Danmark er for lille til fire landsdækkende omnibus-aviser, der skriver det samme

Af 2 x Lars Hedegaard

Mismodet breder sig på Jyllands-Posten, skriver fagbladet Journalisten. I forbindelse med en sparerunde har avisen sagt favel til en fjerdedel af de redaktionelle medarbejdere, og det bliver en tung opgave at få humøret tilbage, erkender ansvarshavende chefredaktør og tidligere kandidat for Enhedslisten, Marchen Geel Gjertsen.

Tretten journalister er fyret, og fem andre har fået en aftale om frivillig fratrædelse.

”Det var en dag med våde øjne, en dag med panik, og en dag med overraskelser af den dårlige slags gennem hele dagen, i takt med at fyringer blev rullet ud til kollegerne. Dagen i går var gennemsyret af tristhed.” Sådan beskriver bladets tillidsrepræsentant, Michael Stenvej, situationen. ”Der er frustrationer over fyringsrunden og afskeden med kollegerne, men der er lige så stor frustration for dem, der står tilbage og skal samle det her op,” siger Michael Stenvei, som har peget på faren for, at J-P ender som et ”afsvedet bombekrater”.

Stenvej savner en plan for, hvordan avisen skal ”favne” den nye virkelighed.

Chefredaktør Gjertsen synes ikke at have nogen anelse. ”Vi skal få skabt klarhed over, hvordan vores redaktioner skal indrettes”, siger hun. ”Jeg møder rigtig mange journalister, som faktisk næsten er blevet i tvivl om, hvorvidt der er brug for Jyllands-Posten”, erkender hun.

Store skarer af de tidligere abonnenter er også i tvivl om avisens eksistensberettigelse – så meget, at de har sagt den op.

For at få fast grund under fødderne, kunne Jyllands-Postens ledelse passende begynde med at analysere, hvad der er galt med det produkt, de prøver at sælge.

For ikke så mange årtier siden var det jyske organ Danmarks største avis med et oplag på hundredtusinder og en bugnende pengekasse. Jyllands-Posten var dengang solidt plantet i den jyske muld, og blev anset for borgerlig i den gamle betydning. Det gik så godt, at J-P fik visioner om at blive noget stort hos de københavnske intellektuelle, hvilket nødvendiggjorde et ryk til venstre. Desværre var hovedstadens intelligentsia allerede velforsynet med socialistiske tanker i Politiken og Information – alt mens de sindige jyder tabte interessen for deres gamle avis.

Så svaret på chefredaktør Marchen Geel Gjertsens spørgsmål, om der er brug for Jyllands-Posten, må blive nej. Danmark er for lille til fire landsdækkende omnibus-aviser, der skriver det samme. I virkeligheden kunne vi klare os med én – hvis vi altså gad læse dens moralske belæringer.

Desværre kan Jyllands-Postens fyrede medarbejdere godt opgive at søge arbejde på Politiken, ”Danmarks klimaavis”, som er begyndt at give en bonus til journalister, der selv siger op.

Nyt fra bananrepublikken USA

Biden-administrationens politistatsmetoder giver anledning til dyb bekymring

Af Lars Hedegaard

Der er noget, som undrer mig: Er der overhovedet ingen i regeringen, på Christiansborg eller i de statsgaranterede medier, som er ved at få kolde fødder over, at Danmark er tæt allieret med en stormagt, der siden 2021 med lynets hast har udviklet sig til et åbenlyst diktatur?

Det er USA, jeg taler om.

Hvor i den demokratiske verden prøver regeringen at sætte sin politiske opposition ud af spillet på opdigtede anklager – og kan man kalde en regering, der gør det, demokratisk? Ja, det foregår i lande som Rusland og Venezuela, og i Nordkorea og Saudi-Arabien bruger de endnu skrappere metoder mod eventuelle kritikere. Men i USA, der skal forestille at være et demokrati?

Hvis nogen stadig tror det, bør de følge med i den retssag mod Donald Trump, der i går blev indledt ved retten i New York. Den tidligere præsident står anklaget for at have angivet for høje vurderinger sine mange ejendomme i den hensigt at opnå bedre lånevilkår i banken. Trump har ganske vist betalt alle lån tilbage til tiden, og ingen långiver har lidt ringeste tab. Der er altså ikke noget offer for Trumps ejendomsvurderinger. Hertil kommer, at de ledende banker, som han har entreret med, så som Deutsche Bank, naturligvis foretager deres egen vurdering, før de udlåner flere hundrede millioner dollars. Det er altså vanskeligt at forstå, hvilken forbrydelse Trump skal have begået.

Retssagen skæmmes yderligere ved, anklageren, demokraten Lititia James, blev valgt til posten som New Yorks statsanklager på det udtrykkelige løfte, at hun ville komme efter Trump (get Trump). Det syntes flertallet af vælgerne i den demokratiske étparti-stat var en glimrende ide, for de kan ikke lide Trump – hvad han så end har gjort dem.

Dommeren er også demokrat og har allerede inden retssagens begyndelse blameret sig ved at ansætte værdien af Trumps ejendom, Mar-a-Lago i Florida, til 18 millioner dollars. Der er tale om en kæmpeejendom beliggende på en grund på 20 acres og med direkte havadgang. Betydeligt mindre ejendomme nær ved er solgt for op mod 200 millioner, og den reelle værdi af Mar-a-Lago er formentlig et sted mellem 500 millioner og 1 milliard.

Dommeren har også besluttet at fratage Trump kontrollen over hans mange ejendomme i New York og har forbudt ham at drive erhvervsvirksomhed i staten. Anklageren forlanger, at ex-præsidenten skal betale $250 millioner i bøde.

Man må virkelig sige, at demokraterne går grundigt til værks. Ikke bare har demokratiske anklagere planer om at trække ham i retten for tre yderligere, påståede forbrydelser ud over den i New York. Nu vil de også ruinere ham og hans familie.

Diktaturer kendes på, at det går ilde for enhver, der træder magthaverne over tæerne – og tilmed har den dristighed at stille op til et præsidentvalg. Metoderne tager man ikke så nøje, og i USA’s tilfælde prøver magthaverne knap nok at skjule, at de vil knuse Trump med alle nødvendige midler – retssager, fængsel, valgsvindel, økonomisk ruin. Whatever it takes.

Uanset om man kan lide Trump eller ej, burde Biden-administrationens og hans justitsministeriums politistatsmetoder give anledning til dyb bekymring, hvis man altså er demokrat i europæisk forstand. Vi taler om en mand, der nyder støtte fra halvdelen af vælgerne, og hvis opbakning kun forstærkes for hver ny anklage, han forfølges for. Men når man har afskaffet demokratiet, er der ingen grund til at bekymre sig om vælgerne. Demokraterne ser også stort på, at deres ”lawfare” mod deres hadeobjekt får millioner og atter millioner af amerikanere til at miste tilliden til statens institutioner.

For at citere Daddy Warbucks fra musicalen Annie: Man skal ikke bekymre sig om de metoder, man brugte for at nå toppen, når man ikke har planer om at komme ned igen.