Af Lars Hedegaard

Hvis man bor i Danmark, Norge eller andre steder i Europa, er det klokken tre i nat, at man på flere amerikanske kanaler kan følge præsidentdebatten mellem Donald Trump og Kamala Harris.’

Det bliver sandsynligvis den eneste chance for at se, hvem Kamala er. Eller rettere: hvor god en skuespiller hun er, hvor godt hun har lært sine replikker, om hun kan afholde sig fra at vise hele gebisset i et grin, hver gang hun bliver spurgt om noget.

Der er ingen grund til at hæfte sig ved Kamalas aktuelle politiske budskaber, for, som den socialistiske senator fra Vermont, Bernie Sanders, netop har fortalt, har hun ikke opgivet sine radikale ”værdier”, men har skiftet facade for at vinde valget. Og nu har hendes førere betydet hende, at hun skal proklamere samme politik, som den Donald Trump står for. Hun har derfor kopieret det hele, selv om hun i sine snart fire år i Det Hvide Hus har arbejdet for det modsatte.

Bernie Sanders’s pointe er umisforståelig: Hvis Kamala vinder, må vi regne med, at hun vil prøve at realisere sine antiamerikanske, kommunistiske og globalistiske værdier.

Adskillige republikanske ledere bliver ved med at gentage trylleformularen, at amerikanerne ikke er dumme, men gennemskuer Kamalas og hendes bagmænds bondefangerkneb. Det er noget af en overdrivelse.

Kendsgerningen er, at halvdelen af de amerikanske vælgere foretrækker det tomme hylster, der går under navnet Kamala Harris, for Donald Trump, som man måske ikke kan lide, men som skabte velstand og fred, da han var præsident.

Måske er vi kommet til et historisk punkt, hvor menneskers egeninteresse og omsorg for familie og fædreland må vige for had. Måske er det nok at kalde et menneske Hitler for at indsætte en svindler på magtens tinde.

Vi deltager i et historisk eksperiment: Kan man vinde alene ved had?

Udviklingen i Europa og Danmark tyder på, at man kan.

Halvfems pct. af danskerne stemmer på politikere, der tager mod ordrer fra diverse overnationale organisationer, som ingen af os har stemt på, alt mens politikerne og deres medier udskammer danskere, der bare vil have en normal dagligdag og et land at kalde deres.