Af Lars Hedegaard

Joe Bidens demokratiske administration har netop givet den ukrainske regering tilladelse til at bruge langtrækkende ATACMS-missiler inde i Rusland. Ifølge New York Times er beslutningen udtryk for ”en større ændring i USA’s politik”. Og det tog kun præsident Volodymyr Zelenskij et par dage at følge den amerikanske tilladelse op med det første ATACMS-angreb.

Biden har samtidig tilladt afsendelsen af antipersonnel-landminer til Ukraine. Tidligere kaldte han indsættelsen af sådanne våben ”reckless”, men det mener han åbenbart ikke længere. Den amerikanske regering har efterfølgende givet grønt lys for en yderligere våbenhjælp til en værdi af $275 millioner.

Og for at sætte yderlige trumf på den amerikanske aktivisme har udenrigsminister Antony Blinken meddelt, at USA vil skynde sig at sende så mange dollars som muligt til Kiev, inden Donald Trump tiltræder den 20. januar og måske lukker for kassen.

Som om det ikke var nok, vil Biden-administrationen prøve at eftergive en ukrainsk gæld på $4,65 milliarder – i god tid før Trump rykker ind i Det Hvide Hus.

Mange vil glæde sig over den nye amerikanske beslutsomhed, som vil sætte Ukraine i stand til at tilføje russerne flere tab. Men hvis det er af hensyn til krigsførelsen, hvorfor er det så ikke sket før?

Hvis ATACMS-missiler og antipersonnel-miner er en god ide i dag, er det svært at forklare, hvorfor de ikke var det for længe siden. Krigen har trods alt varet i 1000 dage.

Men skyldes den nye amerikanske våbenhjælp overhovedet en ny indsigt i krigens gang, eller er der noget andet på spil? Er det sådan, at den nye amerikanske aktivisme ikke i første række skal forstås som udenrigspolitik, men grundlæggende som indenrigspolitik? Er det egentlige formål at spænde ben for den kommende republikanske administration ved at besværliggøre Trumps erklærede bestræbelser for at få en ende på krigen?

Alt tyder på, at det netop er i det lys, man skal se det demokratiske regimes beslutninger.

Demokraterne og den administrative stat, som partiet repræsenterer, er rædselsslagne ved udsigten til det kommende regimeskifte, for de ved, at Trump er fast besluttet på at rydde op i det, som han har kaldt ”sumpen” – og især i de regeringsorganer, som siden 2016 er blevet politiseret og åbenlyst indsat mod regimets kritikere og modstandere. Det er derfor, den kommende vicepræsident JD Vance har betegnet justitsministerposten som den vigtigste næst efter præsidentposten.

I første omgang nominerede Trump kongresmedlem Matt Gaetz til posten, men han måtte trække sig, da det hurtigt viste sig, at han trods det nye republikanske flertal i Senatet ikke kunne sikre sig nok stemmer til at blive konfirmeret.

Der var tilsyneladende tale om et prestigetab for Trump, men spørgsmålet – som flere iagttagere har stillet – er, om der i virkeligheden ikke var tale om en udspekuleret manøvre: Trump nominerede en mand, som han vidste ikke kunne få posten, for at gøre det vanskeligere for aldrig-trumperne i Senatet at sige nej til den kandidat, som han i virkeligheden ville have som justitsminister, nemlig Floridas tidligere attorney general Pam Bondi. Som kvinde bliver det nok svært for demokraterne at beskylde hende for seksuelle overgreb – som er deres foretrukne metode, når de vil have fjernet en republikansk politiker.

Demokratiske kommentatorer må erkende, at Bondi, som der ikke er mange pletter at sætte på, og som er svoren tilhænger af Donald Trumps ”Amerika først-politik”, er en langt farligere kandidat end Gaetz.

Man afventer nu demokraternes næste modstød, for det er så sikkert som ammen i kirken, at de vil benytte ethvert middel til at underminere Trumps regering. Der er stadig to måneder, til han skal indsættes, så de kan nå at finde på meget.