Ved Højbanen, Nørrebro, © Snaphanen.dk

Vi skal kunne tale om klankultur

Af: Nina Hjerpset-Østlie

”Svenske virksomheder bliver kapret og brugt som en finansieringskilde af de kriminelle bander. Men offentlige virksomheder er også ramt af de såkaldte velfærdsforbrydelser, som er vokset til et stort og dyrt problem i Sverige. Det fremgår af rapporten Kriminelle iværksættere – en undersøgelse af organiseret kriminalitets forbindelser til erhvervslivet, som blev offentliggjort tirsdag”, rapporter Dokument 16. januar.

Svenskernes vedvarende problemer med klankriminalitet er velkendte, men de er ikke alene om at have bragt ondskaben på banen.

– Svenske myndigheder har ringe viden om den vigtigste sociale enhed for mange af de immigranter, der kommer til Sverige: klanen, sagde journalist og forfatter Per Brinkemo i juni 2016. Desværre kunne han lige så godt have talt om de norske og danske myndigheder.

Klansamfund findes, hvor der enten ikke er nogen statslig eller central myndighed

Det er nødvendigt at forstå klankulturen, ikke kun for at lykkes med integrationen af ​​immigranter, men også for at beskytte vores egen samfundsform mod de konsekvenser, det har for tilliden, som den demokratiske retsstat og velfærdssamfundet hviler.

Det er grundlæggende vigtigt at huske, at klankulturen ikke er et islamisk eller ikke-vestligt fænomen. Klansamfund eksisterer i områder, hvor der enten ikke er nogen statslig eller central myndighed, eller hvor folk heller ikke har tillid til. Klanen opfylder alle statens funktioner: politi, domstole, socialforsikring og beskyttelse, men til gengæld kræver den absolut loyalitet og lydighed. For den enkelte er dette den eneste måde at overleve på. De fleste lande, også i Norden, har historisk set fungeret på denne måde.

I dag følger den førmoderne klanmentalitet med immigration fra lande i Afrika og Islamisk Asien (R3), og i fungerende og individorienterede stater fører det til en række problemer, som vi nok kun har set begyndelsen af.

Systemtruende

I Sverige er klankulturen og efterfølgende kriminalitet nu så etableret og udbredt, at det omtales som “systemtruende”. Men den synlige, voldelige kriminalitet på gadeplan er kun bunden af ​​pyramiden og udgør dermed kun en lille del af truslen. Herover står den usynlige kriminalitet i form af bedrageri med velfærdsydelser og hele brancher, der er domineret af organiserede kriminelle. Øverst finder man den systemtruende kriminalitet, der siver ind i politik, regering og offentlige styrelser. I National Operative Avdelningens (NOA, Sveriges svar på kriminalitet) rapport fra 2017 fremgår det, at klansamfundet er ved at udvikle sig i landets 55 problemområder: Kriminelle klaner sætter normerne, og kendte kriminelle aktører ses i stigende grad i politiske sammenhænge. Klanen har med andre ord særligt lange arme.

Alle lande med stor immigration fra klansamfund, kæmper i større eller mindre grad med de samme problemer. Som Holland, hvor kriminelle grupper har infiltreret politistyrker over hele landet. I 2019 blev snesevis af politibetjente suspenderet eller fyret som følge af kriminelle kontakter, og en rapport siger, at det kan være toppen af ​​isbjerget. Det er sikkert. Rapporten peger på korruption, misbrug af stilling, brud på tavshedspligt, pligtforsømmelse og misbrug af politiets edb-system. 40 procent af de fangede havde indvandrerbaggrund, på trods af at denne gruppe dengang kun udgjorde 7 procent af politistyrken.

Endnu værre: Rapporten konkluderer, at denne gruppe af medarbejdere er udsat for meget større pres fra kriminelle fra deres egen etniske gruppe, end ansatte med hollandsk baggrund er.

Forsvarsadvokater og sagsbehandlere i Migrationsstyrelsen

Det samme er bevist i både Sverige og Danmark, men her er der tale om public service-personale, der enten lækker information til deres egen klan eller hjælper “deres egen” eller andre fra samme etniske gruppe. Flere sagsbehandlere i Migrationsstyrelsen er blevet taget for at stille folk til rådighed, enten på på grundlag af at tilhøre samme gruppe eller for penge, opholdstilladelse på falske grunde. Forsvarsadvokater – som ofte modtager deres løn fra det offentlige – er blevet frataget deres licens eller retsforfulgt for uetisk praksis eller direkte involvering i klanens kriminalitet. Da den offentlige sektor både ansætter og betaler dem, bliver klanen rig. Domstolsbetjente er til gengæld blevet retsforfulgt eller dømt for at lække fortrolige dokumenter eller advare deres egne klanmedlemmer om efterforskning og planlagte politiaktioner.

I lighed med Holland rapporterer det svenske politi nu, at bandekriminelle forsøger at infiltrere politiet, at der ses en stigning i sådanne infiltrationsforsøg, og at flere og flere politibetjente bliver taget i at snuse i følsomme registre for at hjælpe bander med intern viden. Samtidig melder Kriminalforsorgen om en stigning i infiltrationsforsøg i fængslerne. I 2023 blev en medarbejder dømt for at have udsendt breve og andre beskeder fra bandekriminelle i varetægt.

I Norge burde det være nok at minde om Taxa-svindelsagen, hvor tre ud af fire involverede havde pakistansk baggrund. Netværket undrog 625 millioner NOK fra beskatning, mens de systematisk støvsugede velfærdssystemet for uberettigede ydelser. Når så mange mennesker fra én etnisk gruppe er involveret, skal rigtig mange personer i samme gruppe have kendt til den grove økonomiske kriminalitet – uden at anmelde det. Hvorfor? Svaret er klanmentalitet.

Kvinder på flugt

I Danmark er det konstateret, at offentligt ansatte med baggrund i klansamfund hjælpe deres egne grupper med at finde kvinder på flugt og/eller frigive fortrolige oplysninger om dem. Kvinder, der er blevet hjulpet af myndighederne til at flygte fra en voldelig familie til en hemmelig adresse, har således ingen beskyttelse: ”

Mange bliver fundet, fordi familien har kontakter i det offentlige”, sagde leder af Vestegnen Indvandrer Kvindecentret Hakima Lakhrissi i 2015. Juridisk rådgiver Khaterah Parwani for Exitcirklen oplevede det samme og pegede på mindst ti sager, hvor kvinder i de mest afsidesliggende steder blev fundet på grund af offentligt ansatte med adgang til Danmarks svar til Folkeregisteret (CPR). Familien havde bl.a. opsporet dem gennem informanter i teleselskaber og/eller kommunalt ansatte, der brugte arbejdspladsregistre til at finde dem. Ifølge projektleder for Etnisk Ung-rådgivningen, Susanne Willaume Fabricius, fortæller unge om familier, hvis netværk omfatter medlemmer med adgang til CPR.

Hun påpeger et meget vigtigt, men ofte overset, aspekt af klankulturen: Det fremmer blind lydighed, og når tilbøjeligheden til vold også er høj, har klanen sine midler til pres mod enhver, der ikke overholder det; det kollektive pres er så stort, at det stort set er umuligt at sige nej, når familien kræver, at en offentligt ansat fra samme klan udleverer fortrolige oplysninger.

At offentligt ansatte lækker fortrolige oplysninger er heller ikke ukendt i Norge. I 2009 afslørede VG, at 19 sygehusansatte havde modtaget advarsler, kritik eller blev fyret som følge af snusing i journaler og/eller formidling af fortrolige oplysninger. Minoritetskvinder var særligt udsatte for dette.

– Formentlig kun en lille spids af et betydeligt isbjerg er afsløret, sagde seniorrådgiver Cecilie Rønnevik i det norske datatilsyn og afdelingsdirektør Gorm Grammeltvedt i det norske sundhedstilsyn. Størstedelen af ​​de udsatte var bekendte, familie eller kolleger til ofrene. – Piger, der for eksempel har fået en abort, kan blive fuldstændig ødelagte af, at sådanne oplysninger kommer ud, sagde en nordafrikansk kvinde, der måtte være anonym. Hun havde selv været udsat for snusing i journalen. – Vi taler om sygeplejersker, sundhedssekretærer og medicinsekretærer, som er i min omgangskreds, og som har samme etniske baggrund som mig, sagde hun til VG. Det samme er tilfældet i Sverige.

Fire store, grundlæggende problemer med tilbagevenden af ​​klankulturen

Der er således fire store, grundlæggende problemer med tilbagevenden af ​​klankulturen og den stilhed, der omgiver den. Den spiser tillidsbaserede arrangementer og institutioner til morgenmad, den infiltrerer og tilegner sig illegitim magt, den udgør en reel trussel mod enkeltpersoner, og den tvinger R3-immigranter til at blive i folden. Det udgør dermed en hindring for integration, for hvordan kan et individ, der er født og opvokset med klankultur, kunne integreres i et land og et fællesskab, når vedkommende kan ikke stole på staten og samfundet? For selvfølgelig gør de ikke; de ved, hvordan klankulturen fungerer, og de ved, at klanens loyale tjenere findes i både staten og den offentlige forvaltning. De ved også, at samfundets førende repræsentanter, politikere, medier og andre eliter, helst ikke vil tage fat på problemet.

Og hvad med udsatte medarbejdere fra R3-lande? Det enkelte individ kan godt have de bedste intentioner, men klanens kollektive pres er skyhøjt. Og helt bortset fra eventuelle underliggende trusler om vold, er de ofte født og opvokset til at være loyale over for klanen/udvidede familie. Hvem taler for de udsatte personer og beskytter dem mod unødigt pres for at bryde tjenestepligten og tavshedspligten til fordel for klanen?

Ikke vores lands ledelse, medier og andre toneangivende miljøer i hvert fald, og selvom der er unge mennesker fra klankulturelle lande, som er født og opvokset i europæiske lande, så er de faktisk de første ofre for myndighedernes manglende evne el. vilje til at forstå problemet.

Klansystemet er baseret på udnyttelse

Virkeligheden med bandekriminalitet baseret på klankultur er efterhånden gået op for naboen, hvor lederen af ​​Særlige Efterforskninger, Martin Valfridsson, har måttet konstatere: «Det er stigende. Bandekriminelle er dygtige til at udnytte sårbarheder,« siger han. Og sårbarheden er altså hele vores tillidsbaserede, åbne sociale struktur og fællesskabsfølelse.

Og selvfølgelig er de dygtige til at udnytte deres omgivelser; for det er det hele klansystemet er baseret på og lever for. Det er en selv-rekruterende, selv-opretholdende organisme, der kun har ét mål: sin egen klans velfærd og magt. En korrekt tilstand i staten.

Hvorfor virker det så som om den norske stat – og førende medier og kommentatorer – mener, at dette problem er noget, der kun findes andre steder og slet ikke kan ske her? Det er ikke sådan, at den situation Sverige er i nu skete fra den ene dag til den anden: Det har taget mange, mange år for klanerne at vokse sig store nok, slå dybe nok rødder, stramme grebet og infiltrere civilsamfundet – og absolut alt skete, mens de svenske myndigheder og medier sad med hænderne i skødet. Bortset fra jævnligt at smøre, kalde racister og delegitimere alle, der forsøgte at sætte emnet på dagsordenen, mens det stadig var lille nok til at være overskueligt.

Hvad kommer det egentlig af, at klankultur og medfølgende kriminalitet, som har potentiale til at true hele vores samfundsorden, ikke efterforskes mere og grundigere, og debatteres offentlig ?

For takket være de bevidst handlings-lammede ser vi nu klankulturen udfolde sig i al sin pragt i Sverige, så der er ikke flere undskyldninger. Dette skal tales højt og tydeligt om, for alt og alles skyld!