Vi er godt på vej til at skabe en særligt priviligeret klasse. Offerretorik, iltre temperamenter og vold i uskøn alliance med kulturelt selvhad på vores side skaber en dynamik der ingen ende kan få. Hvornår har vi vist hensyn nok, hvornår har den sidste kritiker besindet sig, hvornår kommer den dog, den multikulturelle harmoni der jo antages at være tingenes naturlige tilstand? Læs hele artiklen på Sappho (LFPC):
Louis Chagnon er en historielærer, der i 2003 blev genstand for en skånselsløs parforcejagt iscenesat af “antiracistiske” MRAP (Mouvement contre le Racisme et pour l’Amitié entre les Peuples, en aflægger af kommunistpartiet) og LDH (Ligue des Droits de l’Homme).
Både MRAP og LDH blev ivrigt støttet af medierne, (eller i hvert fald en del af dem) samt embedsmændene i undervisningsministeriets og det meste af kultureliten. Hvorfor?
Årsagen var Louis Chagnons undervisning i historikernes sandhedsfortælling om Muhammed. Det formastelige bestod i, at Chagnon med udgangspunkt i historikeren Maxime Rodinsons “Muhammed” i Encyclopedia Universalis havde fortalte sine elever om et centralt afsnit i koranen, hvor profeten optrådte som stratenrøver og jødemorder.
Siden da har domstolene efter en del tøven tvunget Undervisningsministeriet til at give Louis Chagnon æresoprejsning. Men det tog sin tid. Hele sagen er udførligt beskrevet i Chagnons bog Den franske skole og islam, der er en deprimerende historie om et politisk korrekt amokløb, som man absolut skal læse for at kunne forstå det kvalmende ideologiske klima, vi lever i i dag. Og hvor farligt det er at gå mod strømmen.
Islam må ikke nedgøres
Ifølge medierne havde Chagnon gjort sig skyldig i den værste af alle forbrydelser: Islamkritik, og derved havde han krænket de troende.
Og det var slemt, fordi set i den herskende marxist-prægede ideologis perspektiv er den slags synder helt utilgivelige. De river nemlig sløret væk fra en virkelighed, som man ellers foretrækker at holde skjult, og nu havde Chagnon altså sagt ting om islam, der ikke måtte siges. Så nu var fanden løs. […] Robert Redeker: En fransk historielærers mareridt -det ideologiske klima i Chagnon-sagen
Suzanne Bjerrehuus er (også) et mandfolk
PÅ SØNDAG har Trykkefrihedsselskabet inviteret den hollandske politiker Geert Wilders til at tale i Landstingssalen på Christiansborg. Han skal fortælle om at være forfulgt og leve under politibeskyttelse, fordi han har kritiseret islam .Oprindeligt skulle han have talt på regeringens konference om ytringsfrihed, men statsministeren fik kolde fødder. Konferencen blev lynhurtigt omdøbt til ‘Anti-radikaliseringskonference’ og udsat til efteråret. Dermed var man fri for Wilders. Denne benhårde islamkritiker vil bare provokere. Vi skal ikke gøre konferencen til et freakshow, sagde Anders Samuelsen.
SANDHEDEN ER , at man frygtede, at Wilders tilstedeværelse på en regeringskonference kunne skade forholdet til den muslimske verden. Hvis Danmark endnu en gang blev opfattet som et uvenligt land, risikerede man, at islamiske lande ville boykotte regeringens flagskib, Klimakonferencen, i december måned. Sårene efter Muhammed-krisen er stadig åbne. Den står på selvcensur. Vi skal nok heller ikke gøre os håb om at møde muslimske frihedskæmpere, der med livet som indsats kæmper for frihed, demokrati og kvinders ligestilling. Regeringen ligger fladt ned. Grænserne for vores ytringsfrihed her i Danmark er ikke længere danske.[..]
Havde man for 20 år siden sagt, at danske folketingsmedlemmer var nødt til at have livvagt selv inde i Folketinget, var man blevet kaldt fantast.
fra Brændt barn tier, Suzanne Bjerrehuus, Ekstrabladet d. 8.6 (vi kan tilføje at blandt andre Wafa Sultan, Diana West og en række danske politikere står på det foreløbige program. Man tør nok gætte på, at visse politikere, ja hele partier, vil betragte det som en decideret ikke-begivenhed.)
