kjærsgaard. Du ved det måske ikke, men hun er ikke farlig. Det er bare noget, du bilder dig selv ind. Hun er bare en lille pige med et lagen over sig, der prøver at skræmme dig, en lille pige der trænger til opmærksomhed og kærlighed. Da vil du forstå, at hun er en del af dig selv.” Interessant tekst, ikke sandt? Det bekræfter nærmest, hvad David Rehling skrev : At han i de ekstreme fordømmelser af Kjærsgaard så ”en betydelig grad af selvgodhed og jungsk arketype-projicering af ubehaget ved inderst inde at ane sig enig med hende”.

Var det også det, der dengang lå bag heksebrændinger? Og alle andre af historiens rædsler? Eller var det bare ren og skær mobningslyst – en lyst vi deler med de fleste andre levende væsener. Det spurgte man engang en historiker om.

”Det spørgsmål skal du ikke stille til en historiker”, svarede han. ”Hellere til en psykolog. Eller en psykiater”.

(Gensyn med Ondskabens Ikon kan downloades gratis fra nettet)