– ” I don’t believe that Blair and Bush will be arrested right away, but this issue may haunt them, because after all, they will not die very soon, since they are not old. Just like Pinochet was tried – who knows? There are brave lawyers who are waiting for this opportunity, which will come one day.”

Former British minister Clare Short entertains the Possibility of Placing Bush and Blair on Trial in International Court Al-Jazeera TV on April 14, 2008 – Måske israelerne lige kan nå at komme med i samme postgang nu de har tilladt sig at bombe en “syrisk atomreaktor til ufredelige formål” Men hvem ved, måske kan penge også gøre det. Så lige dette krav, som jeg ikke har set i omtalt danske medier. 100 mio Euros er dog en sjat i afpresning – 1 mia d.kr, men intet imod de 15 mia d.kr. vi giver Egypten i “uviklingshjælp” om året. (Penge til Mellemøsten bør nok rettelig kaldes “indviklingshjælp” ):

A Coptic association in the city of Luxor filed a lawsuit against the Danish ambassador in Egypt over the publication of cartoons mocking the Prophet Muhammad in Danish newspapers. Head of the Coptic association, Ayoub Fouad Mansour is asking for 100 million euro in compensation from the Danish ambassador after the republication of the cartoons. The lawsuit filed last February will be looked into by south Cairo court on May 13. The publication of such offensive caricatures is aimed at inciting sedition between Muslims and Christians.EGYPT,COPTS ASK FOR 100MLN EURO OVER DANISH CARTOONS

“Gå inte ut ensamma”

siger den svenske ambassadør i Paris efter det psykopatiske mord på den 19- årige Sorbonne studerende Susanna Zetterberg. Det samme kunne den franske ambassadør i Stockholm i grunden sige til unge franske dér, når man tænker på hvad “svart-taxier” har været indblandet i. Unge, hvide kvinder, er i tiltagende grad jaget vildt i Europa.
Det mærkelige er at hendes identitet tilsyneladende er en hemmelighed i Sverige, hvad den ikke er i f.eks Danmark eller Frankrig, hverken med navn eller foto. Her, her eller her. Familien er underrettet forlængst, hvem skal skærmes for sandheden og hvorfor ? Og skal chaufføren af den sorte taxi også skånes, når han findes ? – Havde den alt for tillidsfulde unge svensker fået lov at leve lidt længere, villle hun være stødt på disse ord af Camus : “Den eneste nitte vi kan trække i tilværelsen, er en for tidlig død”.  19 år !

Halveringtid: Et år !

I halvfemserne var omkvædet i media, hvor mange Ericsson nu havde fyret. De senere år har det været den svenske hær. Man har stirret sig blind på manglen på ydre fjender. Men de potentielle indre, da ? England og Frankrig har været marginaler fra at måtte sætte hæren ind mod deres, jvf. “A Magistrate´s Warning” fra dec. 2007:

Försvaret står inför en ny halvering med nedläggningar på en rad orter. Sydligaste Sverige kan tömmas helt på arméförband. Hela riket norr om Vänern lämnas utan ­något flygförband alls, enligt Försvarsmaktens hemliga ­lista över besparingar. “Vi har en Försvarsmakt i fullständigt fritt fall. Det här är förslag som läggs fram i ren desperation.”

Flera förband ska läggas ned

“Vi som hadede Amerika”

Antiamerikanisme, jo tak, der har jeg også været. Modsætningen til den patologi af had til USA der rider Vesten som en mare er ikke ukritisk omfavnelse af alt amerikansk. USA er en supermagt der forfølger mål som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med vores interesser. Ikke alt i amerikansk kultur er lige tiltalende herovre i Old Europe, måske mindst af alt den puritanske strømning der farver så meget af tilværelsen derovre, og som vi umiddelbart sanser i tilsyneladende forskellige fænomener som politisk korrekthed eller ‘evangelical’ kristendom. Alt dette er dog for mig i dag gledet i baggrunden, fordi det i hadet helt og aldeles glemmes, at alternativerne til USA er fuldstændigt rædselsvækkende for os: En verden hvor USAs magt bliver stækket, er en verden hvor andre magter får mere indflydelse. Disse magter er bl. a. kinesiske ambitioner, russiske ditto, islam, og almindeligt banditvæsen på søvejene. Mon Rusland eller Kina kunne tænkes at opbygge et missilskjold der beskytter Europa mod iranske atommissiler? Mon? Selv den mest forhærdede virkelighedsfornægter i Enhedslisten ville betakke sig for at leve i en sådan verden.

Jonsson får også 13 med pil opad af mig for at prøve at indkredse årsagerne til det vestlige selvhad. Bemærk endnu engang, at disse synteser fremsættes af en læserbrevsskribent, ikke en journalist (LFPC)

[…] Disse to fænomener, selvhadet og anti-amerikanismen, er følgesvende. At de er knyttet sammen, kan skyldes, at USA af i dag ses som Danmark af i morgen. Vi ser USA i os selv – og ængstes; ja nogle væmmes. Det er ikke alene iranske politikere og præster, som betragter USA som »Den Store Satan«.

Måske begyndte det allerede med Marshallplanen 1948-51, hvor USA donerede 2 pct. af sit bruttonationalprodukt til genopbygningen af Europa. […]

Men godgørenhed bliver ikke altid værdsat, som også H.C. Andersen er inde på i romanen »Improvisatoren«: »Den riges gave, rakt med let hånd, ligger tungt på den fattiges hjerte.« Der var i Europa ikke den store taknemlighed mod USA. Gjorde man det ikke bare for at fremme egen eksport? Motivforskning fandtes allerede dengang.

Senere kom de europæiske koloniers frigørelse og Vietnam-krigen. Der var nok at hade os selv for. Som den franske forfatter Pascal Bruckner skriver i sin bog »La tyrannie de la pénitence« (Angerens tyranni), så stammer denne selvbebrejdelse fra et ensidigt syn på Europas historie som én lang række af religiøse forfølgelser og imperialistisk motiverede krige, der fører frem til to verdenskrige og den europæiske fascismes forbrydelser. Og, kunne man tilføje, den europæiske kommunismes lige så store ditto.

Men selvhadet kan også skyldes »Guds død«. Det er sagt, at Gud døde i skyttegravene under Første Verdenskrig, hvor tabstallene var forfærdelige. Kun få familier i de krigsførende europæiske lande var uberørte af de enorme tab. Troen på en Gud forsvandt for mange. Men kun halvt. Den kristne synds- og skyldbevidsthed overlevede. Men ikke syndernes forladelse.

Så stod vi europæere dér med al vor skyldfølelse over verdens elendighed, senere forstærket af mareridtsagtige scenarier fra Afrika på TV, og kunne ikke blive af med al den skyld. For nåden manglede. Dette selvhad fik mange europæere til at sværme for totalitære ideologier. Ateisten med den store skyldbevidsthed blev en tikkende bombe. Nogle få endte i en Blekingegadebande.

Jagten gik ind for at finde »ofre« for Vestens ondskab. Med den store indvandring af muslimer faldt det lige for at pege på korstogene. Hvor vi kristne dog glemmer, at da korstogsridderne i år 1099 indtog Jerusalem, var der tale om en generobring. På Muhammeds tid var middelhavsområdet jo overvejende kristent. Samtidig er det blevet mondænt at tale om et »Fort Europa«.[…]

Englænderen John Locke advarede i slutningen af 1600-tallet mod at lade vore subjektive holdninger spærre for en objektiv virkelighed. Med vor tids manglende interesse for de eksakte videnskaber kan der være grund til at minde om John Locke. For måske ligger en del af skylden for vort selvhad i det faktum, at så mange mennesker fravælger naturvidenskab – hvor man jo har en »objektiv virkelighed« at støtte sig til. Herved skabes nemt en angst for det »fremmede«, naturvidenskaberne, som har muliggjort så megen ødelæggelse: Atombomben, »de kemiske stoffer«, osv. Og således et selvhad.[…]

Det, vi mangler, er nu at kaste selvhadet af os; være lidt stolte af os selv. Men vi bliver ikke af med dette selvhad, før vi besinder os på, at vi aldrig kan udføre alt det gode, vi gerne vil. Utopien findes ikke her på Jorden; vi må vælge, hvilke ufuldkommenheder, vi vil acceptere. Vi behøver ikke at give George W. Bush’ tidligere rådgiver Richard Perle ret, når han siger: »Europa er fortabt. Det har ingen rygrad, og der er ingen vilje til at konfrontere ubehagelige kendsgerninger…« […]

Ivar G. Jonsson: Selvhad (WA 25.4.2008, ikke online) [min fremhævelse]

Europas skumringstime

Måske den vigtigste blogpost der er set siden samme forfatters tilsvarende lange “The Danish Civil War“. Begge burde læses med største interesse af alle europæere, for det paradoksale er jo, at diskussion af Europas fremtid helt ned i de mest skræmmende detaljer er nærmest ikke-eksisterende uden for blogverdenen. Lad så være, at det tidligere essays indledende fremtidsmareridt om borgerkrig her i Danmark på flere måder virkede utroværdigt; imidlertid skulle det ikke læses som en profeti, ligesom Orwells 1984 heller ikke var en profeti, men essayet bød på en uhørt konkret opstilling og diskussion af de forhold som kommer til at afgøre Europas skæbne. For dette var det guld værd – når nu medierne slumrer i deres Tornerosesøvn, og tilsyneladende ikke har opdaget – eller er ligeglade med, eller ikke ønsker at skræmme læserne med – at store forandringer til det meget værre er uundgåelige. Så meget kan der argumenteres for, fordi forudsætningerne for dette udkomme opbygges i disse år, eller er allerede blevet opbygget, og al historisk erfaring siger at det kun kan gå grueligt galt. Men igen, forfatteren giver sig ikke ud for at være profet, og præcise forudsigelser vil altid blive gjort til skamme.

Om noget er virkeligheden endnu mere håbløs end den bliver fremstillet her, idet forfatteren ser isoleret på Europas situation og mulighederne for at standse en udvikling der måske allerede på nuværende tidspunkt ikke kan afvendes. For hvordan kan man tale om ‘sejr’ over den totalitære ideologi islam, så vi ruller udviklingen tilbage til dengang politikere og tegnere ikke behøvede politibeskyttelse, brandbiler kunne rykke ud uden politieskort, og terrortruslen ikke betød afsættelse af betydelige ressourcer til at dæmme op for den? Selv i El Inglés’ lidet sandsynlige best case-udfald, taler vi jo stadig om et Europa under affolkning på grund af for få børnefødsler. ‘Sejr’ er mere end at vinde kampen om vore lande her og nu. For at ordet kan give mening, må denne også sikres ved langsigtede løsninger på det demografiske problem, og den måske umulige opgave det vil være under disse vilkår at bevogte Europas ydre grænser, især mod syd. Men lad os bare starte med situationen her-og-nu, så kigger vi på det andet når vi igen er herrer i eget hus.

Hvis nogen kan falsificere El Inglés’ scenarier og opstille et lige så plausibelt positivt scenarie der medfører, at vores fred og frihed vil fortsætte dette århundrede ud, vil det være særdeles velkomment. Men er der nogen der kan dette? Se, det vil jeg påstå at der ikke er. Reaktionen vil, siger min erfaring, være et rent ad-hominem-angreb på forfatteren for frådende voldsfantasier og lignende. Ikke faktuel gendrivelse. Men mener nogen at kunne opstille et positivt, fredeligt scenarie der tager udgangspunkt i virkeligheden, så er jeg lutter øren.

[El Inglés’ essay er for langt til at bringe i sin fulde længde her, men bør absolut læses i sin helhed. Her kun nogle uddrag:]

[Her tror jeg forfatteren har fat i noget vigtigt, nemlig forklaringen på den besynderlige, suicidale holdning man møder hos myndighederne i vore lande, hvor beskyttelse af landets fjender åbenlyst prioriteres højere end de oprindelige beboeres frihed og sikkerhed. Fremhævelserne er mine:]

Having accused the British police of not having a strategy to deal with the increasingly corrosive effects of large and growing numbers of Muslims in British society, I will now suggest that there is one strategy consistent with their behaviour, whether they have ever consciously formulated it or not. Simply put, it is the strategy of managing decline. The police have recognized that brute demographic realities render it impossible to ensure that the rule of British law continues to obtain in Muslim-dominated areas or with respect to Muslims in general, and that there is nothing they can do about it. They therefore take action against the most egregious examples of Muslim criminality, whilst simultaneously recommending that clergymen in London not wear their collars in public for fear of being assaulted by adherents of the Religion of Peace. They are, in essence, fighting a rearguard action against an inexorable demographic process, which can be slowed, but no longer stopped through mainstream political processes.

[Den udbredte fortrængning og fornægtelse af problemer der underminerer vores egen fremtid, og intet der tyder på at der vil ske et holdningsskred:]

It must first be observed that the possibility of electoral discontinuity, clearly the most desirable of the two types of discontinuity, seems remote at present in most European countries, despite the remarkable efforts of Geert Wilders in the Netherlands and the positive developments in Denmark. Given the private sector opposition to his efforts, the fact that his party currently has only 9 seats out of a total of 150 in the Dutch Parliament, and the likelihood of existing elites resorting to every dirty trick in the book to foil him as his influence grows, it is hard to believe that a Netherlands with him or a similar figure in the driving seat is likely to exist any time within the next five years, during which time the window of opportunity for successful electoral discontinuity will continue to close. In France, another country neck-deep in the green stuff, Sarkozy was, some hoped, to represent the long-awaited electoral discontinuity. To be as gentle as possible, this does not seem to have been the case. As for Sweden, if what I read about its political and media culture on concerned websites is accurate, there is no hope whatsoever of electoral discontinuity occurring before it is preempted by something far more grisly. I note, for the sake of completeness, the existence of countries such as Denmark, Italy, and Switzerland, which hold more promise than most of refuting my position in whole or in part.

[Kollaps af samfundet, og statens magtesløshed:]

Following the types of discontinuity that I envisage occurring in the near future, we must observe that the likelihood of government being capable of maintaining an effective monopoly on the use of violence is exceptionally low, and that, in direct proportion to its failure to do so, the continuum represented by various combinations of the above options will be collapsed into a much smaller number of discrete, widely separated and virtually impossible-to-combine options. Incarceration after a fair trial will simply not exist as an option in the event of societal breakdown. Prohibitions of proscribed activities will be enforceable only through immediate violence, which essentially collapses this option into a new option not available to the state itself, mob violence and vigilante ‘justice’ centered on tribal markers such as dress, appearance, or language. Large-scale non-lethal violence takes large numbers of well-trained, well-equipped, well-organized and amply-supported personnel and is therefore the province of organs of the state, guided by intact political structures. It cannot exist in the circumstances imagined here. Surrender, Genocide… or What?

El Inglés diskuterer herefter de utvivlsomt mest kontroversielle aspekter, nemlig de tanker om massedeportationer – eller værre – der fra tid til anden dukker op i debatsfæren. Før nogen hermed tiltror forfatteren fascistiske eller genocidale lyster og forhåbninger, skal det indskydes, at konklusionen for hans vedkommende er negativ både med hensyn til det ønskværdige eller det opnåelige i disse henseender.

Med ‘tonen’ i debatten så ophedet som den er, er det uundgåeligt, at blot dette at diskutere ubehagelige og uacceptable scenarier vil blive læst som opbakning til dem. Jeg har set alt for mange eksempler på dette, nemlig at vores debatopponenter griber enhver chance de ser til at læse alskens fascistisk tankegods ind i blot dette at opstille scenarier. Det kan vi ikke gøre noget ved. Vi er oppe mod nogen som ikke kan komme med faktuelle gendrivelser af de data vi fremdrager, og derfor tyer til ad-hominem-angreb, stråmænd og manipulation. Skulle dette på forhold udelukke opstilling af mere eller mindre sandsynlige scenarier, og diskussion af dem? Hvis vi ikke engang kan diskutere mulige konsekvenser og fremtidsscenarier, er vi virkelig solgt til stanglakrids. Vi må bare acceptere dette som endnu en, i bedste fald, irritationsfaktor, og i værste fald en risiko ved den samfundsdebat vi bedriver. Til dem der i modsætning til venstrefløjen er villige til at forholde sig til virkeligheden, skal Baron Bodisseys indledende ord til dette essay på Gates of Vienna stå som nøglen til dets rette forståelse: “Remember: the article below is descriptive, not normative” (LFPC).

Når myndighederne i et af verdens mest gennemregistrerede lande må kigge på tænder for at bestemme gerningsmandens alder …

… så er der vigtige oplysninger som journalisten fortier. Sarah Kott tager – igen – på virkeligheden med fine, hvide handsker:

Hans sygesikringsbevis siger, at han er 14 år, men mandens tænder afslører, at han er over den kriminelle lavalder. Dermed kan han nu sigtes for voldtægt af sin eks-kæreste samt fire røverier

Den unge mands udseende samt eks-kærestens vidneudsagn fik politiet til at igangsætte en undersøgelse af mandens tandsæt for at fastslå, hvorvidt han kunne retsforfølges.

Og det kan han altså nu.

“Vi har fået en erklæring, som gør, at vi antager, at hans alder er over den kriminelle lavalder, og derfor fastholder vi sigtelsen mod ham,” fortæller vicepolitikommissær, Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Mandes eksakte alder har politiet dog ikke. Voldtægtsmand var over 15 år

Nå, men det er da altid en sjov gætteleg når man skal vurdere den ‘etniske’ komponent i avisernes krimihistorier (LFPC).