I oktober indviedes Slesvig Holstens største moské i Rendsborg, halvvejs mellem Hamborg og den danske grænse. Fra de 26 meter høje minareter, vil der nu blive kaldt til bøn over byen. Et borgerinitiativ prøver at forhindre det, men forgæves. Den socialdemokratiske borgmester mener, det falder ind under retten til frit at udøve religion. Nøjagtig den samme kamp kæmper naboerne til en stormoske i Hamborg. Rendsburg will Muezzin zum Schweigen bringen. Hør borgerinitiativets samtale med SPD borgmesteren, ikke mindst den mand, der har boet 30 år i Indonesien, tysk, utekstet. Den sjat socialdemokrat der var tilbage i ham, er forsvundet. Lejligheder og huse i høreafstand mister 20% i værdi.

Hugh Fitzgerald om støjen fra minareten der i dag er meningsløs som en påmindelse om klokkeslettet:

[…] Minarets are entirely unnecessary in an age of wristwatches and computers and other devices that can make sure no Muslim – certainly none of the economic level who live in Switzerland – can know when it is time for the five prayers, without a muezzin’s electronically enhanced screams from the minaret. There is no need for the minaret. But the minaret is a potent symbol of dominance, and it was always seen as such. It takes the place of, and o’ertowers, whatever church towers and bells may be in the vicinity. Under Islam, it was always important for mosques to be built on the heights. The same is true, one can see, in parts of Europe once under Muslim rule (see Granada, and the mosque opened just a few years ago, to great Muslim acclaim and sinister speeches). […] Fitzgerald: Ali Gomaa and that strange thing, the Golden Rule

Venstreekstremismen: En avis vågner kortvarigt op

Danmark har et venstreekstremistisk tæskehold der er mere end et problem for deres alter egoer på den traditionelle nazistiske fløj. De er også en faktor der kan få afgørende indflydelse for fuldt demokratiske og ikkevoldelige personer der ikke deler deres udsyn, og derfor har pådraget sig stemplet “fascister”, dvs. de er erklæret fredløse. Dette skulle man jo mene var en uhyrlighed i et demokratisk samfund, og derfor et emne af største interesse for den fjerde statsmagt. Men søger man på Infomedia på Antifascistisk Aktion, for det er jo dem vi taler om, får man for de sidste 12 måneder blot 66 hits. Frasorterer man gengangerhits og omtaler i dette miljøs egne medier som Arbejderen og Modkraft, ender man med omkring 30 hits. En del af disse er kritiske kommentarer bl. a. i Berlingske-oasen Groft Sagt. Egentlig journalistisk afdækning er så godt som fraværende, og vi taler altså om samtlige danske medier i et år. Et venstreekstremistisk tæskehold kan med andre ord glide ubesværet under radaren – medierne er ligeglade.

Jeg troede ikke mine øjne da jeg så denne historie på jp.dk, men hvad der lignede to journalisters opvågnen viste sig blot at være et referat af udtalelser af PETs Jakob Scharf. Den egentlige afdækning finder altså stadig sted i ubetalte græsrodsmedier som Uriasposten (LFPC).

[…] “De senere år har man set eksempler på, at grænsen mellem civil ulydighed og voldelige konfrontationer er blevet mere flydende. De voldelige ekstremister har i et vist omfang haft held til under påskud af civil ulydighed at skubbe aktioner i en retning, hvor formålet er voldelige konfrontationer mellem på den ene side myndighederne og på den anden side ikke blot de voldelige ekstremister, men også fredelige aktivister. De voldelige ekstremisters misbrug af begrebet civil ulydighed og ikke mindst de fredelige aktivisters engagement er ødelæggende for de folkelige demonstrationer og ikke-voldelige meningstilkendegivelser, som udgør en vigtig del af demokratiet, og som det bl.a. er PET’s opgave at beskytte”, siger Jakob Scharf. Ekstremister søger ly blandt fredelige

På en skånsk gata, i en svensk stad

Det var nog för 10-12 år sedan. Jag promenerade genom Södra Förstaden, nära centrum av Malmö. Jag svängde runt ett hushörn och … synen som mötte mig tog struptag på mig och mitt hjärta började banka … Genast ändrade jag riktning och fortsatte alltså inte som jag tänkt in på tvärgatan. Jag undvek konfrontation. Vad jag sett, som fick mig att se en skrämmande framtid i ett enda ögonblick?

Mot mig på trottoaren kom, fladdrande i den lätta vinden, tre svarta skynken utan ansikten – som hämtade ur en skräckfilm om rymden. Naturligtvis förstod jag att det fanns tre bastanta kvinnor som marscherade fram under tygskynkena, och att dessa inte alls var intresserade av mig personligen, men känslan av skräck som förde mina tankar in på död och utplåning fanns där … Detta var framtiden för mig, för oss. Nej, nej, nej, över min döda kropp! Men också över mina barns döda … ”En del drar sig förskräckt undan – efter alla år! – och andra börjar prata om annat”.

Maja, som i vidt omfang har mistet sin by til noget kun delvis kendt, giver et noget andet billede end Politikens free lancer Olssons turistføljeton En multikulturel storby med vokseværk. Se også video: “Malmö känns som ett arabland” – 168,390 visninger (!) Nogle græder, nogle jubler over Malmø, for eksempel et flertal af politikerne på Københavns Rådhus om hvis uvidenhed der kunne skrives tykke bøger. Allersenest har Bondams »Det var skønt at se en moské midt i IKEA-land« fået et skattesmæld for omfattende bedrageri på en million kroner. Selv kommer jeg der sjældent, jeg føler mig som gæst i uvirkeligheden, når det endelig sker. Malmø er under alle omstændigheder et svensk monument over vor generations mandariner, og det er næppe færdigbygget og har foldet sig helt ud. – SVT Debatt diskuterede “skrækken for minareter (islam)” – det var som sædvanligt, måske lidt hidsigere med lidt dybere skyttegrave, helt som forventeligt. Det de kalder dialog, ligner mere og mere renlivet had. Debatt kan ses her indtil 2 januar. – I går skrev Søren Karup om Sverige med vanlig mangel på finfølelse:

Som vi også kan håbe på i Sverige, hvor undertrykkelsen af befolkningen er så overvældende, at svenskerne næste lever i trællestand.Som bekendt er der ikke frie og hemmelige valg i Sverige. Som bekendt er stemmeafgivningen offentlig i den forstand, at man skal selv hente sin stemmeseddel, således at alle kan følge med i, hvilket parti man vælger – og forfølge én for det.Der bør sendes valgobservatører til Sverige. Det såkaldt internationale samfund bør sikre, at de forfulgte Sverigesdemokrater får demokratiske rettigheder. Tiden er inde til, at friheden også kommer til Sverige. Så svenskerne ligesom danskerne og schweizerne kan sætte deres ideologiske undertrykkere på plads og blive en del af Europas selvbesindelse.

PET-rapporten – kan sandheden mon være en hate crime?

Det skal ikke forties at den nys udgivne rapport fra PET “Kriminelle forhold i 2008 med mulig racistisk eller religiøs baggrund” udviser en del forsigtighed mht. definitionerne på forskellige former for hadeforbrydelser, og at der ikke ensidigt er fokuseret på forhold med ‘hvide’ gerningsmænd. Vanskeligheden ved som lægmand at vurdere den har bl. a. at gøre med at man ikke kan vide i hvor høj grad vægtningen og formuleringerne afspejler overordnede ønsker som ikke nødvendigvis deles af folk internt i firmaet med kendskab til situationen i jordhøjde. Man kan dog umiddelbart konstatere en ikke ubetydelig enfoldighed i overvejelserne, og endda en bekymrende luftighed i formuleringer som her:

[…] Det bemærkes, at Politiets Efterretningstjeneste med virkning fra den 1. januar 2009 har udvidet ordningen, således at den nu også omfatter kriminalitet, der udspringer af andre ekstremistiske holdninger end racistiske og religiøse. Der vil herefter skulle lægges vægt på, om det kriminelle forhold må anses for motiveret af ekstremistiske opfattelser af politiske spørgsmål eller af spørgsmål vedrørende race, hudfarve, nationalitet, etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. […]

Man vil således gerne vide hvad helt præcist betegner “ekstremisme”? En ganske stor del af befolkningen og det meste af medieverdenen anser således det fuldt demokratiske Dansk Folkeparti for at være ekstremistisk, og sidstnævnte anser ikke Enhedslisten for at falde i denne kategori. Hvilke kriterier henholder PET sig til?

Kategoriseringen af forskellige former for gernings- og offergrupper er bestemt ikke udtryk for sofistikation, idet det bl. a. i opremsningen hedder

[…] Etniske danskere – dvs. forhold, hvor personer af anden etnisk baggrund end dansk har ageret over for etniske danskere. • Mellem personer af anden etnisk baggrund end dansk – dvs. forhold, hvor der er ageret mellem personer af anden etnisk baggrund end dansk. • Generelt religiøst motiveret – dvs. forhold, hvor der er ageret målrettet mod religiøse symboler eller lokaliteter. […]

PET opererer tilsyneladende ikke med den mulighed at motiver kan findes i fravær: At der ikke nødvendigvis behøver at foreligge forsætlighed, men at også udeladelse af overgreb på bestemte personer og institutioner kan afspejle et værdihierarki. Findes der således ét eneste tilfælde af muslimers overfaldsvoldtægt hvor offeret har været en indpakket muslima? Har ‘utilpassede unge’ i ghettoerne nogensinde begået hærværk på en moské eller en anden muslimsk institution?

Dér hvor vi i blogverdenen gransker ordene nøje er naturligvis i spørgsmålet om hvor vi figurerer i dette verdensbillede. Der er absolut ingen indikation af hvilke “hjemmesider” der hentydes til, og det kunne være lige fra lukkede debatfora for hooligantyper, til fredelige folk som os. Vi ved det ikke, ikke at det formentlig vil have nogen indflydelse for hvad vi skriver – vi holder ikke mund med noget vi mener kan dokumentere er sandt, heller ikke selv om det evt. skulle falde i PETs hadekategori. Hvem definerer, gør realister i PET, gør Bonnichsen-typer, gør EU? Vi får det ikke at vide, og formuleringerne er så vage at definitionerne sagtens kunne ændres i fremtidige situationer.

Mest bekymrende her er spørgsmålet om faktualitet kontra hadekriminalitet. PET nævner dette eksempel på “generel propaganda”:

[…] Den 13. juli 2008 blev der på en hovedgade ophængt et banner med påskriften ”Stop Islamisk Racisme”, ligesom der blev ophængt en kludedukke med et skilt med påskriften ”Mohammed den pædofile landevejsrøver” (Københavns Vestegns Politi). […] Kriminelle forhold i 2008 med mulig racistisk eller religiøs baggrund

Betyder dette at a) PET ikke mener der eksisterer “islamisk racisme”, eller b) at det er kriminelt at modsætte sig det? Hvad med Darfur, hvad med de talløse eksempler i sira og hadith på hate speech vendt mod afrikanere? Pædofili i moderne forstand eksisterede ikke i middelalderen, hvor normerne kunne svinge i en retning der i dag ville være kriminel. Men faktum er jo, at Muhammed giftede sig med Aisha da hun var seks år, og havde samleje med hende da hun var ni. Ligeledes ernærede Muhammed og hans mænd sig ved bl. a. karavanerøverier og plyndringstogter. Er PET vakse ved havelågen kan de f. eks. søge på “Khaybar“. Sura 8 i Koranen hedder ligefrem “Krigsbytte”. Er dette forhold kriminelt fordi a) ordvalget er stødende, eller fordi b) PET ikke er bekendt med historien, eller c) fordi det nok er sandt, men ikke noget som civilister skal bryde sig om at snakke højt om?

Vi går interessante tider i møde (LFPC).

Konspiration eller bare konvergens?

Daglig læsning på de emner der optager blogs som denne giver en udefinerbar, men umiskendelig følelse af en underliggende fællesnævner som man gerne vil have sat ord på. Blogningen her er for mit vedkommende nok en dagbog over mere eller mindre heldige forsøg på dette. Skal jeg vove et gæt på fællesnævneren som den giver sig udtryk på områder som multikultur, klimareligion og sundhed, må det være noget med kontrol og skabelse af et nyt menneske – Homo Obediensis, som jeg kalder det. De bagvedliggende årsager udgør et endnu mere forvirrende problemkompleks som jeg også fra tid til anden vil prøve at sætte ubehjælpsomme ord på. Se i øvrigt også Lone Nørgaards kronik her under (LFPC).

[…] All of this begs the question, why “dial down” good news and “hide the decline” of global temperatures? How is it that we are enduring the ninth-coldest year on record, Greenland’s ice mass is “increasing,” and the world’s polar bear population is “growing,” while certain politicians and scientists continue to engage in shameless deceit? The reason so many leftist politicians “hide the decline” is so they can manipulate the fears of the masses and cause them to seek refuge in the arms of Big Brother. Sadly, many scientists cannot resist the temptation to support such scenarios because it insures that they will receive huge financial grants and enjoy elite status in the liberal academic community.

Furthermore, it is no secret that Al Gore and others are exploiting environmental issues to further a global agenda. Al Gore wrote in his book “Earth in the Balance,” “We are close to a time when all of humankind will envision a global agenda that encompasses a kind of Global Marshall Plan to address the causes of poverty and suffering and environmental destruction all over the earth.” Gore shamelessly calls for us to surrender to a “a central organizing principle. …” […]

Incredibly, Stanford professor of climatology Stephen Schneider, who has been the lead author of several U.N. Intergovernmental Panel on Climate Change reports, sees no problem in using the threat of global warming to scare people to death, even if it means being dishonest:

We need to get some broad-based support, to capture the public’s imagination … so we have to offer up scary scenarios, make simplified, dramatic statements and make little mention of any doubts. … Each of us has to decide what the right balance is between being effective and being honest.” (Jonathan Schell, “Our Fragile Earth” (Discover, October 1989); p. 44, emphasis mine) […] Inconvenient truths, or convenient lies? Se også f. eks. Vi miljø-synder uden at vide det , Mærsk er en gigantisk klimasynder, Boy, two, is snatched by social workers after mother refused doctor’s advice to feed him junk food

Shit happens, men der arbejdes på det

Går det som planlagt, vil der blive frembragt et velordnet samfund hvor beslutninger truffet under pres kører lige efter bogen og ikke har negative konsekvenser, og hvor man taler pænt om afdøde selv om man lever i konstant angst for vejsidebomber og tvivl om civiles loyalitet. Og politiets nyindkøbte vandkanoner må selvsagt heller ikke bruges mod ‘aktivister’ under det kommende klimacirkus (LFPC).

Den betjent, som skød og dræbte en 36-årig mand i Kalundborg, skød også den afdødes ven for syv år siden, skriver en avis. […] Avis: Kalundborg-betjent skød afdøds ven i 2002

German troops in Afghanistan have caused outrage by wearing T-shirts mocking the civilian victims of an air strike ordered by one of their officers. […] German troops mock Afghan dead

Derfor må vi ikke stemme

Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne uden indblanding fra de mennesker, som skal bære de smertefulde konsekvenser af deres beslutninger.

Kronik af Lone Nørgaard

Så stemte Irland ja til Lissabon-traktaten, og Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, er også blevet banket på plads. Derfor er jeg også grumme ked af, at danskerne ikke får lov til at stemme. Jeg ville nemlig gerne have af-eller bekræftet i en forudgående offentlig debat, om forfatningens ophavsmand, Valéry Giscard d’Estaing, har ret, når han i et åbent brev til en række europæiske aviser har skrevet: Lissabon-traktatens indhold adskiller sig ikke fra Forfatningstraktaten, kun formen er ændret.

Det Europæiske Råds jurister har betjent sig af sædvanlig fremgangsmåde: Tidligere traktater ændres ved at tilføje ændringsforslag, og Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater.
Den er ulæselig for borgerne, der derfor må ty tilbage til Rom-og Maastricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Hvad angår indholdet kan ” den gamle” Forfatningstraktats institutionelle forslag genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge.
Konklusionen er, at værktøjerne i Lissabontraktaten er fuldstændig de samme som i Forfatningstraktaten, altså den traktat som franskmændene ellers stemte nej til. Det eneste, der er anderledes, er opdelingen i værktøjskassen.
Betyder det så, at der slet ingen forskelle er? Ja, bortset fra at ordet ” forfatning” og tillægsordet ” forfatningsmæssig” er udeladt, og Unionens symboler er fjernet fra teksten. Meningen med den raffinerede manøvre er at slippe for at skulle afholde folkeafstemning, samtidig med at forfatningsartiklerne er spredt ud i Lissabontraktaten, blot ” renset for forfatningsagtige formuleringer”.
Så vidt Giscard d’Estaing. Hans udtalelser kan passende suppleres med:? Den nye EU-stat får fælles præsident og fælles udenrigsminister -bare ikke valgt demokratisk? Kommissionen har eneret til at stille lovforslag til trods for, at medlemmerne ikke er valgt, men udpeget? Landene mister ret til at lovgive, når EU lovgiver? Domstolen dømmer og grundlovgiver gennem nye fortolkninger? EU-institutionerne sammenblander den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt? Grundloven beskytter vælgerne mod politikerne, unionsforfatningen beskytter politikerne mod vælgerindflydelse.
Danmark vil altså blive reduceret til en delstat, når Lissabon-traktaten gennemtvinges.
I et statsforbund beslutter medlemmerne -alias suveræne stater -selv, hvilke områder den fælles myndighed træffer beslutning om. Hidtil har EU været et sådant statsforbund. Med Lissabon-traktaten bliver der tale om en forbundsstat, hvor suveræniteten ligger hos den centrale ledelse. Her vil der blive truffet flertalsbeslutninger.
Det betyder, at den danske regering kan blive stemt ned af de andre regeringer i et hvilket som helst politisk spørgsmål.
Magten fjernes altså yderligere fra de nationale parlamenter og går i stedet bl. a. til EF-domstolen.
Her er det værd at minde om, at når der fældes dom i retssager, fældes de af mennesker.
Ret er noget, der skabes, ikke noget der foreligger.
Retskilden findes i dommeren, ikke udenfor i loven. Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig objektiv, det kan ikke være anderledes. Men når først dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger.
Med andre ord: Domstolen dømmer og er med til at lovgive igennem sine fortolkninger, men siden hen skal dommerne ikke stå til ansvar for deres holdninger og ( politiske) valg. Det er foruroligende.
Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne.
Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EU’s samarbejde med den arabiske verden. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, havde daværende præsident Charles de Gaulle som projekt at skabe en alliance mellem Europa og en række arabiske stater. Formålet var bl. a. at modvirke USA’s ind-flydelse. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden. I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske Folketing og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur betegnet Den euro-arabiske Dialog med en stærk position i bl. a. EF’s og senere EU’s ledende organer.
Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA. Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien.
Orientalisten Bat Ye’or skriver, at på fransk, tysk og belgisk initiativ har flere europæiske institutioner arbejdet for at lette denne udvikling gennem en offensiv i kulturliv, undervisning og publikationsvirksomhed. Initiativerne er blevet støttet af universiteter og beregnet på at fremstille islams civilisation i det bedst mulige lys.
Flere generationer af europæisk ungdom er allerede blevet opdraget i denne pro-arabiske ideologi ( Kilde: European Fears of the Gathering Jihad, www.frontpagemagazine.com, 21.2.2003).
Opkomsten af islamiske parallelsamfund i EU’s storbyer dementerer dagligt de officielle erklæringer om interkulturel forståelse og tolerance.
På flere andre områder er drømmen blevet punkteret om et harmonisk samliv mellem staterne omkring Middelhavet og mellem muslimer og ikke-muslimer. Efter al-Qaedas selvmordsangreb på USA 11. september 2001 fulgte terroraktionerne i Madrid i marts 2004 og London i juli 2005. I mellemtiden overtog det islamistiske AKP regeringsmagten i Tyrkiet.
EU-bureaukratiet mangler øjensynligt total kontakt med virkeligheden -herunder vælgerne.
Når tilbagemeldinger ikke fører til korrektion af politikken, er årsagen i vidt omfang de pågældende beslutningstageres ideologi. Den kommer især til udtryk i rapporter fra EUMC ( Det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad) og i dokumenter fra EU-Parlamentets menneskerettighedskommission, der fører sig frem som moralsk vejleder for hele verden.
I årsrapporten for 2003 hedder det, at det Europæiske Parlament ” betragter menneskerettighederne som hjørnesten for EU’s indre og ydre politik…” Interessant er det at notere sig, at kommissionen benægter, at disse rettigheders udspringer af europæisk -og dermed også kristen -retsfilosofi. Islamisk had-retorik, mord på frafaldne muslimer og på unge kvinder, der vælger forkerte kærester, massevoldtægter eller islamisters terror omtales ikke som en speciel trussel i dagens Europa. Man ser også stort på, at Tyrkiet og de arabiske stater med den såkaldte Cairo-erklæring opererer med ” alternative” menneskerettigheder med afsæt i sharia.
I stedet advarer EU’s talspersoner mod ” islamofobi” -sygelig frygt. I juni 2006 erklærede Ministerrådet således, at betegnelsen ” islamiske terrorister” bør udskiftes med ” terrorister, der misbruger islam”.
De overstatslige bureaukrater i EU er i egen selvforståelse eksperter og på den konto tilsyneladende ligeglade med de problemer, som deres stort tænkte visioner påfører de oprindelige befolkninger. De vil have kørt deres multikulturelle forbundsstat igennem uden indblanding fra de mennesker, som skal bære de smertefulde konsekvenser af deres beslutninger.
På den baggrund bliver det lysende klart, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabon-traktaten.

Lone Nørgaard, Frederiksberg Lone Nørgaard er lektor, cand. mag. ( kronik i Fyens Stitstidende, 2 december 2009, med forfateren tilladelse, ikke online.)