Tim Pallis i samtale med Marianne Stidsen, Vartov 2022, Foto © Snaphanen.dk

Af Tim Pallis

Nymarxistisk identitetspolitik woke-mentalitet og moderne kulturterror

På grund af de mange historiske og ideologiske betydnings lag i ordet “woke” har jeg valgt at beholde det oprindelige udtryk. Ordet betyder noget i retning af politisk og social vågenhed, at været vækket til bevidsthed og kamp. Man er lysvågen og vakt, grænsende til afklaret.

Woke blev oprindelig brugt i forbindelse med modstanden mod slaveriet i midten af 1800-tallet og blev genbrugt af venstrefløjsgrupper i 1960’erne. Det er siden 2014 atter blevet udbredt i den amerikanske nymarxistiske venstrefløj, som hylder CRT´s (critical race theory) identitetspolitik og intersektionalisme herunder Black Lives Matter bevægelsen, som er prototypen på vor tids racisme.

Om det vanvid, der hersker i USA gennem Black Lives Matter bevægelsen, siger Nigel Farage: “BLM aim to destroy our history, culture, religion and pave the way for a Marxist takeover. When will the media wake up?”

Det vil de nok ikke i Danmark, for vores kulturminister Ane Halsboe Jørgensen har udnævnt Vibeke Borgbjerg, forskningschef på journalisthøjskolen til formand for medienævnet, som skal give tilskud til medier. AHJ angriber Berlingske Tidende for at huse blogindlæg fra højrefløjen!! Specielt nævnes præsterne Sørine Godtfredsen og Marie Høgh og psykolog Nicolai Sennels.

Måske er det ikke (kun) fredens religion vi bør frygte, men snarere deres tro væbnere i Enhedslisten, SF og Det radikale Venstre, som har de skatteyder betalte medier i ryggen.

Det ligner det, der engang på Lenins tid i 1920rne blev kaldt “kulturterror”. I min optik er nymarxistisk identitetspolitik, kritisk race teori og woke mentalitet netop moderne kultur terror.

Som kulturkommissær i Ungarn 1919 iværksatte Bela Kun´s (1886-1939) bolsjevistiske regime, hvad der blev kendt som “kultur terror”. Han instituerede et radikalt sex uddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje i en alt for tidlig alder.

De blev fortalt om det gammeldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksuelmoral. Denne såkaldte “kultur terror” skal derfor opfattes som en forgænger til den politiske korrekthed og woke kulturens identitetspolitisk.

Frankfurterskolen brugte Freuds idé om pan-seksualitet og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder.

Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere, det skulle institutionerne nu være.

Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældet.

Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også værnepligten. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder bliver erklæret for undertrykte og mænd for undertrykkerne.

“Giv mig blot én ungdomsgeneration, og jeg vil ændre hele verden.”

For at opnå dette, var det nødvendigt at nedbryde de traditionelle forestillinger og de eksisterende sociale strukturer og erstatte dem med noget nyt. Den patriarkalske sociale struktur skulle erstattes af matriarkatet. Forestillingen om at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige roller skulle erstattes af en slags marxistisk androgynitet.

Og forestillingen om at heteroseksualitet er normalen skulle erstattes af forestillingen om, at homoseksualitet er normalen. Hele øvelsen går så vidt jeg kan se ud på at erklærer den hvide, heteroseksuelle mand for racist.

På et initiativ af Vladimir Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Institut i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Han sagde: “Giv mig blot én ungdomsgeneration, og jeg vil ændre hele verden.”

Til stede var bl.a. den ungarske marxist Georg Lukacs (1885-1971), som udviklede ideen om “revolution og eros”, hvor han beskrev, hvordan seksuelle instinkter kunne bruges som destruktive instrumenter. Det er i dag blevet realiseret af den kulturmarxistiske identitetspolitik og intersektionalitet.

Til stede var også Willi Münzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en modbydelig stinkende kultur. Hvis man bliver pisset på, stinker man. Kun hvis man er i stand til at forrådne alle værdier og gøre det traditionelle familieliv ulideligt, kunne man indføre kulturmarxismens utopi.

Ødelæg familien og du ødelægger nationen

George Lukacs så Frankfurterskolen som svaret på spørgsmålet: ”Hvem skal frelse os for den vesterlandske civilisation?” Han var overbevist om, at den eksisterende kultur skulle destrueres, for at den nye marxistiske kultur kunne realiseres. Ødelæg familien og du ødelægger nationen, det var Lenins kongstanke.

Det er umådelig interessant, at man allerede på Lenins tid indså at arbejderklassens kamp mod de borgerlige klasser allerede havde spillet fallit. Det var ikke nok med en klassekamp for at ændre samfundet, fordi arbejderne ikke var 100 % med. Derfor måtte man etablere en kulturel identitetskamp for at kunne smadre borgerskabet.

Jeg kan godt lide Lars Hedegaards forståelse af, at Donalds Thrump´s republikanske bevægelse i virkeligheden er god gammeldags klassekamp. Det interessante og nye er, at Trump har fat i arbejderklassen og middelklassens gammeldags amerikanske værdier og ikke de store elitære klasser, som omfatter forretningsverden, bankverden, kunst og underholdning og de store tech firmaer.

Man har i Sverige siden Olof Palmes (1927-1986) tid gjort et ihærdigt forsøg på, at feminisere det politiske og sociale liv i den nymarxistiske identitetspolitiske retning. Men samtidig har det svenske samfund inviteret et par millioner mennesker til landet, som ikke er med i den nymarxistiske feminismes politiske rus. De har nemlig deres egen forståelse af kvindens plads i familien.

Civiliserede mennesker går ikke ind for kvindeundertrykkelse, går ikke ind for drab på homoseksuelle, går ikke ind for giftermål med små piger, og går ikke ind for æres drab på ens egen datter, hvis hun uheldigvis er blevet forelsket i en svensk fyr. Islam går ind for, at shariah står højere end de skandinaviske landes grundlove.

Muslimske kvinder er diskriminerede og undertrykte af hele familien, fordi hun ikke må være sig selv, men altid ejet af en mand – først sin far og derefter sin mand, som hun selvfølgelig ikke har valgt selv. Det har familien nemlig, og det er ofte hendes fætter. Det er ufatteligt at den svenske feminisme har været i stand til at skjule det faktum i så mange år.

Det er kvindens far, som har arrangeret ægteskabet, og han kan dræbe hende, hvis hun ikke vil. Som lille blev hun et offer for en smertefuld omskærelse, som fjernede hendes skamlæber og undertiden også klitoris. Der er kvinder i de asiatiske lande som bliver stenet ihjel, eller får piskeslag fordi de vil være frie.

Og burkaen, nikapen eller hijab’en er ikke bare lidt stof, men fortæller: “Jeg er ren og du er uren, jeg er tro og du er vantro, og jeg vil aldrig gifte mig med en kristen”. De ikke hijap klædte piger og kvinder skal ikke respekteres, men generes, foragtes og voldtages for deres vantro.

Derfor er den muslimske kvinde resten af livet klækkeligt tilhyllet i stof fra top til tå, når hun går ud og må ikke bevæge sig frit ude i samfundet i samvær med mænd udenfor familien. Selvfølgelig kan hun heller ikke lade sig fraskille uden samtykke af sin mand, og hun kan naturligvis ikke blive gift med en, der ikke er muslim.

Hendes vidneudsagn i en retssal er begrænset såvel som hendes arveforhold. Hvis hun skulle være så uheldig at blive voldtaget, og hun melder det, men ikke kan finde 4 mandlige vidner til voldtægten, så kan hun findes skyldig i hor eller ægteskabsbrud og straffes med pisk eller stenes til døde.

Muhammed har sagt, at kvinden kun er halvt så intelligent som manden, og at de fleste kvinder vil ende i helvede, så de ikke kan genere deres mand, som er i paradiset og der betjenes af et utal af villige jomfruer. Så der er perspektiver i det for mændene, men ikke for kvinderne.

Manden i en muslimsk familie må gerne være sin kone utro, for der er ingen Metoo i shariapolitikken. Voldtægt i familien er almindeligt, for hun må ikke nægte sin mand samleje, hvis hun ikke menstruerer.

Jeg kan ved Gud ikke forstå, at Enhedslisten og Det radikale Venstre kan skjule disse tydelige umenneskelige forhold i den muslimske sharia-familiepolitik, og samtidig være så emsige med hensyn til at fremhæve menneskerettighederne.

Et led i nymarxisternes bestræbelser på at nedbryde det borgerlige samfunds traditionelle værdier for at få mere magt går ud på, at LBGT+ skal betragtes som helt normale identitetspolitiske valg. De er ligefrem forbilleder.

Hordernes hærgen

Minoriteter af alle slags og hudfarver af alle slags er nu identitetspolitiske redskaber til at udskamme, underkue og bekæmpe flertallet og den hvide heteroseksuelle mand, som betragtes som patriark, kvindeundertrykker, familietyran, fascist og racist ifølge den politiske “videnskab” ved navn kritisk raceteori.

Den traditionelle familie betragtes som gammeldags, undertrykkende, på et åndeligt sinkestadium og pædagogisk håbløs. De hjemmegående husmødre er selvfølgelig dumme, reaktionære med en falsk bevidsthed om deres egen fornedrelse og undertrykkelse. At den radikale venstrefløj ikke tør sige dette om den muslimske familie også viser blot det store hykleri.

Black Lives Matter er ikke kun en sort antiracistisk bevægelse. Det er en hardcore racistisk og ideologisk organisation, der hylder en nymarxistisk opløsningstænkning og rettighedsfundamentalisme. Af Black Lifes Matters hjemmeside fremgår det, at bevægelsen arbejder på at sprænge kernefamilien, afvikle ciskønnede privilegier, nedbryde vestlige kønsroller, normer, værdier og sammenhængskraft.

Dens ledere er interessant nok en flok sorte kvinder, som står på skuldrene af Black Power Bevægelsen, De Sorte Pantere, Den Sorte Befrielseshær og Weather Underground, der alle forsøgte at omstyrte USA’s politiske system.

BLM’s mission er derfor at udrydde de hvides såkaldte overherredømme.

Meningen med galskaben er at skabe splittelse, konflikt og had i det bestående samfund, for at vi kan blive usikre på alt og føjelige overfor den nye stærke vilje til magt, som findes i de identitetspolitiske kamporganisationer. Der er ingen videnskabelig, spirituel eller rationel sandhed længere, den tilhører “hordernes hærgen”, som Douglas Murray kalder dem. Det er den nye kritiske raceteoris voldsmænd.

(Pågrund af rejseaktivitet m.m. går kadencen på Snaphanen ned de næste cirka 14 dage)