Vi postede i går den ubehagelige overvågningsvideo af et overfald begået i en fransk bus. En af de overfaldne har nu ladet sig interviewe til Le Figaro, og man må sige at lømlerne har udpeget sig et empatisk offer. Baron Bodissey kalder hans reaktion for “The Paris Syndrome”, men med henblik på hjemlige erfaringer kunne man måske også tale om Peter Mygind-Syndromet. En voldsmand er et offer du ikke har mødt – før nu. Har man den rette post-assertive, post-maskuline og post-selvopholdelsesdrift-ånd, ved man godt, at endnu værre end skrammer og buler er stigmatiseringen som – gisp – ‘racist’ (LFPC).
[…] Notice the points he is at pains to emphasize:
1. There was no racial element in the attack, and to prove it,
2. He notes that one of his attackers had pale skin.
3. People with radical political views will see this opportunity, and
4. He wants to make sure he has no part in that.
5. He was targeted because he appeared “bourgeois”.In other words, to this unfortunate young man, the most important thing is neither to appear to be a racist, nor to give any aid and comfort to racists. The fact that he was himself attacked by racist scum makes no difference. And never mind that these thugs could have easily harmed him far more grievously than they did. Not being seen as a racist is more important than anything else, even life itself.
[…] [Le Figaro:] This distribution [af videoen] seems to be as disturbed as aggression?
[Offeret F. G.:] It’s true that the situation is very difficult, very difficult. Many of my friends were shocked by this diffusion, which harmed me. Disseminating these images on the Internet is very serious because they raise certain legal questions. There was serious confusion between the reality of this scene and its representation. The video was circulated on extremist websites and has been exploited by politicians. But I don’t want to be used. This subject is an opportunity for radical ideas and I don’t want to feed it. I had to get out of this simplistic caricature. To appear suddenly in the center of such a huge controversy is never very pleasant. That hurts me a lot, given that I was able to overcome the incident itself. I left Paris without hatred, to recover in a peace and quiet with my family. The Paris Syndrome, Predators on the Bus, Policeman “Harms Image” of Bus Company.
DR: Sverige er en inspirationskilde for andre lande
Sverige er på mange punkter et foregangsland. En inspirationskilde for andre lande. Det kan jeg se i mit daglige arbejde. I sundhedssektoren opfatter danskerne svenskerne som et forbillede. Sverige har et godt hospitalsvæsen med hurtige behandlingsgange både når det drejer sig om kræft og kredsløbssygdomme. De har den højeste levealder i Norden. Kontrolsamfund? Jeg kan ikke engang finde nogle eksempler på det. Med hensyn til forbud, så synes jeg Danmark er blevet mere restriktivt end Sverige. Her tænker jeg ikke bare på holdningen til indvandrere og flygtninge, men også i hverdagen. Danmark har mindst ligeså mange forbud som Sverige. Sverige er Nordens mest populære land (Palle Ørbæk, der dog foretrækker at arbejde i Danmark)
En dansk kvinde der er flyttet til Malmø siger til Radioavisen:
“Jamen, jeg tror jeg har et eller andet behov for noget internationalt, samtidigt med at jeg har behov for tryghed.”
Hvorfor er Sverige bedre end Danmark ?
“Det har meget at gøre med at være forælder, ligestilling og rettigheder. Der står jeg meget bedre i Sverige.”
Hun har “behov”, ikke bare “brug for” noget “internationalt” – og 174 nationaliteter i Malmø er unægtelig internationalt til ethvert behov, selvom de indfødte siger at multikulturen blot er 174 forskellige monokulturer, der er en karikatur af internationalisme. DR og Politiken mener jo også at Sverige er et langt bedre ligestillingsland, noget der mere synes bygget på signallovgivning og antal bevilligede kroner til genusprofessorer, end på faktiske leveforhold. Virkeligheden er langt mere sammensat. Flere svenske kvinder end danske er i årevis bundet til dårligt lønnede vikariater og halvdagsjobs, levestandarden er generelt lavere, og mon denne piges mor synes at kvinder har det så trygt i Sverige?: Våldtäktsoffer tog sitt liv, Sofie, 15, orkade inte leva*. 1.270 mindreårige anmeldte voldtægt i 2007.
Hvad angår ældrepleje og sygehusvæsen, så har vi berørt det grundigt tidligere: standarden er høj, tilgængeligheden er på grund af overbelastning katastrofalt lav, og så koster gratis selvfølgeligheder i Danmark, penge i Sverige. Dagens undersøgelse afspejler i virkeligheden blot, at vi ved uhyre lidt om hinandens leveforhold i Norden, – og at ingen forstår finsk, men det er jo ikke helt nok til en DR historie. Hvor lidt vi ved, understreger DR´s danskere. Indfødte skåninge er grundigere orienteret: Ökande otrygghet gör att Malmöbor flyttar, Malmöbor flyttar bort från invandrarna.
(PS: Sveriges samlede voldtægtsstatistik for 2008 er i det stille blevet justeret op med 67 til 5.446 siden vi sidst besøgte statistikken. Den præliminære fra 15 januar lød på 5.379 tilfælde. Svenske aviser har glemt at fortælle det, og det falder ikke ind under DR´s emneområde.) * Namninsamling: Överprövning mot nedläggning av Sophie Lohedens våldtäktsman
Tidens tegn: “Italy: Quake-city mayor appeals to Madonna for help”
Et tidens tegn er det når en overskrift som den her citerede umiddelbart kan læses på to måder, og det faktisk viser sig at den mindre flatterende læsning er den korrekte (LFPC).
SD Sveriges mest våldsutsatta parti
Sverigedemokraterna är det politiska parti som mest utsätts för våld och hot. En sammanställning visar att det har hänt SD minst 35 gånger de senaste tre åren.Ett trettiotal medlemmar har attackerats, hotats eller fått sina hem vandaliserade, flera av dem vid upprepade tillfällen. Gatstenar kastas in genom fönstren till deras hem. Yxor slås in i dörrar. Bilar vandaliseras. Flera av dem som drabbats har valt att lämna sina politiska uppdrag. SR.SE