lidt uærbødigt jeg kom til at tænke på Oswalds vise. Omvendt er det er vel helt legitimt at være lun på et badeforhæng ?

“Terrorisme” – ét middel hen imod det fælles mål, sharia

Der findes spørgsmål af vigtighed for os alle der er så indlysende, at der må være mentale blokeringer og undvigemanøvrer på spil når de alligevel bliver ignoreret. Jeg tænker her på mainstreammediernes dækning af forhold vedrørende islamisk teologi, som stort set aldrig bevæger sig ud over sandkassestadiet. Vigtige spørgsmål der skriger til himlen på at blive afklaret bliver ikke engang stillet. Journalisterne opererer med de samme primitive antagelser verden over: En af dem er forsimplingen af problemerne med islam i vores samfund til at handle om vold her og nu, eller ikke vold her og nu – den såkaldte ‘terrorisme’, der er et ord der betegner et middel hen imod et mål. Forsimplingen bliver, at hvis vi kan ‘afradikalisere’ visse risikogrupper, kan vi forhindre ‘terrorisme’ – og det var så den problematik. Undgå radikalisering, problem solved.

Aldrig, aldrig stilles spørgsmålet om ikke-voldelige muslimer repræsenterer en demokratisk, pluralistisk, ikke-supremacistisk retning af islam, der kan sameksistere med os på ubestemt tid, også hvis demografien medfører muslimsk flertal ad åre. Jeg har ingen grund til at tro at den tidligere straffefange (narko) Abdul Wahid Pedersen er indblandet i terroristiske aktiviteter. Måske gør han endda et stort arbejde for at forhindre dette, hvem ved. Men er alt så som det skal være? Tja, hvad skal man mene om ord som disse:

I det nordlige Nigeria har befolkningerne ved flertalsbeslutninger valgt at indføre islamisk lovgivning, og det er jo derfor noget, som resten af verden må tage til følge. Som jeg læser dit spørgsmål, fornemmer jeg, at du helst så, at muslimer verden over vil bebrejde de nigerianske beslutningstagere, at de har valgt denne vej.

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. Stening står ikke til diskussion

Abdul Wahid Pedersen har altså samme mål som de ‘radikaliserede’ muslimer, shariastyre, et samfund der i voldsudøvelse og ufrihed trodser enhver beskrivelse. Hvis Informations journalist så forholdt sig til dette, og forklarede hvorfor Pedersens mål ikke er repræsentativt for ikke-radikaliseret islam, og at denne altså var demokratisk og ikke-supremacistisk, så ville det være en ærlig sag. Men hun stiller overhovedet ikke spørgsmålet, men støtter sig til en af de dhimmiakademikere som Norge er så rigt på, og glider udenom spørgsmål af største betydning for hende selv og hendes efterkommere. Dette er ikke en ærlig sag, det er lusk, og det er udtryk for dumhed (LFPC).

Militante islamister kan sagtens omvendes. Blot fordi man en gang har valgt Osama bin Laden som sit ideal, behøver det ikke at blive ved med at være sådan. Ved hjælp af islamiske argumenter og tilbud om en ny tilværelse kan man få selv overbeviste jihad-krigere til at lægge terroren på hylden. Det siger den norske terrorekspert Tore Bjørgo.

Han koordinerer terrorforskningen i Norge og har sammen med en række andre fremtrædende terrorforskere verden over udviklet metoder og strategier for, hvordan man kan få militante islamister og hele grupper til at opgive volden.

[…] I sin nye bog ‘Leaving terrorism behind’, der udkommer i England til efteråret, trækker han, og de andre forskere, der har bidraget til bogen, på erfaringer fra bekæmpelse af ekstremistiske grupper i en lang række lande, herunder en del islamiske. Og konklusionen er entydig. Bevidst afradikalisering af enkeltpersoner og grupper er et værktøj, der virker.

[…] I Egypten har de to største terrorgrupper Gama’a al-Islamiyya og Islamisk Jihad opgivet volden og er blevet moderate, fredelige sociopolitiske bevægelser. Også i Saudi-Arabien er det lykkedes at få rigtig mange jihadister til at opgive den voldelige vej. […] Charlotte Aagaard: En gang terrorist, altid terrorist?

Mainstreammediernes sandkasse – lidt dokumentation

Ligesom Google er avisdatabasen Infomedia et redskab med mange anvendelser. Jeg hævder tit, at journalisters behandling af islamisk teologi er overfladisk, naiv og præget af berøringsangst, og at debatten på netfora som f. eks. på blogs fremlægger langt mere substans. Påstanden kan faktisk sandsynliggøres, idet det ikke kan være en helt urimelig antagelse, at blot nogenlunde kvalificeret og dybtgående behandling af emnet islamisk teologi vil inddrage terminologi fra dette område, om ikke andet end for at påvise os islamofobiske netdebattørers usaglighed. Et hyppigt brugt ord hos os er som bekendt taqiyya, ‘tvetunget tale’, forstillelse eller løgn i islams tjeneste, som det gerne udlægges. Søger man på dette ord incl. stavemåden taqija for samtlige danske medier siden 12.9.2001, får man siger og skriver 72 hits, hvilket i sig selv er forsvindende lavt, set i forhold til hvor meget islam har fyldt siden 9/11. Herfra skal trækkes adskillige dobbeltposteringer fra forskellige avisudgaver eller aviser med fælles stof. Af de resterende står velkendte islamkritiske debattører som Lone Nørgaard, Lars Hedegaard, Lene Kattrup, Ole Hasselbalch, Carsten Ringsmose og P. H. Bering sammenlagt for en meget stor del. Nogle ganske få kommer fra avisanmeldelser af bøger fra denne kant – initiativet til at bruge ordet kom altså ikke fra anmelderen – og nogle få kommer fra danske konvertitter som Aminah Tønnsen.

Jeg kan – siden den voldelige islamiske aktion på 9/11 – finde siger og skriver ét eksempel på en journalist som selv bringer ordet op, fra Ekstra Bladet 17.3.2002, i en artikel om en ‘samspilsramt’ pige:

Et selskab domineret af afstumpede machofyre, som ifølge en garvet behandler er parat til at ofre deres bedstemødre for et hurtigt knald eller en pibe stærk tobak. Onde tunger med indblik i de kriminelle araberbanders tankegang vurderer, at Sarah og andre danske teenagerpiger kun tages til nåde af de hårde indvandrerdrenge som pynt og som en form for legitimering. ‘Taqija ‘ er et arabisk krigsudtryk.

Det betyder, ‘at snyde fjenden’. Fjenden er i den verden det officielle Danmark. Fuck-Danmark. Og Sarah spillede spillet. Hun lagde sig på ryggen, når det forventedes af hende. Og hun lærte at kæfte op og slå fra sig. (Torsten Ruus: Volds-englen, Ekstra Bladet 17.3.2002)

Ét sølle eksempel, og journalisten kryber udenom at give en mere præcis forklaring på ordet end “et arabisk krigsudtryk”. Hmmm, Torsten. “Krigsudtryk”, tampen brænder, men der er noget du ikke fortæller os …

Er vi tjent med dette oplysningsniveau i massemedierne? Som jeg gerne siger: Blogosfæren – hvis De vil vide mere (LFPC).