Af: Palle Almindsø  –  Bjørn Nørgaard Slangen, Bispebjerg 2006, © Snaphanen.dk. klik op f. helskærm

Mens magthaverne på den store scene strides om supermagtstatus, hvor EU prøver at gøre sig gældende gennem strategiske øvelser for at opbygge et hegemonisk center for menneskerettigheder…., er Danmark overladt til kampen for national suverænitet –

Er danskerne generelt og som flertal betragtet tilfredse med EU, er de til gengæld bekymrede for at miste suverænitet. Dette sker i stadig stigende omfang, alt imens en megafon som Ole Ryborg roligt og blødt luller os i søvn med forsikringen om, at ” alt går rigtigt til”

Jeg gik i gymnasiet kort efter at samfundsfag var blevet obligatorisk og var en af linjerne man kunne vælge, hvis man ikke var god til sprog eller matematik. Jeg husker bla. en af definitionerne på politik: ”spillet om magten til at definere rammerne for den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund.”

Hvem styrer vores land?

Da jeg senere selv kom til at undervise i dette fag, var det ikke i første omgang denne definition af begrebet politik, jeg havde oppe at vende med eleverne men derimod spørgsmål som fx Hvem er det der styrer vores land? Politikerne, dvs Folketinget og/eller regeringen, de rigeste, medierne, domstolene, bankerne, NGO´erne, reklamen eller EU?

Uden selv at sidde på definitionsmagten var det mere min rolle at aktivere den kritiske tænkning, hvilket for mig altid har betydet en granskning og analyse af vilkårene for hvad vi tænker. Der kom forskellige svar der til sammen rummede de nævnte aktører. Eleverne havde deres ideer, men de måtte indrømme, at de dybest set havde dem fra deres forældre eller medierne. EU var der kun få der troede på som en vigtig faktor i kampen om magten….dengang.

Siden Kul- og Stålunionen i 1958, der senere blev til EF, der igen pegede frem mod en føderal konstruktion, har EU rykvist bevæget hen imod et Europas forenede stater med en stadig mere åbenlys bevægelse i retning af en opløsning af nationalstaterne. Her har en mand som Morten Messerschmidt, der selv har siddet i EU, gjort sig tanker om dette i sin bog Farvel til Nationalstaten. Heri gør han rede for forholdet mellem demokrati og menneskerettigheder. Med afsæt i en sag om klimaet i Holland i september 2019 skriver han:

Politik bliver til jura

”Med internationalismen bliver stadig flere politiske spørgsmål som klima, udlændinge eller velfærdspolitik til jura, der ikke kan afgøres af de folkevalgte men af internationale domstole. Men hvor går man hen som vælger, hvis det ikke længere er de valgte der bestemmer?” (Messerschmidt 2020 s. 81)

Her rører han ved et centralt punkt, i takt med at menneskerettighederne breder sig og gerne overtrumfer de nationale parlamenter, bliver det sværere for den enkelte vælger rundt omkring i Danmark, Sverige eller Frankrig at gennemskue, hvor magten egentlig ligger. Dette handler ikke om populisme eller letkøbte meninger, det er den skinbarlige politiske virkelighed, jeg søger at analysere og definere, den virkelighed, der som et spindelvæv konstant bliver udvidet og mere og mere fintmasket for hver sag, der kommer for menneskeretsdomstolen. Det sker hver dag.

Det handler bl.a. om konventionerne: som er mellemstatslige, internationale aftaler med forpligtelser og forholdsregler om et bestemt emne. I EU-regi bruger man i stedet lovgivning, der forpligter medlemslandene juridisk. Tidligere har EU-landene indgået konventioner, som senere er blevet til EU-lovgivning. Det gælder f.eks.:

EF-domskonventionen fra 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i civilsager, herunder handelssager. Den kaldes også kaldet Bruxelleskonventionen og blev i 2001 til EU-lov ved EU-domsforordningen. Danmark har en parallelaftale.
Romkonventionen fra 1980 om hvilken lov, der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. Den blev i 2008 til EU-lov ved forordning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I).
Dublinkonventionen fra 1990, der handler om, hvilket land der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Den blev til EU-lov i 2003. Dublinforordningen blev senest revideret i 2013.
Schengenkonventionen om grænsesamarbejde fra 1990. Schengensamarbejdet blev med Amsterdamtraktaten i 1999 til en del af EU-samarbejdet.

Konventionerne har ædt sig ind i de nationale parlamenter

De seneste tredive år har konventionerne ædt sig ind i de nationale parlamenter rundt på kontinentet, og som gøgeunger skubbet de enkelte landes egen mulighed for demokrati og autonomi ud af reden.

Tag nu bare spørgsmålet om børnene fra Syrien. Som vi ved afviser de fleste politikere, at Danmark skulle efterlade sine ”egne statsborgere” i Syrien. Men i stedet for at argumentere hvorfor disse mennesker skulle tilbage til Danmark var partierne fra starten i defensiven: Det vil stride mod konventionerne. Spørgsmålet er ikke om vi vil det, men derimod om vi må, eller snarere om vi tør?

Appeasement, frygt og selvfed humanisme

Denne kujonagtige holdning besmykker man så med udsagn som fx -Det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, hvis vi nægter at tage imod dem. Altså en blanding af appeasement, frygt og selvfed humanisme. Omtrent på samme niveau som når NGO´ere hjælper den afrikanske befolkning til Europa. Til helvede med Danmark og dette lands grundlov for ikke at tale om det voksende kultursammenstød, ethvert tilløb til diskussion om disse ting bliver affejet som udslag populisme, de letkøbte fremmedfjendske meningers ideologi, og på den måde kan mainstream-medierne altid føre sig frem som talerør for den sande humanisme.

Siden 1992 har den Europæiske Menneskeretskonvention været en del af dansk ret. Det har betydet, at en række afgørelser, hvor danske domstole i anvendelsen af danske love er blevet underkendt. Spørgsmålet nu hvad disse menneskerettigheder og deres stadig mere fremtrædende rolle betyder for folkestyret, og hvad betyder det for folkestyret at vores politikere lader sig binde på hænderne og afstår fra at gennemføre det de gerne vil? Eller det som deres vælgere gerne vil.

“Selv om parlamentet afspejler folkets vilje, så har det stadig mindre magt, fordi rigtig mange ting afgøres af domstole, centralbanker, handelsaftaler og internationale institutioner. I denne analyse er EU den form, problemet antager i Europa. Dette afføder igen en voksende magtesløshed og vel også en mistillid til politikerne som selvfede kustoder uden nogen beføjelser eller nogen ambitioner andet end ønsket om at blive genvalgt. Her gælder det om at gennemskue mediernes lumpne spil med at sløre det bedrag vi, dvs vælgerne bliver udsat for.”

”Demokratiet er ikke løsningen, men den metode der fører os frem til de mindst ringe løsninger. Derfor er det forkert. Derfor er det forkert når vi taler om i skole og uddannelsessektoren at opdrage til demokrati. Der findes ikke et demokratisk menneske, allerhøjest en demokratisk indstilling. Og den kan vi lære de unge: om loven, om retssamfundet og om magtens tredeling, ligesom vi kan lære om det gode argument, om taleegenskaber og meget andet, som gør dem vidende, kloge og nysgerrige mennesker, ikke bare for demokratiets skyld men for deres egen.” (M.M. 2020 )

En ideologi, hvis formål det er at begrænse det egentlige demokrati

Dybest set handler menneskerettighederne om at begrænse magtudøvelsen …mens demokratiet er den formelle arena, hvor politikerne kæmper om at fastlægge rammerne/det materielle, så er menneskerettighedernes ide at begrænse de folkevalgtes beføjelser, derfor bør det vække bekymring hos vælgerne når stadig flere områder bliver anliggender for menneskerettighedsanliggende. I en EU-sammenhæng bliver vi efterhånden bevidste om, at det liberale demokrati skal forstås som et samfund bygget på en internationalistisk retsorden med menneskerettighederne i fokus. Der er som nævnt tale om en ideologi, hvis formål det er at begrænse det egentlige demokrati.

Er man klar over, hvad det er, der sker med vores nationalt funderet demokrati i disse år? Er man virkelig klar til at vinke farvel til folkestyret? Derfor kommer en stor del af debatten til at kredse om spørgsmålet ”Må vi” af hensyn til de internationale aftaler. Og her vil jeg ikke undlade at pege på mainstream-mediers rolle som de moralske politimænd, der fastholder bevægelsen væk fra den suveræne nationalstat, der ofte bliver hånet som et populistisk tvivlsomt projekt i opposition til ideen om menneskerettighedernes prærogativ.