1) “Ett tiotal” virksomme terrorgrupper i Sverige:  SÄPO: “Det er lidt meget.”

2)  Malmø vil få muslimsk flertal i nær fremtid : SBC:  “Nej, det kan man ikke vise med statistik.”

3) Voldtægt, Islam og Europarekord: “Nej, Det er ikke sandt at Sverige har størst antal anmeldte        voldtægter i Europa” (uden nærmere dokumentation.)

Til 1) Det ved kun SÄPO, men de siger ikke meget. 2) Malmø har en skønnet  muslimsk andel på 25-30 %. Indvandrede under 18 år er  i flertal, i befolkningen som helhed stærkt på vej til at blive det. Med den nuværende  udvikling vil byen uvægerligt få muslimsk flertal på et ikke alt for fjernt tidspunkt.  3) Åkesson burde ikke koble religion til voldtægt, der er ingen undersøgelser til at støtte det. BRÅ har konstateret en stærk overrepræsentation i fremmedandelen – og endelig, hvilket andet Vesteuropæisk land har da flere anmeldte voldtægter end Sverige? (Se DN april 2009: Sverige har flest anmälda våldtäkter i Europa.) Man kan nu vurdere kvaliteten af SVT´s stort anlagte gendrivelse. Vi går stadig ud fra at Åkesson ikke er så dum at han ville formulere rubrikken i Aftonbladet “”Muslimerna är vårt största utländska hot”, at det altså er AB der har lavet et bagholdsangreb. Sandheden er, at det svenske etablissement kommer på hælene i en fri diskussion. Det er psykologisk set skruet så magtfuldkomment sammen, at man må tiltænke dem kapacitet til at gribe til hvilke midler som helst. Det mediale tæppebombardement af Åkesson fortsætter, man orker ikke læse det, men ligner så småt panik før lukketid. Alle de skinhellige “opinionsdannere” står i kø som kunderne til et feltbordel. Expressens Ulf Nilson skriver – ikke  i sin egen avis, naturligvis, den er kyst for mange år siden, men på Newsmill:

Sverigedemokraternas ledare Jimmie Åkesson har gjort sitt land en tjänst genom att komma ut på banan och tala om precis vad han tycker om Islam – det största hotet sen nazismen.[..]

Jimmie artikulerar, med pukor och trumpeter, vad mååånga svenskar tror och tycker. Jimmie smeker fördomar och överdriver faror, men – och detta är just nu viktigare – han ger det tysta Sverige, det Sverige som gått och undrat varför ingen säger något, han ger detta Sverige en röst. För detta får han applåder och att applåderna kommer att omsättas i röster 2010 kan vi vara övertygade om. Det är högst tänkbart att SD efter det valet blir en viktig – och alldeles öppen – maktfaktor i landet. Om det blir så vet vi varför. Det beror på att det politiskt korrekta Sverige alldeles för länge försökte tiga ihjäl de misshagliga. Politiker och media smet från den viktigaste debatten på många, många år. Nu får de skylla sig själva… Expressenslegend: Aftonbladets Jan Helin gör vårt land en tjänst. (Se også Aftonbladet förvränger min debattartikel og hør Jimmie Åkesson om islamkritiken i Aftonbladet – Intervju i P4 Extra.)

– En kommentar her af “Skåning” sammenfatter meget godt den almindelige stemning på nettet idag:

Jag tycker detta är minst sagt humoristiskt. Humorn består i att Jan Helin, AB är så förbannat mentalt inavlad att han faktiskt tror att han genom denna publiceringen har visat SD:s “rätta ansikte” och att detta skulle vara till nackdel för partiet! Han tror alltså på fullt allvar att hans egna kulturradikala innerstadsboende journalistpolare är representativa för den vanlige svensken. Så korkad är han.

Jag anser att artikeln av Åkesson är mycket bra (även om jag tvivlar på att han har författat den själv). Detta klarspråk om islam har gjort Geert Wilders parti till en 20-procentare och näst störst i Holland. Det kommer bara att gagna SD och pricken över i:et hade varit om han blev åtalad för HMF. Det enda jag tycker var liiiiiiite oförsiktigt, är att han framför att de flesta våldtäktsmän är muslimer. Det är en uppgift som är fullständigt omöjlig att bekräfta. Även i danska och norska undersökningar så är det “icke-västliga” invandrare som är extremt överrepresenterade. Det förs inga register över religionstillhörighet så han lämnar en oförsiktigt öppen gard där, och det är onödigt.

Machangamas og Stjernfelts glemte misteltene

Islamdebat ligner ikke noget andet. Det må skyldes emnets ekstremt følelsesladede karakter, at selv højtuddannede akademikere i høje stillinger som Jacob Machangama og Frederik Stjernfelt, i en tekst de ellers havde alle muligheder for at gøre vandtæt, blotlægger uargumenterede antagelser og fortielser, som enhver nogenlunde velorienteret rugbrødsblogger uden samme CV kan påvise. Her fortæller de to hvad der efter deres mening er galt med Trykkefrihedsselskabet og Geert Wilders.

Aldeles fraværende er spørgsmålet om hvad islam er, og hvorfor forfatterne ikke mener at denne religion/ideologi udgør et væsensforskelligt problem fra andre antidemokratiske pestilenser. Vi ved det, og Machangama og Stjernfelt ved det: Der findes en særdeles omfattende litteratur plus dagsaktuelle blogs der fremlægger argumenter for at denne hybrid ikke ter sig som noget andet kendt, og dette endda med udførlig dokumentation fra historien og fra vor tid. Machangama og Stjernfelt ignorerer uden videre denne empiri, og begræder at islam tilsyneladende ikke tilstås fulde rettigheder på linje med hjemlige bevægelser. Fair nok, det er et reelt synspunkt, men det bliver først validt når man argumenterer at denne religion/ideologi rent faktisk kan tackles som andre samfundsproblemer – og det gør de to altså ikke, de fortier bare. Af de to er Jacob Machangamas tilgang særdeles genkendelig: Han skøjter udenom ethvert konkret islæt i islam. Stjernfelt udviser ikke helt den samme glathed, men han (det er formentlig rimeligt at antage at dette er hans ord) falder ind i ikke-essentialistisk floskelsprog i indvendingen imod at dogmer og tekster determinerer adfærd. Igen, et fair synspunkt, men så må han f.g.m. også henvise til alternativ pluralistisk/ikke-supremacistisk ortodoksi, samt forholde sig til det faktum, at den vestlige verden er påført et problem af folk der altså mener at de står for den sande – og supremacistiske – islam. Denne kendsgerning kan ikke relativiseres væk, men som Machangama er Stjernfelt altså tavs.

Her opstilles ækvivalens mellem forbud i defensivt øjemed, og OICs krav om særrettigheder for islam. Wilders’ “præmis” om den overhængende trussel fra islam bliver uden argumentation forkastet:

[…] Wilders vil så begrænse ytringsfriheden – og de relaterede frihedsrettigheder som forsamlings- og religionsfrihed – når det gælder islam ud fra samme præmis om, at islam – som sådan og uden skelen til individuel adfærd – udgør en overhængende trussel mod demokratiet. Der er også lighedspunkter mellem Wilders’ forslag om at undtage islam (og dermed praktiserende muslimer) fra beskyttelse af frihedsrettigheder og de muslimske landes kampagne i FN for at undtage islam fra kritik og diskussion. Wilders kræver således særforbud mod islam, mens OIC-landene kræver særrettigheder for islam. Begge forslag er uforenelige med den vestlige frihedstradition, som ytringsfriheden udspringer af.[…]

“Kirke, synagoge, moské” – et fedt, mener forfatterne. Desværre uden argumentation:

[…] Men Wilders’ egne forslag til bekæmpelse af islamisering er i direkte strid med the First Amendment. Denne bestemmelse beskytter ikke bare ytringsfriheden, men også forsamlings- og religionsfrihed, fordi disse frihedsrettigheder er uadskillelige. Udøves religionsfriheden i en kirke, synagoge eller moske, er der således tale om, at moskeen, synagogen eller kirken danner ramme om udøvelse af forsamlings- og ytringsfrihed. Selv hvis man skulle give Wilders ret i at islam ikke er en religion men alene en politisk ideologi, ændrer analysen sig ikke afgørende. For ytringsfriheden gælder både for ideologier og religioner. Under den Kolde Krig forbød man ikke DKP eller andre kommunistiske organisationer på trods af den klare fare kommunismen udgjorde for demokratiet. […]

Kulturalismen ses også når Selskabets formand i en artikel på Sappho forklarer bandeproblemer i Tingbjerg og andre ghettoer som havende ”alt med religion at gøre” og værende ”udtryk for et ønske om erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning”. Med andre ord er folks handlinger determineret af religion som kun kan forstås i én fortolkning. […]Jacob Machangama & Frederik Stjernfelt: Ytringsfrihed også for ens modstandere

Man kunne ønske at stille forfatterne disse helt klare spørgsmål som de altså er gledet udenom her: Hvis truslen fra islam nu var “overhængende” som Wilders antager, ville det så efter jeres mening være forsvarligt at ophæve denne religion/ideologis beskyttelse af traditionelle frihedsrettigheder? I antager tilsyneladende at dette ikke er tilfældet. Hvad er argumenterne herfor, og hvordan kan (postulerede) alternative tolkninger af en religion ophæve truslen fra traditionelle, supremacistiske tolkninger? (LFPC).

Selvmordsjøderne – Israel på psykologbriksen

Det ser ud til at fænomenet ‘suicide Jews’ som jeg refererede en psykoanalytisk tilgang til i går, faktisk er omdebatteret i jødiske og israelske kredse. Vinklingerne er åbenbart mangfoldige, her drejer det sig om uforløste kollektive traumer over holocaust der afreageres på palæstinenserne. Via Gates of Vienna (LFPC):

[…] While I myself have reservations about the concept of Jewish “self-hatred” – though for very different reasons than [Guardian contributor Antony] Lerman – it seems to me that his thinking on the matter is rather confused. To give just one example, consider his assertion: “Far from being the antithesis of Jewish self-hatred, it is arguable that Zionism was actually a display of it.” Really?

Moreover, in his most recent article, Lerman hardly helped his case when he praised a conference held last week at Birkbeck, University of London, which explored the subject “Sites of Conflict: Psycho-political Resistance in Israel-Palestine.” Lerman explained that this conference “was prompted by the work of a group called Psychoactive – Mental Health Professionals for Human Rights” and he highlighted the contribution of Professor Uri Hadar of Tel Aviv University, an Israeli psychologist, who “sought to explain ‘Israeli brutality towards Palestinians and what enables it.'”

According to Lerman, Hadar presented a “troublingly controversial” argument by suggesting “that Israel has never been properly able to mourn the mass murder of six million Jews, thus never properly assimilating it into the Israeli psyche, and that this has led to [a] ‘full-blown Palestinian Holocaust being part of an unconscious Israeli itinerary.'”

That is indeed a “troublingly controversial” argument, to say the least – though at the Birkbeck conference, it was immediately given a veneer of respectability with a reference to Primo Levy, whom Lerman described as “perhaps the most respected moral voice and witness of the Holocaust.” But there is nothing remotely respectable about the ramblings regarding the “Israeli psyche” – which is of course meant to be the Israeli Jewish psyche. There is also nothing original to this “psychologizing,” since it has become rather fashionable in certain circles to put the Jews on the couch to diagnose the supposed pathologies of their collective psyche – in fact, Antony Lerman is among those who has tried his hand at this endeavor.

There are two superb critiques of this latest fashion from a left-wing political perspective: one is an article by David Hirsh published in April in the Jewish Chronicle, the other is a post by Shalom Lappin published on normblog in May. Lappin describes the “psychologizing discourse” as “a vintage case of pseudo-science in the service of prejudice” and emphasizes that it is used to lend respectability to “attitudes and assumptions that would be inadmissible if expressed in traditional terms.” […] Petra Marquardt-Bigman: ‘Psychoactive’ against Israel

Die Weisse Rose og Islam

Den 88-årige Suzanne Zeller-Hirzel, der er en af de to sidste overlevende medlemmer af den berømte modstandsgruppe Die Weisse Rose og var Sophie Scholls bedste veninde, er i dag medlem af den tyske borgerets- og anti-islamiseringsbevægelse Bürgerbewegung Pax Europa (BPE). I et interview, der er offentliggjort i en oversat engelsk udgave i New English Review trækker den gamle dame paralleler mellem hendes og hendes venners kamp mod det nazistiske regime under krigen og kampen mod islams udbredelse i nutiden. Om lighederne mellem de to tankesæt har hun følgende kommentar:

“Fanatismen, påstanden om at besidde den absolutte sandhed og den åndelige simpelhed er meget ens, såvel indenfor islam som indenfor nazismen.”

Adams: You are now involved in the “Peoples Movement PAX EUROPA” (BPE) in Germany. We understand this to be one of the more important anti-Jihad organizations in Germany. What prompted you to get involved in the anti-Islamist movement?

Zeller – Hirzel: I read many, many books on the subject; especially the books by Mark Gabriel (see “Islam and Terrorism”). So I realized that one must not simply accept these things passively but also do something about it. One must support this cause by necessity.

Adams: Do you see similarities between Islam and Nazism? If so, what are these similarities?

Zeller – Hirzel: The fanaticism, the absolute claim of possessing the only truth and the spiritual simplicity are very similar between Islam and the Nazism.

Adams: Do you view opposing Islamization as the same battle you were fighting when the White Rose fought Nazism?

Zeller – Hirzel: Not quite yet. Critics of the Nazi ideology were then immediately arrested. We have not yet reached that point. But if we do nothing, it will come back to that. Then they might lock up the critics of Islam.

Adams: In your view why is it so difficult to explain the threat of Islamization to the public? What is stopping us from getting our message across to the public? What can we do better?

Zeller – Hirzel: The general indifference to religious matters make it difficult. The public believes we to have to be “fair” to everyone. That is counterproductive. Additionally, there is general prosperity with a relatively high standard of living that makes people lazy. I say: Only education can help. Education can aid.

Adams: What is the best way to approach a person who knows nothing about Islam? How do we build a base of support among people so that we are never in the desperate position that entrapped you, Sophie and the heroes of the White Rose resistance group?

Zeller – Hirzel: As I said before: Education! We need to conduct neighborhood meetings, community and church events. The distress in the population is indeed there, but apparently not big enough. “Hitler is the scourge of God,” once said Robert Scholl, Sophie’s father. But he was then promptly convicted.

Adams: When you and your colleagues of the White Rose were leafleting in Munich and elsewhere, did you believe that the population could be converted to anti-Hitlerism?

Zeller – Hirzel: Yes, we really believed that. We actually thought we could move public opinion. Even if it happened to be in vain, we tried it before history. And yet we were afraid. The very few supporters we had were scared. We were afraid of death sentences, meted out by Freisler’s People’s Court, afraid of his screaming. But screaming is also a weakness.

Adams: We know that the memory of Sophie Scholl, you and your colleagues is held in great esteem across the world by lovers of freedom and justice. How best do we motivate people today to fight against the Islamization of Europe and the West?

Zeller – Hirzel: I think something terrible needs to happen before Germans awaken. 9/11 was too far away from the German people. The churches fail miserably in the task of informing people about Islamic ideology. That can only happen through grassroots activism, education and instruction. Even if in Europe the churches play an increasingly smaller social role, the people ought to be agitating in church institutions, in the parishes and so forth.

Adams: What words of encouragement can you give us to help in our fight against the enemy of freedom, and humanity?

Zeller – Hirzel: Strive for Unity. It makes resistance powerful and courageous!

Adams: Thank you, Mrs. Zeller- Hirzel, for your thoughts and comments. It is an honor to interview you. You, Sophie, Hans and Kurt and all of your colleagues are heroes to us and to all who love life and liberty and oppose barbarism, totalitarianism, and hatred.

New English Review: The White Rose: An Interview with Mrs. Susanne Zeller- Hirzel