(Fotos © Snaphanen.)
Tænk at jeg står her for at tale om at kæmpe for Danmark, midt i det helligste sted, hvor Danmark minder de faldne i dets forsvar. Jeg, en indvandrer, der havnede i landet ved et tilfælde i begyndelsen af mit liv som voksen for 50 år siden. Det tog mig ikke mange måneder, før jeg faldt pladask i en urokkelig kærlighed for mit adoptivland. Sikken en ære, jeg føler, og en taknemlighed, jeg bærer for at være betragtet som en forkæmper for Danmarks eksistens.
Jeg står her, på hellig jord, som et helt ydmygt menneske, der kan indse og føle i sjælen, hvor lille jeg er i sammenligning med de ufatteligt store mennesker, der ligger begravet her. Deres storhed har de opnået ved at ofre det højeste man kan, for at deres land og efterkommere kunne leve i frihed. De ofrede deres liv.
Disse heltemodige unge og ældre mennesker fra alle samfundslag besluttede af egen drift at bekæmpe besættelsesmagten for at befri Danmark fra en besættelsesmagt, der fratog landet dets frihed. De gjorde det, ikke for princippernes skyld, men af kærlighed til deres familie, deres slægt og deres land.
Gennem tiderne er utallige danskere faldet i kamp for at forsvare Danmark. Dem skylder vi evig taknemlighed. De modstandskæmpere, der ligger begravet her, repræsenterer alle dem, der gennem næsten tusind år betalte den højeste pris for deres fædreland. Det gælder også de ca. 50, der døde i kampen mod islamister i Irak og Afghanistan, og på det seneste Finn Nørgaard ved Krudttønden samt Dan Uzan ved synagogen i Krystalgade.
Der er tusinder og atter tusinder danskere, der døde for Danmarks befrielse under Anden Verdenskrig på en eller anden måde. Tusinder blev såret og fik mén på krop og sjæl – prisen for deres modige handlinger. Dem skal vi også huske. Hvad kan man sige om dem, der er begravet i Mindelunden? Eller om de mere end 300 modstandshelte – hvor 40 af disse var direkte forbundet med Dansk Samling – og som døde i aktion eller blev henrettet for intet andet end deres kærlighed til Danmark? Kan man finde ord, der kan have den rigtige værdi som kan beskrive deres ofre?
Læs mere »