Hvordan kan nogle dog mene noget andet end os?

Den gamle herre, Lars Bern, er en af Sveriges bedste kommentatorer – rent bortset fra at hans advarsel i januar 2021, sparede mig for at modtage den eksperimentelle Covid-19 “vaccine.” Han kan virkelig ikke lide Reinfeldt, og lad os tage ham som symbol på alle dem, der er gået panik i nu.

Og sandelig ikke om danske journalisters fagblad har lagt en sorg-terapeutisk artikel ud til sine medlemmer: Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist Her står der:

For hvad stiller man egentlig op som en nyhedsjournalist, der forventes at dække virkeligheden neutralt og upartisk, hvis man samtidig er så desillusioneret over udsigten til fire år mere med Trump, at man ligefrem har lyst til at slukke for verden? Vi er nødt til at indse, at mange af de journalistiske idealer om neutral dækning er under forandring.

Her står der altså,  at journalister skal opgive deres “neutralitet” og blive mere partiske: “En tilgang, hvor man står ved sin farvning og ud fra den spørger: Hvorfor er der nogen, der mener det modsatte?”

Jamen, det står der om dansk journalistik, der har været så uvildig og hæderlig. De lever ikke i en normal virkelighed. Hvad har vi andre da set gennem år om Trump, Ukraine, Covid sprøjter og klima? Hvordan kan nogle dog mene noget andet end os? Også disse indbildske personer får det glatte lag af Lars Bern. Og nu til det, globalismen har arbejdet på  fire år:

Film: The Day After (1983)

Denne fiktionsfilm udkom for en generation siden, tilfældigvis samme år som  den fantastiske og uhyggelige dokumentar “The Man who Saved the World” foregår. Jeg ved ikke, om den nogensinde blev vist i Danmark.

En falsk alarm var tættere på at udløse en termonuklear krig end nogensinde før, og kun den heltemodige, sovjetiske løjtnant Stanislav Yevgrafovich Petrov reddede på et hængende hår menneskeheden  fra at begå kollektivt masseselvmord.

Filmen blev dengang set af 100 millioner amerikanere, på det tidspunkt en rekord for en ikke-sportsbegivenhed. I 1987 blev den også vist på sovjetisk tv. Efter visningen blev filmen diskuteret på ABC’s program Nightline af Carl Sagan, Henry Kissinger, Elie Wiesel, Robert McNamara, General Brent Scowcroft, og William F. Buckley Jr.

Det er 90 sekunder i midnat

Jeg bringer den, fordi vi nu i fire år har levet under en forhøjet atomkrigstrussel uden – på grund af mediernes bagatellisering – at store folkemasser har protesteret voldsomt over udsigten til udslettelse. Jeg har nævnt, at The Doomsday Clock længe har stået på stærkt forhøjet, nemlig 90 sekunder i midnat. Vi må håbe, at valget af Trump kan afspænde dette hurtigst muligt.

Jeg så i Berlingske, at Anders Fogh Rasmussen var “bekymret over at støtten til krigen ville høre op,” men han glemte at nævne at den korrupte miliardær Zelensky er kunde i hans firma, Rasmussen Global. Der er mange af Fogh’s slags, og så længe de har nogen indflydelse, er menneskeheden i livsfare.

Midt i filmen udløses atomkrigen, og USA’s Minute Man missiler flyver afsted mod Sovjet. Resten af filmen handler om de, der er så (u)heldige at overleve. Jason Robards spiller hovedrollen.

Det er barske løjer, men på grund af “forsvarsalliancen” Nato, er den desværre nødvendig at hive frem af mølposen. Det er ikke nogen humørbombe at se i en tid, der har mistet respekten for det djævelsab, vi har opfundet. For som løjtnant Petrov sagde i Manden der reddede Verden: Det der kan ske, vil ske, så en dag vil vi udløse Armageddon.

Og så slutter The Day After med de lidet trøstende ord: “Virkeligheden vil være værre end det, vi har vist her.”

ABC Viewpoint – “The Day After” – WLS Channel 7 (Complete Broadcast)