Romerrigets fald, moderne paralleller: Uden de dyder, der skaber civillisationen, kan dens overlevelse ikke sikres

EU vil ikke forsvare os, for dette er, hvad EU ønsker for at opløse nationerne og gribe al magt for sig selv og deres globalistejere. I dag siger Merkel, en af de værste statsopløsere: „Ja, wir haben das geschafft“.

Her ved grænsen bruges alle tricks. Børn får cigaretrøg i hovedet, så det ser ud på tv som om de græder. Polakkerne har taget kvinder og børn over grænsen, og spurgt dem om de vil søge asyl i Polen. Det ville de ikke, de vil til Tyskland og Sverige. Så blev de sendt tilbage til Hviderusland, og hvis alle bliver det, har Lukachenko skudt sig alvorligt i foden.

Vores sandsynlige skæbne er kommet op som video igen: The Fall of Rome: Modern Parallels. Se og lær, især de unge, hvis fremtid forsvinder i disse år, uden at de løfter en finger. De er særligt uegnede til at forsvare de frie livsforhold, de betragter som selvfølgelige. De er opvokset med feminiserede idealer i et antiintellektuelt klima i et politiserende uddannelsessystem.

For os andre er deres fremtid fortiden, vi var heldige at leve i den gode tid, så vi kan takke af uden at være aldeles snydt. Men vi har en følelse for demokrati, frihed og en af verdens ældste nationer. Uden et folk, intet folkestyre, og det er det, vi mister i disse år. De globalistejede medier holder emnet af dagsordenen, for tiden kaldet “agendaen.”

Vi blev født i et demokrati, der nu umærkeligt er gledet over i et oligarki. De rigestes efterhånden fascistoide herredømme. De der tror, de stadig lever i et demokrati, tager sig dummere ud, end det måske er nødvendigt.

Min sidste illusion desangående forduftede, da danske politikere pudsede politiet på mig den 8 maj 2019. Hele mit liv blev endevendt, min lejlighed ransaget uden dommerkendelse, og jeg selv lagt i håndjern. Alt dette for en påstået overtrædelse af en ikke særlig alvorlig paragraf 264 d i straffeloven.

Jeg leder endnu efter den forbindelse til daværende justitsminister  Søren Pape Poulsen, der naturligvis findes, hvis nogen har noget at bidrage med og måske skammer sig på den tidligere retsstats vegne.

Kulturelitens selvcensur

af Henrik M. Jensen

Ingen lesbiske detektiver til araberne

Censur er ikke et positivt ladet ord, selvcensur er værre, og ingen kunstner fra den frisindede, kreative klasse ville offentligt indrømme, at hun udøver selvcensur for at tækkes et totalitært regime.

Så når en forhenværende Politiken-journalist ved navn Lone Theils, der tilhører den efterhånden endeløse række af skribenter, der fusker i krimigenren, udgiver en lydbog om en lesbisk detektiv til det arabiske marked, og gladeligt går med på at fjerne hovedpersonens lesbiske identitet og dertil hørende sexscener, er der overhovedet ikke tale om censur.

I stedet hedder det “Versionering”, og det lyder også meget bedre.

Det er ikke værdiladet, bare noget teknisk der handler om “tilpasning af et produkt til et andet sprogområde eller medie”. Og så har kulturping Lone Theils ikke udøvet selvcensur og bøjet sig for Saudi-Arabiens koranbaserede lovgivning.

Nej, Lone Theils har foretaget en “versionering”

Også Rifbjerg

Samme historie oplevede vi i 70’erne, universitetsmarxismens store årti,, da A/S Politikens frisindede og rebelske skriverkarl Klaus Rifbjerg var så forhippet på at få udgivet sine bøger i det kommunistiske DDR, at han underlagde sig den statslige censur, der gjorde hans bøger “salonfähige” for diktaturet.
Og som i Theils tilfælde var det især sexualscener, der blev luget ud.

Men kunne man forestille sig Rifbjerg og Theils acceptere censur fra Indre Mission og Jehovas Vidner for at kunne udkomme i hhv. Vestjylland og på Samsø?

Uha nej. Så ville en kulturradikal medie-ping blive rent til grin! Men at underkaste sig censur fra totalitære regimer er ikke til grin. Det er “versionering”.

Inspirationen fra De Radikale

Denne ageren falder i tråd med Det Radikale Venstres historie fra starten i 1905, da partiet opstod i protest mod anlæggelsen af den københavnske befæstning, et projekt, der skulle beskytte nationen mod at blive udraderet af det kejserlige Tyskland. “Hvad skal det nytte?” lød det fra Hørup og Politiken. Så hellere indordne sig under den prøjsiske militarisme.

Og da nationalsocialisterne i mellemkrigstiden bankede på, sørgede de Radikale sammen med Socialdemokraterne for en afrustning af Danmark, så vi ikke stod i vejen for Det tredje riges ekspansion.
Efter 2.verdenskrig dukkede Sovjetunionen så op ved grænsen, og de Radikale var sammen med den yderste venstrefløj klar til at samarbejde med diktaturet og bekæmpe NATO.

Knæfald for islam

Men trods kulturelitens og De Radikales ihærdige indsats bukkede den prøjsiske militarisme, den nationale socialisme og den sovjetisk kommunisme alle under.

Nu har islam så fået fodfæste i Danmark, godt hjulpet på vej af De Radikales “humanistiske” indvandringspolitik.

Og radikale politikere gør, i god forståelse med kultureliten, hvad de kan for at tækkes det nye muslimske herrefolk.

Og forhenværende Politiken-journalist Lone Theils knæfald for saudiarabisk censur føjer sig logisk ind i De Radikales tradition for at ligge under for totalitære ideologier.

Eller “VERSIONERING” som det hedder på moderne “kulturradikalsk”.