Man kan med rette kan kalde det demokratiske parti fascistisk.
Af Lars Hedegaard
Der er sikkert stadig mange, der opfatter de fascistiske regimer – Mussolinis i Italien og Hitlers i Tyskland – som først og fremmest totalitære diktaturer, men glemmer, at begge regimer nød bred folkelig tilslutning. Så sent som efter det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944 strømmede det ind med glædesbudskaber fra almindelige tyskere, der åndede lettet op over, at Føreren havde overlevet.
Den folkelige støtte til regimet skyldtes ikke, at tyskerne var uvidende om de ugerninger, som tyske tropper havde begået i Polen, Ukraine og Rusland, for soldaterne skrev hjem om, hvad de havde gjort eller været vidner til. Og enhver tysker, der ønskede at vide besked med dødslejrene, kunne sagtens skaffe sig oplysninger.
Det nazistiske regime var simpelthen populært næsten til det sidste, fordi tyskerne foretrak det. De kunne, som den tyske sociolog Erich Fromm beskrev i sin bog ”Flugten fra friheden”, ikke udholde at skulle leve i et frit og demokratisk samfund, men ville hellere overlade alle beslutninger til en karismatisk fører.