Citatet her fra dagbladet Information illustrerer meget godt hvordan mediernes lejlighedsvise fremlæggelse af den ubesmykkede virkelighed vedrørende Mellemøsten og islam gerne utilsigtet indeholder implikationer der ikke tages op. Det der fremhæves som ‘moderat’ er set i forhold til tingenes rædselsfulde tilstand i Mellemøsten, ikke noget vi vil kalde moderat, og slet ikke noget vi burde lukke inden for vores grænser.

At Information således går lidt tættere på den grimme sandhed om Hamas end maintreammedierne sædvanligvis gør er i sig selv et gode, men prisen her er at terrorbevægelsens modstandere Fatah sættes i et lidt for flatterende lys – er det en journalistisk refleks at en historie om en ‘bad guy’ skal holde en ‘good guy’ op for læserens sjælefreds skyld? Og så afslører journalisten i citatet her uforvarende at der er forskel på fisk: Muslimers liv er mere værd end vantros, så glem alt om den daglige antagelse om at islam er en religion som andre, og at Den Gyldne Regel også er gældende her:

Hadi befinder sig et sted på Sjælland. Hvor præcist vil han ikke have oplyst. Han er bange for, at Hamas-sympatisører i Danmark vil skade ham.

Han er palæstinenser og et prominent medlem af Fatah, den sekulære politiske bevægelse, som Hamas i 2007 tog magten fra i en borgerkrig i Gaza. Halvandet år senere er der endnu engang krig i den tynde landstribe, denne gang mellem Hamas og Israel. […]

‘EU kender ikke Hamas’ sande ansigt’, siger Hadi. ‘Hamas dræber Fatah-medlemmer i Islams navn. De påstår, at de repræsenterer muslimer, men det er ikke sandt. En muslim har ikke lov til at dræbe en anden muslim, sådan som de gør.’  ‘I kender ikke Hamas’ sande ansigt’

Det er uhyre let at finde kompromitterende oplysninger om Fatah, men Informations journalist er åbenbart ikke bekendt med Google (LFPC):

A building formerly occupied by Fatah’s intelligence service in Gaza was long notorious for torture and execution. Now Hamas is in control — and is letting former inmates visit the chamber of horrors. […] A Visit to Fatah’s Torture Chamber

[…] WND last week exclusively quoted sources in Fatah’s declared military wing, the Al Aqsa Martyrs Brigades terrorist group, stating they received “understandings” from Abbas’ office they are to fire rockets into Israel to sabotage the truce. U.S. and Israeli policy considers Abbas to be “moderate.” Hamas has been abiding by the truce while Fatah’s Brigades took responsibility for firing at least three rockets from Gaza last week. Now Hamas officials told WND yesterday an investigation concluded that Abbas’ officials instructed the Al Aqsa Martyrs Brigades to launch rockets into Israel.[…] Taped confessions claim Gaza peace double-crossed

[…] Senior Fatah Al Aqsa Martyrs Brigades leaders confirmed to WND the formation of the new Mughniyah cells. They said it was officially sanctioned by the Brigades. […] U.S. partner’s ‘military wing’ named for arch-terrorist

Kai Sørlander:  Når humanismen bliver umenneskelig

Som følge af nøden blandt palæstinenserne medvirker EU af humane grunde til at opretholde et inhumant styre. Er man så selv human eller inhuman – menneskelig eller umenneskelig?

Enhver krig er et moralsk onde; men dermed er alt ikke sagt om krigens parter. Der vil altid være fejl og fejlbedømmelser på begge sider; men derfor er ikke givet, at de krigsførende parter moralsk set står lige. I Anden Verdenskrig begik de allierede også fejl imod det tyske folk, men derfra kan man ikke slutte, at så var den ene part lige så god som den anden. Og vi kan roligt gå ud fra, at der også har været fejl på begge sider i den seneste konflikt mellem Israel og palæstinenserne i Gaza. Men en moralsk vurdering af konflikten slutter ikke her: med en simpel indrømmelse af, at begge parter er skyldige. En egentlig moralsk vurdering af konflikten kræver, at man går ind i substansen og ser nærmere på årsagerne til, at krigen eskalerede, og midlerne, hvormed den er ført.

Hvad er baggrunden for, at krigen igen er blusset op? For omkring fire år siden trak Israel sig ud af Gaza og gav palæstinenserne mulighed for et begrænset selvstyre. Hvorledes udnyttede palæstinenserne så denne mulighed? Valgte de et styre, som kunne vise, at de reelt evnede at skabe et fredeligt og levedygtigt samfund? Nej, de valgte Hamas, som ifølge dets eget charter har til formål at kæmpe for Israels udslettelse. Og i stedet for at koncentrere sig om at opbygge et samfund med en fredelig produktion og et bæredygtigt erhvervsliv gik de i gang med at fremstille raketter, som de sendte ind over nærliggende områder i Israel med den hensigt at dræbe og terrorisere civile israelere.

Hvor palæstinenserne kunne have valgt fredens vej, valgte de i stedet terrorens. Hvorledes skal vi forstå det valg? Findes der en historie bag palæstinensernes nuværende situation, som kan berettige, at de handler således? Det er det samme som at spørge, om selve Israels eksistens er moralsk uforsvarlig. Kun hvis Israels egen eksistens er en forbrydelse imod menneskeheden, kan der være et minimum af forståelse for palæstinensernes terror. Men er Israels eksistens uforsvarlig?

Israel blev oprettet ved en FN-beslutning i 1947 og virkeliggørelsen af denne beslutning førte til kampe, som igen medførte, at mange palæstinensere flygtede fra det område, som Israel blev tildelt. Til gengæld har de løbende konflikter i tidens løb også medført, at jøder i et modsvarende antal er flygtet fra de arabiske lande til Israel. Dette betyder – sammen med de mere end 60 år, som er forløbet siden Israels oprettelse – at selvom man skulle mene, at der blev begået fejl ved FN-beslutningen, så kan denne fejl ikke i dag sones med Israels nedlæggelse. Det ville kun blive en ny forbrydelse, som ville forøge lidelsen. Når vi ikke kan rulle historien tilbage og begynde forfra, så er vi nødt til at anerkende Israel som et faktum, der skal have ret til at eksistere. Og det betyder, at vi må kræve af palæstinenserne, at de koncentrerer sig om at opbygge et bæredygtigt samfund, og at de opgiver deres drøm om at udslette Israel, og at de derfor opgiver deres terrorangreb imod civile mål i Israel.

Men én ting er, at Israel skal have lov at eksistere, og at den palæstinensiske terror imod civile mål i Israel bør fordømmes. Det indebærer, at Israel også må have lov til at reagere militært på denne terror, når den ikke standses af de palæstinensiske myndigheder. En anden ting er så, om Israels reaktion på palæstinensernes terrorangreb er moralsk forkastelig, fordi den er ude af proportioner. Vi kan ikke kun konstatere, at Israel i sine militære aktioner dræber mange flere palæstinensere end omvendt. Det skyldes den afgørende forskel i militær styrke og våbenteknologi. Men vi ser også billeder, som viser civile palæstinensere, kvinder og børn, som er blevet dræbt under israelske gengældelsesangreb. Det giver et indtryk af, at de israelske styrker enten går bevidst efter at dræbe civile, kvinder og børn; eller at de er fuldstændig ligeglade med, om det sker.

Dømmer vi alene ud fra billederne, så fremstår israelerne i et ugunstigt lys. Men viser de hele sandheden? Der findes også en anden forklaring. Ifølge den stræber israelerne tværtimod efter at undgå at ramme uskyldige civile, kvinder og børn. Og det er Hamas udmærket klar over. Netop derfor placerer de deres egne militære installationer, specielt deres lagre af terrorraketter, i ly af civile institutioner som hospitaler og skoler. Så ved de, at israelerne enten vil undlade at angribe, eller at de selv – såfremt israelerne angriber – med stor sandsynlighed vil få billeder af ødelagte børne­institutioner og dræbte børn, som de kan bruge på krigens anden front: i kampen om at vinde offerrollen på alverdens fjernsynsskærme. Eftersom palæstinenserne ved, at de ikke kan matche israelerne militært, så har de brug for at slå dem på mediefronten.

Går vi bag om overfladen – de frygtelige billeder af ødelagte skoler og dræbte børn – så er der en afgrundsdyb forskel mellem, hvorledes Hamas (palæstinenserne) og Israel fører krig. For det første sigter Hamas med sine terrorraketter direkte efter at dræbe civile og børn; og de ønsker at skabe frygt og utryghed. Når de dræber forholdsvis få, skyldes det ene og alene, at deres raketter endnu er relativt upræcise og primitive, og at israelerne gør alt for at beskytte sine borgere og undgå, at børn og civile bliver ramt. Helt modsat Hamas, som netop bruger sine egne civile og børn som skjolde, fordi de ved, at når Israel bliver tvunget til at svare, så får de selv billeder, som de kan bruge i kampen om at vinde sympati og medfølelse hos alverdens fjernseere.

Når alt tages i betragtning, bør vi altså tage afstand fra Hamas’ mål: Israels udslettelse. Og desuden bør vi tage afstand fra deres midler: brug af terrorraketter og af egne børn og civile som skjolde. Alligevel fortsætter de kampen for målet med de pågældende midler. Hvorledes kan det være? Hvorfra får de ressourcerne? Som allerede sagt har palæstinenserne ikke brugt deres begrænsede frihed i Gaza til at gøre et helhjertet forsøg på at opbygge et bæredygtigt samfund inden for de givne muligheder, men i stedet har de valgt at følge Hamas. En vej, som gennem fremstillingen af stadig forbedrede terrorraketter skal fortsætte den selvødelæggende kamp. Men hvorfor kvæles de så ikke indefra?

Det gør de ikke, fordi deres samfund holdes oppe af humanitær hjælp udefra. For en stor dels vedkommende fra EU. Her bruges altså humanitære ressourcer til at opretholde et styre, som selv har et inhumant mål, og som bruger inhumane midler for at nå det. Som følge af nøden blandt palæstinenserne medvirker man af humane grunde til at opretholde et inhumant styre. Er man så selv human eller inhuman – menneskelig eller umenneskelig?

Hvad er mest inhumant? At lade palæstinenserne i Gaza selv bære det fulde ansvar for, at de har valgt et inhumant styre, eller af humanitære hensyn hjælpe med til at opretholde grundlaget for dette styre? Der er ikke noget standpunkt, som er rent, og hvorfra man kan vifte med den moralske fane. Uanset hvad man vælger, er man plettet. Men under alle omstændigheder må en hjælp til palæstinenserne følges af et stærkt og forpligtende krav om, at de selv skal gøre alt for at standse deres terrorbombninger. Ellers medvirker hjælpen blot til at forlænge uretfærdighederne; og så får humanismen et umenneskeligt ansigt.

Nu vil mange indvende, at Israel også holdes oppe af hjælp udefra. Og det er korrekt, men det er alligevel ikke på samme niveau som palæstinenserne. Var Israel ikke truet udefra, kunne landet udmærket opretholde sig selv. Her er det alene det forsvar, som truslen imod landets eksistens kræver, der gør hjælpen nødvendig. Men er vi enige om, at Israels eksistens inden for noget, der ligner grænserne fra før 1967, skal forsvares, og holder vi Israel fast på, at terrorangreb skal gengældes så præcist rettet mod de militære kilder, som det er muligt, så må vi også erkende, at der er moralsk asymmetri imellem de to parter 

Palæstinenserne har ikke brugt deres begrænsede frihed i Gaza til at gøre et helhjertet forsøg på at opbygge et bæredygtigt samfund inden for de givne muligheder, men i stedet har de valgt at følge Hamas. En vej, som gennem fremstillingen af stadig forbedrede terrorraketter skal fortsætte den selvødelæggende kamp. Men hvorfor kvæles de så ikke indefra? Det gør de ikke, fordi deres samfund holdes oppe af humanitær hjælp udefra. 

Kai Sørlander, filosof og forfatter kronik i Berlingske Tidende, med forf. tilladelse