Ni “balkongflickor” på et år

Ett mycket allvarligare fenomen är balkongflickorna. Sedan 2007 har nio muslimska flickor trillat ner från balkonger och slagit ihjäl sig (5 st) eller blivit allvarligt skadade. Det skedde i Malmö i februari, då en 16 år gammal flicka under oklara omständigheter föll från en balkong i Rosengård och dog. Inga vittnen finns mer än familjemedlemmar.
Det är naturligtvis ingen tillfällighet att nio muslimska flickor ramlar från balkonger. Allt sedan fallen Pela och Fadime (mfl) mördats för att de påstås ha kränkt familjens och särskilt husfaderns heder, har vi fått upp ögonen för att muslimska familjers kulturkrockar i Sverige kan leda till hedersmord. Nu har man kommit på att balkongmetoden är mycket bättre än att skjuta eller sticka ner flickorna, när det inte finns oberoende vittnen. Polisen står handfallen och kan inte bevisa att flickan inte ramlat ner av sig själv eller möjligen begått självmord. Det senare är inte så osannolikt som det kanske låter, eftersom det kana hända att flickan tvingas att själv hoppa. Alf Ronneby, kronik  i Skånskan  ( “Altan-piger” på dansk)

Mchangama må lave sine lektier, før han udbreder sig om ytringsfriheden og Trykkefrihedsselskabet

Af Lars Hedegaard

Jacob Mchangama skal have tak for i sin seneste klumme her på 180Grader at have rejst en velkommen diskussion om ytringsfriheden og specielt om Trykkefrihedsselskabets indsats i den forbindelse.

At han så desværre går galt i byen med sine konkrete påstande om selskabets gøren og laden må skyldes, at hans indsats for menneskerettighederne i den grad har lagt beslag på hans opmærksomhed, at han ikke har haft tid til at sætte sig ind i sagerne.

Således tror han åbenbart, at selskabet havde inviteret Geert Wilders som “æresgæst” – vi nøjedes nu med at kalde ham gæst – fordi vi var enige i hans syn på islam. Allerede dagen før vores møde med Wilders i Landstingssalen havde jeg ellers i et interview med TV 2 News omhyggeligt forklaret, at vi ikke havde indbudt den hollandske politiker for at udtrykke enighed med hans synspunkter (hvilket jeg gentog i min velkomsttale til Wilders dagen efter), men for at give ham lejlighed til at fremføre dem for et dansk publikum. Og det kunne jo nok være nødvendigt i en situation, hvor han var truet på livet uden at have begået anden brøde end at give sin mening om islam til kende. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi fandt det stærkt forkasteligt, at den danske statsminister havde fordømt Wilders’ film Fitna på et tidspunkt, hvor han ikke kunne have set den.

I Trykkefrihedsselskabet havde vi derimod nøje studeret den famøse film, inden vi inviterede Wilders til Danmark. Hvis den havde indeholdt opfordringer til overgreb på muslimer, ville vi naturligvis ikke have bedt ham komme. Men det gør den som bekendt ikke.

Det er sandt, at Geert Wilders både i Fitna og i sine øvrige offentlige budskaber har draget paralleller mellem islam og andre totalitære ideologier som f.eks. nazismen. (Det har jeg i øvrigt også selv gjort.) Men det diskvalificerer ham vel ikke som offentlig debattør. I hvert fald bør det ikke være strafbart at fremsætte et sådant synspunkt.

I den forbindelse er det interessant, at mange af den moderne politiske islams fremmeste talsmænd med stolthed har understreget ligheden mellem islam og nazismen. Læs f.eks. Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers’ bog Halvmåne og hagekors: Det Tredje Rige, araberne og Palæstina, der netop er udkommet på Informations Forlag. Jeg skal stærkt anbefale den til Jacob Mchangama. Når han har læst den, vil jeg bede ham fortælle, hvorfor Geert Wilders ikke må sige det samme, som stormuftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, sagde for over 70 år siden. Allerede den 31. marts 1933 bankede muftien – som i øvrigt var en nær ven af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna – på hos den tyske generalkonsul i Jerusalem for at forsikre ham om, at muslimerne “hilser det nye tyske regime velkomment og håber på udbredelsen af den fascistiske, anti-demokratiske statsform til andre lande” (Mallmann og Cüppers, s. 50-51).
Fra 1938 kunne man i arabiske aviser læse artikler, der sidestillede Hitler med profeten Muhammed, og fra Teheran kunne den tyske ambassadør i begyndelsen af 1941 rapportere, at gejstlige rundt om i landet antydede, at Guds 12. imam (shia-islams centrale frelserfigur) allerede var sat i verden i skikkelse af Adolf Hitler (Mallmann og Cüppers, s. 44).

Og gammel kærlighed ruster ikke. I forbindelse med retssagen mod Adolf Eichmann i 1961 bragte den jordanske avis Jerusalem Times et åbent brev til den anklagede, hvori hans indsats i forbindelse med den europæiske jødeudryddelse blev betegnet som en “virkelig velsignelse” for menneskeheden (s. 243).

Jacob Mchangama beskylder endvidere selskabet for hykleri, fordi vi har inviteret en person, der går ind for forbud mod Koranen. Hvis han havde lavet sine lektier, ville han have vidst, at jeg i et interview med Politiken.dk den 2. juni tog afstand fra Wilders på dette punkt. Jeg er bl.a. citeret for følgende: “Vi kan ikke gå ind for et forbud mod Koranen eller andre bøger for den sags skyld. Det ville være en begrænsning af ytringsfriheden. Vi mener i stedet, at en åben diskussion er den rigtige vej frem.”

Man skal vist være menneskeretsekspert for at udlægge det som en “ukritisk hyldest af (sic) Geert Wilders”.

Det er i øvrigt et interessant synspunkt, at en mødearrangør skal stå til regnskab for indbudte taleres meninger. Jeg gyser ved tanken om de slutninger, der kan drages af det faktum, at Trykkefrihedsselskabet har holdt møder med f.eks. den radikale politiker Simon Emil Ammitzbøl og med Jørgen Bæk Simonsen. Betyder det, at selskabet skal tages til indtægt for kravet om en ophævelse af 24-års reglen eller for det synspunkt, at islam er et så mangfoldigt fænomen, at man knapt kan snakke om det? Eller er det kun, når vi inviterer folk, som Mchangama ikke er enig med, at hans meningsoverføringsprincip finder anvendelse?

Og mens vi nu er ved de mange påstande om Trykkefrihedsselskabet, må jeg lige nævne Jeppe, som i en kommentar til Jacob Mchangamas bredside triumferende hævder, at Selskabet ikke havde et ord at sige, da Forbrugerombudsmanden fordømte en reklame med stuepiger og nonner, der indåndede duften af mandeunderbukser fra JBS. Var det måske ikke et indgreb i ytringsfriheden?

Men også her må vi skuffe vores håbefulde kritiker. Selskabets næstformand, Katrine Winkel Holm, diskuterede sagen i P1 Agenda den 5. april 2008. Her betegnede hun Forbrugerombudsmandens indgreb mod JBS’s kommercielle ytringsfrihed som både uholdbart og latterligt. Udsendelsen kan stadig høres over nettet.

Andre kommentatorer har imødegået påstanden om, at selskabet udelukkende interesserer sig for muslimske anslag mod ytringsfriheden og har bl.a. nævnt, at vi den 4. november 2007 holdt en stor international konference om ytringsfriheden i Kina. Den var hundedyr, idet vi havde indbudt kinesiske eksilintellektuelle fra Australien, British Columbia og Tyskland. Men selv om diskussionen om Danmarks deltagelse i De Olympiske Lege rasede, og selv om de indbudte taleres beretninger om det kinesiske regimes overgreb var rystende, havde kun én dansk avis, nemlig Jyllands-Posten, fundet anledning til at sende en reporter. Vi så for resten heller ikke noget til de talløse menneskeretseksperter, der gerne vil opkaste sig som overdommere i den offentlige diskurs.

Men ellers er det rigtigt, at Trykkefrihedsselskabet bevidst koncentrerer kræfterne om de mest påtrængende trusler mod ytringsfriheden i Danmark og i Europa. Og de skyldes næsten udelukkende muslimske forsøg på at true eller myrde sig til “respekt”, som består i, at man afholder sig fra enhver kritik, spot, hån eller latterliggørelse af profeten og hans selvbestaltede talsmænd. Med al respekt for JBS’s underbukser, så finder vi det altså mere påkrævet at sætte ind mod dem, der har myrdet eller vil myrde Salman Rushdie, Theo van Gogh, Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nasrin, Robert Redeker, Lars Vilks, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Kurt Westergaard, Flemming Rose og Geert Wilders. Og nu allersenest stand-up-komikeren Shabana Rehman som norske muslimer i disse dage opfordrer til at brænde.

Så langt vore kræfter og penge rækker, vil vi også i fremtiden sætte en ære i at invitere de dødsdømte og forfulgte til Danmark, så de selv kan få lejlighed til at fremføre deres ærinde. Faktisk planlægger selskabet netop nu en møderække med overtitlen “Under jorden”.

Vi gør altså, hvad vi kan. Og her er det interessant, at Mchangama synes at tilskrive os uanede kræfter. Det er smigrende, når han mener, at Trykkefrihedsselskabet skal beskæftige sig med indskrænkninger i ytringsfriheden over hele verden. Men vi er desværre ikke en international organisation. Hvis der var søsterorganisationer i andre lande, ville vi hjertens gerne samarbejde med dem, men de findes altså ikke endnu. Vi er en dansk forening, der overvejende finansierer vore aktiviteter gennem medlemsbidrag. Vi har ikke noget sekretariat, og har ikke råd til lønnede medarbejdere. På den baggrund synes vi egentlig, at vi har udrettet en del, siden vi trådte offentligt frem i marts 2005.

Men én ting kan vi love: Vi vil aldrig undlade at bekæmpe den konkrete ondskab med henvisning til ondskaben i al almindelighed. Vi vil heller aldrig undlade at forsvare os mod trusler fra profetens tilhængere med henvisning til, at religion i al almindelighed er noget skidt. Vi har ikke andet end foragt tilovers for folk, der reagerer på muslimske trusler mod friheden ved at finde skriftsteder i Det Gamle eller Ny Testamente. Den dag disse Gutmenschen kan påvise, at der her, hvor vi bor, findes konkrete trusler mod ytringsfriheden fra mennesker, der påberåber sig Bibelen, skal Trykkefrihedsselskabet nok træde i karakter. Indtil da vil vi beskæftige os med den virkelige verden.

180 Grader , Lars Hedegaard er historiker, journalist og formand for Trykkefrihedsselskabet

(efter  mødet cirklurede Wilders en times tid, og fik en snak med enhver der var interesseret – foto © Snaphanen, klik f helbillede)

Obama: What’s in a middle name?

Det er vel ligesom dengang homoseksuelle begyndte at kalde sig bøsser, for derved at tage brodden af ordet. Det virkede som bekendt. Men denne nye trend ender måske med i stedet at bekræfte, at der er noget uldent omkring Barack. For hvis påstanden er, at det hele drejer sig om smæderi over et arabisk mellemnavn, ville det da være overkill at tage dette kneb i brug. Vil dette f. eks. få modstridende udmeldinger og uafklarede spørgsmål om Obamas religion i barneårene til at fordufte, eller vil det virke som en anstrengt afledningsmanøvre? Jeg har stærkt på fornemmelsen, at spørgsmål som disse, og om forholdet til den muslimske verden, vil komme til at ledsage Obamas præsidentembede (LFPC).

“Emily Hussein Nordling,” her entry now reads.

With her decision, she joined a growing band of supporters of Senator Barack Obama, the presumptive Democratic presidential nominee, who are expressing solidarity with him by informally adopting his middle name.The result is a group of unlikely-sounding Husseins: Jewish and Catholic, Hispanic and Asian and Italian-American, from Jaime Hussein Alvarez of Washington, D.C., to Kelly Hussein Crowley of Norman, Okla., to Sarah Beth Hussein Frumkin of Chicago. […]

“I am sick of Republicans pronouncing Barack Obama’s name like it was some sort of cuss word,” Mr. Strabone wrote in a manifesto titled “We Are All Hussein” that he posted on his own blog and on dailykos.com. […] The Caucus og N.Y.T. “Luttwak replies“