Expo.se : En privat stat i staten. Skønt “stat” er så flot et ord for politiske gangstere. Egentlig bør de private racistjægere på Expo bare ignoreres, men da de nu har udnævnt bla. Snaphanen til “islamofob, racist, antidemokrat og højreekstrem“, hvilket ikke  rører mig det fjerneste,  så skal de da have den korte opmærksomhed, at de bryder svensk straffelov ved at indehave og udlevere mobiltelfon, bank- og post-data til Expressen. En privat virksomhed må slet ikke have sådanne oplysninger. Politiet må. Med en dommerkendelse. (At Expo indgår i European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC) , er bare et ekstra  pikanteri):

… till exempel visar telefonlistor… postinbetalningar visar…

står der i Expressen (indtil de fjerner det fra hjemmesiden). Om det siger Brottsbalken bla. i paragraf 8 og 9 Brott mot frihet och frid:

8 § Den som olovligen bereder sig tillgång till ett meddelande, som ett post- eller telebefordringsföretag förmedlar som postförsändelse eller telemeddelande, döms för brytande av post- eller telehemlighet till böter eller fängelse i högst två år. (Lag 1993:601).

Det bliver interessant hvad Expressens David Baas og Expo vil sige til politiet, hvis det synes det har tid.

Stiftelsen Expo är en privat forskningsstiftelse som grundades 1995 i syfte att studera och kartlägga antidemokratiska, högerextrema och rasistiska tendenser i samhället. Verksamheten bedrivs på ideell grund. Stiftelsens plattform värnar demokrati och yttrandefrihet mot rasistiska, högerextrema, antisemitiska och totalitära tendenser i samhället.

På Kurt Lundgren, hvor debat foregår, skrives :

Jag tror inte det var meningen att detta skulle komma ut därför att om posthemlighet och telefonhemlighet kan brytas av en privat spaningsorganisation/internetpolis har denna i så fall mycket större underrättelsemöjligheter än polisen, som måste gå till domstol för att i allvarliga brottsfall bryta dessa grundläggande och skyddade hemligheter – vem som ringer till vem, vem som sänder pengar till vem.

Expo´s 13 årige historie er omkranset af slibrige detaljer. De påstår at “værne ytringsfrihed og demokrati”, men tag ikke fejl, det gælder ikke deres meningsmodstanderes. Så demokratiske er Expo ikke. Deres bizarre demokrati syn er meget godt illustreret i Daniel Poohls seneste leder: “Det finns inget odemokratiskt i att frysa ute Sverigedemokraterna” Når den frie debat i Sverige, er i en ynkelig forfatning, fastholdt på et primitivt og ukvalificeret stade, er det ganske i Expo´s ånd, selvom det ville være at overdrive deres betydning, at påstå det er deres skyld altsammen. De er bare en lille forening, der har økonomiske interesserer i at opfinde racister. Hvide, svenske racister. – Endelig skal det med, at det er for amatøragtigt af Sverigedemokraterna kan gribes i at have sådanne partimedlemmer, hvis Expressen da står til troende. Så bliver det ikke svært at holde dem på den nedre side af 4 procent, ikke engang for en midelmådighed som Mona Sahlin, men det er underordnet det faktum, at der i Sverige er en privat organisation, der sætter sig over loven og leger selvbestaltet,  svensk  CHEKA.

(Update: SR og andre medier griber  begærligt  historien: “Sverigedemokrat skänkte pengar till högerextrema“, men ingen graver dybere  i Expo´s rolle. Se også kommentar 9, kopi af politianmeldelse af Expo.)

Nej, vi gungrer ikke

Jeg har i efterhånden mange debatoplæg rundt omkring luftet den tanke, at apatien over for islamiseringen af Europa måske kan brydes i en slags ketchupeffekt, hvis virkeligheden ikke længere lader sig benægte eller forskønne ved ønsketænkning og deciderede løgne om det muhamedanske trossystems natur. Dette er 100% spekulativt, for der er ikke nogle analoge fænomener i historien helt at sammenligne med. Nazismen i 1930’erne? Nok det nærmeste man kan komme, men dengang var der mig bekendt ikke en lignende politisk korrekthed som lammede debatten med en angst for uanstændighedens stigma. Dette er ukendt land, og de mange nye variable (fjenden iblandt os, men problemet må ikke formuleres – det politiske spektrum som er blevet grundigt rystet, med førhen eksplicit venstreorienterede positioner nu også mainstream blandt de post-borgerlige – demonstrationsformen som hørende til en anden tid) gør, at det er umuligt at komme med kvalificerede gæt på hvordan en sådan brat opvågnen helt konkret ville manifestere sig. Mest oplagt ville det være at forvente at vrede, skræmte borgere vil reagere ved at gå i demonstrationsoptog for at kræve politiske indgreb. Her er et lille reality check på situationen lige nu:

Forty protestors who had come to express their dissatisfaction with Islam, eighty persons who had come to protest against the anti-Islam protestors, and over one hundred policemen to guard the public peace. A group of vague clowns frolicked merrily about. […] One might almost suspect (right-wing politician) Geert Wilders to be among the protestors, but not really; it was a group of concerned citizens who have their own ideas about the danger presented by the ‘Islamisation of society’. ‘No sharia in the Netherlands’, ‘No racism, no Islamism’, and ‘SIOE Netherlands: Stop Islamisation. Enough is enough’ were among the slogans written at the signs as well as a few banners. […] The SIOE is a one-issue protest movement, specifically targeting the growing influence of Islam. Its main objective is to prevent the Islam becoming a dominant political force in Europe. The latter cause, which almost anyone who values freedom will agree with, of course attracts far-right types. However, there were hardly any signs of this at the Dam, apart from the presence of Ben van der Kooij, member of the National Alliance. Meanwhile, SIOE wants nothing to do with this kind of people, as earlier newspaper interviews with the founders made clear. At the website, racism is rejected as ‘the lowest form of human stupidity’, whereas ‘Islamophobia’ is seen as ‘the culmination of common sense’… The club is yet another product of the Fortuyn movement: it expresses the discontent felt by many in society, even though only a few actually turn out to protest. However, by systematically emphasising the criminal practices performed by Muslim fanatics in this country, fed by fear and perhaps anti-Arab and nationalist sentiments, a basis for extreme tendencies is being created. But one can hardly say that this club poses a threat. Anti-Islamists, anti-racists, clowns and police perform on Dam Square

Journalistens dækning er nok den bedste og mindst dæmoniserende man kan forvente på nuværende tidspunkt. Bare lidt nedladende, men hey, al begyndelse er svær. Mest interessant er selvfølgelig det pauvre fremmøde, og årsagerne hertil. Vores modstandere på venstrefløjen vil nok sige at dette blot afspejler hvor rabiate vi er, og at almindelige mennesker ikke er bekymrede over islam i vores lande. Uanset om man deler opfattelsen af islam som en fremadskridende trussel eller ej, er dette en usandsynlig forklaring. De daglige nyheder er fulde af historier som i større og mindre grad (alt efter ståsted) er relateret til islam, det være sig lokale historier om stening af ambulancer eller skyderi, eller det kan være internationale terrortrusler. Enhver kan se forandringerne i gadehøjde, og ingen kan undgå at absorbere disse nyheder, og ganske mange udtrykker bekymring f. eks. i læserbreve. Man kan derfor uden videre konkludere, at fremmødet til denne demonstration ikke afspejler den generelle bekymring.

Min egen tommelfingerregel om bekymringens omfang er ganske enkelt tilslutningen til Dansk Folkeparti herhjemme. Ingen andre partier formulerer problemet med jihad, heller ikke hos de post-borgerlige, i umisforståelige og konsistente termer, hvoraf jeg slutter, at i omegnen af de 12-15% af befolkningen p.t. deler de bekymringer som denne demonstration skulle manifestere. Mange flere i de øvrige partier er utvivlsomt mere uartikuleret bekymrede, eller har bare ingen varme følelser for eller illusioner om islam. Men holder vi os til de ca. 15% og sammenholder med fremmødet i Amsterdam, er der tydeligvis en diskrepans. Hvordan forklares dette? Jeg mener det bunder i flere forhold: Demonstrationsoptog er traditionelt set venstrefløjens og de kulturradikales domæne, og er selv her formentlig slet ikke oppe på fordums højder, dengang der var store demonstrationer 1. maj, eller i forbindelse med nye økonomiske indgreb osv. En anden type demonstration er de rørstrømske fakkeltog, hvor bedstemødre med pagehår og spraglede aktivist-‘unge’ udstiller deres bekymring for en bestemt gruppe mennesker. Man demonstrerer her for det umiddelbare, for privatøkonomien og for manifestationen af egen godhed. Demonstrationer som angår mere overordnede udviklinger og konflikter er sjældne, hvis de overhovedet forekommer – undtagen altså hos ‘uanstændige’ ‘islamofobe’ med et ‘rystende menneskesyn’ som os.

Dette kan jeg ikke forestille mig vil ændre sig i markant grad, om så erkendelsen af virkeligheden vokser generelt, og måske afspejler sig i stigende tilslutning til Dansk Folkeparti og lignende partier i Europa. Det ligger bare ikke på rygmarven hos vores segment at tromme et optog sammen. Mange af os har måske også deltaget i den slags i fordums tid, og finder dem ligefrem pinlige og formålsløse i dag. Jeg har ingen bud på hvordan den formodede ketchupeffekt så vil manifestere sig. Måske som en blanding af lokale voldelige sammenstød, græsrodsaktivisme som den vi forsøger at stable på benene, og desperate forsøg på at pacificere fjenden ved at sælge ud af vores demokratiske arvesølv. Europæerne har mistet evnen til at blive rigtigt vrede, årtiers folkeopdragelse har gjort sin virkning, og skulle overlevelsesinstinktet blive vakt, vil vi stå overfor to formidable fjender: ‘Unge’ etnikere som i modsætning til os tror på nogle værdier som de er villige til at kæmpe for, koblet med en tilbøjelighed til at gribe til vold, og så den forenede EU-ordensmagt som vil slå den oprindelige europæiske befolkning ned med stor brutalitet. (LFPC)

Kasper Støvring : »Vi skal være stolte af vores kultur«

Vi lever i et overordentlig godt samfund med en stærk
sammenhængskraft, frihed og velstand. Vi har grund til at udvise stolthed over vores kultur. Så ville vi måske heller ikke blive mødt med foragt af muslimske indvandrere, men kunne derimod gøre os håb om, at de vil blive som os. Vi kan nemlig tilbyde dem noget godt.

Ifølge en ny rapport fra tænketanken World Economic Forum opfatter 79 procent af danskerne større samkvem med den muslimske verden som en trussel. Og det er galt, forstår man. Rapportens udgivere tilhører nemlig en elite af politikere, intellektuelle og handelsfolk, der officielt plæderer for endnu mere kulturel sameksistens blandt muslimer og vesterlændinge.

En af rapportens bagmænd er endda en saudisk prins, der ikke mener, at moderate muslimer bør tage afstand fra ekstremister. Så er tonen slået an: de politisk korrekte multikulturalister skal gå islams ærinde, og midlet er som altid »dialog« og fordømmelse af bl.a. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. For det skaber som bekendt splid at bruge sin ytringsfrihed.

Medierne påkalder de sædvanlige eksperter for at få fastslået, om danskerne nu også er racister. Det er de naturligvis ikke. Men danskerne har god grund til at bevare deres skepsis og stå fast på deres egen kultur. Danskerne lever nemlig i et overordentlig godt samfund med en stærk sammenhængskraft, frihed og velstand.

Adskillige undersøgelser fra anerkendte internatio­nale institutioner dokumenterer gang på gang dette faktum. Danmark er i verdensklasse, hvad angår forhold som demokratisk og kompetent statsledelse, social retfærdighed, politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, uddannelse, levealder, indkomst, tillid, lav korruption, konkurrencedygtighed samt lykke og tilfredshed med livet.

Dette samfund er blevet til, fordi vi her i landet har en lang række værdier, normer og adfærdsmønstre, der er særlige for vores kultur. Det er faktisk bydende nødvendigt, at vi forstår, at det er kultur, vi har at gøre med. Og at vi bevarer denne enestående kultur, der er grundlaget for vores gode samfund.

Vi fastholder kun denne etablerede fælles nationale kultur ved at integrere fremmede borgere i denne kultur. Det er betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder. Hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.

Multikulturalismen, som rapporten anbefaler, må derfor afvises: Der er simpelthen for stor forskel på den danske og den muslimske kultur. Og danskernes skepsis kommer af konkrete erfaringer med samkvem med islam, ikke af abstrakte idealer.

Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af det gode, danske samfund forudsætter kulturel integration. Det kommer f.eks. frem i diskussionen om, hvorvidt indvandrere skal kende landets kernekultur og »føle sig danske« for at få statsborgerskab.

Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel.

For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle kulturelle normer, der er afgørende for etableringen af et godt samfund, som i en dansk sammenhæng altså er kendetegnet ved sammenhængskraft, frihed og velstand.

Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed; og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration. Så igen bliver facit: det er væsentligt at fastholde den nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme.

Det er altså svært at sige noget om, hvordan et godt samfund som det danske bliver til og opretholdes. Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger kulturen i det danske samfund. Lad os se på nogle af dem. (foto Snaphanen)

For det første kan vi tage en række karakteristiske verdens- og menneskeopfattelser. Den bærende religion hertillands er den kristne protestantisme. Denne understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme.

Vi har også en tro på, at vi kan påvirke vores skæbne i en bedre retning, ligesom vi lærer af fortiden og fokuserer på fremtiden, hvilket fremmer planlægning og behovsudsættelse. Velstand er i vores kultur noget, der er frembragt af menneskers kreativitet, og den kan vokse i modsætning til nul-sums-opfattelsen, der præger mange andre kulturer. Endelig opfatter vi viden som noget konkret, og den kan verificeres. Kendsgerninger betyder noget.

Endelig hersker der i vores kultur det, man kan kalde en antropologisk realisme: Vi mennesker er fejlbarlige, og det tager vores samfundsindretning hensyn til. Vi eksperimenterer helst ikke med uprøvede idealer.

For det andet kan vi se på sådan noget som de moralske værdier og borgerlige dyder, der præger vores kultur. Den etiske kodeks er strengt defineret, men holdt inden for realistiske normer. Det er ikke svært at opfylde de moralske normer. Men træder man ved siden af, pådrager man sig fordømmelse. Det er med til at skabe tillid i samfundet.

De borgerlige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (»et ord er et ord«) og gensidighed: man hjælper som regel hinanden. Uddannelse er også en vigtig kulturel faktor, fordi den fremmer selvbestemmelse og kreativitet; uddannelse tillader, ja, stimulerer endda afvigende synspunkter samt uafhængig og kritisk tænkning.

For det tredje er også den økonomiske adfærd karakteriseret ved nogle særlige kulturelle forhold. Der hersker en udbredt præstationstrang blandt danskerne: man lever for at arbejde, ikke omvendt. Danskerne er også præget af mådehold og sparsommelighed (»man skal yde, før man kan nyde«), hvilket samtidig er betingelsen for succesfulde investeringer. Virkelyst og opfindsomhed præger kulturen, og vi har den opfattelse, at konkurrence fører til fortræffelighed. Endelig sker forfremmelse efter fortjeneste; det afgørende er ikke, om man har de rette kontakter.

For det fjerde kendetegnes vores kultur ved en særlig social adfærd. Lad mig hastigt opremse: Der er en meget lav grad af korruption, svindel og nepotisme. Der er tillid til og ansvarlighed over for fremmede. Der er et stærkt civilsamfund og et aktivt foreningsliv. Der er en stor deltagelse i offentlige anliggender. Magten er delt, altså det, der på engelsk kaldes checks and balances. Der hersker en grundlæggende konsensus og en høj grad af pluralisme. Og eliten står til ansvar for befolkningen.

For at tage de sidste kulturelle træk: Danmark er et sekulært samfund, og der hersker en opfattelse af personlig skyld og ansvar. Det står i modsætning til offerdyrkelse og leder til, at vi prøver at forbedre os. Endelig er der udbredte liberale holdninger og adfærd som ligestilling mellem kvinder og mænd, man ytrer sig frit (ja!), der er respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.

Denne oversigt over de særlige træk ved dansk kultur gør selvfølgelig ikke fordring på at sige noget om hver eneste dansker, men om danskerne generelt. Den er heller ikke udtømmende, men central. Visse træk kan også være universelle, men kombinationen er unik for den danske, ja, vest­lige kultur. De fleste elementer kan ydermere ses som en arv fra oplysningstiden, men er i lige så høj grad en græsk-romersk-kristen arv.

Mange af de kulturelle træk har også en bagside, om man vil. Danskerne er gensidigt tillidsfulde, men er som bekendt også noget tillukkede og skeptiske. De opfatter fremmede kulturer som en trussel, medmindre de har erfaret noget andet.

Man kan heller ikke beslutte sig for at skabe en kultur lig den danske. Den er snarere vokset spontant frem gennem en lang historisk proces. Den opfattes som sådan som »naturlig«: Det er nu engang sådan, vi lever her i landet, og det føles rigtigt, meningsfuldt.

De kulturelle træk er heller ikke specifikt danske, men udpræget danske. Det er det afgørende: Det er vores værdier, der er med til at definere, hvem vi er. Og betingelsen for, at vi kan forsvare vores livsform er, at vi forstår, hvem vi er, kulturelt og nationalt.

Der er altså ikke nogen grund til at bebrejde os selv, når en kosmopolitisk elite fordømmer vores frygt for islam. Tværtimod bør vi udvise stolthed over vores kultur. Så ville vi måske heller ikke blive mødt med foragt af muslimske indvandrere, men kunne derimod gøre os håb om, at de vil blive som os. Vi kan nemlig tilbyde dem noget godt.

Af Kasper Støvring – Ph.d.-stipendiat Fredag den 25. januar 2008