Et gyldent TV-øjeblik. Ét enkelt pletskud i Browns krudtkammer, en torpedo under vandlinjen sat ind ved hjælp af den 66 årige pensionist og enke Gillian og en lille glemt mikrofon. Der er næsten en poetisk retfærdighed i, at det er en “livslang Labour-vælger”, som er den David, der eksponerer Goliath. Alle, – næsten alle, – elsker det. Kun synd at Blair nåede at smutte inden til historiens heppekor med en slags “ære” i behold. Man skulle tro Brown havde set Condells seneste og tænkt: “Kan vi ikke gøre det lidt værre?” og det ku´han!  Så inderligt gerne ville Brown have magten, da Blair ikke havde mere parfume på flakonen, og så nødigt vil den have ham:

A row of unremarkable, three-bedroom houses in the Shawclough area of Rochdale, will for ever be remembered as the Prime Minister’s Via Dolorosa, the scene of his greatest pain and humiliation. – PM gets in car and the mask slips – “that was a disaster”, “should never have put me with that woman….She´s just the sort of bigotted woman. that said she used to be Labour, I mean, it´s just ridiculous.” [min. 4:45]. Gordon Brown eats humble pie with Gillian Duffy. How a granny exploded politicians’ censorship of any election debate on mass immigration… and was demonised by Brown. Labour’s contempt for the white working class.

When grandmother Gillian Duffy suggested immigration was a problem in Rochdale, she was swiftly dismissed as a ‘bigot’ by Gordon Brown. But the Prime Minister was betraying not only his real feelings about the worries of millions of Britons, but also his ignorance of what has been going on in the northern town – which provides an acute case study of issues afflicting the whole nation. For ethnic populations in Rochdale, ten miles north of Manchester, have been rising so fast that the Home Office has been warned it is at risk of race riots, and the council has had to draw up a special housing plan for minorities. Rochdale under pressure: How the Home Office was warned Gillan Duffy’s town is at risk of race riots.

Live’ fra Gordon Browns lever: Danske aviser oversætter meget venligt “bigotted” til snæversynet, men det har rigtignok indbygget “indskrænket, intolerant, småborgerlig og fordomsfuld” i sig, hvis man rigtigt vil forstå, hvordan Brown har eksponeret sine fordomme og sin uvidenhed.Det er sådanne tekniske svipsere man skal være taknemmelig for, for de giver et helt ubesmykket kig ind bag facaden: Har Labour indset deres forræderi mod den britiske befolkning efter den uoprettelige åbning af sluserne for indvandring? Har det været oprigtigt når ledende partifolk har indrømmet at tilsviningen af kritikere af denne politik som ‘racister’ har været skadelig? Kan man i tilfælde af en sejr til Labour ved det kommende parlamentsvalg forvente et ‘nu-nu’ Labour, som måske endda prøver at rette op på et årtis misère? Svaret på alle spørgsmålene er nej. De har intet fattet, intet lært, de tror faktisk selv på smæderierne om ‘bigotteri’ siden de bruger betegnelsen internt. Et stort, stort mysterium at så mange alligevel stadig vil stemme på dem. (Brown undskylder “hvis jeg sagde sådan,” “misforståelsen” osv.) (LFPC/Steen).

Honecker & Sohn

To totalitære SF ére: Forhenværende formand Gert Petersen var organiseret nazist i ti måneder som 13 årig. Det ville ingen naturligvis lægge ham til last, dengang det kom frem. SF´s nuværende gruppeformand Ole Sohn var formand for Danmarks Kommunistiske parti indtil Sovjetstaten sank i grus om ørerne på ham. Da var han 35 år gammel. Vil man lægge ham det til last ? Ja, det mener jeg afgjort man vil, selvom der endnu er delte meninger om om Sohns troværdighed. Ingen får revideret deres fortid så hurtigt og dygtigt som venstretotalitære. Sohn er bare ét eksempel, men han kan være minister i Danmark om få år.  SF burde forholde sig til det, inden andre for alvor begynder at gøre det. I dag er Sohn en lille sten i S-SF´s sko, men det er en sten med et uberegneligt vækstpotentiale. Ser de den komme?  (Formændene Sohn og Honecker i DDR, 15 december 1988)

Kommunismen har mindst lige så mange liv på samvittigheden som nazismen, og derfor er det rimeligt at tage et opgør med kommunismen, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). “Vi har taget et historisk opgør med nazismen. Vi mangler på mange måder at tage et tilsvarende opgør med kommunismen,” siger han.Statsministeren reagerer på en opfordring fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, der har krævet, at SF’s gruppeformand, Ole Sohn, undskylder sin kommunistiske fortid, hvis han en dag bliver minister. Søren Espersen har også sammenlignet Ole Sohn med den danske nazifører Fritz Clausen. Lars Løkke Rasmussen vil ikke kommentere sammenligningen.Mangler opgøret med kommunismen?

Ayaan Hirsi Ali og de hovedløse høns

Navne som Wafa Sultan, Ibn Warraq, Ali Sina, Walid Phares, Walid Shoebat eller Nonie Darwish er ikke just hyppigt optrædende i danske mainstreammedier. Ayaan Hirsi Ali er lidt sværere at komme udenom, for via sine bøger, sin veltalenhed og et fotogent ydre har hun opnået eksponering og en platform til at sige ting der til forveksling ligner hvad man kan høre fra f. eks. Geert Wilders og Lars Hedegaard. Hvad skal pæne mennesker gribe og gøre i når hun kommer til landet og udtaler sig om kontroversielle lokale emner som moskébyggeri? Ja, så kan man altså ikke spille på DF/fremmedfrygt/sure gamle mænd/national selvtilstrækkelighed/racisme, men må vælge at patronisere hende og klappe hende forstående på hovedet: Stakkels lille Ayaan som har haft nogle uheldige oplevelser i sit liv. Det er faktisk helt usædvanligt perfidt, og at så mange mennesker kan slippe afsted med at sige intet  siger desværre i sidste ende at der er vælgere og aviskunder der gerne vil lyves for, for sjælefredens skyld.

Naser Khader, med speciale i postulering af særlige moderate islamtolkninger uden nærmere uddybning (for de findes nemlig ikke, alle fire store sunniretsskoler fastholder islams endelige verdensherredømme) får også flettet flere debatklicheer ind: Den gamle løgn om det idylliske Al-Andalus; fundamentalismekortet – ‘hun er jo selv fundamentalist’; hun skaber selv flere fundamentalister; det skader integrationen.

»Det er meget unuanceret og fundamentalistisk, at sige sådan. Jeg sympatiserer meget med hendes kamp, men i forhold til det Ayan Hirsi Ali siger der, så er jeg meget uenig«,[…] »Det er et meget urealistisk og fundamentalistisk løsningsforslag, der for mig at se er meget enøjet og begrænset. Der findes flere former for islam, og mange forskellige fortolkninger af koranen. Jeg er selv tilhænger af en moderne og humanistisk fortolkning«. […]

Kamal Qureshi bruger ‘tu quoque’ – afledning ved fremmaning af kristen amerikansk fundamentalisme:

»Når man lytter til hendes udtalelser i dagspressen, lyder hun som de kristne grupper i USA, der siger, at der kun findes en fundamentalistisk form for kristendom. Det er meget useriøst«, siger Kamal Qureshi. »Jeg synes, det er ærgerligt, at en person, som startede med at komme med en berettiget kritik af islam, faktisk ender med at gå hen og blive ekstrem i sine udtalelser. Hun er ligesom dem, som hun selv kritiserer«, uddyber SF´eren.

Manu Sareen bruger sør’me også tu quoque, og opløser i radikal ånd muligheden for at en beskyttet gruppe kan tænkes at være bad guys. En radikal sidder jo på et ophøjet stade og deler karakterer ud til begge parter:

»Ayan Hirsi Ali skaber fundamentalister på begge sider. Hun bekræfter fordomme i begge lejre. Jeg ved ikke, hvad der sker for hende, men det meget forkert«. […] »Det er frygteligt det, som hun har oplevet – men det er ikke nødvendigvis den virkelighed, som flertallet af muslimske kvinder lever med. Hun nedgør islam ud fra subjektive oplevelser, som hun har haft og gør det til noget universelt.

Kathrine Lilleør viger forskrækket tilbage:

»Jeg er uenig i, at der ikke findes moderate og demokratiske muslimer i vores samfund. Det har Ayan Hirsi Ali ikke ret i. Men på en måde har hun lov til at være unuanceret og langt fra saglig, fordi hun har oplevet det på egen krop. Det er derfor, jeg tager hende så alvorligt«, siger Kathrine Lillelør. Tarek Omar: Danske politikere tager afstand fra Islam-kritiker

Dette er hvad der går for at være journalistik i dag – ikke en eneste udtalelse der redegør for postulerede moderate tolkninger, eller angiver faktuelle fejl i Hirsi Alis analyse. Ingen præcisering som i blogverdenen af at individer kan være moderate på trods af ikke-moderat dogmatik – og at vi har et problem fordi vi ikke kan udskille ægte moderate, eller reformere dogmatikken. Medierne kan roligt udelade det, for det tages for givet at det handler om personlige konfrontationer, ikke facts. Journalist Omar kan således her opstille resultatet af et regnestykke: Hirsi Ali besejret af et flertal (LFPC). Overskriften her siger alt der er at sige: Somaliere: Wammen provokerer (“Somaliske talsmænd er vrede over, at borgmesteren i Århus støtter Ayaan Hirsi Ali”).