Formelt er det selvfølgelig svært at fange den svenske-mediepolitiske klasse i flagrante demokratibrud, men de har årtiers rutine i at balancere på kanten. Det er muligvis lige akkurat lovligt, set med lokale og internationale retsøjne, men det er i særklasse uskønt: Deres politiske skøn falder ud til samme side hvergang, nemlig for dem selv og imod oposition og opkomlinge, der udfordrer deres magtmonopol. Den onde, udemokratiske vilje tvivler ingen der har overværet det i årtier et sekund på. Hvis svenskerne var revolutionært anlagte – hvad de mildest talt ikke er – ville denne elites ageren have fremtvunget en folkelig opstand forlængst.

Også fra Norge er der kritik: Frp: – Svensk brudd på demokratiske spilleregler. Ledarsidorna teg om dansk kritik.

Ellemanns ævl

Det kræver åbenbart ikke ret meget at have en blog på Berlingske Tidende. I et indlæg kloger Uffe Ellemann sig på svenske valg.“Vi kan lære lidt af svenskernes mere tænksomme og hensynsfulde debatkultur.” Ja, men nu snakker vi ikke kultur, vi snakker grundlæggende demokratiske og valgtekniske principper. De sidste 15 år, har der været “urelgelmæssigheder” ved svenske valg. Svindel, for at sige det som det var. Allerede i 2002 kritiserede Helsinki Watch den svenske demokratiske proces, både mediemæssigt og rent valgteknisk. Stemmesedler der systematisk forsvandt, plejehjemsansatte der stemte for 300 af deres beboere, partier der ikke havde adgang til medierne osv. Kunne man ikke forlange af en fhv. udenrigsminister, at han satte sig bare rudimentært ind i hvad han skrev om, fremfor at skrive ufunderede tonemester-causerier? Er Ellemann venstremand, når det kommer til stykket? Det han hylder i sit blogindlæg, er AFA og Enhedslistetanker. Han vender det blinde øje til mange års censur, vold, forfølgelse og berufsverbot. Helsinki Watch: Swedish General Election 2002

As nationalism rises, will the European Union fall?

Det er altid interessant at se Danmark eller Europa anskuet udefra. Enten får man indsigt i store linjer man ikke selv ser for bare træer, eller også afsløres iagttagerens eget udgangspunkt i nærmest pinlig grad, uagtet dennes kvalifikationer. Jeg tillægger således ikke amerikanske akademikeres fascinerede skræk for dunkle, folkemorderiske kræfter i folkedybet af The Old World større vægt, andet end som en perspektivering af deres egen historie. Jeg håber selvfølgelig at Charles Kupchan langt væk har ret i dette scenarie, men her i europæisk jordhøjde virker EUs kvælertag nu ikke til at blive sluppet. Kupchan er professor i ‘international affairs’ ved Georgetown University (LFPC).

The European Union is dying — not a dramatic or sudden death, but one so slow and steady that we may look across the Atlantic one day soon and realize that the project of European integration that we’ve taken for granted over the past half-century is no more.

Europe’s decline is partly economic. The financial crisis has taken a painful toll on many E.U. members, and high national debts and the uncertain health of the continent’s banks may mean more trouble ahead. But these woes pale in comparison with a more serious malady: From London to Berlin to Warsaw, Europe is experiencing a renationalization of political life, with countries clawing back the sovereignty they once willingly sacrificed in pursuit of a collective ideal.

For many Europeans, that greater good no longer seems to matter. They wonder what the union is delivering for them, and they ask whether it is worth the trouble. If these trends continue, they could compromise one of the most significant and unlikely accomplishments of the 20th century: an integrated Europe, at peace with itself, seeking to project power as a cohesive whole. The result would be individual nations consigned to geopolitical irrelevance — and a United States bereft of a partner willing or able to shoulder global burdens. […]

Europe is hardly headed back to war; its nations have lost their taste for armed rivalries. Instead, less dramatically but no less definitively, European politics will become less European and more national, until the E.U. becomes a union in name only. This may seem no great loss to some, but in a world that sorely needs the E.U.’s aggregate will, wealth and muscle, a fragmented and introverted Europe would constitute a historical setback. […] Charles Kupchan: As nationalism rises, will the European Union fall?

Sarrazin: Tyskland om 100 år – drøm eller mareridt?

Pågrund af Sveriges rejse kom vi bort fra oversættelserne fra “BILD.” Vi genoptager dem her.

Tyskland diskuterer Thilo Sarrazins nye bog.. I den udvikler han to scenarier for Tysklands fremtid: “Jeg lader min fantasi løbe frit . Den er tilspidset, den er satire, men den er ikke urealistisk, “skriver SPD politikeren.

af Thilo Sarrazin

I Tyskland år 2017 er den politiske klasse faktisk ganske tilfreds med sig selv, økonomien vokser langsomt, men den vokser dog. Siden efteråret 2017 er Angela Merkel leder af en sort-grøn regering.

Koalitionsregeringen bebuder et lovforslag der kriminaliserer fremmedhad og islamofobi. Jürgen Trittin havde under valgkampen vakt opsigt med sin udtalelse: “50 procent af araberene er mig kærere end de fem procent af højreradikale.”

Med stærk modstand fra EU, var kurser i tysk blevet fjernet som en betingelse for familiesammenføring.

I koalitionsforhandlingerne havde De Grønne fremlagt en videnskabelig rapport af professor Gideon Botsch fra Moses Mendelssohn Center ved Potsdam Universitet. [Note Bemærk: I en undersøgelse i januar 2010 havde Gideon Botsch erklæret Thilo Sarrazins udtalelser som “klart racistiske” ].

I den påviste han, at det var et udtryk for en “latent fascistiske holdninger med racistiske overtoner,” hvis man i Tysland krævede forret for det tyske sprog. .

Den nye minister for familie-og migration – en ung kvinde fra venstrefløjen af Nordrhein-Westfalens CDU – gjorde det klart:

Når man iagtager den globale overbefolkning, miljøet, Tysklands tvivlsomme fortid og dets lave fødselstal, kan vi faktisk yde et positivt bidrag til menneskehedens fremtid. Faldende befolkningstal skaffer nemlig plads.

I den offentlige debat lægger Patrick Bahners, kultur redaktør af FAZ, omsider det afgørende lod i vægtskålen.

I en meget intelligent artikel, ingen forstod, viste han overbevisende: Det er i det tyske borgerskabs kulturelle selvopofrelse, at vi ser det endelige bevis for, at de tager liberalismen virkeligt alvorligt. Han gentog også det, han ytrede allerede i 2010 , at ” kritik af islam faktisk sammenlignes med den anti-semitisme, de intellektuelle lagde for dagen havde i kejseriden.”

Allerede i 2015 var den årlige indvandring steget betydeligt, og omkring halvdelen af de indvandrere kom som familiesammenførte, den anden halvdel var det for det meste flygtninge fra fattigdom i Afrika og Nær-og Mellemøsten.

Bruttonationalproduktet var omkring 2020 stagneret i sin vækst. På den anden side fortsatte pensionsudgifterne og udgifterne til sociale overførsler, fordi antallet af modtagere voksede uden ophør. Da momsen blev allerede var 25 procent, var der kun tilbage at øge indkomstskatten.
I 2040, flyttede en støt stigende andel af del velhavende til andre lande og tog deres privatformuer med sig.

I ubemærkethed havde man i mellemtiden oplevet en ændring i vælgerkorpset.

Som Allensbach [tysk menigsmålingsinstitut] allerede ved det føderale valg i 2045 kunne registrere, havde 30 procent af førstegangsvælgerne muslimsk baggrund.

Men allerede siden 2030 havde der været et stigende antal byer med muslimskeflertal, og i 2050 havde mere end halvdelen af Tysklands byer en borgmester af en tyrkisk, arabisk eller afrikansk indvandrerbaggrund. Dette påvirkede den lokale politik.

I 2045 havde der igen været en påsat brand i Hertuginden Anna Amalia Bibliotek i Weimar. Borgmesteren, en tænksom og dybt religiøs mand med arabisk immigrantbaggrund, gjorde ikke tingene let for sig.

Men tilsidst gik han til pressen og meddelte, at denne verdens privillgegier tilhører de levende og ikke de døde. Byens knappe ressourcer var derfor bedre investeret i en bedre udformning af forpladsen til den nye moske.

I de følgende årtier satte kirker, slotte og museers forfald ind. De tyskere, der ville besøge dem, blev ældre og ældre, og færre og færre.

Mod stor modstand foreslog forbundsregeringen i 2080 et særligt program i 2080 for at redde den tyske kulturarv. Flertallet for foreslaget var lille, fordi en hævelse af pensionerne derfor måtte udskydes.

Med skælvende stemme sagde en repræsentant for “De Grå Pantere” til forbundskammeret : “Hvad gavner det den tyske pensionist i kørestol, at Bamberg og Køln Domkirker renoveres, når der ikke betales for pensionisternes pleje?”
I en skelsættende afgørelse besluttede Bundesverfassungsgericht i 2030, at det er i strid med princippet om ligestilling i grundloven, hvis en ansøger ikke kan få job,fordi han ikke taler tysk.

Endnu vigtigere var domstolens beslutning fra år 2037 om modersmål. I storbyområderne har flertallet af børnene tyrkisk og arabisk som modersmål. Deres menneskerettigheder krænkes hvis de skulle tvinges til at tale tysk i stedet udtrykke sig frit på deres eget sprog.

Analysen af statistik viser, at i 2045 valgte kun 48 procent tysk modersmålsundervisning, i 2075 kun 30 procent og i 2105 kun 20 procent . I Bayerischen Wald og Uckermark var andelen i 2105 stadig 50 procent, i Hamburg, Frankfurt og Berlin, kun omkring ti procent.

I år 2100 kunne kritiske historikere med tilfredshed konstatere, at Tyskland havde løst sin demografiske problemer forebilledligt og multikulturelt korrekt. Selvom Forbundsrepublikken var faldet langt bagefter levestandarden i Kina og i Indien i indkomst pro-capita, havde den vist verden, at problemer kan løses på fredelig vis.
Enkelte muslimske brushoveder har krævet et nyt tysk nationalflag. En en sort baggrund med rød halvmåne og gyldne stjerner. Det var måske en smule overdrevet, Men de havde ret til at gøre det, de var i demokratisk flertal. Og Tyskland ville forblive sort, rødt og gult.

(Snaphanens oversættelse fra Deutschland in 100 Jahren – Traum oder Albtraum?)

Man kan se Sarrazin her på You Tube. Man kan også se hele progammet (77minutter) her.