A destroyed monument to the WWII Unknown soldier stands headless in the central square in village of Robotyne, after heavy battle with Russian troops in Zaporizhzhia region, Ukraine, Friday, March 1, 2024. (AP Photo/Andriy Andriyenko)

Af David Gress

Den 18. januar 2024 afholdt formanden for NATO’s militærkomite, den nederlandske admiral Rob Bauer, et pressemøde sammen med de to andre højst rangerende officerer i alliancen, hvor han orienterede tilhørerne om resultatet af deres diskussioner om krigen i Ukraine og udsigterne for NATO-landenes sikkerhed. Det var ikke muntre toner, admiralen anslog. Hans rapport bar snarere præg af den hang til panikmageri og lyst til at skabe angst, som har udmærket de fleste officielle NATO-udtalelser, siden det i efteråret 2022 blev klart, at Ukraine ikke ville vinde krigen eller i hvert fald ikke hurtigt.

Nu kan man med rette undre sig over, at militære chefer, der i årtier uden at klage har set til, mens politikerne har indskrænket alliancens forsvarsberedskab til det latterlige, pludselig begynder at himle op om angivelige trusler og om, at vi, altså borgerne i NATO-landene, må se muligheden for krig i øjnene. Disse chefer kunne have taget deres afsked i protest mod politikernes nedskæringer. Det gjorde de ikke. De er derfor medansvarlige for det elendige beredskab og har ingen som helst adkomst til at klage over det.

Det gør de sådan set heller ikke, hvis man skal tage admiral Bauer som eksempel. Han undgik omhyggeligt at komme ind på, hvorfor og hvordan NATO er blevet ude af stand til at forsvare sig. Han talte stort set ikke om overordnede politiske og strategiske spørgsmål på det niveau, man ville forvente af en ansvarlig chef på et møde af den art.

I stedet anvendte han især i sine svar på spørgsmål et infantilt, klodset og upræcist sprog, som ikke hører hjemme på et NATO-pressemøde og da slet ikke i munden på en ansvarlig officer, men som vi desværre er blevet kun alt for vante til at høre fra politikere og NATO-officerer, siden Ukraine-krigen begyndte. Det er samme slags barnagtige sprog, vi også hører i klimadebatten, og det er naturligvis intet tilfælde.

Bauer udtalte, at hvis folk i panik begyndte at hamstre radioer, lommelygter og vand på flasker for at overleve de første 36 timer af en krig mellem Rusland og NATO, så ville det være ”great”. Ordet ”great” var typisk for Bauers anstrengt drengede tone. Det er ikke et ord, der hører hjemme i en seriøs situationsrapport. Det er et politiker-ord – Donald Trump anvender det som bekendt ofte – og det er et ord, en far kan bruge over for sine børn eller børn over for hinanden på en legeplads. Det er i den betydning, Bauer mente, ikke et ord for voksne mænd, der taler i en seriøs sammenhæng.

I samme tonefald mente Bauer, at en krig mellem Rusland og NATO ville udarte til ”a whole of society event”, hvilket er en klodset og ubegavet måde at sige, at en sådan krig ville være total, hvis det ellers skulle overraske nogen. I det hele taget udmærkede Bauers rapport sig ved ikke bare at bestå af klicheer og babysprog, men også af de mest indlysende sandheder.

Et yderligere lavpunkt ramte Bauer, da han spåede, at NATO-landenes befolkninger måtte forstå, at de næste 20 år måske ikke vil byde på total krig, men at situationen heller ikke vil være ”hunky dory”.

Det er igen ikke en vending, nogen voksen vil anvende i en sammenhæng som dette pressemøde. At en udadtil voksen mand kan få sig selv til at bruge et så barnagtigt udtryk i en alvorlig sammenhæng er meget skræmmende. Næsten lige så skræmmende er, at udtryk som ”great” og ”hunky dory” modbeviser, at Bauer tog situationen alvorligt, for hvis han var i stand dertil, ville han have talt i en ganske anderledes, moden og velovervejet tone.

Vi står over for eklatante selvmodsigelser. Bauer og andre, der foregiver at mene, at Rusland er en direkte trussel mod NATO, er langt hen de samme officerer, der uden at protestere har accepteret, at politikerne har nedbragt NATO’s beredskab til et niveau, hvor alliancens styrker ikke er kampdygtige. Bauer mener det ydermere passende at advare mod en mulig krig på en så latterlig måde og i et så ynkeligt og fordummende sprog, at man vanskeligt kan mene, at han tager truslen alvorligt. Eller gør han bare grin med sig selv og med alle panikmagerne? Det virker usandsynligt.

De to andre NATO-chefer på mødet opførte sig markant mere voksent og ansvarligt end den ynkelige Bauer. Heller ikke de havde dog ret meget konkret at sige om politik og strategi i NATO’s mulige konflikt med Rusland ud over almindeligheder om, at Rusland var i stand til hurtigt at fabrikere nye våben, mens det ville tage NATO lang tid at indhente det forsømte.

Få uger efter Bauers pressemøde løb den årlige internationale sikkerhedskonference af stablen i München. Også her måtte en udenforstående iagttager få det indtryk, at her talte og agerede folk, der lige som Bauer befandt sig i en egen verden, hvor det at tale letfærdigt og provokerende om krig var en slags selskabsleg for eliten, som den selv ville være forskånet for følgerne af.

Blandt deltagerne var den amerikanske republikanske senator fra Ohio, J. D. Vance. Adspurgt under konferencen om sine indtryk mente Vance, at de deltagende medlemmer af NATO-landenes politiske eliter havde skabt sig en verden, hvor deres ønsker og ønsketænkning alene gjaldt, og alle andre hensyn måtte vige. Føler han sig på fjendtligt territorium, spurgte intervieweren Rod Dreher.

”Jeg føler mig helt sikkert på fjendtligt territorium. Der hersker bred enighed om, at Vesten skal sende så mange ressourcer og våben” til Ukraine som muligt. Men Vance selv ”er den eneste, der råber i ørkenen: ’Hvad er strategien? Hvordan ser slutspillet ud? Hvordan kommer I ud af den her konflikt uden aldeles at ødelægge Ukraine?’ Og desværre tror jeg, at konferencedeltagerne stort set er så opslugte af deres anti-Putin-holdning, at de ikke er i stand til at tænke klart om strategien og om konflikten.” Han tilføjer: ”Det er fint ikke at kunne lide Putin. Jeg kan ikke lide Putin. Men det alene udgør ikke nogen storpolitisk vision.”

Vance er storpolitisk realist. Han er mere interesseret i, hvor mange granater Tyskland kan producere end i, hvor mange milliarder af europæernes skattepenge Tyskland sender til Ukraine. Det ligner elementær sund fornuft.

Men München-deltagerne, den transatlantiske elite, lever i samme slags boble som i mindre målestok Rob Bauer. De tror, at deres ord og upræcise ønsketænkning skaber virkeligheden, og de tror, at storpolitiske skæbnespørgsmål kan afgøres på følelser og floskler, som kun imponerer dem selv og da slet ikke kan skræmme en Vladimir Putin.

Længere nede i interviewet bliver Vance spurgt om elitens store idol, ”den regelbaserede internationale orden”. Kritikere vil sige, at reglerne til enhver tid er det, som eliten i Washington og Bruxelles ønsker. Vance giver spørgeren (den i Budapest bosatte amerikanske skribent Rod Dreher) ret: ”Der hersker en fuldkommen mangel på selvbevidsthed hos den vestlige elite. Dens anstrengelser for at gøre hvad, den til enhver tid tror, til det eneste moralsk acceptable og moralsk rigtige standpunkt er en fornærmelse mod enhvers sunde fornuft.”

Vances pointe om München-konferencen og min om Bauer er, at politikerne og de folk, politikerne har givet militært og andet ansvar, tager aldeles for let på alvorlige ting. Krig er en alvorlig ting, noget elitens egne forfædre vidste. I dag slynger folk som Bauer og München-deltagerne om sig med letkøbte ord uden at ænse, at den slags kan få alvorlige konsekvenser for almindelige borgere. Krigen har for dem sin egen, ulidelige lethed.

Af David Gress