Af David Pryce Jones, forfatter til den berømmede The Closed Circle: An interpretation of the Arabs 2002. Foto Ibn Warraq i København, 9 marts 2008, interview. The 2008 Free Press Award for Ibn Warraq

Islam, so say apologists, is a religion of peace. If so, how come that Muslims happen to be fighting Christians, Buddhists, Hindus, Jews, and animists right across the world? The official body representing Muslim countries has recently put out a statement that the question reveals prejudice they like to call Islamophobia. For them, the price for freedom of speech is too high, and they recommend banning criticism of Islam altogether.

As it happens, Michael Adebolajo and Michael Adebowale are now standing trial for the murder and partial decapitation of a soldier in an open London street in front of passers-by. Of Nigerian origins but born British, they are both converts from Christianity to Islam. They plead not guilty and express no regret on the grounds that they are “soldiers of Allah,” engaged in war with enemies. On account of many passages in the Koran, they explain, “We must fight them as they fight us.”

Læs mere »

BBC – Da jeg sad og restaurerede videoes i går, benytter jeg lejligheden til at genhøre Wilders-videoen, som jeg optog med en ven og flere kameras i Malmø i oktober 2012. Den er værd at (gen) høre, også fordi Wilders inkluderer så mange specifikt svenske forhold i talen. Petra Åkesson, Raoul Wallenberg, Cecilia Malmström og Erik Ullenhag, Sveriges vandkæmmede dengse-alibi for ubegrænset bortgivelse af land og arv..

For mig selv var den vigtig og interessant at genhøre, fordi jeg er personspaltet. I denne sammenhæng: Tre fotografer, en skribent og en tilhører. Der er sikkert flere, men spørg min psykolog. Når jeg betjener tre kameras, er jeg mere øjne end øre når tingene sker. Enhver der går ned ad Strøget, kan selv gøre et enkelt eksperimentet: Hav et kamera i hånden, skift opmærksomheden henholdvis fra ørerne – hør løsrevne sætninger fra folk, der går forbi, gademusikanter, børnelatter, vandets rislen i fontænerne – over til øjnene, se hvilke billeder, gaden byder på, som du må tage. At være både øjne og ører på én gang, giver aldrig 100 % koncentration på nogen af delene.

Det er det samme, hvis man går til Torsdagskoncert: Lyden af et symfoniorkester live er fantastisk, ingen kunstig gengivelse kan konkurrere med det, hvorfor bla. Sergiu Celibidache ikke ville indspille plader.

(Han dirigerede Radiosymfoniorkestret mange gange i 70’erne, her Ravel og Mozart, desværre de eneste af hans danske direktioner, der findes på You Tube. Han dirigerede f.eks. Bruckners 8 i den senere nedbrændte, uerstattelige Odd Fellow koncertsal, den ville jeg gerne have gjort tilgængelig. Han var svær at overse på et podium.)

Men man bør i virkeligheden have bind for øjnene for at yde musikerne og musikken retfærdighed. Der er ikke en video jeg optager, som jeg ikke er nødt til at genhøre. Måske er jeg bare dårlig til at ‘multitaske’, som det hedder. Det er måske også derfor, jeg i virkeligheden foretrækker radio og har skrottet TV i blandt andet koncentrationens tjeneste. TV er normalt adspredelse, men det er navnlig billedinflation, hvis den puritanske fotograf skal tale. Roland Barthes skriver i “Det lyse kammer”:

“Hvorfor lever jeg her og nu. Fotografiet memorerer ikke fortiden. Den virkning, det frembringer på mig, består ikke i at genoprette det, der er nedbrudt (af tiden, af afstanden), men i at bevidne, at det jeg har set faktisk har været.”

Billederne af dem, de levende som de døde, er altså også et billede af mig selv, anderledes, mindre selvspejlende ‘selfies’. Jeg ved det, for jeg begyndte med fotos, da jeg var seks år. Den næsten tandløse mand i Limassol i 1969, er mig selv. Den store Daibatsu i Kamakura i vinteren 1971. Preben Møller Hansen i 2007 , Hirsi Ali i 2005, Uwe i 2012 eller William Skotte Olsen i 2002. Jeg har næsten igen fotos af mig selv, og det er jeg fint tilfreds med. Der er et fra Grenen i regnvejr i sommeren 1985 med hilsen til hende der tog det. Pårørende vil have sådan nogle, men de er borte, og det er noget andet med venner.

Hvis der er for mange billeder, flere end øjnene kan fordøje – 24 billeder i sekundet af de mindste petitesser og ligegyldigheder, – er vi mindre tilstede, og det vi så, har mindre eksistens end hvis det havde været mere billedfattigt. Det vil dø i glemsel hurtigere, for der er ikoner, og så er der resten af billederne,  millionerne.

Lur mig om ikke selfierne  skal arve verden fra det lyse kammers iagttagere. Dumt at sige, de har allerede gjort det. Stillbilleder er noget gammelt lort, med mindre det er mit eget flade grin.

Nå, det er altsammen Wilders og min manglende multitasknings skyld, selvom jeg kan tvivle lidt på, hvad den er. Det har intet med Holland og EU at gøre, det er et sidespor, og dem er der flest af. Man ved, hvor man begynder, men ikke hvor man slutter. Jeg beklager ulejligheden.

Vi ved, hvad Wilders er for en type. Han farver håret, ryger cigaretter, støtter Israel og har en storebror, der ikke kan lide ham. Der er også en plads og en gade i København, der bærer hans navn, 100 meter fra mit fødested, Ved Volden 13. Så er det på plads. (Mobilvideo: Wilders interviewes i Malmø af Sveriges Radio. Jeg iagttager et interview, der aldrig blev bragt.)

Om anmelderes travlhed og  mørklægningen af svenske bøger

Der har været mange af dem. Jeg har 20 stykker i mit bibliotek. Anders Johansson, Thomas Nydahl, Magnus Karaveli, John Järvenpä, Anders Isaksson, Roland Huntford, Enzensberger, Jacob W.F. Sundberg, Jan Milld, Mikael Jalving, Mogens Behrendt, Julia Caesar, Meier Carlsen og flere andre. Behøver jeg skrive min egen? Det skulle være af terapeutiske grunde, hvis ikke man finder den lige her i boggens arkiv, men jeg skal måske holde mig til min læst, selvom jeg iblandt kan komme i tvivl om, hvilken den er.

Når bloggen fylder ti år næste år, tager jeg hele molevitten op til genovervejelse Ti år er lang tid, og man kan strøtænke om så meget andet, hvis man får tiden.

Jeg er ikke monoman, jeg insisterer på et upolitiseret liv trods omstændighederne. “Alt er politik, men politik er ikke alt.” Jeg ved ikke, om det kun er mig selv, eller også nogen anden, jeg citerer, men et apolitisk liv er i sig selv en protest imod islam, selvom det bestemt ikke er noget effektivt forsvar imod dens politiske aspirationer.

Man kan indtil videre forene privatmennesket og modstandsmennesket, det kan man ikke nok skønne på, men friheder værdsættes desværre først af de fleste, når de er gået tabt. Få er med på forebyggelse. Per Stig Møller viser netop i disse dage på DR, at han ikke forstod Muhammedkrisen da den foregik, og at han nu efter to mio. artikler og dusinvis af bøger stadig ikke forstår den, lige så lidt som Tøger Seidenfaden, der gik i ordrigt graven uden at have fattet et mere end et halvt klap. Man kan ikke sætte sin lid til Per Stig Møller eller Politiken i den fremtid, de har beredt os iøvrigt mod vores vilje.

Danmark og Europa har brug for en ny helt generation af intellektuelle og politikere, der forstår den islam til bunds. Gammel lærdom som Uffe Ellemann Jensen og Per Stig Møllers, vil være irrelevant i det nye Europa, som kommer. Selv Inger Støjberg bliver gjort irrelevant af en udvikling, der allerede har overhalet hende. Lars Vilks, som har en evne til at svæve over de politiske flak (lyskastere og antiluftskyts), skriver befriende i: 1411”Annonsen” en opera buffa för vår tid blandt andet:

Den här veckan har bjudit, kanske inte precis på några överraskningar, men välspelade föreställningar, dels i den orkestrala serien Expressen avslöjar och dels på det direkta buffatemat Den Svenska Invandringspolitikens Mörkläggning. Det senare handlar denna gång och märkligt nog om något så banalt som en bokannons i DN. De båda författarna till boken, Arnstberg & Sandelin, skriver alltså en debattbok om svensk invandring något som borde väcka stort intresse eftersom ämnet är uppskattat och medialt.

Visserligen intar författarna en kritisk inställning men för alla dem som menar att en sådan attityd saknar fog vore det naturligtvis rätt tillfälle att med sakliga argument tillbakavisa skribenternas många påståenden och redovisningar. Helt uppenbart finns det många kritiker av Arnstberg & Sandelins skrift ehuru endast några få, och i förbigående, har närmat sig boken. Dessa menar t ex att det inte existerar någon mörkläggning av den svenska invandringsdebatten. Detta kan förefalla egendomligt eftersom boken i sig har blivit påtagligt mörklagd. Emellertid kan detta också bero på rena tillfälligheter, t ex att bokrecensenterna har haft andra, och viktigare uppgifter, att ta itu med.

För att få fart på intresset och försäljningen prövar författarna alltså med en annons i DN. Egendomligt nog blir annonsen föremål för ingående politisk granskning och när granskningen släpper genom annonsen utbryter en sällspord mediestorm med morgonsoffor, kvitter och motannonser.

Den 10:12.2013 holdt “Solidaritet med de forfulgte kristne” i Wien en pressekonference med søster Hatune. Anledningen var den globale aktionsdag mod kristenforfølgelser. Hatune Dogan er en karismatisk og åndelig stærk personlighed, der er flygtet fra det østlige Tyrkiet til Tyskland som 15-årig. I årevis har hun og hendes forening “Hjælpende hænder” virket i Syrien. Schwester Hatune: Christenverfolgungen im Naher Osten

Henrik Ræder Clausen har været i Wien og har optaget videos af protesten og pressekonferencen med søster Hatune. Enhver der forstår tysk, bør høre hvordan forholdene selv i Tyrkiet er og har været for kristne. Jeg kan ikke vide, om der kommer en undertekstet version.

Den kristne verden har travlt med at redde muslimerne fra sig selv, men betydeligt mindre med at redde kristne fra muslimsk forfølgelse. Kristne ofre for islam må nødvendigvis stå os nærmere, når der skal vælges, og det skal der. Mere end 100.000 mennesker dræbes hvert år på grund af deres kristne tro. Det svarer til, at én kristen dør hvert 5. minut på grund af sin tro, og det foregår næsten udelukkende i muslimske lande. Danske politikere er tavse/uvidende om det, og jeg har siger og skriver hørt én prædiken, hvor det blev nævnt – nemlig af domprovsten i Helsingør. Er der andre danske præster, kan de bare træde frem. Se David Gress’ Det tavse massemord og Katolsk Orientering.

Læs mere »

Some Muslims want to force male and female university students to be seperated in universities, treating them as some kind of religious place – which they are not. Journalist Yasmin Alibhai Brown has a go at Omar Ali, who represents the Federation Of Student Islamic Societies.

Analysis carried out by anti-extremist group Student Rights found that over a 12-month period, 46 university events explicitly promoted separate seating for men and women or female-only events.

Female students and campaigners yesterday told the Mail they had been incensed when they arrived at events to find they had to sit separately. A report produced this week by Student Rights found that out of 180 visits by Islamic speakers to UK universities over a 12 month period, 46 lectures at 21 institutions have insisted on segregated audiences. Women were, in most cases, forced to enter the room from a separate door and to sit at the back. Some lectures barred women totally, making them watch proceedings from another room via a television feed.

Allowing university speakers to segregate genders is outrageous. New guidelines suggest universities could allow gender segregation.- Furious Gove says it’s a disgrace to segregate students and accuses university bosses of ‘pandering to extremism’.Education Secretary: it is ‘a disgrace’ for Universities UK to support policy. – Students demonstrate against ‘gender apartheid’ as Universities UK refuses to ban the separation of sexes during visits by speakers.

Læs mere »

by Fjordman, co-published with Gates of Vienna

I followed Western mass media with bemused interest after it was announced that Nelson Mandela, South Africa’s first black President from 1994 to 1999, had died on December 5, 2013. It wasn’t unexpected, since the man was 95 years old and had been ill for years. I never hated Mandela, but the lavish praise he received from Scandinavia to Alaska went far beyond what was rational or fact-based.

It has been publicly confirmed that Nelson Mandela was a leading member of the South African Communist Party’s central executive committee at the time of his arrest for terrorist activities in 1962. This party then had ties to the mass-murdering totalitarian Communist state known as the Soviet Union.

Winnie Mandela, Nelson Mandela, and long-time leader of the South African Communist Party Joe Slovo at an African National Congress rally, 1990

Peter Oborne, the chief political commentator in Britain’s supposedly conservative newspaper the Daily Telegraph, stated that

“There are very few human beings who can be compared to Jesus Christ. Nelson Mandela is one.”

Really? Now, I’m not a Christian, but according to Christian beliefs, Christ is the son of God and divine himself. This senior writer in a supposedly conservative newspaper thus compared an African former leading member of the Communist party to a god.

We have previously seen a tendency on parts of the political Left to elevate certain human beings, especially Marxist leaders such as Stalin and Mao, almost to the status of demigods. It is a bit disturbing to see the same pattern of personality cult being emulated even in allegedly conservative circles. It only shows that the radical Left has won most of the cultural battles for the past fifty years or so.

Meanwhile in Peter Oborne’s native Britain, the sandwich shop owner Neil Phillips was arrested and held for eight hours by the police, who also took his DNA and seized his computer. The reason? He had dare to make some Mandela jokes.

Earlier that same year, in April 2013, there were open celebrations in parts of the political Left in Britain when the former conservative Prime Minister Margaret Thatcher died. There were even public “Thatcher death parties” in British streets, in which the participants were not arrested.

Thatcher was a leading anti-Communist who fought against the repressive system of the Soviet Union. It is apparently acceptable in the Western world to celebrate the death of conservative white anti-Communists, whereas it is socially impermissible to say critical things about long-time African Communists with a militant past.

Regarding this British man who was arrested for making Nelson Mandela jokes: Does this imply that Mandela is now literally viewed as a deity or demigod, and that saying bad things about him is therefore considered blasphemy?

The ancient Egyptians also believed that the Pharaoh would become a god after he died. Perhaps we should build a pyramid for Mandela, or find some vacant tomb in the Valley of the Kings? It’s even in Africa.

Of course, Mandela was not the worst leader South Africa could have. Compared to his successor Jacob Zuma, he was more competent and less corrupt. Yet the corruption of the African National Congress (ANC) was clearly present already under Mandela’s rule. Praising him as some kind of modern saint is not right.

As the eloquent writer Daniel Greenfield reminds us, South Africa is today for all intents and purposes a one-party state under the ANC’s domination. As a Communist, Mandela had always envisioned a one-party state. According to Greenfield:

Læs mere »

“Udskamingen af Sverigedemokraterne vil ikke nytte noget i længden, de kan ikke holde SD uden for indflydelse,” siger Erik Meier Carlsen, journalist, forfatter, chefredaktør m.m. og i lang tid en af en lille eksklusiv skare af danske Sverigeseksperter. Han kommenterer den seneste af Expressens kunstigt skabte ‘skandaler’, hvor man savner at høre ham sige, at det lige så skandaløse som nogle af de anonyme ytringer er, at avisen har købt hacket materiale af en adskillige gange dømt Expo- og antifascist, Martin Fredriksson.

Eller som jeg vil sige: “Syvpartiet og Journalistpartiet kan lige så godt spare sig alle de ufine tricks, de har i ærmet til de kommende ti måneder. De skader demokratiet, sig selv og forgifter den almindelige atmosfære i landet. Sverigedemokraterne decimerer de ikke.”

Det er ikke en spådom, det er allerede en gammel erfaring efter adskillige journalistkampagner, som det er utroligt de ikke har gjort sig endnu. Hvor træg, selvfornøjet og indolent kan en såkaldt elite være? Skal man til skafottet, kan man lige så gødt gøre en dyd af nødvendigheden og gå med ryggen rank.

Hvad vi ser nu, er en heksejagt på Sverigedemokrater og på islam- og indvandringskritikere. Arthur Miller skrev i 1953 sit stykke The Crucible om 1600 tallets heksejagt med en aktuel kommentar til senator McCarthy. Her taler Miller om stykket og hysterien i 1991.

“I dont think the hysteria ever ends. Every human being, every society has a panic button, and anyone who is unscrupulous enough to push it, and is unapposed, can end up killing a lot of people. When somebody is yelling fire, when there is no fire, there’s gonna be stampee and somebody is going to get it, and I don’t foresee a time when any society is guaranteed against it.”

– DR2 Morgen – med Niels Krause-Kjær og Sanne Gram Fadel fra minut 2.41:23 (SVT Debatt kl 22 om Expressens åsiktsregistrering.)

Hans Hauge: Apartheid og Den Kolde Krig

Vi havde på universitetet i Århus engang i 90erne besøg af nogle sydafrikanske forfattere. Interessen for at høre dem var minimal. De vidste godt selv hvorfor. For nu var de ikke længere undertrykte anti-apartheid-kunstnere. Rock imod apartheid trækker millioner, men derefter vandrer rockcirkusset et andet sted hen. Det er vel kun fortidens hvide, anti-apartheidforfattere, som vi endnu læser. F.eks. J.M. Coetzee der stort set aldrig har boet i Sydafrika, og Nadine Gordimer. Jeg oplevede hende engang og spurgte hende, om hun kunne se nogen forbindelse mellem Murens fald og ophøret af apartheid. Hun var helt uforstående over for spørgsmålet og kunne ikke se nogen forbindelse. Det mener jeg nu, der er. Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.

Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side. Det nydannede land eller the Union of South Africa (1910) var sammensat af fire britiske kolonier. Detkæmpede tappert for vores frihed i både Første og Anden Verdenskrig. Det erobrede Tysk Sydvestafrika i 1915. Efter Anden Verdenskrig begynder en ny udvikling, der undertiden beskrives som overgangen fra Nation til Volk. Afrikaanerne, der er efterkommere af de første nederlandske indbyggere, overtog magten efter englænderne. Nu forstærkes det selvbillede, som sydafrikanerne altid har haft.

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University.

Læs mere »