USA er kun i starten af en udvikling der er nået meget længere i Europa, og landet er delt efter en kløft der på mange måder ligner vores, med venstrefløj, liberals/kulturradikale, intellektuelle og kunstnere på den ene side, og græsrodsinitiativer af ægte konservative på den anden. På den anden side kunne USA godt gå hen og blive en inspirationskilde for os, fordi de konservative og religiøse græsrodsbevægelser tager udgangspunkt i andre frihedstraditioner og en nationalbevidsthed der trods alt ikke er marginaliseret og demonteret som her i Europa. Netop af denne grund kan religiøse modstandsgrupper heller ikke så let shames som nazister, som f. eks. EDL i Storbritannien. Assertiv hævdelse af amerikanske værdier må siges at være langt mere mainstream på den anden side af Atlanten end i Europa. Klippet her illustrerer dette (LFPC). – (Tensions high as protestors arrive at Dearborn Arab International Festival.)

There was a hostile welcome Friday afternoon in Dearborn for controversial Florida Pastor Terry Jones. You could say he was pushed to his brink.Jones led a rally against radical Islam at city hall before trying to continue his protest at the nearby Arab International Festival, but he never made it there.Protesters got physical with Jones as he tried to head for the festival. He barely made it off the corner of Michigan and Schaefer.

Dearborn police made several arrests after urging the pastor to take a car instead of trying to walk the two miles to the festival.People in the crowd yelled back and then they pushed back, prompting police to put Jones in a police car for his own safety. The pastor decided not to go to the festival after all. […] Pastor Terry Jones Rallies in Dearborn, Skips Arab Festival

[…] Two things can be learned from these incidents:

1. In Dearborn, devotees of the Religion of Peace tend to physically attack and throw bottles at people with whom they disagree.

2. “Arab” is a code word for “Muslim” in Dearborn, since there was no sign of any Coptic or Palestinian Christians at the festival.

Besides, why isn’t an “Arab festival” considered racist? What would happen if someone held a “Caucasian festival” somewhere? […] Poking a Stick in the Dearborn Hornets’ Nest

Når S, R og SF også får ødelagt Folkekirken…….

skal man forestille sig sådan en lallende pseudo-politisk klub, man ser her nedenfor. Ikke så mærkeligt det virker tillokkende på de venstrefløjen. Siden Svenska Kyrkans adskillelse fra staten, har 660.000 meldt sig ud – cirka 60.000 om året. Göran Persson fortrød, men da var skaden sket. Det bliver det samme, den dag også en svensk statsminister med 40 års forsinkelse tvinges til at sige offentligt, at multikulturen måske ikke var så kanon en idé, da er toget kørt.

Socialdemokrater för tro och solidaritet, det blir det nya namnet för Broderskapsrörelsen, de kristna Social­demokraterna, om styrelsen får stöd av kongressen i helgen.I dag samlas Broder­skaps­rörelsen till kongress i Uppsala, och det ser ut att bli sista gången som rörelsens möts under det namnet.Eftersom rörelsen inte längre ser sig som kristen utan som mångreligiös, menar styrelsen att det nu är tid för ett namnbyte.

Motivet till ändringen är att vi vill vidga rörelsen till att omfatta människor även med en annan tro, och främst syftar man då på muslimer, men Peter Weiderud nämner även katoliker och ortodoxa kristna. Utöver förhandlingar och beslut i bland annat namnfrågan kommer kongressen även att medverka i ett torgmöte tillsammans med Ship to Gaza på Stora torget i Uppsala på lördagen. Broderskapsrörelsen står inför namnbyte.

Mens Socialdemokrater för tro och solidaritet, Matthias Gardell og Henning Mankell næppe tænker længere end til deres næsetip, så er der nogle israelere der har tænkt sig grundigt om inden Ship to Gaza anduver deres farvand med sin last af islamister og euro-coole svenskere. De har blandt andet kontaktet Lloyds of London, der ikke er meget for at forsikre et skib der bliver opbragt i de år, en retssag om erstatning kan vare:

Så fik Sass Larsen sin talerstol hos de højreorienterede

Udvalget af retoriske platforme er begrænset, og til venstre for midten måske i allerhøjest grad. Man lærer dem hurtigt at kende og placerer refleksmæssigt skribenten i en kasse. For indleder man en karriere som klummeskriver med en af de nemmest gennemskuelige og fortærskede måder at selviscenesætte sig på, må der være berettiget grund til at forvente at skribenten ikke har noget at bidrage med, når han nu ikke selv kan se det.

For hvor erfaren en debattør uden for sit eget reservat kan Henrik Sass Larsen være, når hans ouverture består i at præsentere sig som den ‘besindige’, ‘moderate’ og ‘bekymrede’ iagttager af ‘højrefløjen’? Og er det mon tilfældigt at hans første rubrik netop indeholder ordet “højrefløjen”, når han nu har vovet sig ind hos (de i øvrigt EU-liderlige, DF-bashende) Jyllands-Posten?

Dét som dette fortæller er at Sass Larsen er på temmelig fremmed grund uden for det indforståede socialistiske og kulturradikale selskab. Han tror at man køber præmissen om at tonen på (unavngivne) “højreorienterede” blogs er særligt “vred”, når man nu som læser af den slags er velbekendt med den ekstreme vrede og perfiditet der gælder f. eks. blandt venstreorienterede kommentarskrivere på Morten Uhrskovs blog eller på Uriasposten, eller som kan læses hos socialdekonstruktivistiske bloggere som Rune Engelbreth. Sass Larsen har lagt ud med at spille smart og antage en masse, og har ikke reflekteret over om billedet holder, og om hans eget ideologiske bagland mon tæller flere hidsigpropper end Mogens ‘Hamas’ Lykketoft. Det kan nok allerede nu fastslås at han ikke har noget at bidrage med (LFPC).

»Os levnes kun hadet, den ulmende glød – til arbejdet liv eller død«, lyder en af stroferne i en gammel arbejdersang. Den kom jeg spontant til at nynne – som ubevidst terapeutisk behandling – oven på en længere research af højreorienterede blogs på nettet.

Du godeste, hvor er folk vrede derude. Der rases mod udlændinge, folk, der måtte have ment noget venstreorienteret, velfærdssamfundet, skattetrykket og forløbet af besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig. Det kræver virkelig god forberedelse og inddragelse af al til rådighed stående god karma at komme i godt humør igen oven på sådan en oplevelse.

Efterfølgende er det værd at spekulere over, hvad der driver dem? Modsat min arbejdersang, som tog udgangspunkt i den forarmede og undertrykte og ofte sultende arbejderklasse anno 1871, hvad er det så egentlig, der driver disse højreorienterede anno 2011? […] Henrik Sass Larsen: Desillusion på højrefløjen

Unge danske piger indgår hemmelige islam-ægteskaber

Cecilie fra Kokkedal var bare 14 år gammel, da hun blev islamisk viet med sin muslimske kæreste.Nye sager viser, at hemmelige islamiske vielser af piger ned til 14 år kan være mere udbredt, end myndighederne aner.

To danske piger fra Kokkedal har i årevis båret på en stor hemmelighed: Bag deres forældres ryg lod de sig vie til islam, skønt de langt fra var myndige. Den ene pige var bare 14 år på tidspunktet for vielsen og dermed under den seksuelle lavalder. Den anden pige var 16 år.Ifølge den dengang 14-årige pige, som i dag er fyldt 18 år og nu fortæller sin historie i Berlingske, var de en flok på fem veninder, som i det skjulte giftede sig med deres muslimske kærester.

»Man kunne lære de muslimske drenge at kende i skolen, hygge sig og have det sjovt i starten, men efter cirka seks måneder skulle man forloves, hvis man ville være kærester. Bagefter skulle man giftes. Sådan var det bare,« fortæller pigen.Ifølge hende endte ægteskabet med massiv social kontrol, vold og en politianmeldelse af manden. Berlingske: Unge danske piger indgår hemmelige islam-ægteskaber m video

Sådan var det bare.« Efter undersøgelsen kiggede kvinden op på hende og smilede. Cecilies mødom var intakt. Det var, som hendes nye mand og hans familie havde håbet.

I dag er hun 18 år og må leve under skiftende navne, med peberspray og overfaldsalarm. Hun ville egentlig først optræde under eget navn her i avisen, men frygter for sin egen sikkerhed. I en SMS, som Berlingske er i besiddelse af, blev hun for nylig truet på sit liv af sin tidligere mand. I samme SMS sender manden også en anden trussel af sted tilsyneladende rettet mod Berlingske: »Hvis de der små luder unger ( sic!) udstiller islam på en dårlig måde, walla, så dræber vi dem! Lad dem vide det.« Af hensyn til pigen har vi forsynet hende med et andet navn.

DETTE ER CECILIES egen historie, som hun har fortalt den til Berlingske.

Men ikke kun: Danske piger helt ned til 14-årsalderen vies i al hemmelighed muslimsk, der er reelt tale om en parallel til juridisk gyldige ægteskaber, som vi kender dem. Der indgås ægteskabskontrakt, aftales medgift, og ægteskabet binder parret socialt og religiøst, selv om de formelt er ugyldige, fordi de unge piger ikke har tilladelse fra deres forældre.

Problemet kan være mere udbredt, end nogen har kunnet forestille sig. Cecilie har f. eks. fem veninder fra Kokkedal , der alle giftede sig muslimsk, før de var fyldt 18 år, fortæller hun.

DET BEGYNDTE helt uskyldigt. Hun var 14 år og syntes, at det ville være sejt med en kæreste på 19 år. Så ville der ikke være nogen, der turde sige noget til hende i skolen. Men hun måtte spille sine kort rigtigt: Han var vant til at få sin vilje med piger, og hun fornemmede, at hun måtte holde ham hen. Det virkede: Han forelskede sig.

Første gang, hun mødte hans forældre, bed hun mærke i, hvor meget pigerne i familien opvartede mændene ved at hente te og gøre alting i hjemmet. Mændene holdt hof i stuen, mens kvinderne sad i køkkenet. Anden gang, hun traf dem, var til forlovelsen, tredje gang havde hun et par af de veninder med, som også var viet muslimsk. Fjerde gang var til brylluppet i en moské på Nørrebro.
[..]

ET HALVT ÅR inde i ægteskabet slukkede Cecilie sin mobiltelefon for at slippe for mandens spørgsmål og tog på diskotek med sine veninder. Ud på de små timer låste hun sig ind i svigerfamiliens lejlighed. Hendes mand havde ventet oppe.

Her er, hvad der ifølge Cecilie skete: Hans næve ramte hendes kind med så stor styrke, at synet svigtede et øjeblik.
Familien kunne ikke undgå at vågne, tænkte hun. Men da en bror kom til, var det for at holde hendes arme, så hun ikke kunne beskytte sig mod slagene.Det var ikke sidste gang, hun fik tæsk.

Han slukkede, fortæller Cecilie, undertiden cigaretter mod hendes hud og forsøgte at tvinge hende til sex.
I skolen bemærkede en lærer hendes blå mærker. Det skyldtes noget sport, løj Cecilie. Hun var rædselsslagen for sin mand men endnu mere bange for at hendes forældre skulle få noget at vide om det hemmelige ægteskab.

Hun forsøgte at blive skilt. Hun havde læst, at man bare skal sige tre gange, at man vil skilles for at ophæve et islamisk ægteskab. Men da hun ville gentage ordene tredje gang, rettede manden en pistol mod hendes hoved. Hun turde ikke fuldføre.

Hun forsøgte også at opsøge den imam, der havde viet dem, fortæller hun. Der var intet at gøre, sagde imamen til hende, når hun ikke havde hans accept til skilsmisse. Han rådede hende til at gå hjem få ægteskabet til at fungere. [..] UNDERSØGER: De små koner fra Kokkedal, Berlingske (ikke online)

»Vi har set et fåtal her i Helsingør. Men jo mere virak, der kommer omkring det, jo flere vil der komme ud af busken. Jeg tror, omfanget er langt større, end vi hidtil kender til,« siger Lasse Binderup, der også kender fænomenet fra sin ansættelse i Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune.

SAMTIDIG ER DEN uafhængige, etniske konsulent Farwha Nielsen ti gange i løbet af de seneste år blevet kaldt til kommuner i hele landet for at hjælpe med tværkulturel mægling i forbindelse med unge danske piger, der gifter sig islamisk.

»Jeg tror, det er meget mere udbredt, end man lige skulle tro. Jeg er helt overbevist om, at der kommer mange forespørgsler fra forældre til kommunerne, og kommunerne ved ikke, hvordan de skal håndtere det. Forældrene får at vide, at der ikke er noget, de kan gøre, fordi ægteskaberne ikke er juridisk gyldige,« siger Farwha Nielsen. Berlingske: Cecilies historie er ikke enestående (ikke online)