Et stykke tyve år gammel, ægte radiokunst, der vandt Prix Italia i 1989. Den dedikerede radiomand Peter Kristiansen der lavede den, gjorde en radiomontage ud af sin egen dødelige sygdom. Jeg genhørte Minefeltet forleden ved genudsendelsen. Jeg har sporadisk kendt Jurij Moskvitin, der medvirker. Det er ham der taler mest affekteret i udsendelsen. Og så kender jeg en anden, der deltog i “festen” dengang i begyndelsen af tresserne, men undgik at drikke sig ihjel og lever i bedste velgående. Han har kun lovord til overs for hovedpersonen, pianisten Klaus Heerfordt, der havde solistdiplom fra Konservatoriet. Han fortæller at han til sin debutkoncert glemte anden satsen af et klaverværk. “Jeg syntes nok det gik lidt hurtigt.” Han har også henvist mig til fotografiet her, som er taget af fotografen Herbert Strauss, der var tysk jøde født i Kassel, men flygtede fra Tyskland, og derefter fra Danmark til Sverige i 1943 og senere blev uddanet hos fotograf Jens Juncker Jensen i København. Man ser på billedet af Heerfordt var glad for kvinder – OG  det i høj grad var gengældt. Kvinder vil have ustyrlige mænd, og så alligevel ikke. (foto: Herbert Strauss, Minefeltets Fotograf, Fotografisk Center.Bloggens affotografering.)

Mens ungdomsoprøret var i fuld gang sidst i 1960’erne – akkompagneret af supergruppernes rockmusik, blev der i det indre af København holdt klassisk salon. Det var i Brolæggerstræde, hvor pianisten Klaus Heerfordt boede i en lejlighed med flyglet som eneste inventar af værdi. Klaus Heerfordt debuterede i 1960 og regnedes for et originalt talent, men han formåede ikke at skabe sig en karriere og leve op til sine ambitioner. Skuffelsen gav sig udtryk gennem en vil, kaotisk livsførelse sammen med andre af tidens bohemer. Han nåede kun at blive 45 år, men han huskes af vennerne, der kan fortælle om alle de bizarre og højstemte stunder i den lille lejlighed, midt i det københavnske minefelt. Eliten fra Minefeltet, min. 45:00, MP 3 fil download, Anbefales, P1 laver ikke den slags mere. (Minefeltet = værtshuskvarteret omkring Nikolai Plads i det indre København)

Et gennembrud: Forskere opdager ‘den velintegrerede ekstremist’

Virkeligheden bevæger sig i små ryk tættere på mainstream, hvilket man må formode skyldes at svælget mellem illusioner og ønsketænkning på den ene side, og begivenheder i gadehøjde på den anden, er vokset for stort. Det er absolut intet i denne lille artikel der vil overraske læsere af netbårne græsrodsmedier som Jihad Watch og Gates of Vienna, men hellere at det kommer ud i små portioner end slet ikke. Man noterer sig selvfølgelig med en vis fryd den altid pludrende Lene Kühles slet undertrykte rådvildhed – tænk gode tanker, ellers går det først galt, og ufattelige millionbeløb brugt på politiarbejde skal såmænd nok sikre at det hele glider i smør. Dette er åbenbart status for den multikulturelle drøm lige nu.

Og det må også rutinemæssigt noteres, at succeskriteriet for forskere og mainstreammedier afgøres af vold eller ikke vold. Ikke ved opsplitning og dannelse af parallelsamfund. Ikke ved krav om særhensyn fra et stadigt mere assertivt mindretal. Ikke ved almindelig gadekriminalitet der ikke registreres som terrorisme. Ikke ved utryghed. Som alle af denne slags artikler opereres der med en masse antagelser og ubesvarede spørgsmål: Selv ved fuld succes efter gældende kriterier – millionerne brugt på PET resulterer i nul bombesprængninger og terrorrelaterede mord – er dette nogen garanti for en sikring af det vanto samfunds overlevelse over tid? Hvad med dagligt pres og forringede levevilkår, som er medvirkende årsager til at de kristne samfund i f. eks. Tyrkiet og Egypten, engang befolkede af kristne, lever på lånt tid?

Der er ingen løsninger, og nu har vi altså noget der ligner en indrømmelse fra mainstream af at fatamorganaet ‘integration’ ikke er et succeskriterium i sig selv. Det følger implicit, at det ikke er muligt at opstille screeningskriterier for ‘med os’ kontra ‘mod os’, og at vi har et problem der ikke kan relativeres væk ved at pege på succeshistorier. Hvis dette er et lille gennembrud er det da ikke at kimse af. Det store gennembrud venter vi så på nu: Erkendelsen af at ureformerbare, vantrofjendtlige tekster udgør et problem der ikke kan isoleres hos “ekstremister”. Den problematiske mainstream-islam hvis angivelige ‘mangfoldighed’ ikke hjælper os en døjt, når dynamikken er ubetinget fjendtlig, og Den Gyldne Regel ikke kan fremtrylles fra en slamkiste af had (LFPC).

[…] Der findes unge muslimer i Danmark, som siger, at de med vold vil forsvare islam mod de vantro, og at sharialovgivning skal erstatte demokratiet, hvis muslimer er i flertal i samfundet. Ifølge en interviewundersøgelse fra Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser på Aarhus Universitet er de samme unge mennesker samtidig formelt set velintegrerede i samfundet:

De har en uddannelse, de har et job, de taler dansk derhjemme, de har haft danske kærester, og de ser TV-Avisen og ”Paradise Hotel”. […]

»Hvis vi alle leder efter tegn på radikalisering, sår vi et frø af mistillid i samfundet, og vi ødelægger tilliden mellem lærer og elev. Vi må stole på, at PET tager sig af de folk, der vil gribe til vold,« siger Lene Kühle. […] Integration stopper ikke ekstremister

Vidner i Odense er bange for at blive forsøgt myrdet igen

De israelske skudofre fra Odense er traumatiserede. Bjørn Elmquist her i rollen som hård, Radikal hund. Så kæk han er på vidnernes vegne:

Skyderiet i Odense var kulminationen på længere tids chikane af de israelske sælgere, forklarede det ene skudoffer, der mødte frem i retten – men som ifølge bistandsadvokaten brød sammen uden for retssalen, da han havde beskrevet drabsforsøgene. Han havde bedt om, at den 28-årige, der anklages for at forsøge at slå ham ihjel, ikke sad i retssalen, da han skulle vidne. Det ønske afviste retten efter en protest fra den tiltaltes forsvarer, Bjørn Elmquist.

»Hvis vidnet ikke vil se tiltalte, kan han lade være med at se på ham«, lød kommentaren fra advokaten.»Min klient er ikke bevæbnet. Situationen er ikke den samme som i Rosengårscenteret«, tilføjede han.

Heller ikke den tredje sælger turde vise sig i Danmark, efter at hun blev mål for skudangrebet, hvor hun undgik at blive ramt. Det fik den tiltaltes forsvarer til at kritisere vidnerne. »Jeg kan ikke tage det alvorligt, at de er bange for at møde op«, sagde Bjørn Elmquist. [..]

Angrebet var planlagt: Dagens retsmøde afslørede, at politiet har fået flere henvendelser fra kilder i kriminelle miljøer. De har oplyst, at angrebet var planlagt og politisk motiveret, og at det blev sat i værk af bagmænd, der fik den tiltalte til at begå ugerningen, fordi han har dansk statsborgerskab. De ville sørge for hans familie under afsoningen og havde ifølge oplysningerne fået samlet 60.000 kroner ind. Skudofre tør ikke vidne i Danmark.

Tåkrummende banaliteter fra alle journalisters moder

Tidligere afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole Nancy Graham Holm har fået stillet spalteplads til rådighed på britiske the Guardian. Om indholdet er der kun at sige at det er en forlænget udgave af en type læserbreve man med mellemrum ser i aviserne: Folk der er gået mentalt i stå i februar 2006, og stadig anskuer Muhammedkrisen som væmmelige menneskers hån af noget der er helligt for troende over hele verden.

[…] Why did the editors of Jyllands-Posten want to mock Islam in this way? Some of us believed it was in bad taste and also cruel. Intentional humiliation is an aggressive act. As a journalist now living in the same town as Westergaard, I thought some at Jyllands-Posten had acted like petulant adolescents. Danes fail to perceive the fact that they have developed a society deeply suspicious of religion. This is the real issue between Denmark and Muslim extremists, not freedom of speech. The free society precept is merely an attempt to give the perpetrators the moral high ground when actually it is a smokescreen for a deeply rooted prejudice, not against Muslims, but against religion per se. Muslims are in love with their faith. And many Danes are suspicious of anyone who loves religion. […] Nancy Graham Holm: Prejudiced Danes provoke fanaticism

Man bemærker selvfølgelig den ureflekterede generalisering af “Danes”. Dette kan hun roligt gøre for det pæne selskab. Men dejligt befriende at se hende blive lagt verbalt på hjul og stejle af opbragte briter i kommentarerne – and then some. Vi andre skal vel være glade for denne sigende perspektivering af hvilken afgrund af uvidenhed, mangel på refleksion og mangel på integritet vi i er oppe imod hos journaliststanden, her illustreret fra toppen af fødekæden (LFPC).

20% jihad-recidivister blandt tidligere Guantanamo-fanger

[…] As many as one in five former Guantanamo Bay, Cuba, detainees are suspected of or are confirmed to have engaged in terrorist activity after their release, U.S. officials said, citing the latest government statistics.

The 20 percent rate is an increase over the 14 percent of former inmates an April Pentagon report said were thought to have joined terrorist efforts, said the officials, who requested anonymity. The officials didn’t provide the numbers on which the 20 percent figure is based. […] More ex-detainees wage jihad

Tale ved Trykkefrihedsselskabets diskussionsmøde i Dansk Forfatterforening

6. januar 2010,  Af Lars Hedegaard

Jeg vil lægge ud med nogle generelle bemærkninger.

Jeg læser min tale op fra et manuskript, som jeg agter at holde mig til, således at der ikke bliver nogen forskel på det sagte og det skrevne. Ved dette mødes slutning vil min tale blive udleveret til eventuelle tilstedeværende journalister og andre i den udstrækning, der er kopier nok. Desuden vil mit indlæg blive lagt ud på Selskabets og Sapphos hjemmesider, således at ingen skal være i tvivl om, hvad jeg har sagt.

Dernæst:  Hvad jeg siger i aften står delvis for min egen regning. Hvor det gælder de principielle spørgsmål om ytringsfriheden, forsøger jeg at tale på Trykkefrihedsselskabets vegne, idet jeg forlader mig på de konklusioner, vi gennem årene har draget i Selskabets bestyrelse, og som vi har diskuteret på vore generalforsamlinger og øvrige møder. Men jeg ved, at jeg utvivlsomt derudover vil komme til at sige ting, som bestyrelsen aldrig har drøftet, endsige taget stilling til. Og som vi heller ikke opfatter det som vores opgave at tage stilling til som Selskab. Der vil utvivlsomt – enten i bestyrelsen og/eller blandt vore efterhånden mange medlemmer – være nogen, der forfægter et andet syn på noget af det, jeg siger. Og sådan må det være.

I modsætning til det billede af Trykkefrihedsselskabet, som nogle i pressen har forsøgt at sprede – og især under den seneste tids polemik i anledning af mine udtalelser den 17. december – nemlig, at vi er en disciplineret falanks af enige – altså nærmest en politisk bevægelse, der blot bruger kampen for ytringsfriheden som et skalkeskjul for noget, man kalder “islamofobi” – så er der faktisk meget, vi er uenige om.

Og det er, som det skal være.

Har man fulgt med i de seneste ugers animerede debat om Selskabet og især om dets formand, vil man kunne konstatere, at formanden har fået ikke så få hug fra bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af vores rådgivende råd og andre, der normalt har været os venligt stemt.

Det betragter jeg, og det betragter vi i bestyrelsen som en styrke. Enhver, der siger dumheder, skal sættes på plads. Og jeg kan forsikre forsamlingen om, at ingen har planer om at dæmonisere nogen kritiker eller om at smide nogen ud.

De, der er gået – det er i øvrigt kun en håndfuld – har gjort det efter egen tilskyndelse. Til gengæld glæder det os, at vi har fået ikke så få nye medlemmer i løbet af de seneste tre uger.

Det eneste, der interesserer Selskabets ledelse, er, om folk vil slå et slag for ytringsfriheden. Så kan man i øvrigt mene om tidens store stridsemner, hvad man vil. Det gælder også stærkt omstridte temaer som minaret-forbud, burka-forbud, udvisning af potentielle terrorister, det generelle syn på islam, islams kvindesyn, EU, FNs menneskerettighedsråd, krigen i Afghanistan, liberalisme kontra velfærdsstat, universalisme kontra partikularisme og meget andet.

I øvrigt ville det jo være absurd, hvis vores første handling som ytringsfrihedsorganisation skulle være at nægte vore egne medlemmer og ledere ytringsfrihed om de emner, der ligger dem på sinde.

F.eks. krav om, at formanden ikke skal have lov at sige sin mening om islam, fordi den kunne støde an mod den gode tone.

Nu hører jeg f.eks., at Mchangama som et af sine hovedargumenter mod Trykkefrihedsselskabet siger, at vi jo er modstandere af burkaen, hvilket altså skulle betyde, at vi ikke går ind for ytringsfrihed.

Det er for det første forkert. Selskabet har som Selskab aldrig udtalt nogen mening om dette spørgsmål. I bestyrelsen mener vi i øvrigt ikke, at vi overhovedet skal have nogen samlet mening om burkaen.

Men æv, bæv, siger så Mchangama: Formanden har i en artikel, der i august 2009 blev offentliggjort på Sappho taget til orde for et forbud. Det er rigtigt, at jeg har problematiseret det at bære burka. Både her og andre steder har jeg forsøgt at analysere burkaens og andre former for hijabs funktion i islams strategi for magtovertagelsen.

Min artikel refererer til en bog ved navn “1400 års krigen”, som jeg netop har skrevet sammen med Mogens Camre. Den rummer heller ikke noget krav om et generelt forbud mod burkaer eller andre former for hijab, bortset fra at de to forfattere foreslår et forbud mod, at kvinder i offentlige stillinger bærer hijab, fordi de skal udstråle neutralitet – og i hvert fald ikke gennem deres klædedragt vise, at de er tilhængere af en anden retsorden end den grundlovssikrede.

Men selv om jeg nu skulle være gået ind for et forbud mod burkaer – sådan som Det Konservative Folkeparti gjorde et par uger sidste år – så ville det heller ikke tegne Selskabet. Med mindre det officielt fremgår – f.eks. af en udtalelse eller en pressemeddelelse – at et synspunkt et Trykkefrihedsselskabets, så står det for den person, der har afsendt det. Det gælder for formanden, som det gælder for ethvert andet medlem af foreningen.

Men den går ikke, siger så Mchangama. Alt hvad formanden måtte skrive eller sige, bør udlægges som Selskabets holdning. Det samme ville så i øvrigt gælde næstformanden, som ifølge vores bestyrelseskonstitution også har ret til at udtale sig på Selskabets vegne.

Det er jo aldeles absurd. Det ville indebære, at når Katrine Winkel Holm har skrevet en af sine klummer i Jyllands-Posten om feminismen, eller den lutherske teologi, eller undervisningens begrædelige tilstand i folkeskolen, så må det også tages som min og de andre snart 800 medlemmers mening.

Hvad er så prøven på, at formand og næstformand udtaler sig på egne vegne? Den er meget simpel. Har vi i Selskabet plads til folk, der mener noget andet end formanden, og har de lov til at fremsætte deres synspunkter i det offentlige rum uden at risikere andet end at blive modsagt – evt. af andre medlemmer?

Og det har vi. Så længe medlemmerne går ind for ytringsfriheden – herunder Katrines og min ret til at benytte os af vores ytringsfrihed – så må de gå ud og sige, lige hvad de vil. De må hjertens gerne være uenige i alt, hvad f.eks. jeg har sagt eller skrevet om islam.

De må gå ind for burkaer, moskeer, minareter, imamer med længere skæg end mit. De må tro på jordens opvarmning, på socialismen, på ateismen. På hvad som helst. Men de må ikke, hvis de vil bevare deres medlemskab, tage til orde for ytringsfrihedens afskaffelse.

I øvrigt forstår jeg på Mchangama, at når han skælder ud på Trykkefrihedsselskabet, så gør han det i eget navn og ikke som chefjurist i CEPOS. F.eks. når han i en avis hævder, at ledende medlemmer af TFS skulle forfægte den absurde tese, at ytringsfriheden er et særligt dansk fænomen. Det siger han på egne vegne og ikke som chef i CEPOS. Og det skal han selvfølgelig have lov til, men hvorfor anvender han så en anden målestok på os, end den han er villig til at bruge på sig selv?

Lad mig sige lidt mere om burkaen og hijaben, siden det nu ligger Mchangama og hans sidekammerat, professor Stjernfelt, sådan på sinde.

Der er nemlig rigtig mange problemer, som jeg ikke er overbevist om, at de herrer har overvejet dybden i

For det første må man jo spørge, om en bestemt form for påklædning falder ind under begrebet ytring og ikke snarere må kaldes en handling.

For det andet – hvis man for argumentets skyld antager, at en burka er en ytring, så må enhver anden form for påklædning eller mangel på påklædning også kaldes en ytring. Så må det også være en ytring at gå topløs op og ned ad Strøget en varm sommerdag – og det er tilmed en meget smukkere ytring end at gå med burka. Skal retten til nøgenhed også beskyttes under henvisning til ytringsfriheden, og hvis ikke, hvorfor så ikke?

Det må også være en ytring, når rockere går med rygmærker og demonstranter med maske, men det er mig bekendt forbudt. Det ville på samme måde være en ytring, hvis uniformerede nazister marcherede rundt med støvler, skrårem og armbind. Er det der, vi skal ende?

For det tredje – hvis burkaen eller hijaben i det hele taget er en ytring, hvis ytring er det så? Er det den kvindes ytring, der går med burkaen, eller er kvindens burka en ytring af den mand eller den imam, der har fået hende til at gå med den?

Det sidste vil jeg gerne udbygge: Jeg havde for nogle år tilbage en samtale med personalechefen i en større supermarkedskæde, der ikke tillod det kvindelige personale at gå med islamisk signalpåklædning. Sagen var nemlig den, sagde han, at han havde flere kvindelige muslimske ansatte, der ønskede at slippe for at gå indpakket, og som havde kunnet modstå presset fra deres fædre ved at henvise til, at de ikke kunne beholde deres job, hvis de gik med tørklæde. Hvis han nu tillod andre muslimske kvinder at gøre det, ville disse piger miste deres begrundelse og blive tvunget til at iføre sig en påklædning, som de ikke ønskede.

Så jeg spørger igen, hvis ytringsfrihed er det, man vil beskytte? Ved man overhovedet, hvis ytring, der er tale om? Og er man villig til at fratage nogen deres ytringsfrihed, fordi andre kræver deres?

Det er meget komplicerede spørgsmål. Vi plejer at kalde den slags for dilemmaer, dvs. problemer, som ikke har nogen helt tilfredsstillende løsning.

Hvad er så Trykkefrihedsselskabets rolle i forhold til sådanne dilemmaer? Det er at holde et rum åbent, sådan at alle synspunkter, alle oplysninger, alle argumenter kan komme på bordet og blive hørt. Sådan opfatter vi vores rolle – og her er jeg sikker på, at jeg taler for alle medlemmer.

Og sådan har jeg også set vores opgave, siden vi grundlagde Selskabet tilbage i efteråret 2004. Vi har haft til opgave at åbne rum for synspunkter, der hidtil havde svært ved at komme til udtryk, og at holde dette rum åbent.

Der hvor de grimme ting ikke må siges, fordi det er forbudt, eller fordi det støder an mod den gode tone, bliver hele det offentlige liv forløjet og falsk. Man vil så stå tilbage med en såkaldt “offentlig mening”, som er den mening, man vover at udtrykke offentligt. Den offentlige mening er det, som man kan læse i aviserne, som dronningen og statsministeren udtrykker i deres nytårstaler, som doceres i skolen og på universitetet, som enhver vil udtrykke, når han står foran en journalist med en mikrofon. Men hvis folks ikke tør komme frem med deres egentlige meninger, deres egentlige bekymringer, deres egentlige anliggende – alt det, som de siger til ægtefællen, når ingen høre det, eller som fulde folk kan finde på at udtrykke i et upåagtet øjeblik – fordi de støder an mod den offentlige mening, så vil der opstå et skel mellem en politisk korrekt facade, der søges opretholdt gennem straffeloven, internationale konventioner, meningsintimidering, trusler om at blive slået ihjel eller miste sin karriere – og på den anden side de egentlige meninger, der rører sig blandt folk.

Tænk på den nylige afstemning om minaretforbudet i Schweiz. Iagttagerne var helt sikre på, at forslaget ville falde, for det sagde folk, når de blev spurgt. Og så blev det alligevel vedtaget med betydelig majoritet, fordi folk åbenbart ikke havde turdet sige, hvad de mente.

Vi har i Trykkefrihedsselskabet aldrig strøet om os med flommede hensigtserklæringer og svulstige bekendelser til en abstrakt ytringsfrihed. Ytringsfriheden forsvares ikke med festtaler. Ytringsfriheden forsvares ved at insistere på retten til at ytre sig frit.

Det har altid – selv under de værste diktaturer – været tilladt at sige det, som magthaverne og den pæne offentlige mening kunne acceptere. Ytringsfriheden består i retten til, som George Orwell, har udtrykt det, at sige det, som folk ikke vil høre.

Så er det blevet os revet i næsen, at vi i Det Internationale Trykkefrihedsselskab, som er noget andet end det danske, har bedt den hollandske politiker Geert Wilders om at indtræde i det rådgivende råd.

Det er for galt, mener Mchangama og Stjernfelt, for Wilders går ind for et Koran-forbud i Holland og har sagt grimme ting om opførelse af moskeer.

Lad mig for gud ved hvilken gang tage den med Koran-forbudet. Det har vi udtrykkeligt taget afstand fra både i det danske og det internationale selskab. Vi er modstandere af ethvert bogforbud. Det Internationale Trykkefrihedsselskab havde oven i købet udpeget mig til at diskutere sagen med Wilders for at få ham til at ændre mening, men han ville ikke.

Hans argument – som også har været fremført her i landet gentagne gange – var, at det hollandske parlament tilbage i 70’erne – under venstrefløjens højlydte jubel – havde forbudt “Mein Kampf”. Hvorfor skal man så ikke også forbyde Koranen, som er mindst lige så bloddryppende?

Det logiske svar ville selvfølgelig være, at så skulle man – eller så skulle vi – opfordre den hollandske regering til at ophæve forbudet mod Mein Kampf. Det har vi ikke gjort. Vi har heller ikke opfordret Tyskland og Østrig til at ophæve forbudet mod Holocaust-benægtelse, selv om vi sandelig er modstandere af, at et sådant forbud skal indføres herhjemme.

Men kan nogen forstille sig, hvilken jubel det ville vække på landets avisredaktioner, hvis vi gik i brechen for retten til at udgive “Mein Kampf” og til at benægte Holocaust? Jeg kan selv lave overskrifterne.

Og hvorfor ligger det ikke inden for Wilders’ ret til ytringsfrihed at være modstander af moskebyggeri i Holland, når erfaringerne viser, at imamer kan sige lige, hvad der falder dem ind, uden at nogen kummer et hår på deres hoved. Inklusive, at vantro og frafaldne skal slås ihjel, at homoseksuelle skal have væltet en mur ned over sig, at jøder skal sømmes op på et bræt, så de kan forbløde på tre dage. Og når den tidligere hollandske justitsminister kunne udtale, at den dag, der bliver flertal for sharia, så skal den naturligvis indføres. Han mener altså, at man skal kunne bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet.

Disse besynderlige tilstande har ikke fået den danske regering til at kappe forbindelserne til den hollandske.

Så må det også være tilladt for Wilders at sige, hvad han mener – særligt da han mig bekendt aldrig har taget til orde for vold eller udemokratiske metoder. TFS har i øvrigt ikke udtrykt nogen mening om opførelse af moskeer i Danmark. Jeg har udtrykt den mening – eller det fremgår af noget jeg har skrevet – at jeg synes det er en skidt ide, at tillade den iranske revolutionsgarde at opføre en stormoske i det københavnske nordvestkvarter. Det er de samme kræfter, der står for overfaldene på frihedshungrende iranere hjemme i Teheran. Så må jeg vel også have lov til inden for ytringsfrihedens rammer at skrive, at jeg synes det er en dårlig ide, at Revolutionsgarden nu skal have en kaserne og kommandocentral midt i København.

I øvrigt sidder Wilders ikke i det internationale Trykkefrihedsselskabs rådgivende råd på grund af hans meninger, men fordi han er truet på livet, for noget han har sagt. Vi ønsker at udtrykke vores solidaritet med ham, fordi han er forfulgt. Og så mener vi, at han kan være til nytte for os, fordi han om nogen har erfaringer med at leve under dødstrusler.

Et af de temaer, der ligger mig meget på sinde, er islam. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, for jeg kan udmærket tænke mig mere opløftende emner at bruge min tid på. Hvis jeg kunne bestemme historiens gang, ville jeg hellere samle på frimærker, læse om riddere og jomfruer i middelalderen eller om farefulde sørejser til fjerne egne. Jeg er sikker på, at andre i Selskabet har det på samme måde.

Men sådan er kortene ikke delt ud. I hvert fald ikke sådan, som jeg betragter verden af i dag.

Som jeg har sagt ved en tidligere lejlighed: Hvad skulle man mene om en forfatter eller intellektuel i trediverne, der ikke brugte i hvert fald halvdelen af sin tid på nazismen? Og hvor god en samfundsanalytiker ville man have været, hvis man under Den Kolde Krig havde undladt at beskæftige sig med den realeksisterende socialisme, som den fandtes i Østblokken og blandt denne bloks støtter her i Vesten?

Og hvad skal man i dag mene om en forening til forsvar for ytringsfriheden, der ikke prioriterer kampen mod ytringsfrihedens farligste og mest nærværende fjender?

Må jeg minde om Trykkefrihedsselskabets genesis?

Vi udspringer direkte af den modtagelse, som Helle Merete Brix, Torben Hansen og min bog “I krigens Hus” fik, da den udkom i 2003. Mainstream-pressen gjorde stort set alt, hvad den kunne, for at dæmonisere forfatterne og få os fjernet fra det gode debatselskab. Det holdt på i månedsvis, og havde vi ikke startet Trykkefrihedsselskabet, kunne sagen have udviklet sig til et lærestykke for andre ubekvemme skribenter og debattører: Selvfølgelig har I jeres ytringsfrihed, men hvis I har jeres gode omdømme og jeres karriere kær, så er der altså visse sager, I gør bedst i at holde jer fra.

Det var slet ikke sådan, at pressen ikke skrev om islam og den muslimske indvandring. Det gjorde den hver dag. Blot var der visse oplysninger og visse synspunkter, som man helst ikke ville se.

Jeg kan huske, da jeg som Groft sagt-skribent på Berlingske Tidende modtog jeg ved snart ikke hvilken advarsel om, at nu ville man ikke høre mere om disse betændte emner. Samme dag bragte avisens første sektion ni hele sider med forskellige historier om islam, imamer, muslimer, islamisk terror o.lign. Det var jeg ubehøvlet nok til at påpege over for min redaktør, som blot blev endnu mere rasende.

I det hele taget er det min opfattelse, at vi i Trykkefrihedsselskabet ikke har beskæftiget os væsentligt mere med islam og dermed forbundne fænomener, end pressen har gjort.

Når nogle har forsøgt at sprede det indtryk, at islam er det eneste, der interesserer os, beror det imidlertid på en meget selektiv udvælgelse af, hvad vi har foretaget os.

Selskabet og vore to søsteraktiviteter, webtidsskriftet Sappho og Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, har afholdt adskillige andre arrangementer, der slet ikke eller ikke primært har drejet sig om profetens efterladenskaber.

Nogle af dem har været blandt de dyreste og mest arbejdskrævende, vi har bundet an med. Lad mig blot nævne vore store internationale konferencer om ytringsfriheden i henholdsvis Kina og Putins Rusland. Tilsammen fik de besøg af én journalist, selv om vi havde slået disse heldagskonferencer stort op og hentet spændende indledere ind fra alle verdenshjørner. Men når vi siger det mindste kvæk om noget, der har med islam at gøre, står journalisterne på spring. Vi må konkludere, at pressen er mindst lige så interesseret i fænomenet islam, som vi er. Bare på en anden måde.

Til slut vil jeg sige, at TFS har gennemlevet mange storme, siden vi satte skibet i søen for godt fem år siden. Vi har overlevet og er kommet styrket ud af hver eneste. Det tror jeg også vil ske denne gang.

Nogle få er gået, mange nye er kommet til, medlemsmæssigt står vi stærkere end nogen sinde.

Og hvad angår omtale, kan vi ikke klage.

Jeg er derfor bange for, at jeg må skuffe de skribenter, der på det seneste har forkyndt, at Trykkefrihedsselskabet er i opløsning. De må nok hellere spare deres resterende krudt til en anden god gang. Vi fortsætter. Sappho.dk